torsdag den 18. august 2016

Røg i køkkenet - 'fif og fiduser'

Fars køkkenservice - og Frederikssund Kommune - og budgetforhandlinger

Læserbrev i Lokalavisen.

“Fars Køkkenskole er et tilbud fyldt med sjov, samvær og hygge for børn i 2.-4. klasse og deres far, bonusfar, onkel, bedstefar, eller en anden voksen mand, barnet kender.”

På Fars køkkenskole er det samværet og hyggen, der er det vigtigste!”  står der på kommunens hjemmeside om ordningen.
Tegning: Mette Dreyer
Tegning af Mette Dreyer

Der er plads til 10-12 fædre og deres børn på hver køkkenskole. Max. 35 deltagere. Kurset afholdes to steder i kommunen og varigheden er i alt 15 timer fordelt på 6 gange.

Et køkkenskoleforløb koster i alt 300 kr. Beløbet dækker råvarer, materialer og undervisning for en voksen og 1-2 børn.”  Der er altså 24 voksne til at betale - det svarer til Kr. 7.200.

Går ikke ud fra underviserne gør det ‘gratis.’ Ikke engang, hvis der kun er en underviser til stede vil det kunne løbe rundt uden at kommunen skal dække en væsentlig del af omkostningen. Hvis to undervisere går det helt ‘agurk. Læg dertil udgifterne til råvarer, forbruget af el og gas, varme mv.

Hvem har dog fundet på den ordning lokalt? Har det været gennem Sundhedsudvalget til godkendelse? Har det været til debat i Byrådet?  Mindes det ikke. Vil ordningen være en gevinst for kommunens borgere, og hvordan vil man begrunde dette?

Ordningen blev ‘opfundet’ i Vallensbæk Kommune og har bredt sig til yderligere 15 kommuner rundt om i landet og nu også Frederikssund. Når man læser på initiativtagernes hjemmeside - er ordningen en eklatant succes - man kan vel næppe forvente andet - dersom man ønsker at sælge sit ‘produkt.’ Når man læser evalueringsrapporten ser det ud til at fædre overhovedet ikke kan finde ud af at lave selv de mest basale madretter, og at de er ovenud lykkelige over at have fået ‘fif og fiduser,' udi i madlavningskunsten. ’

Nordeafonden har støttet initiativtagerne med Kr. 3,5 millioner. Hvor langt rækker det? Er det et årligt tilskud, eller et engangsbeløb? Hvem skal senere betale for ordningen - de kommuner - altså borgerne - der er med i den?  



Slutteligen: Er vi blevet så pædagogiseret at vi ikke kan finde ud af at lave mad sammen med børn uden at der skal ‘professionel’ vejledning til, og er det virkelig en opgave en kommune skal yde tilskud til, især med tanke på at der søges ‘optimering’ (besparelser) på alle andre felter?
Related Posts with Thumbnails