Hvem skal sætte gang i hjulene?
Der er altid glæde når en borger forsøger sig som iværksætter. Det kræver mod og energi at starte en ny virksomhed op. Alle er enige om, at det er det private initiativ, de private iværksættere der skal skabe det overskud til samfundet, der efterfølgende kan fordeles i form af velfærdsydelser.
Vi har fået at vide at det skal være nemt at starte egen virksomhed. Ingen skal afskrækkes af et rigidt regelsæt og bureaukratisk forsinkelse. En ny kultur er på vej! Et vækstudvalg er oprettet netop med henblik på at ‘få gang i hjulene.’ Borgeren er ‘medspiller ikke modspiller’ og andre flotte fraser - der når virkeligheden rammer kun kan betegnes som flosker.
Der er ingen ende på jublen når en ny frisør begynder, når en butik åbner, når en Internet forretning går i gang. Omtale i Lokalavisen, og alle smiler af fryd over at ‘nu sker der noget.’ Dog er det ‘piece of cake’ at påbegynde sådanne virksomheder. De regler man tumler ind i er håndterbare og til at leve med. Anderledes stiller det sig med fremstillingsvirksomheder, reparationsværksteder. Her er der et regelsæt som kan afskrække enhver, uden et særdeles optimistisk, på grænsende til det naive, engagement.
I vore landdistrikter sukker man efter at kunne bruge de mange tomme landbrugsbygninger til lettere industri. Det ville kunne skabe beskæftigelse, liv i disse områder, og dermed større lyst til bosættelse og fastholdelse af de institutioner der er i fare for at måtte lukke på grund af for få børn mv.
Et eksempel:
En iværksætter har længe tumlet med en oplagt ide. Der mangler et maskinværksted i landdistriktet. Kundeunderlaget er i orden. Naboer orienteres for at sikre sig mod eventuelle indsigelser. Ingen gør kvalm. Iværksætteren ejer et egnet sted, med alle de faciliteter der skal til. Der sendes en ansøgning til kommunen. Svaret kommer rosværdigt hurtigt. “Det vil vi se positivt på.” Vi har ingen indsigelser. Naturligvis skal bruges flere oplysninger om virksomheden og værkstedets indretning. Disse indsendes. Igen hurtigt svar. På nuværende tidspunkt får ‘virksomheden’ nemlig tildelt en særskilt postadresse og man beder om at der opsættes en postkasse. Halløj det går jo fint. Hvilken imødekommenhed. Er det virkelig så nemt. Hvorfor i alverden begynder ikke flere deres eget? Nu mangler der blot et besøg fra forvaltningen der lige vil sikre sig at alt er i orden. Selvfølgelig.
Her er det så at det hele ramler. Efter besøget fremsendes, dog ikke i samme rekordtempo som de første svar, en meget omfattende udførlig beskrivelse af de krævede, såkaldte ‘udbedringer’ i den eksisterende bygning og planlagte værksted. Beskrivelse i detaljer af, hvordan det hele skal udføres, materialebeskrivelse mv. Krav som følger de allernyeste lovmæssige krav til en sådan virksomhed, men som i denne sammenhæng er helt urealistiske og ikke mulige at indfri uden en forholdsmæssig stor investering. Grotesk bliver det når man kan konstatere at de færreste eksisterende virksomheder i branchen lever til disse krav. Besøg blot disse virksomheder. Det er trods alt værksteder og ikke operationsstuer. I den regelstyrede verden ville det være ‘smukt’ med disse supermoderne klinikker, men i den ægte er det ikke realiserbart uden en meget stor investering. Se det var en stopklods der slog hårdt. Skuffelsen massiv. Umiddelbart slut på drømmen om at være selvstændig.
Lektien kunne være: Det kan godt være du vil have orden i alle tilladelser, fordi du er en ansvarsbevidst samfundsborger der ønsker et godt forhold til naboer og kommune og derfor følger procedurerne, men er det ikke lettere blot at gå i gang og så tumle problemerne efterhånden? Er det en sådan kultur vi ønsker at opbygge? Er det det der ligger bag de smukke ord om liv i landdistrikterne og ‘gang i hjulene’?
Gid man var frisør!
