torsdag den 19. november 2015

Kommunikation som giver mening - eller er det blot ord


I juni måned blev en ny kommunikationschef ansat i Frederikssund Kommune

På kommunens hjemmeside siges i; “spidsen for den styrkede afdeling får vi en yderst kompetent kommunikatør, der har stor erfaring både med at omsætte strategi til handling, og som kan hele paletten med at skabe et stærkt setup af såvel kommunens interne som eksterne kommunikation. Ting der lægges vægt på i vores nye kommunikationspolitik” og videre (kommunikationschefen) har stor erfaring med kommunikationsrådgivning, sociale medier og medietræning, lige som han er mangeårig redaktør af nyhedsbreve, årsberetninger og hjemmesider.”

Super!

Nu er der så gået næsten 5 måneder. Så er det jeg spørger ganske ydmygt. Hvornår begynder der at ske noget?

Da Undervisningscenter Frederikssund blev bebudet lukket kom det som en overraskelse for brugerne der intet havde hørt før den 4. november. Byrådsmedlem Jesper Wittenburg beklager manglen på information.

Infomøde om Vinge for berørte borgere fandt sted den 18. ds. Flere berørte borgere har intet hørt om dette møde, herunder undertegnede.

Jeg har om nogen været fortaler for at byrådsmøder kommer til at være tilgængelige på nettet, såkaldt streaming, og har sendt forslag ind om, hvordan denne service kunne ydes borgerne på en økonomisk meget rimelig måde. Får intet svar.

Hvorfor har Frederikssund Kommune ikke en facebookprofil? Flere tusinde frederikssundborgere er på facebook.

“Om sit nye job siger kommunikationschefen, ‘at det især er kommunens ambitioner om at forstærke kommunikationsindsatsen der tiltrækker ham.’”

Man kunne få den grumme mistanke at den nye kommunikationschef møder intern modstand i administrationen siden det går så langsomt?  Hvad farligt er der f.eks. i at byrådsmøder kan ses på nettet? Eller at borgere informeres i god tid.

Er de flotte ord på hjemmesiden blot - ord?


Mit svar på kommunaldirektør Ole Jacobsen læserbrev 30.11. http://frederikssund.lokalavisen.dk/kommunikationsindsatsen-er-styrket-/20151130/laeserbreve/711309889/1113 som svar på ovenstående:

Tak til Ole Jacobsen for svaret som er værdsat. Selvfølgelig skal basis for kommunikation være i orden og skematiseret. Er sikker på det bliver 'professionelt,' hvilket ofte er det ord der benyttes for at forklare at det går langsomt, og bliver rasende dyrt. Med det seneste jobopslag, hvor kommunen søger endnu en kommunikationskonsulent kommer organisationen til at bestå af 5 medarbejdere der ugentligt skal bruge ca. 185 timer på at forbedre kommunikationen. Om måneden ca. 800 timer. Der kan altså skrives og oplyses ganske meget med det tidsforbrug. Vi kan som følge heraf forvente en 'syndflod' af information og kommunikation? Gad vide om vi kan kapere al den flid? Mange kommuner er på facebook. Var inde og se på Roskilde Kommunes side som er ganske enkelt opbygget, oplysende og søndag havde opslag om stormen Gorm og hvad man forberedte for at imødegå skader. 5085 borgerne har tilmeldt sig siden. Sådan kan det gøres, enkelt, ligetil. Er det 'professionelt'? Et fortolkningspørgsmål, men det er dog en side der ikke kan koste mange ressourcer at vedligeholde, da den indeholder de emner der lige p.t. er aktuelle. Hvor lang tid tager det at lave en facebook interesseside? - cirka 2 minutter, sværere er det ikke. De 5 medarbejdere har 800 timer om måneden, mon ikke der kan afses nogle timer til det projekt. Udover jeg gentager min forundring over at noget så væsentligt som byrådsmøder ikke er tilgængelige på nettet som det er tilfældet med stadig flere kommuner, her et ekstra forslag som de mange kommunikationsmedarbejdere kan arbejde med til oplysning af'masserne' om kommunens fortræffeligheder. Se på Gentofte Kommune og deres magasin 'Gentofte Lige Nu' en borgeravis der kommer 11 gange om året i 33000 eksemplarer og som indeholder alt nyt om byggeplaner, projekter mv. Avisen redigeres og skrives af kommunens medarbejdere. Mit indtryk er, at den er populær, værdsat og bliver grundig læst. Vi skal passe på med ikke at gøre enkle ting komplicerede, 'professionalisere' alt, for nogle gange er det bare enkelt.

Related Posts with Thumbnails