Vinge før Vinge - et flaksende forløb

Vinge før Vinge - et flaksende forløb!

Læserbrev Lokalavisen: http://frederikssund.lokalavisen.dk/vinge-foer-vinge---et-flaksende-forloeb-/20180114/laeserbreve/701149977/1255

I Fingerplanen, helt tilbage fra 1950’erne, er Frederikssund syd udpeget som et område, der skal udbygges med station, boliger mv. Derfor kan det ikke overraske at kommunen har haft en langsigtet planlægning. Investorer og entreprenører har naturligvis kendt til dette og været opmærksom på, hvornår det ville være opportunt at gå ind i en mere konkret planlægning.

For ca. 15 år siden blev interessen skærpet ganske gevaldigt. Frederikssund Kommune indkaldte berørte lodsejere i området til møder og orientering om kommunens planer og mulighederne for OPP samarbejde. (Offentlig Privat Partnerskab). Det gik i store træk ud på at lodsejerne stillede deres ejendom, jord, til rådighed for byudvikling mod at de, efterhånden som der blev bygget, ville få del i afkastet. En proces der kunne strække sig over rigtig, rigtig mange år. Situationen for de berørte var uholdbar, hvis de var gået med på tanken ville de være boligmæssigt låst, og måtte nøjes med drypvise betalinger. Kort sagt overlade alt initiativ til kommunen. Kommunen engagerede tilmed en dyr betalt konsulent der besøgte alle berørte lodsejere for at informere om regler for ekspropriation og forløb. Banen var således kridtet op. Måden kommunen fremlagde planerne på mødte kraftig modstand. Borgerne i Solbakken og Stationsvænget var mildt sagt rasende. Det gav heller ingen ‘fred i sindet’ hos de øvrige berørte lodsejere.

På samme tid var en privat opkøber på banen. Denne lykkedes det at erhverve nogle ejendomme på betingelser disse lodsejere fandt rimelige og fair. Noget helt andet end kommunens usmidige tilgang til privat ejendomsret. Lodsejere der solgte fik første del af det aftalte beløb, og havde nu fået en afklaring. De tidligere ejere kunne nu komme videre. Det blev til mange hektar jord der nu var opkøberens investering.

Opkøberen fik hurtigt udarbejdet en smuk og detaljeret plan for hele området, hvor bæredygtighed var nøgleordet. Planen omfattede tilmed en S-station, flot integreret med en ny broforbindelse og tilslutningsmulighederne for den med tiden færdiggjorte Frederikssundmotorvej. Finansieringen til denne S-station var også på plads, idet der var løfter om at private ville skyde penge ind. Investorerne erkendte nemlig, at for at projektet skulle have momentum og succes var en S-station altafgørende.

Planen lignede på rigtig mange punkter den dyre plan som Henning Larsen Tegnestue senere udarbejdede for Frederikssund Kommune. Pudsigt. Investorens plan blev indsendt til behandling i Byrådet som forslag til Lokalplan. Byrådet har derpå en lovmæssig pligt til enten at afvise, korrigere eller godkende planen. Så gik det helt og aldeles galt, for nu gik der ideologi og politik i sagen. Man kunne få den tanke at nogle i Byrådet var direkte mod at private skulle komme til at profitere af det de mente var fællesskabets, kommunens ejendom, men som altså var privatejet.

Der hobede sig et væld af indvendinger op - skoler, institutioner, infrastruktur, veje - alt blev talt op som et økonomisk problem for kommunen, som om man ikke vidste at det er følgerne af, at borgere bosætter sig i et område og også ville være det dersom kommunen stod for byudviklingen. Der fulgte udtalelser fra ledende politikere om at “Lokalplaner kan bare laves om.” Der blev kort sagt stukket en politisk hegnspæl i det hjul investorerne var ved at få i omdrejninger.

Sagen trak i langdrag, og krisen i 2008 eksploderede og finansieringsgrundlaget for investorerne gik i smadder. Det der kunne ligne en forhalingstaktik var lykkedes.

Efterfølgende kunne kommunen indgå en aftale med ‘boet’ og erhverve sig alle de mange hektar jord og ejendomme investorerne havde fået købt indtil nu - til det man hævder er en spotpris. Nu var det kommunen, fællesskabet, der skulle score profitten ved byudviklingen. Til gengæld gik der bureaukrati, langsommelighed, usikkerhed, amatørisme, uigennemskuelighed i hele projektet. Når de ting samlet rammer et projekt kommer det til at koste ‘kassen.’ Konsulenter, advokater kan udskrive megaregninger for ting der ellers ville være forholdsvis let håndterbare. Resten kender de fleste. Hvor er det dog trist.

Da idegrundlaget bag Vinge er helt rigtigt kan man håbe det lykkes at overvinde de selvskabte problemer der lige nu skaber usikkerhed for de mange berørte, og at der læres

af en ikke så fjern fortids tåbelige håndteringer. Tvivlen nager dog.