Borgerombudsmand i Frederikssund
Det er med stor glæde jeg kan se at Frederikssunds nye venstreborgmester John Schmidt Andersen går ind for at skabe en ‘Borgerrådgivning,’ det man i andre kommuner kalder Borgerombudsmand.
Nedenstående havde jeg liggende klar til at lægge på min blog på Lokalavisen op til valget november 2013. Nåede det ikke, og bloggen er sidenhen, af Lokalavisen, blevet nedlagt.
Men her er så lidt af det som ikke kom med:
Hvordan skabes et bedre samarbejde mellem borgere og administrationen? Hvorfor føler nogle borgere sig administrativt trådt på? Meget muligt administrationen kan henvise til paragraffer og cirkulærer i deres afslag af en ansøgning eller i afvisning af en klage, men ofte står borgeren tilbage med en afmagtsfølelse overfor det store ‘System’ der kan rulle det store juridiske skyts frem, og dermed kan gøre de ansatte juristers stilling berettiget.
Borgeren har ofte ikke en jurist inde over sin indsigelse. Borgeren har ikke de samme redskaber som den store enhed, Kommunen. Borgeren bliver dermed automatisk den lille.
Borger og Kommune burde være ligestillet. Det er de også på papiret, men ikke i praksis.
Borgeren kan rette henvendelse til – ud over det etablerede klage-/ankesystem – til Borgmester, Kommunaldirektør, Udvalgsformænd, Centerchefer/-ledere. Umiddelbart er der muligheder nok. Alligevel er det en langsommelig affære. Hver eneste instans skal sætte sig ind i sagen, lade den gå videre til behandlende afdeling, udbede sig mere information, få en grundig redegørelse for afgørelsen og så fremdeles. Der rettes henvendelse til borgeren med krav om mere information, der henvises til regler og paragraffer. Tiden går, frustrationen hos borgeren vokser, omkostningerne stiger for alle parter. Det eneste gode er at mange bliver beskæftiget i administrationen. Alles stillinger er derfor berettigede. Man skaffer arbejde til hinanden.
Mange borgere benytter først de nævnte muligheder, men føler ikke de når videre. (det kan jo også skyldes at, der ‘ikke er noget at komme efter’ det er blot forklaret elendigt, eller også vil borgeren ikke forstå det.)
Men en sådan borgerrådgivnings/ombudsmandsordning koster penge. I Næstved Kommune har man brugt cirka 1,5 millioner kroner om året. Det er mange penge når man tager i betragtning at kommunal administration og sagsafgørelser burde være ligetil og i bund og grund er det en falliterklæring at det er nødvendigt med en sådan institution. Desværre er vort samfund blevet ekstremt kompliceret, med masser af regler, undtagelser mv. til følge.
Nu er det nok vanskeligt at gøre op om pengene så bliver ‘tjent ind’ igen i form af smidigere, korrekt sagsbehandling i første omgang, men det er da værd at forsøge. Trods alt er det kommunens borgere der bør være i centrum.
