tirsdag den 29. oktober 2019

Tålmodighed er en dyd, men dyd giver ingen afkom

Tålmodighed er en dyd. Men så megen dydighed? 
“Er du nogensinde stoppet op for at tænke, og glemt at starte igen?” Peter Plys.

Har man glemt at starte igen med Vinge? Vi bliver lovet fremdrift, fremskridt hele tiden, ikke meget sker. Nu, må der være tænkt nok.

Samtidig tordner man frem andre steder. Lynetteholmen, København, til 35000 mennesker indledes så småt i 2021.

Kløverparken, Amager, et areal på 285000 kvadratmeter, regner med at havde de første 600 boliger klar i 2022, hvilket betyder man overhaler Vinge i antal beboere. I alt skal der bo 15000, heraf 40% i almene boliger.
Af prospektet fremgår, man er lige så visionær som Vinge, med små vandløb, nærhed, fællesskab osv. Hvor er Vinges ‘salgsargumenter’ snart henne? Overtaget af andre.
I byrådsreferat for 09.10. nævnes; “Tidsplan for udbud af rammeaftale for bygherrerådgivning følges. Resultatet og indgåelse af aftale med bygherrerådgiver forventes fremlagt til politisk efterretning i november 2019.” Den proces skulle man tro for længst var overstået, for en bygherrerådgivers opgaver er at have fokus på - Idéoplæg. Byggeprogram. Projektering. Valg af  entreprenør/er. Udførelse. Processtyring. Og ikke mindst - Overvågning af økonomien.

Der er ‘udfordringer’ med Statens Magasiner i Vinge. Er der solgt eller ej? Det er ikke umiddelbart til at finde ud af. Kan man blive enig? Hvorfor først juble, og så kaste grus i jublen? Man har udskudt til foråret, hvornår gravemaskinerne, måske, skal i gang.
Med hiv, sving og ‘kreativitet’ får vi en S-station i Vinge. Der skal flere borgere i Vinge til at benytte den. Ellers er vi helt til grin.

Der siges tålmodighed er en dyd!  Der må være grænser for dyden - ellers ingen afkom.
Byggeprojekter andre steder i regionen, der er kommet senere i gang end Vinge, er talrige. Hvorfor er Frederikssund så tålmodig? Hvorfor så megen dydighed? Trist for kommunen og økonomien.

tirsdag den 22. oktober 2019

Fækalier fra 210000 mennesker til Frederikssund

Fækalier fra 210000 mennesker til Frederikssund?
https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Faekalier-fra-210000-mennesker-hertil/artikel/881605

Renoveringen af rensningsanlægget på Marbækvej - kr. 25 mio i 2016 fremtidssikrede anlægget, det blev et MBNDK renseanlæg. Et af de mest avancerede danske renseanlæg. Super. Anlægget kan behandle spildevand fra op til 43000 borgere. For tiden tilsluttet cirka 18000. Overkapaciteten skyldes, at man regnede med at Vinge ville huse cirka 20000 borgere. Rettidig omhu, dog på et for optimistisk grundlag, med tempoet på bosætningen i Vinge in mente. Er pengene spildt, hvis der skal bygges et nyt megaanlæg der kan behandle spildevand fra 210000 borgere fra fire nabokommuner?  

Det nye kæmpeanlæg skal ifølge info fra de andre kommuner, ikke Frederikssund, (hvorfor denne gedulgthed?)  ligge  “på en bar mark et sted i Frederikssund.” Borgmesteren udtaler mere specifikt; “det har været nævnt at placere et nyt renseanlæg lige nord eller syd for tilkørselsvejen til KPM’s bro ved Frederikssundsvej.” 
Et krav, at “kommende superrensningsanlæg skal ligge mindst 300 meter fra nærmeste bolig. Placeringen må ikke komme i konflikt med, at området allerede er udlagt til andre formål.”

Kilometervis af rørledninger skal nedgraves for at føre de enorme mængder spildevand, fækalier fra 210000 borgere til Frederikssund.
Anlægget på Marbækvej til 33000 frederikssundere fylder cirka 4 hektar. Vil et megaanlæg til 210000 da være på mindst 25 hektar? Plus de 300 meter til nærmeste bolig. Megastort. Man må allerede nu kunne sige, hvor der er plads. For skal borgere se frem til mulig ekspropriation, stor usikkerhed om deres boligforhold i mange år fremover for at vi kan modtage spildevand, fækalier fra andre kommuner? Læg dertil den herskende usikkerhed om grusindvindings områder i kommunen.  Frederikssund ejer masser af hektar jord i Vinge. Det vil være befriende at kunne nævne, at nu er 25 hektar solgt til renseanlæg. Næppe, for  det må ikke “komme i konflikt med at området allerede er udlagt til andre formål.” Hvor så?

torsdag den 17. oktober 2019

Stort - Megastort - er ikke altid godt

Stort - Megastort er ikke altid godt
https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-10-17/DEBAT-Stort-Megastort-er-ikke-altid-godt-6141894.html


Hvis optimisme ikke er baseret på fornemmelser, følelser, formodninger, så Hurra!
Om et nyt kæmperensningsanlæg i Frederikssund bruger Tøgersen buzzord, "billigere, lugtfrit, rationelt, mere miljø- og klimavenligt med mere, og samtidig kan det producere energi," Kun bagstræbere kan være imod en sådan flod af goder. Det bliver endda til en "billigere pris for den enkelte husstand."  "Der er absolut ingen grund til bekymring eller negativitet over denne sag, for det er kun super professionelt af Novafos... " Det hvide overgivelsens flag må hejses.
Kæmpeanlægget skal servicere over 200000 borgere. Spildevand føres i kilometerlange gigantiske rør til "et nybyggeri på bar mark et ukendt sted i Frederikssund Kommune.” Kort angiver pile, syd for eller lige nord for tilkørselsvejen til KPM's bro. Hvorfor er der i Ballerup Kommunes referat af sagen en langt mere fyldig information end hos os?
Plan og Miljøudvalget har 5 byrådsmedlemmer, Tøgersen er en af dem. Tina Tving Stauning (S) er også med. Hun udtaler sig noget mere nuanceret "Jeg er dødskeptisk, om at det er en god ide med et kæmpeanlæg. Store centrale anlæg er ikke altid af det gode. Hvad sker der, hvis det går itu? Skal der være to eller flere? Vi er nødt til at forholde os til det principielle i det."
Ballerups referat nævner Novafos beregner årlig driftsbesparelse ved kæmpeanlægget til cirka 8 mio kroner. Hvis vi forudsætter 220000 (incl. arbejdspladser) ca. kr. 360. Peanuts, mulige ulemper taget i betragtning? Et estimat, som altid til den ‘gode’ side når noget skal sælges.
Da Lynetten i København blev bygget overskred man budgetter og tidsplaner ganske massivt, driftsproblemerne var voldsomme. Det kan vi måske risikere at skulle opleve i Frederikssund!
Fint med optimisme og visioner. Bliv ikke ekstatisk ved smukke ord. Vi har desværre i Frederikssund set, hvordan det går når fantasierne, får den sunde fornuft til at træde i baggrunden.
Det er fortrøstende Tøgersen gør opmærksom på at: "vi har i Plan- og miljøudvalget og i Teknisk Udvalg et HAV af spørgsmål, som vi skal have afklaret."
Der forsvares og tales noget op, der er spækket med usikre punkter  - det undrer. Tøgersen er en velmenende mand, men hvorfor er det nærmest kun  ham der udtaler sig af lokalpolitikerne. Livsfilosofien “Den der lever skjult lever godt,” kan da ikke gælde folkevalgte.  

mandag den 14. oktober 2019

Kæmpe rensningsanlæg til Frederikssund, hvor?

Nyt kæmpe rensningsanlæg i Frederikssund Kommune, men hvor?

Frederikssund Rensningsanlæg, nu Novafos, ligger på Marbækvej. Anlægget blev i 2015 renoveret for cirka 25 millioner kroner. Renoveringen og udbygningen fremtidssikrede anlægget så det kan behandle spildevand fra op til 33000 borgere og virksomheder. For tiden er der tilsluttet cirka 18000. Overkapaciteten skyldes, efter forlydender, at man regnede med at Vinge By ville huse cirka 20000 borgere. Man ville være klar med endnu en udvidelse. De 20000 har man erkendt var forkert, det er 10000 der ser ud til at være mere korrekt - om alt går vel. Der gik rigtig lang tid før man nedjusterede tallet for man ville sikre sig at S-stationen kunne retfærdiggøres, dog på et diffust grundlag.  
Når man ikke kan finde info i egen kommune om forhold der berører os kan man glæde sig over man andre steder gerne oplyser. Ballerup Bladet nævner, at man fryder sig over at rensningsanlæggene i Ballerup snart kan nedlægges da Novafos og ejerkommunerne anbefaler - “et nybyggeri på bar mark et ukendt sted i Frederikssund Kommune.” Det planlagte anlæg skal servicere, Furesø, Egedal, Ballerup og Frederikssund Kommuner. Det er godt nok meget l.... der skal modtages og behandles i Frederikssund, nemlig fra cirka 200000 borgere + erhverv. I Ballerup arbejder alene 11000. Spildevandet skal i store rørledninger transporteres over lange afstande, men man bedømmer at det er sund, miljøvenlig (så sluger alle det) økonomi.

Hvor i Frederikssund skal dette enorme anlæg ligge? I Vinge Nord? I så fald bliver noget af kommunens jord anvendt og kan give indtægt. I Frederikssund Syd? Ingen omtale af dette kæmpeprojekt på kommunens hjemmeside eller hos Novafos, hvorfor?
Områder i Frederikssund er udpeget til grusindvinding, hvilket har givet anledning til uro og usikkerhed hos berørte lodsejere. Skal vi nu også belastes af et enormt rensningsanlæg. Lad os høre fra ‘hestens egen mund,’ ikke vrinsk fra andre kommuner.

tirsdag den 8. oktober 2019

Den gode histories to sider

Den gode histories to sider
Debatindlæg lokalavisen: https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-10-08/DEBAT-Den-gode-histories-to-sider-6009613.html
Fortrædeligheder har vi haft rigeligt af i vor kommune de sidste tre år. Lokalpolitikerne, administration arbejder for at vende udviklingen, rette op på fejlene. På mange områder går det ganske udmærket. ‘Gode historier’ skal nævnes og bliver så sandelig nævnt for at skabe optimisme. Uden optimisme drænes energi og iderigdom.

Den nye bro - trods brugerbetalingen - et plus. S-Stationen i Vinge - et plus. At der er lyst til at bygge mange steder i kommunen - et plus.

Dog bliver man stadig mere forbeholden over for jubelhistorierne. Vinge har været i udbud flere gange, ingen bider på - endnu. Fioma grunden var der ingen der var interesseret i - endnu. I 2017 var det et chok da den underskrevne kontrakt om Vinge centrum blot to måneder senere blev annulleret. Fra dag til dag standsede gravemaskinerne. Var det blålys?

At Nationalmuseets fællesmagasin opføres i Vinge var en god nyhed. Pris kr. 330 millioner blev nævnt. I anden ‘fortælling’ kun 263 mio. Hvad betyder millioner i det spil? Bare vi jubler. Første spadestik i år, færdig i 2021.
Billedresultat for fællesmagasin vinge
I april 2018 fortalte Lokalavisen: “Styrelsen har indgået en kontrakt med Frederikssund Kommune om køb af en grund i Vinge på 62000 kvadratmeter for en pris på op til 8,3 millioner kroner.” Eufori herskede. Så skal man passe på!

I referat af seneste byrådsmøde nævnes nemlig følgende:
I den betingede købsaftale med Slots- og kulturstyrelsen vil kommunen skulle opfylde en række betingelser før det egentlige grundsalg.
Kommunen er klar til, at opfylde de aftalte salgsvilkår, når Slots- og Kulturstyrelsen endeligt har udpeget ønsket placering og den grundstørrelse de ønsker at købe. Der udestår fortsat en endelig afklaring af grundstørrelse og de endelige planforhold...”
Og videre: “Tidsplan ved den betingede købsaftale for Fællesmagasinet er forskudt, således at salg forventes i foråret 2020 og ikke medio 2019 som tidligere forudsat.”
Har man solgt eller har man ikke? Skal vi endnu engang slå koldt vand i blodet?

onsdag den 2. oktober 2019

Grusindvinding i Hornsherred og retsbevidsthed

Grusindvinding i Hornsherred og retsbevidsthed
Når borgere overholder loven har vi et harmonisk, stabilt samfund. De som udsteder lovene må være først til at overholde disse.

Ikke altid tilfældet, når der er penge på spil. Eksempel: Grusindvinding i Landerslev. Borgerne har levet med støj, støv mv., kunne med rette forvente reglerne følges. Det er ikke sket. Tværtimod. Entreprenøren har gravet 37% mere grus end tilladt. I 2018 blev det til 102729 kubikmeter grus, uden der umiddelbart er blevet grebet ind.

Lever vi i en retsstat? Hvis man har den opfattelse, at profit vægter højere end love og regler, så ikke? I Landerslev, nemlig ingen repressalier.
Billedresultat for grusindvinding kaldred
I følsomme områder i Hornsherred, tæt på bebyggelser, landsbyer er planer om flere grusgrave. Vil det blive en gentagelse af Landerslev? De berørte borgeres ejendomme falder i værdi, skal leve med støj- støvgener i mange år, og måske opleve, der ses gennem fingre med reglerne for, hvor meget der må graves?
I 2012/13 var områder i Vinge på Region Hovedstadens råstofplan - Chokket var massivt blandt lokale politikere der kæmpede for at få fjernet risikoen. Ville det ambitiøse projekt få grus i maskineriet?

Frederikssund kommunes administration og borgmester protesterede voldsomt: “
Administrationen finder at regionen ikke lever op til sit eget udsagn om afvejning på et overordnet niveau, når der foreslås råstofudpegninger, der berører så væsentlige interesser for kommunen....” 
Oversat: En mulig grusgrav må ikke være hindring når der skal bygges på kommunal jord.

Råstofplanen blev ændret til ‘Interesseområder,’ en gummiformulering, der betyder år med ro og stilstand.

Åbenbart noget andet med de udpegede områder til grusindvinding i Hornsherred, hvor borgere i årevis  har været plaget af byggeri af veje mv. til den nye bro. Skal de igen være underlagt entreprenørmaskiners hærgen?

Da der ikke er grebet reelt ind over for ulovlighederne i Landerslev tegner det ikke godt for borgernes retssikkerhed, respekt for politikerne i Hornsherred.

Lokalpolitikerne i Frederikssund bør sige lige så ihærdigt fra som man gjorde i Vinge af hensyn til de berørte, magtesløse borgere i Hornsherred.

At slå ud med armene, beklager ‘ikke vort bord, det er Region Hovedstaden der bestemmer,’ vil være en hån mod nærdemokrati og anstændighed. I Vinge fik de kommunale protester medhold for kommunens investering var i fare. Borgernes ‘investering’ i deres bolig og fremtid må være langt vigtigere. Træd i karakter. 
Related Posts with Thumbnails