onsdag den 26. juli 2017

Døgnåben genbrugsplads - hvorfor ikke



Rod, henkastet affald giver et negativt førstehåndsindtryk. At give gæster og turister et godt indtryk af vor kommune er vigtigt. Det er flot når der i gaderne i Frederikssund er opsat flag på særlige dage. Tak til de som som orker at være med til det.

Når man kører rundt i vores kommune kan man opleve henkastet affald rundt omkring. Som det er almindeligt anerkendt ved hærværk - ryddes der ikke hurtigt op kommer der mere.

Et par gange om året iværksætter lokale ildsjæle ‘indsamlingsdage,’ hvor alle indbydes til at være med til at indsamle henkastet affald. Det er betragtelige mængder der samles ind. På disse dage deltager gerne lokalpolitikere i håb om at få deres fotos i avisen, som bevis på deres samfundssind. Hurra, hurra!

Lidt ældre borgere kan huske de store lossepladser rundt omkring i landet. Lossepladsen ved den stærkt befærdede Sjællandsbroen i København var virkelig et skue. Titusinder af måger, affald der blev skubbet sammen, og dækket til. Uhyggeligt, grimt,  og miljømæssigt uansvarligt. Det er der i den grad rettet op på. Genbrug er en god forretning, skåner miljøet. 70 % af alt affald genbruges, 26 % til produktion af varme/el – og kun 3% deponeres, 1 % specialbehandles.

Vi har flere genbrugspladser i kommunen, hvor man kan komme af med affaldet. Venligt personale guider os til at lægge i de rigtige containere. Alligevel oplever man henkastet affald rundt omkring. En travl hverdag og weekend kan være årsagen til at man vælger den nemme udvej. Nuvel, der er en løsning der kunne overvejes.

En døgnåben genbrugsplads!

Det koster personale og ressourcer? Ikke nødvendigvis. Det koster også at rydde op efter det som er smidt hist og pist.  I Kalundborg kommune, som eksempel, kan borgeren benytte sit mobilnummer som adgangskode. Porten til den ubemandede genbrugsplads åbner, lyset tændes og man kan komme af med sit affald. Når man er færdig, endnu et opkald porten åbner, og du kører ud. Såre enkelt. Pladsen har fine informationsplancher, er videoovervåget så uregelmæssigheder vil blive påtalt.

Var det ikke noget Frederikssund?
Dette kan føjes til som endnu et borgervenligt tiltag, og svineriet rundt omkring indskrænkes..
Related Posts with Thumbnails