tirsdag den 19. februar 2013

Arbejdstilsynet og borgerens frihed

Som blogindlæg på Lokalavisen 19.02.2013

Jeg har brudt loven på skændigste, uanstændigste vis. Jeg er hjemfalden til bødestraf.

Omstændighederne:

Jeg havde arbejdet hårdt i haven, det trak op til regnvejr, det var sommerlummert, jeg trængte til et hurtigt bad. Badet overstået, og det voldsomme skybrud satte ind. Tagrenden løb over og vandet pladrede ned af muren og på vej ind af døren. Nøgen - helt og aldeles au naturel - for hvorfor tage tøj på der omgående ville blive gennemblødt, gik jeg op på stigen i 3 meters højde og fjernede de blade der blokerede for nedløbet. ‘Katastrofen’ afværget.
                                                   


Mutters alene, kun med få måger og duer som tilskuere, der dog ikke greb ind, højst skreg og kurrede, i protest, uden fodholder på stigen og med fare for at udsætte mig for lemlæstelse, hvis jeg var faldet ned, blev jeg skyldig i en lovovertrædelse der udløser bødestraf. Og så oveni lige det med blufærdighedskrænkelsen - overfor de sagesløse fugle.

I sagen med den ældre landmand (89) der nu skal i fængsel, fordi han ikke vil betale den bøde han er blevet idømt for at have renset sin egen tagrende på en for ham aldeles forsvarlig vis, men blev ‘opdaget’ af en medarbejder fra Arbejdstilsynet, udtaler samme tilsyns, ‘Tilsynschef’ (mærkeligt at et tilsyn også har en Tilsynschef, men måske meget symptomatisk for vores stadig større kontrolsamfund) Hasse Mortensen:

“Det er ikke din egen sag at du udsætter dig for fare. Rationalet i loven er, at det bliver samfundets problem, hvis du invaliderer dig selv på arbejdet. Man har pligt til at yde omsorg for sig selv og det skønner vi at landmanden ikke har gjort i denne sag.”

Den udtalelse taler for sig selv.

Er det kommet så vidt at ‘Fællesskabet’ Samfundet ikke betror borgeren ansvar for sig selv, at ‘Fællesskabet’ skal gribe ind hvis ‘Fællesskabet’ vurderer at en borgers handlinger kan komme til at betyde at ‘Fællesskabet’ bliver belastet ved borgerens opførsel og gerninger? Er borgerne blevet så dumme, at de ikke kan tænke selv, de bevidst udsætter sig for fare, og derfor skal have tilsyn, kommune, pædagoger til at fortælle dem hvad der er den rigtige opførsel og handling? Hvor frie er vi så egentlig? Og hvor megen unødig bureaukrati kan der så ikke oprettes?


Hvad bliver det næste? Hvor mange udsætter sig ikke for personlig fare ved at drage på de populære skiferier, kommer til skade, invaliderer sig selv, og dermed bliver ‘samfundets problem’? Hvad med rygning, der jo også invaliderer? Hvad med druk? Hvad med for meget mad? Det bliver altsammen ‘samfundets problem.’ Fortsæt selv med din egen liste. Hvem ejer til sidst dig?  Er du et personligt individ, eller er du ‘Fællesskabets’? 
                         

Juli 2012 blev ny lov vedtaget af vor kærlige omsorgsfulde Røde Regering der går ud på at SKAT har adgang til din private grund. Loven skal gøre det muligt for Skat
at gennemføre kontrol på privat grund uden brug af en retskendelse, når der synligt
kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. Så hvis du arbejder i din have så se for alt i verden ikke professionel ud.

Personlig frihed omfatter også retten til nogle gange at gøre nogle tåbelige ting. Det er frihedens pris. Ellers skulle vi overvåge alt ned til mindste detalje. Det handler i bund og grund om, hvilket samfund vi stræber efter. Hvis vi fortsætter ud af den tangent vi er slået ind på får vi det totalitære overvågningssamfund, med trælbundne borgere der ikke kan, orker, være foretagsomme og nyskabende. Hvor meget dynamik og arbejdspladser giver det mon?

Hvad medfører regler og kontrol der griber ind i privatlivet? Trodsighed, og modstand og kreativitet for at omgås de ting man finder krænkende. Det igen medfører større ligegyldighed, passivitet over for vigtigere love som alle kan se fornuften i at overholde, og en ond spiral er påbegyndt for når en regel brydes indføres blot en ny for at undgå brud på den første regel.

Ville et godt råd og en advarsel ikke have været tilstrækkeligt overfor den ældre tagrenderensende borger? Ville det ikke have været mere motiverende frem for at køre det tunge skyts frem med bøder og fængselsstraf. Næ, nej! Her er tilsynschefens mening om det:

“Det kan sammenlignes med at køre for stærkt i trafikken, det udløser heller ikke en advarsel, men en bøde.”
                                                  

Hjælp! Jeg vil ikke være med i et sådant ‘Fællesskabs’ tyranni med mange regler, regulativer og love der hæmmer den frie udfoldelse og det frie initiativ.

„Kærlighed vokser i tillid. Djævlen viser sig i detaljerne“  har en vis mand sagt. Har vi med den nuværende regerings kontrolmani og kontroltyranni overgivet os til Djævlen?

mandag den 11. februar 2013

Indsendt som læserbrev til Lokalavisen som svar på læserbrev med overskriften Den bekvemme holdning. 


Den ubekvemme holdning skal der til

Det glæder enhver med en bedre fremtid for vort land og kommende generationer på sinde, når ildsjæle kæmper for deres sag og argumenterer.

Bjørn Tving Stauning fra Frederikssund Klimaforening er en ildsjæl, der har kæmpet for vindmøller og alternativ energi af ren frustration over, at det ifølge foreningen, går for langsomt med at få opstillet vindmøller - både til havs og på land - for at reducere vort CO2 aftryk, og de kommende oversvømmelser samt andre menneskeforårsagede miljøkatastrofer. Vi borgere må da kunne forstå, at der ingen reelle forbehold burde være, ellers er vi ikke oplyste nok, eller også tænker vi kun kortsigtet, og kan ikke vise medfølelse.

Ved Klimamødet i Frederikssund Hallen, fik eksdirektør for DONG, Anders Eldrup lov at optræde med indlæg om velsignelserne ved vindmøller. Uanset hvor sympatisk Anders Eldrup fremstår, og hvor veltalende og godhjertet han forekommer at være på kommende generationers vegne så var hele hans 'vision' kædet sammen med op til 1000 milliarder skattekroner til vindenergi. Ved at beskæftige sig med een løsningsmodel igennem lang tid bliver man ofte både 'talblind,' og elfenbentårnsfikseret, ja, nærmest religiøs. Det er et alvorligt faresignal.

Det er rart med personer som Venstres Jørgen Bech og også en Claus Ankersen der i læserbreve har manet til større besindighed, og beder om vi lige klapper hesten inden vi  kaster os ud i megaprojekter der alle er karakteriseret ved at få massiv statsstøtte og kun kan generere overskud -  når det blæser.

Er det forsvarlig forvaltning af skattemidler? Hvad med at se på andre mere givtige energikilder, som venstrefløjen har totalt afvist. Der er for dem kun een umiddelbar løsning - Staten betaler! Os alle, uanset om vi er mange der synes det ikke en god ide, for hvornår har en statsstøttet ordning sidst være bæredygtig.

mandag den 4. februar 2013

Grus i Maskineriet!

Blogindlæg på Lokalavisen 04.02.2013

Grus i Maskineriet!


Op til forrige valg tegnede der sig et borgerligt flertal for nedlæggelse af Regionerne vel i en erkendelse af, at den konstruktion, og dermed ekstra bureaukrati  - lig med ekstra omkostning,  – var forældet, og havde udlevet sin berettigelse. Socialdemokraterne var modstandere af en nedlæggelse, og står i spidsen for regeringen. Værsgo! Her er så resultatet som rammer Frederikssund i nakken som en boomerang. “Byudvikling kan rammes af Grus,” Råstofplan 2012 fra Regionen kan hæmme byudviklingen i Vinge.

Regionerne taler selvhøjtideligt om at den folkelige forankring vil forsvinde ved en nedlæggelse, men hvor er det lige den har været i sygehusdebatten, hvor det ofte har været folket mod politikerne, også i forbindelse med kampen for bevarelse af Frederikssund Sygehus. Hvornår har vi sidst set en offentlig instans nedlægge sig selv, eller blot gøre sig overflødig? Det vil aldrig ske, der er nemlig for mange der har deres levevej der.

Den logiske slutning må derfor være – opret ingen offentlige instanser for de har ‘evigt’ liv, og med alderen bliver de mere og mere omkostningstunge.

Nok om det, det er nemlig trist nok i sig selv. Men det er endnu en advarsel om at vort samfund er blevet alt for indviklet. Der er et utal af love og regler som skal være på plads på hvert eneste sagsområde. Intet må blot være ligetil. Klagemulighederne er mange, dersom borgere, eller andre instanser ikke er enig i en afgørelse. Dermed opstår forsinkelser, og forsinkelser er lig med større omkostninger til skade for alle skatteborgere. Kommunens administration og de folkevalgte har bare partout at opfylde alle betingelser, sætte sig grundigt ind i dem, ellers falder hammeren, enten gennem borgeres søgsmål eller fra ‘højere magter.'

Hvor ofte er ikke gode forslag og umiddelbart helt oplagte, ‘Ja, selvfølgelig!’  løsninger blevet forandret, fordrejet, forvist, forlagt, forment, forglemt, forsinket, forhalet, fordyret, forregnet, forspildt, fordi der lige er en række ‘detaljer’ der skal være på plads først. En klog person har sagt “Kærlighed vokser i tilid. Djævelen viser sig i detaljerne.”

Så tager  bureaukratiet nemlig over, og de mange embedsmænd i de forskellige instanser kan derpå udarbejde dynger af papir, der igen skal tages stilling til, og som igen kan betvivles, og nye dynger af administrativt, uproduktivt, arbejde er formidlet. Til glæde for hvem? Ikke for den som havde den gode ide om en positiv udvikling. Ikke for kommunen som et hele, som ikke har kunnet handle på anden vis. end at følge regler og love, og som efterfølgende rammes af massiv kritik fra utilfredse borgere, der ikke har begrebet spillets regler.

Tiden går, klokken slår! Ideoplæggets aktualitet er forpasset – sammen med penge og indsats. Forstummelse og mismod er slutresultatet. Andre lande har formået at få den gode ide gennemført, og løber med gevinsten og arbejdspladserne der kunne have været vores.

Så kan du lære det. Få ingen oplagte ideer, bliv ikke for smart. Du har ikke magten -  det har det uudgrundelige, uhåndterlige Kafkaske “Vi!” På Plads!

Er det det vi har brug for i disse krisetider eller er det ikke snarere at der tør satses med et kækt, men dog  gennemtænkt, “Vi prøver det så gu!”

Første skridt i al fremgang, vækst er større frihed til borgerne og kommunen, derved kan iderigdom og energi komme til fuld udfoldelse, frem for der altid lægges administrativt låg på.
Hvis Regionerne er en energidræber så nedlæg dem, det går sløvt nok i forvejen.  Det sker nok ikke lige med det samme. Ved det kommende regionsvalg vil Rød Blok nemlig hamre mod det flotte borgerlige initiativ med frit sygehusvalg og privathospitaler, der i den grad har været en succes.  Det går jo ikke at borgeren har frihed til at vælge, vi er nemlig ikke så kloge som vi tror. Husk det så!

Sidste nyt: 15.05. Regionen har nu droppet sine planer om råstofudvikling i området.
http://www.lorry.dk/arkiv/2013/5/15?video_id=79308
 
Related Posts with Thumbnails