tirsdag den 2. marts 2010

Sne og dagrenovation!

"Af årsager som er svære at gennemskue har vi ikke fået tømt dagrenovation siden uge 03, 2010. Vi har altså ophobet dagrenovation for nu 4 uger og da vi heller ikke fik tømt her i uge 07, vil det i alt blive til 6 uger, dersom man forbarmer sig og tømmer som aftalt i uge 09.

Jeg har selvfølgelig spekuleret over om årsagen måske er vintervejret. Vi bor oppe ad en grusvej som selvfølgelig bliver dækket af sne. Imidlertid har vi ikke haft problemer med selv at komme frem og tilbage. Jeg har personligt ryddet det lange stykke vej tre gange, og traktor fra kommunens vejafdeling har flere gange kørt stykket igennem. (Vi bor på en officiel kirkesti) På de ugedage, hvor tømning skulle finde sted har der været ryddet.

Jeg skal derfor bede om en bedre forklaring, end vintervejret!

Da jeg normalt er et tålmodigt og forstående menneske og udmærket er klar over, som alle andre, hvilke ulemper vejrliget har forårsaget, og derfor indrettet hverdagen og arbejdslivet efter dette skulle jeg også mene, at det må gælde en virksomhed, der mod betaling. har påtaget sig forpligtelsen, at bortskaffe borgernes dagrenovation."


Dette var en del af en klage til Kommunens Affaldskontor.

Kommunens affaldskontor har svaret som følger, kun en lille del af svaret referes:


"Der er i øjeblikket mange steder, hvor skraldemanden ikke kan komme til pga. is og sne. Det er ikke muligt at indhente tømninger fra tidligere dage, da tømningen tager længere tid end normalt pga. sneen."

Er det et såkaldt ikke svar? Der har jo været ryddet.

Jovist, tager alt ting længere tid på grund af vintervejrliget, det tager længere tid at komme på arbejde, busserne kæmper en brav kamp, og jeg tror næppe nogen privat arbejdsgiver vil acceptere, at man ikke opfylder sin forpligtelse blot fordi det, ikke som nogen overraskelse, er mere besværligt i vintermånederne.

Vi har alle netop modtaget opgørelse over forbrugsafgifter som også omfatter dagrenovationens bortskaffelse. Udover at opgørelsen er en kende svær at overskue med de mange rubrikker, absolut ikke borgervenligt, kan det ses, at renovation er en væsentlig del af de årlige udgifter.

Jeg bryder mig ikke om at nævne det, fordi det jo vil kræve en ekstra kommunal bemanding, men ville det ikke være rimeligt, dog bureaukratisk håbløst, at kompensere for manglende tømning, evt. ved at kommunen ved stikprøver kontrollerer, at renovationsfirmaet tømmer som de skal og om evt. klager er berettigede?

Det ville være en flot service for borgerne og en smuk påpasselig omhu af skattekronerne.


Jørgen Olsen, sekretær Venstre Frederikssund, Bragt i Lokalavisen 020310
Related Posts with Thumbnails