torsdag den 30. april 2020

Skal stank fra kompost på marker generer hele sommeren

Fra brochure om kompostering.
“Hjemmekompostering giver ind imellem anledning til lugt. Undgå derfor at placere beholderen for tæt ved havens opholdsarealer eller under et af husets vinduer.
Hvis komposten er løbet løbsk og er begyndt at rådne eller ensilere, kan den lugte meget slemt som rådne æg eller ensilage. Farven kan være gullig eller grågrøn. Årsagen er som oftest, at der ikke er ilt nok til komposteringen.”
Der er forsikringer om at lugten ikke er ‘farlig’ eller sygdomsfremkaldende, dog giver den hovedpiner, kvalme og ubehag. Lægen og forsker Christopher Dietz, slår imidlertid fast: “Når vi er sunde, og lugter noget ubehageligt, så undgår vi det sandsynligvis. I dette tilfælde hjælper det os til at afskærme os fra bakterier der kan gøre os syge.”
I Ågerup ved Roskilde klagede borgere over en ulidelig stank gennem flere år fra store bunker kompost. Mange klagede over hovedpine. De kunne ikke opholde sig i deres haver og måtte lukke vinduer og døre. Dynger fra et kommunalt komposteringsanlæg lå og stank på marker. Borgerne var udmærket klar over, at det at bosætte sig på landet medfører diverse lugtgener, men at disse skal strække sig over flere måneder er uholdbart. Den sødlige stank af råddenskab forpester luften. Borgernes klager til kommunen blev ‘kastet’ rundt mellem forskellige afdelinger og de gik helt i stå.
Roskilde Kommune tog i 2019 endelig affære, og indskærpede over for ejerne af markerne at dyngerne hurtigst muligt skal pløjes ned.

Borgerne på Kornvænget Frederikssund har også været udsat for voldsomme lugtgener fra kompost lagt på marker til viderebearbejdning, et arbejde der tog adskillige uger. I Gerlev det samme for et par år siden.

Når der lægges store bunker med stinkende kompost på marker der allerede er tilsået, som det kan ses i Hornsherred ved Onsved, må man formode, at komposten først pløjes ned når høsten er overstået. Det vil sige at omgivelserne kan se frem til at skulle finde sig i lugtgenerne hele sommeren. Det er urimeligt, der bør gribes hurtigt ind og gives påbud om enten fjernelse eller bearbejdning ved nedpløjning. Alt andet vil forekomme en anelse for kreativt.

Eller skal det gå på samme måde som med grusgravningen i Lyngerup, hvor der blev udvundet langt mere grus end tilladt til stor gene for naboerne? Der blev ikke grebet ind. Går den så går den. 

torsdag den 2. april 2020

Medarbejdere bebrejdes når byråd er for urealistiske

2017, var valgår til kommunalvalget -  Partierne og deres organisation skal finde slagfærdige emner så dagsorden bliver sat. “Lad os få gang i noget vi kan bryste os af - problemerne tager vi senere og administrationen kan altid få skylden” kunne parolen være.  

Man fik sat gang i en masse op til KV 2017. Vinge skulle ‘eksplodere’ af aktivitet. Vi satser butikken, dog på et noget diffust grundlag, som det meget snart viste sig. Eksplosionen blev en stinkende fuser.

En ny idrætsby skulle vi også have. Ideen er sådan set aldeles udmærket, og nødvendig. Det første vigtige spadestik 4. november. 17 dage før valget. Fantastisk dynamik det Byråd dog har, vi er i gode hænder!

Gik det for stærkt, lod man de smukke visioner og ideer overskygge omhyggelig planlægning, realisme og almindelig snusfornuft? Tja, i rapport forskere fra Roskilde Universitet har udarbejdet om Vinge nævnes netop, at man lod sig bedøve af egne visioner og blev forført af arkitekters og byplanlæggeres meget kreative, smukke tanker.

Med Idrætsbyen fik man ikke styr på mange faktorer man måske i sin iver efter vælgertække ikke lige ønskede lagt på bordet eller ville se i øjnene. Der kunne være tale om en række tekniske forhold, udfordringer med myndighedstilladelser, og konkrete forhold i forbindelse med at opstarte byggepladsen. Miljøforhold, der er et særdeles vigtigt parameter når der skal bygges, skal også være på plads.

Det gik da også galt. Kommunen har netop indgået et forlig med entreprenøren der ender med (til nu) ekstra kr. 15 mio til Idrætsbyen. Hvad er årsagen til at et forlig måtte indgås. Jo, forsinkelser af byggetilladelser og hvem er så skyld i det?

Totalentreprenøren skal søge om byggetilladelser. Disse gives af kommunens byggesagsafdeling. Det viste sig at den afsatte tid til at behandle tilladelserne var for stakket. Byggesagsafdelingen i kommunen må nu sidde tilbage med aben, for det kan jo aldrig være Byrådet der har været for urealistiske? Ligesom Byrådet heller ikke var dadelværdige med Vinge fadæsen, hvor administration og juridisk afdeling også fik kritik.

Stakkels medarbejdere i kommunens administration der skal stå model til den behandling. Den har de ikke fortjent.

I 2021 er der igen kommunalvalg.  Skal vi igen opleve nye forkromede planer i jagten på vælgernes gunst eller vil realismen, fornuften, besindigheden slå igennem? Håbet er lysegrønt.
Heldigvis har man altid kommunens medarbejdere man kan bebrejde når noget går helt galt.  

Related Posts with Thumbnails