tirsdag den 15. december 2020

Natur eller støv, støj og store huller?


Natur eller støv, støj og store huller?


https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Debat-Natur-eller-stoev-stoej-og-store-huller/artikel/1393918

 
Grusgravningsfirmaet Tulstrup Sten & Grus (TSG) har netop fået tilladelse af Region Hovedstaden til i yderligere 10 år at grave 125000 kubikmeter pr. år i Landerslev. I forvejen har borgerne måttet leve med voldsomme gener fra grusgraven og kan nu se frem til at det fortsætter endnu 10 år.

For at en klage kan blive behandlet koster det i øvrigt klageren kr. 900 i gebyr. En klagefrist på sølle 3 uger er hvad man giver. Ultrakort tid. 

I 2017 indvinder TSG over dobbelt så meget som tilladt, nemlig 182.151 kubikmeter sten og grus uden at det i første omgang får konsekvenser for firmaet.  I 2018 sænker de produktionen en smule, men ender alligevel på 102.729 kubikmeter, altså omkring 37 procent mere end tilladt. Ingen konsekvenser.

Tilsynsnotat fra tilsyn i grusgrav på Landerslevvej 50

Lever vi i en retsstats, eller er det penge der styrer? Hammeren falder hvis en borger brænder lidt haveaffald af, men her må man gerne svine uden løftet pegefinger.

Især Hornsherred er udpeget som graveområde i kommunen. Flot at Byrådet samlet har givet indsigelse til Region Hovedstaden mod flere grusgrave i kommunen, men hvad hjælper indsigelser når en anden instans hånd blot giver dispensation. Borgergrupper i de berørte områder har protesteret og indsendt høringssvar med gode begrundelser, frustrationen hos borgerne er voldsom - til hvad nytte - når, hvis alt alligevel overrules.

Kan kun opfordre vore lokalpolitikere til at lægge yderligere pres på Regionen, være stålsatte og forfølge deres indsigelse for at få taget de udpegede områder i vor kommune ud ellers er deres smukke ord og lovprisninger af Frederikssunds herligheder - natur, rekreative områder, turismeattraktionerne, freden og roen især i Hornsherred, blot øregas. Hornsherred skal  ikke gennemhulles af de planlagte grusgrave, for at levere til byggerier i Region Hovedstaden, tænk Lynetteholmen. Det er langt fra rimeligt eller retfærdigt.   

mandag den 9. november 2020

Falsk markedsføring eller selvbedrag?

 Falsk markedsføring eller selvbedrag?

https://sn.dk/Debat-Frederikssund/DEBAT-Falsk-markedsfoering-eller-selvbedrag/artikel/1382263 

 
Baggrunden.  

15.05.19. Frederikssund Kommune udbyder 22000 byggeretsmeter svarende til 220-250 boliger i Vinge.


‘Nyheden’ lanceres af vores borgmester, der har en utaknemmelig opgave med at tale en truende fiasko op. Derfor modtager han, lidt uretfærdigt ‘påtalen’ - andre skutter sig, muligvis, - og fryder sig nok? Alle politikerne er dog, over en kam, med i denne parodi.

Borgmesteren siger maj 2019: - “De mange investorer, vi har været i dialog med, kan nu byde ind på udviklingen af nogle af de mest centrale dele af Vinge. Der ligger en utroligt spændende opgave i at være med til at forme udviklingen i det stationsnære område. Så det glæder mig meget, at vi med dette udbud kan sætte Vinge på markedet og invitere interesserede investorer til at byde på projektet,”

Primo september 2019: Frederikssund Kommune må slukøret konstatere, at ikke ét eneste byggefirma havde lagt ind på de udbudte 22000 byggeretsmeter.

Hvor blev de af -  ‘de mange investorer vi har været i dialog med’?

Sommeren 2020: Man forsøger igen med et nyt udbud, og den samme salgstale, nu dog føjet til, at S-stationen er ved at være klar.
Borgmesteren udtaler: - “Nu giver vi mulighed for at flere kan være med til at udvikle nye boligområder i Vinger. Der er tale om meget attraktive parceller, hvor kommende beboere vil bo meget tæt på den nye station, og alligevel midt i naturen med Tvinsmosen, deltaet og det tilhørende dyreliv lige uden for døren.” Budfristen udløb 25.08.

Hvordan gik den udbudsrunde?

Referat (uddrag) af Økonomiudvalgets møde 21.10.20. Punkt 287:  

“Administrationen arbejder sammen med tilknyttede mægler på at fremme interessen for parcellerne. Der er flere interesserede.” ....(men altså ingen bud) Senere i samme referat nævnes:


“Administrationen vurderer, at der skal satses yderligere på at kommunikere direkte til relevante interessenter for at genbrande Vinge og formidle de positive historier om byudviklingen.”

Referat af Økonomiudvalgets møde den 28.10:  

Punkt 315 - Godkendelse af dagsorden

Punkt 316 - Udbud af delområde A+B, Vinge, tilbudsfrist mv.

 

Det er hvad der står. Sjældent ser man så kort et referat. Der var åbenbart heller ikke ‘bid’ denne gang.

Nu må kommunikations troldmændene træde i karakter og fortrylle de mange helt åbenbar   imaginære investorer? Eller også er ‘investorerne,’ ligesom os borgere, blevet immune for alle de smukke Hokus Pokus besværgelser politikerne excellerer i?

 

Hvad gøres forkert, for der er helt tydeligt stor interesse for at bygge andre steder i Frederikssund bare ikke i Vinge? Det har stået på i snart 4 år. Der har været rigelig tid til at evaluere, gribe tingene helt anderledes an. Følger man mon opfinderen Thomas Edisons  regel?

“Jeg har ikke fejlet, jeg har blot fundet 10000 måder der ikke fungerer.”

fredag den 30. oktober 2020

Vil man ikke have fremdrift i Vinge Nord til gavn for hele kommunen?

 Vil man ikke have dynamik i Vinge Nord?

https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Frederikssund/DEBAT-Vil-man-ikke-have-dynamik-i-Vinge-Nord/artikel/1379772


Når en grund bliver solgt til spotpris må man gå ud fra at denne pris også kunne gælde et andet sted i nærheden. Arealet til Fællesmagasinet i Vinge, (den enorme betonklods til opbevaring af dele af vor kulturarv)  blev solgt for en særdeles gunstig pris, markant under markedsværdien for byggegrunde i Vinge. Nu opføres denne betonklods i et område der i første omgang var udlagt til almindeligt boligbyggeri. Magasinet burde retteligt være placeret i Vinge Nord som netop er reserveret til erhverv.


Vinge Nord ligger brak. Lidt dristigt dette citat fra l.1 Mosebog:  Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet” Det så en entreprenør og gjorde noget ved det, resten er historie. 

Harald Nyborg har åbnet ny butik ved Egedal Rådhus - så der røg den kundemagnet til vor nabokommune. Hvorfor har kommunen ikke ‘luftet’ muligheden for en attraktiv (billig, som Fællesmagasin arealet) grund i Vinge Nord til f.eks. Biltema der ville kunne tiltrække masser af kunder fra hele oplandet og alle vore nabokommuner.

I Kalundborg jubler man. Biltema skal bygge i et område der ligesom Vinge Nord er reserveret til erhverv. Det vil dynamisk smitte af på hele kommunen. 30 nye medarbejdere skal ansættes.

Trist, ja i sandhed meget trist kommunen ikke er mere salgsminded, markedsorienteret, dynamisk  og vågen, for det kan må man tillade sig at konkludere når alt stadig er ‘Tomhed og øde.. mørke’ i Vinge Nord.’ Nu på 15. år, på nær ‘den enlige svale (Topsil), der ikke gør nogen sommer.’ 

onsdag den 14. oktober 2020

Trolderier eller sund fornuft og hensyntagen til borgerne?

 Trolderier eller sund fornuft og hensyntagen til borgerne?

Den 09.06.20 skriver Nordicals, der står for formidlingen af grundsalg i Vinge:  “Grundsalgene i den nye og bæredygtige Frederikssund-bydel, Vinge, er så småt begyndt at tage fart. Investorerne udviser tiltro til projektet, og vi oplever stor interesse for de grunde, vi har i udbud for Frederikssund Kommune..”

I oktober skriver Nordicals: “Men nu skulle der altså være nyfunden interesse for de udbudte byggegrunde, lyder det fra Nordicals, der oplyser, at interessen kommer fra "en bred vifte af udviklere med store ambitioner inden for bæredygtige byggerier."

Den 22.09. udløb en udbudsrunde på storparceller i Vinge. Hvem udgør "den brede vifte af udviklere med store ambitioner...." der har  vist interesse? Spændingen er ulidelig. Eller er det blot hokus-pokus salgsgejl?

Halfdans Hokus Pokus. Børneteater på Det Kongelige Teater.

Er troldommen blegnet?

Et andet sted blomstrer udviklingen. Gribskov Kommune med projektet Troldebakkerne (700 nye boliger.) Her nævnes: “en stor succes med salg af de første udbud i Troldebakkerne’. De to første klynger er i tidligere udbud solgt for henholdsvis én million kroner til DT Group A/S, Greve Strand, og 4.080.000 kroner. til Furesø Properties A/S, Vedbæk. Det svarer til henholdsvis 250 kroner og 500 kroner pr. kvadratmeter byggeret.

Der gøres også lokalplan klar for en klynge med ti ‘løse’ parcelhusgrunde."


Vinge, og ikke mindst de pionerer som bor derude,  fortjener en langt bedre behandling, og professionel omsorg for at vende en trist udvikling.

Frederikssund kan lære af Gribskov og borgmester Anders Gerner Frost valgt på borgerlisten NytGribskov. Fjordlandslisten havde besøg af Anders som fortalte om, hvordan udfordringerne i Gribskov er blevet tacklet. Listens politik er blottet for partipolitiske hensyn og med stor fokus på solid, økonomisk ansvarlig, fornuftbetonet drift og med intens borgerinddragelse så ingen føler sig ‘kørt over.’

I jordnært samarbejde med borgerne lykkes tingene på magisk vis.

https://www.troldebakkerne.dk/om-troldebakkerne/

onsdag den 9. september 2020

Mor må jeg købe ekstra liv til et sjovt spil?

 Mor må jeg købe ekstra liv til et sjovt spil?

Helt med på at den digitale verden giver fordele, og at vi alle lige så godt kan vænne sig til den. Den forsvinder ikke for der er rigtig mange penge forbundet med den. Unge, og børn lærer hurtigt at betjene apps, Ipads, mobiltelefoner, PC mv. Også i skolernes undervisning kan disse enheder være et godt supplement til fysisk undervisning, men også kun ‘kan’ da kontakten med lærerne altid vil overtrumfe alverdens teknologi.

Kommuner over hele landet indkøber Ipads til eleverne. Også i Frederikssund er de indkøbt med den sædvanlige Jubel og omtale af fordelene, og ikke så meget ulemperne.

Eleverne får Ipads med hjem og kan ‘øve’ sig i de lærings- og undervisningsspil der er lagt ind. Meget fint. Men...for der er et men. Hvorfor er der også spil lagt på som sådan set kun er ren underholdning.

Eksempel: Et spil med en knægt der har malet graffiti, og derfor  jages af en korpulent, usympatisk politibetjent på en jernbanestrækning. Det gælder om at undgå at blive pågrebet, når det sker er det ret voldsomt, knægten bliver jordet. For at undgå pågribelse kan ‘knægten’ optjene point i form af forskellige himstregimser, og løbe fra betjenten.


 

Indvendinger. Hvilket nok viser jeg er helt ude af trit med formålet med spillet, for hvad er det?  En forherligelse af en ulovlig handling? At politiet skal udstilles som usympatisk? Eller er formålet at spilleren kan købe ekstra ‘liv’ for at komme videre, hvilket nemlig tilbydes? Forældre frem med Dankortet og hjælp junior med at komme videre. For du vil da ikke have at vennerne er længere fremme i spillet?

 

Bør sådanne spil være lagt ind på enheder kommunen tilbyder til børn? Er det en del af pakken ved ordreafgivelsen, at kommunen kan opnå rabat dersom man også accepterer ‘købespil’?

Der er adskillige eksempler rundt omkring i landet på at nogle ikke kan styre det. En mor til en 12 årig var kommet til at bruge 2400 kroner i Apple Store efter at junior have fået lov til at købe et enkelt spil til 12 kroner. Apple Store gemmer nemlig kreditkortoplysninger.

Denne mor har hørt om to andre forældre, der har modtaget regninger på 4.000 og 13.000 kroner efter deres børn har været på indkøb i App Store ved skole Ipads.

Psykolog og familieekspert Camilla Carlsen Bechsgaard advarer:

”Det er en genstand, som børnene selvfølgelig har lyst til at bruge meget tid på, fordi det er et overflødighedshorn af underholdningsmuligheder, som man kan bruge, mens man ligger på sofaen og ikke behøver at bevæge sig ud i regnvejret. Det giver nogle ændringer i barnelivet, og det er et stort ansvar at give et barn i 0. klasse, som man som forældre ikke nødvendigvis har været klar på.”

Jo, forældre har selv et ansvar for at sætte rammerne, men undervurder ikke taktikken bag spiludbyderne og deres higen efter profit - det er forkasteligt når børn tages som ‘gidsler’ i et pres på forældrene.

Kære børn! Ud og leg, bevæg Jer det giver nemlig fællesskabskompetencer som er vigtigere end at være hurtig på skærmen.

Spil hvor der kan købes ekstra ‘liv’ bør straks fjernes fra Ipads stillet til rådighed af kommunen.

tirsdag den 25. august 2020

Kannibalisme er afskyeligt, skadeligt og selvudslettende

 Kannibalisme er afskyeligt, skadeligt og selvudslettende 

https://sn.dk/Lokalavisen-Frederikssund/DEBAT-Kannibalisme-er-afskyeligt-skadeligt-og-selvudslettende/artikel/1349399

Ethvert samfund, stammefolk der har praktiseret kannibalisme er gået i opløsning, tilbagegang.

 
Udtrykket kannibalisme benyttes i en COWI rapport om markedsundersøgelser af Vinge, og hvorfor det går så trægt i forhold til andre kommuners byudviklingsprojekter. Lokalavisen havde en god opsummering af rapporten. Jeg supplerer med følgende uddrag fra den lange rapport, der dristigt gør opmærksom på væsentlige angrebspunkter.

Her følger lidt citater fra den meget lange rapport.

“Kommunen kannibaliserer på Vinge ved at udvikle andre byområder samtidig, f.eks. projekter i centrum og særligt i Frederikssund Syd (rækkehuse). Det har taget interessen fra Vinge. Hillerød og Egedal er nærmeste, øvrige konkurrenter....”

“Der kan også ligge et potentiale for Vinge gennem en bedre styring af boligudbygningen i kommunen. Som det ser ud nu, bliver der udlagt en del områder i andre, landlige områder i kommunen ...og disse er til en vis grad i konkurrence til Vinge. ...”

“Udviklingen i egen kommune kan Frederikssund selv styre, men der synes at være en del områder som f.eks. Midtbyen, ved Skat bygningen og Græse Strandvej som eksempler på områder, som helt eller delvist er i konkurrence med Vinge....”

Kan det undre man har ualmindelig svært ved at få momentum i Vinge når man konkurrerer med sig selv. Det har altid været opskriften på katastrofe for private virksomheder, der i stedet for at satse på et unikt produkt tilbyder en hoben produkter der ligner hinanden. I endnu højere grad gælder det statslige/kommunale projekter blot bliver det langt dyrere da det er borgerne, der udgør en ‘uudtømmelig’ pengebeholdning, der finansierer drømmene.  Cannibalism And Consequences – Rebel Voice

torsdag den 13. august 2020

Svømmebad i Hornsherred

 Svømmebad i Hornsherred

https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Frederikssund/DEBAT-Svoemmebad-i-Hornsherred/artikel/1345733

Stort tillykke med den nye svømmehal i Frederikssund. Jo, der mangler nu en svømmehal i Hornsherred med de mange borgere og de gode bosætningsmuligheder. Og så kunne Hornsherred blive endnu mere interessant derom afgiften på den nye bro blev sløjfet, så den fik de brugere den har fortjent.

En mulighed var at lade ildsjæle opføre en svømmehal på privat basis som det er set før i Hornsherred. Med god grund kaldes Hornsherred i folkemunde for The Wild West, for her tør man noget. Når en kommune skal ind over en beslutning går der ofte politik, fordyrelser og forsinkelser i processen.

Ildsjælen, den modige, knivskarpe samfundsdebattør og borger i Skibby Bent Straarup, hvis tanker og ideer i den grad er overset, opførte en svømmefacilitet i 1973, kaldet Hellas.  Hanne Kyvsgaard C udtalte om svømmebadet da det blev besluttet at lade det rive ned i 2013: “Jeg kan kun mene, det er ærgerligt, at vi ikke har et svømmebad i Skibby,” som hun kaldte “tekstilfrit.”

Hellas, der gennem 38 år var et privatejet tekstilfrit svømmebad med offentlig adgang i Skibby, skal rives ned, fordi det forfalder.

Straarup kommenterede nedlæggelsen således: “- Det er sørgeligt at se, at det bliver nedlagt. Vi havde det i 32 år, og alle børn fra Skibbys tre skoler gik til svømning der gennem 27 år. Vi havde regnet med, at det ville komme til at blomstre med et yngre par. Sådan skulle det ikke gå, og det er ærgerligt. Men vi har stadig fornøjelsen af at møde folk, der har været glade for at komme der.”

Der er stadig behov for en svømmehal på Hornsherred, men det skal ikke dæmpe glæden over den fine nye i Frederikssund.

onsdag den 3. juni 2020

Til anbefaling: Et Land Rush i Vinge


Engang ejede Kongen og Kirken al jorden. Med lidt god vilje kan man godt betegne Frederikssund Kommune som vore dages lokale pendant til Kongen. Frederikssund kommune har investeret knap 400 millioner kroner i Vinge i 3.700.000 kvadratmeter jord. Nu vil man gerne have nogle til at bygge på jorden, og dermed få nye borgere, og skatteindtægter. Det er det mantra der messes af lokalpolitikerne. Det har virkelig været svært. 7 fede år andre steder har hos Vinge været 7 magre år. Noget må således være grebet helt forkert an.


Prisen på en 300 kvadratmeter byggegrund i Deltakvarteret i Vinge er kr. 900.000. Læg dertil omkostningerne til et husbyggeri på den ‘enorme’ grund. Set til salg: Hus i Vinge på 168 kvadratmeter på en grund på 200 kvadratmeter  - pris kr. 3.8 million. Har børnefamilier råd til det?
Her et forslag, nogle nok vil mene er uladsiggørligt, tilmed kugleskørt. Dog er det ofte netop det umiddelbart uladsiggørlige, det kugleskøre der sætter skub i en nødvendig udvikling. Historien er vidne om det.  
I det som vi kender som Frederiksstaden i København, med de unikke og smukke palæer lokkede kongen nye indbyggere til at bygge. De fik 30 års fritagelse for grundskat og adelsmændene fik jord foræret af kongen. Resultatet blev en superb Rokokoby,  født af overskud. En professor i arkitektur udtaler om Frederiksstaden: “Bygninger af højeste arkitektoniske kvalitet, unikt byplansarbejde.” Fagfolk placerer bydelen på fuld kunstnerisk højde med monumentalbygninger i Wien, Dresden, Paris. Ikke så ringe!

Vinge kan endnu nå at leve op til de flotte tanker om miljøbevidst, bæredygtigt byliv i tæt harmoni med naturen. Det kræver dog, at der ikke kommer flere hovsaløsninger som jeg vil kalde Fællesmagasinet. Det fordrer der kommer gang i privat boligbyggeri. Det kan hjælpe at stille byggejord ‘gratis’ til rådighed på betingelse af der opføres en bolig efter de smukke, gode  forudsætninger Vinge blev markedsført på. Så vil der komme gang i Vinge og skatteindtægterne fra de nye borgere være med at at gøre den enorme investering rentabel til glæde for alle borgere i Frederikssund der har været med til at opleve og føle nedturen.

Metoden med ‘gratis’ byggejord benyttes stadig i nogle lande, hvor bysamfund er gået i stå Det er mange steder lykkedes med stor succes at få nye borgere til.


Tænk hvis vi kunne opleve et Vinge Land Rush! Læg saddel på hesten og gør klar til en galop.

torsdag den 30. april 2020

Skal stank fra kompost på marker generer hele sommeren

Fra brochure om kompostering.
“Hjemmekompostering giver ind imellem anledning til lugt. Undgå derfor at placere beholderen for tæt ved havens opholdsarealer eller under et af husets vinduer.
Hvis komposten er løbet løbsk og er begyndt at rådne eller ensilere, kan den lugte meget slemt som rådne æg eller ensilage. Farven kan være gullig eller grågrøn. Årsagen er som oftest, at der ikke er ilt nok til komposteringen.”
Der er forsikringer om at lugten ikke er ‘farlig’ eller sygdomsfremkaldende, dog giver den hovedpiner, kvalme og ubehag. Lægen og forsker Christopher Dietz, slår imidlertid fast: “Når vi er sunde, og lugter noget ubehageligt, så undgår vi det sandsynligvis. I dette tilfælde hjælper det os til at afskærme os fra bakterier der kan gøre os syge.”
I Ågerup ved Roskilde klagede borgere over en ulidelig stank gennem flere år fra store bunker kompost. Mange klagede over hovedpine. De kunne ikke opholde sig i deres haver og måtte lukke vinduer og døre. Dynger fra et kommunalt komposteringsanlæg lå og stank på marker. Borgerne var udmærket klar over, at det at bosætte sig på landet medfører diverse lugtgener, men at disse skal strække sig over flere måneder er uholdbart. Den sødlige stank af råddenskab forpester luften. Borgernes klager til kommunen blev ‘kastet’ rundt mellem forskellige afdelinger og de gik helt i stå.
Roskilde Kommune tog i 2019 endelig affære, og indskærpede over for ejerne af markerne at dyngerne hurtigst muligt skal pløjes ned.

Borgerne på Kornvænget Frederikssund har også været udsat for voldsomme lugtgener fra kompost lagt på marker til viderebearbejdning, et arbejde der tog adskillige uger. I Gerlev det samme for et par år siden.

Når der lægges store bunker med stinkende kompost på marker der allerede er tilsået, som det kan ses i Hornsherred ved Onsved, må man formode, at komposten først pløjes ned når høsten er overstået. Det vil sige at omgivelserne kan se frem til at skulle finde sig i lugtgenerne hele sommeren. Det er urimeligt, der bør gribes hurtigt ind og gives påbud om enten fjernelse eller bearbejdning ved nedpløjning. Alt andet vil forekomme en anelse for kreativt.

Eller skal det gå på samme måde som med grusgravningen i Lyngerup, hvor der blev udvundet langt mere grus end tilladt til stor gene for naboerne? Der blev ikke grebet ind. Går den så går den. 

torsdag den 2. april 2020

Medarbejdere bebrejdes når byråd er for urealistiske

2017, var valgår til kommunalvalget -  Partierne og deres organisation skal finde slagfærdige emner så dagsorden bliver sat. “Lad os få gang i noget vi kan bryste os af - problemerne tager vi senere og administrationen kan altid få skylden” kunne parolen være.  

Man fik sat gang i en masse op til KV 2017. Vinge skulle ‘eksplodere’ af aktivitet. Vi satser butikken, dog på et noget diffust grundlag, som det meget snart viste sig. Eksplosionen blev en stinkende fuser.

En ny idrætsby skulle vi også have. Ideen er sådan set aldeles udmærket, og nødvendig. Det første vigtige spadestik 4. november. 17 dage før valget. Fantastisk dynamik det Byråd dog har, vi er i gode hænder!

Gik det for stærkt, lod man de smukke visioner og ideer overskygge omhyggelig planlægning, realisme og almindelig snusfornuft? Tja, i rapport forskere fra Roskilde Universitet har udarbejdet om Vinge nævnes netop, at man lod sig bedøve af egne visioner og blev forført af arkitekters og byplanlæggeres meget kreative, smukke tanker.

Med Idrætsbyen fik man ikke styr på mange faktorer man måske i sin iver efter vælgertække ikke lige ønskede lagt på bordet eller ville se i øjnene. Der kunne være tale om en række tekniske forhold, udfordringer med myndighedstilladelser, og konkrete forhold i forbindelse med at opstarte byggepladsen. Miljøforhold, der er et særdeles vigtigt parameter når der skal bygges, skal også være på plads.

Det gik da også galt. Kommunen har netop indgået et forlig med entreprenøren der ender med (til nu) ekstra kr. 15 mio til Idrætsbyen. Hvad er årsagen til at et forlig måtte indgås. Jo, forsinkelser af byggetilladelser og hvem er så skyld i det?

Totalentreprenøren skal søge om byggetilladelser. Disse gives af kommunens byggesagsafdeling. Det viste sig at den afsatte tid til at behandle tilladelserne var for stakket. Byggesagsafdelingen i kommunen må nu sidde tilbage med aben, for det kan jo aldrig være Byrådet der har været for urealistiske? Ligesom Byrådet heller ikke var dadelværdige med Vinge fadæsen, hvor administration og juridisk afdeling også fik kritik.

Stakkels medarbejdere i kommunens administration der skal stå model til den behandling. Den har de ikke fortjent.

I 2021 er der igen kommunalvalg.  Skal vi igen opleve nye forkromede planer i jagten på vælgernes gunst eller vil realismen, fornuften, besindigheden slå igennem? Håbet er lysegrønt.
Heldigvis har man altid kommunens medarbejdere man kan bebrejde når noget går helt galt.  

torsdag den 20. februar 2020

Hvorfor går det ofte galt med budgetterne i offentlige byggeprojekter?

Hvorfor går det ofte galt med budgetterne i offentlige byggeprojekter?
Budgetoverskridelser er normen. Det bør ikke være sådan, for så har man ikke været godt forberedt, eller så forhippet på at få et prestigeprojekt opført, at man ser positivt på budgetterne, håber det bedste. Borgerne betaler - og glemmer.
EU stiller krav om at større projekter skal i licitation. Prisen er ofte det der lægges mest vægt på. Hvis en udbyder er ‘billig’ får vedkommende opgaven, trods  erfaringen burde indikere, prisen er for lav, virksomheden har for mange ‘uheldige’ sager i ‘bagagen.’ Tænk Metrobyggeriet.

Stabilitet, levering til tiden, ordentlighed bliver skubbet i baggrunden. Nogle virksomheder byder ind med besnærende bud, der samtidig er spækket med forbehold, som kan give anledning til tvister, efterfølgende forlig. Jurister udformer de sindrige kontrakter. Ved den mindste afvigelse fra det aftalte tæller taksameteret, og prisen der så ud til at være den bedste viser sig at blive væsentlig dyrere.
Nogle entreprenører er kendt for at føre voldgiftssager, hvor der indgås forlig med ekstra betaling som følge, og den ‘gunstige pris er nu pludselig mindre ‘pæn.’ Har vi oplevet det i Frederikssund med forliget om svømmehallen til ekstra 13 mio? I Fredensborg med et skolebyggeri, hvor  voldgiftssagen kører på 7. år?  Med Royal Arena der blev 125 mio dyrere, og med .... og med ....?  
Danske mindre håndværksvirksomheder der leverer kvalitet til en fair pris, med et godt ry hos private kommer ofte ikke i betragtning ved offentlige byggeprojekter. Eller er ikke interesseret i at give bud, fordi man er klar over der altid vil være nogen der kan fremstå billigere ved deres brug af opfindsomhed, forbehold, jura.  I 2018 gik 150 danske byggevirksomheder konkurs. Branchens profitabilitet er beskedne 6,7%. En meget trist udvikling.
Kontrollerende, almægtige EU dikterer. Vi er ‘artige’ og siger “Naturligvis, vi skal nok, og undskyld vi er her!” Og betaler.

søndag den 9. februar 2020

Udligning har vi selv et ansvar?

Frederikssund kommune skal sandsynligvis betale mere i udligning til fattigere kommuner. 45 mio ekstra er nævnt. Katastrofen tales op, “udfordringerne bliver voldsomme” der varsles enten skattestigning eller endnu flere besparelser. Anklager om at røde kommuner tilgodeses. Pudsigt at blå kommuner der får ekstra tilskud ikke jamrer, men jubler. Solidaritet? Hvor meget Frederikssund skal bidrage med ved ingen - endnu.
De radikales byrådsmedlem giver udtryk for sin bekymring: ”Vi skal selvfølgelig være med til at udligne, men et nyt udligningssystem skal være gennemskueligt, politisk neutralt og have alle nuancer med.”
Hvem kan være uenig?
Beregningerne ved udligning er så komplicerede at flere kommuner har anlagt et gruppesøgsmål mod Staten for hævdet fejlberegning og kræver penge retur. Frederikssund er en af kommunerne som har 54,8 mio i spil. Og venter, og venter!

Hvem kunne have lyst til at bruge en weekend (nok mere) på at sætte sig ind i finurlighederne, beregningerne for udligning mellem kommuner i lovens mange paragraffer, forbehold og afsnit? Da jeg har stor tiltro til avisens medborgere ser jeg frem til en forståelig, kortfattet forklaring. Min evner slår ikke til. God arbejdslyst.
Dog bliver vi måske ramt som af en boomerang ved de superoptimistiske tal over nye tilflyttere - alene Vinge (ad åre) hævdet 20000 nye borgere, en fuldstændig virkelighedsfjern prognose.
Citat fra loven:
Kapitel 8 Stk. 4. De foreløbige tilskud og bidrag efter stk. 3 beregnes efter bestemmelserne i denne lov på grundlag af det udskrivningsgrundlag og de afgiftspligtige grundværdier, som kommunen har lagt til grund for budgettet, samt kommunens skøn over indbyggertallet.

Aner ikke om jeg rammer plet - men hvis det er tilfældet så hold op med klynkeriet og vær mere sandfærdige og troværdige fremover det er alle bedst tjent med.

søndag den 26. januar 2020

Fællesmagasinet i Vinge opføres mod borgernes vilje

Borgernes kamp mod Fællesmagasinet i Vinge er forgæves - Fællesmagasinet kommer fastslår borgmester og formand for Plan og Miljøudvalget. Byrådet har bestemt.
I forhandlingsreferatet med Slots-Kulturstyrelsen om den enorme grund til kæmpe Fællesmagasinet i Vinge åbenbares interessante detaljer.

“Grundejer har oplyst en salgspris på ca. 130 kr. pr m² og ved køb af eksempelvis 35.000 m² udgør det ca. 4,6 mio. kr. samt 2,6 mio. kr. ved køb af 20.000 m² for udvidelse.... Det bemærkes, at prisen er nedjusteret i forhold til den første udmelding (267 kr/kvm) og at krav om dækningsafgift frafaldes.”....
Er sket. Der skal hverken betales grundskyld eller dækningsafgift.

Formand for Plan og Miljøudvalget skriver i  svar til en borger: “
Din antagelse om at byrådet har været "presset" og at salgsindtægten har været afgørende for beslutningen, kan jeg på ingen måde genkende.”
Er du enig i den udlægning når man giver rabat på cirka 50%?

Formand for Plan og Miljø skriver videre, “Opførelsen af fællesmagasinet indgår som en del af et langsigtet arbejde igangsat for bevaring af Danmarks kulturarv. ..Placeringen er valgt, fordi der er tale om bevaring af kulturarv af enestående national betydning.”

Hvis du ikke ‘køber’ den argumentation er du åbenbart ikke interesseret i ‘bevaring af Danmarks kulturarv af enestående betydning’? Et taktisk fif? Kunne kulturarven ikke ‘bevares’ i Vinge Nord reserveret netop den type byggeri.
 

Videre:
“Der er ingen eksisterende offentlige stier på grunden og der vil ikke blive stillet krav om offentlige stier.”

Jo, det er der, en del af den offentlige sti skal nemlig nu flyttes for at gøre plads på grunden.
 Borgerne er blevet manipuleret. Forsvaret for en dårlig beslutning er ynkeligt. Nu skal Vinge præges ‘markant’ af en fæstning i årtier fremover.
Billedresultat for don quixote

Related Posts with Thumbnails