Pseudobehov skabes - men hvem skal betale?
I de glade 80’erne var det at komme på en betalt ‘ferie,’ forklædt som kursus forholdsvis almindeligt. Det fortsætter såmænd i dag blot under lidt former.
Fordelen ved ‘kurserne’ var, at arbejdsgiveren kunne trække alt fra, og dermed give den ansatte en ‘skattefri’ belønning og anerkendelse for en god arbejdsindsats, for pudsigt nok fandt mange af kurserne sted på fancy hoteller, på attraktive solfyldte feriedestinationer. Det var helt ubegribeligt så mange specialister og ‘professionelle’ kursusledere der fandtes netop sådanne steder.
Medarbejderne var stolte som paver over denne flotte gestus, og optrådte måske hovmodigt over for andre, der ikke fik denne gunstbevisning. “Vores arbejdsgiver er vel nok alletiders smarte fyr, vi hyggede os gevaldigt fik en smule undervisning, men bagefter, nej hvor havde vi det skægt, og så var det gratis. Ja, så fik vi lige snøret skattevæsenet, de får jo også rigeligt i forvejen.” 
Kursusdeltagere mener ofte de har fået kompetence gennem kurset, måske det endnu finere ‘spidskompetence’ Men ofte er det det rene spild for kursets kompetencegivende viden bliver ofte aldrig trænet, ikke anvendt og dermed glemt. Dermed er der formidlet en pseudoviden til ingen verdens nytte, for skatteborgernes penge. Pseudoviden er den viden du tror du har haft, eller som omverdenen tror du har. Den er bare ikke til stede, fordi behovet ikke længere er der.
Så er der begrebet plantet pseudoviden. En organisation, en virksomhed en kommune ønsker at formidle en stemning for et projekt der skal ‘sælges’ til brugerne -borgerne. Man hyrer et analyse- forskningsbureau, der udarbejder spørgsmål med det formål at få svar der passer til det man sådan set har besluttet, men samtidig skal give sagen et skær af et opstået behov der bare må og skal dækkes. “So ein Ding müssen wir auch ha
ben!” Dermed bliver den endelige analyserapport ‘sandheden.’ Sandhed kan man jo ikke bare se bort fra, hvis man er ansvarlig, ikke sandt? Man lader sig forføre af egen dagsorden.
Kunne dette være tilfældet med projektet Borgernes Hus? Det vil jeg lade læseren om at afgøre, men i lyset af de mange protester kunne det se ud til at man har fået skabt en illusion, et kunstigt behov som ikke passer brugerne-borgerne, for disse kan ikke se behovet i forhold til omkostningerne. Men analyserapporten viste jo til gengæld et stort behov.
Ludvig Holberg (1684-1754) fortæller i “Helte-Historier” fra 1739, at den senere pave Paulus IV, da han som kardinal Caraffa »udi en Procession uddelede Velsignelsen med Haanden ... med Munden paa samme Tid mumlede idelig disse Ord: Mundus vult decipi, (Verden vil bedrages) decipiatur«. Tilføjelsen “decipiatur” betyder: Lad den blive bedraget.
Hvem nyder at blive bedraget for egne midler?
