20000 nye borgere? Er det realistisk?

 20000 nye borgere? Er det realistisk?

Planlægning, hvor penge er involveret kræver, at man forsøger at forudsige, hvad der kan ske, ser på tidligere eksempler, vurderer behovet, kan udviklingen påvirkes. Hvad er prognosen for succes? Når det er ens egne midler er det yderst vigtigt.

I offentligt regie gælder tilsyneladende andre regler, for her er det ‘fællesskabets’ midler der satses. Kombineret med politiske ambitioner og drømmeagtige forhåbninger, og vi har recepten på en mulig katastrofe. Hvis det bliver en succes, Hurra! Fiasko - Jamen det går nok, beløbet er ikke så voldsomt - målt per borger i ‘fællesskabet.’

I DK har vi mange instanser der med stor ekspertise arbejder med forudsigelser af fremtiden, og som leverer data til beslutningstagerne, og administrationen i kommunerne. Politikere bør benytte disse data til enten at få ‘gode ideer’ eller slå bremsen i.

Et eksempel: Prognoser over indbyggerantal i Frederikssund Kommune.

I 2030 vil der ifølge 2018-prognosen være 48.417 indbyggere i Frederikssund Kommune. En stigning på 3.230 personer på 12 år i forhold til antal indbyggere pr. 1. januar 2018. Cirka 270 nye borgere om året. Ikke mange.

Hvordan hænger dette sammen med, at der fra politikere, og administration har været nævnt tal på helt op til 16000-20000 nye borgere i 2030. Især i de ‘lækre’ prospekter over boligbyggeri i Vinge. Man skyder så langt uden for skiven, (helt op til 600%) og med så voldsom kaliber og spredehagl, at alle er i fare for at modtage et vådeskud. Vådeskud er uheld, og fejlskønnet er naturligvis heller ikke hensigten her. Men hvorfor bliver sigtekornet ikke indstillet ordentligt?

For år tilbage tabte et kommanditselskab i Højesteret da investorerne lagde sag an. De argumenterede for at projektet var solgt alt for rosenrødt. De var blevet ‘lokket’ i økonomisk uføre. Investorerne fik deres investering tilbage - med renter. Det førte til at lignende projekter blev langt mere realistiske.

Lader man sig forføre af egne visioner, ren ønsketænkning uden at forsøge at ‘forme fremtiden,’ havner man i et lotterispil, hvor chancen for gevinst er lig Nul. Hvis det er egne midler, - eget ansvar. Noget ganske andet, hvis det er fælleskabets.

Ved erkendelsen, at man var for 'blåøjet' bør man ændre kurs, og lytte til den sande ‘profet,’ baseret på robuste prognoser - markedet - kun derved skaber man en realistisk fremtid. Dog holdes der stædigt holdes fast i en taktik der ikke fungerer i Vinge. Erkende man har taget fejl kræver ydmyghed. Respekten genvindes ved en kursændring. Alt andet er dårlige undskyldninger, og cementerer indtrykket af mangel på kompetencer - på 600%.

“Den der bare håber er den sande tåbe. Lad os bare håbe - men ikke bare håbe.”  Piet Hein

Hvis vi mangler kultur kan vi sgu da købe en

 “Hvis vi mangler kultur, kan vi sgu da købe en” 

https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Debat-Hvis-vi-mangler-kultur-kan-vi-sku-da-koebe-en/artikel/1416790?fbclid=IwAR0ekEyDAY2XDWb-JjcOrA6v36ajAPtPTBYEOs6dvlt-zVu6SKnNZp_-PuQ

skulle John D. Rockefeller have sagt. Men hvad koster sådan en størrelse? 

J.F.Willumsens Museum blev indviet i 1957 på baggrund af et gavebrev til Frederikssund Kommune fra J.F. Willumsen selv. Gaven omfattede både hans egne værker som maler, billedhugger, keramiker, fotograf og arkitekt og hans store, private kunstsamling. Den internationalt anerkendte funktionalistiske arkitekt Tyge Hvass stod for tegningerne.

Frederikssund by kom derved ind i det nogle vil kalde det ‘fine kulturselskab.’ Hvor var det godt. I 2005 blev der bygget til for cirka 40 mio. Frederikssund Kommune betalte sammen med andre. I 2010 trængte museet til endnu en bygningsmæssig opdatering. Pris lidt over 20 mio, hvoraf Frederikssund Kommune betalte  4,3 mio. Fonde betalte restbeløbet. Hvis du har besøgt museet har du set en smuk bygning, lækker cafe og gode øvrige faciliteter.

Her i 2021 skal der igen ændres. I løbet af de næste fire år vil Frederikssund Kommune bruge kr. 41,2 mio på projektet. Forbedre cafeen, nyt køkken og så meget andet, ikke mindst sikre at værkerne kan opbevares under de bedste, sikre forhold og ikke forfalder.

Der er således i årenes løb brugt mange millioner på at gøre museet og byen Frederikssund kendt  - ca. kr. 60 mio og med seneste bevilling bliver det til 101 mio. Det årlige kommunale driftstilskud udgør cirka 3,9 mio.

Hvor mange gange har du som lokal borger besøgt Willumsens Museum?

Jeg er sikker på du har besøgt Louisiana det selvejende museum i Humlebæk oftere. Så har du lagt mærke til den trængsel der altid er. I 2019 hele ca. 760.000 betalende gæster heraf hundredtusindvis udlændinge. Daglig antal besøgende ca. 2.440. Åben til 22.00 på hverdage.

Er der trængsel på Willumsen? Hvis ja, så er det meget usædvanligt. Besøgstallet i 2019 ca. 17200 heraf de 95% danskere. Åben tirsdag til søndag 10-17. Daglig antal besøgende 55.

Udmærket klar over det er et emne der vækker store følelser, måske endda forargelse, vrede at berøre. ‘Grøden’ er brandvarm. Berøringsangst er aldrig udviklende, fornyende. Dog må man konstatere at der er brugt, skal bruges rigtig mange millioner på et sted der groft sagt ikke umiddelbart gavner borgerne lokalt.

Tænk hvis man havde ofret de mange penge på andre kultursteder i kommunen. Ville der have været råd til et nyt kulturhus, kombineret med et bibliotek, koncertsal, cafe f.eks. i den gamle røde industribygning på Fioma? Svaret giver vist sig selv. Men sådan skal det altså ikke være.

45000 lokale borgere kunne bruge de nævnte muligheder flittigt og med stor variation i tilbuddene. Kommunen ville kunne få et ekstra tiltrængt løft i nye og kommende tilflytteres opfattelse af en kommune der satser og kæler for også den mere folkelige kultur. Det ville give et godt afkast på mange felter.

Skolerne åbner op. Alt bliver såre godt. Men var det hele kun skidt?

 Skolerne åbner op. Alt bliver bare så godt igen. Men var det hele kun skidt?

Ingen tvivl om at skolernes nedlukning under corona har givet mistrivsel for elever. Der er imidlertid en anden virkelighed. Nogle elever længes ikke efter en genåbning, og det peger på skolens problemer med uro, inklusion og for lidt tid til den enkelte. Det er ikke lærernes skyld, men de betingelser de skal arbejde under.

Som bedsteforældre har vi haft mulighed for at følge internet undervisningen af vores barnebarn. Meget imponeret over lærernes engagement, den disciplin der blev indgydt. God inspirerende undervisning præget af ægte interesse, omsorg for den enkelte elev, og med befriende humor. Eleverne opførte sig eksemplarisk, ‘rakte hånden op,’ ingen larm, svarede når de blev spurgt og timerne gik hurtigt. På visse punkter fornemmedes kvantespring i forståelsen af opgaverne. Hjertelig tak til lærerne. Andre har nok en anden oplevelse, dog ....

I ‘hjemmeskolen’ er der mere ro. Ingen konflikter. Det sociale samvær i skolen er ikke ubetinget let for alle børn. Her skal kæmpes og værnes om sin plads i klassen. Hvis der tilmed er børn i klassen der ikke kan begå sig i det sociale samspil, opfører sig voldsomt og grænseoverskridende gør det ikke hverdagen nemmere, men direkte belastende. Måske derfor antallet af skolevægringer/fravær er i øgning.

Hjemmeskoling over nettet har kunnet give flere elever lige præcis den undervisning og træning de har brug for. De bliver intellektuelt udfordret. Får mere hjælp til specifikke opgaver. Målrettet træning i præcis det der volder dem kvaler. Og der er ro.

At andet socialt samvær hos vore unge, og også vore ældre medborgere, er blevet kvast i denne tid er et helt andet uheldigt aspekt af coronanedlukningen.  

Alle parter omkring skolen - kommunalpolitikere, skoleledere, skolebestyrelser, forældre, elever, lærere - bør benytte denne tid til at analysere hvad coronasituationen har lært os om undervisning i skolen. Dette aspekt bør også være med i overvejelser om en ny skolepolitik her op til KV 21 til november. Hvilket parti, eller hvilken liste har den mest gennemarbejdede skolepolitik? Det er da vist kun Fjordlandslisten som har lagt sig positivt i spidsen på dette vigtige felt, modigt og rosværdigt meldt ud.