lørdag den 10. november 2012

Integration!

“Når en haj æder en sild er det også integration”

Som blogindlæg på Lokalvisens borgerblog. 

Sagde den franske humorist Henri Tisot! Hvem der får mest ud af denne form for integration kan der vist ikke være nogen tvivl om. Nu er vi mennesker hverken sild eller hajer, selvom disse dyrearter rent sprogligt undertiden benyttes som billeder på os mennesker. Om en kvinde - “En god sild,” “Han er en haj til dette eller hint.” Endog en “Bolighaj!”
Når vi hører ordet integration i dag knytter vi det ofte sammen med udgifter for samfundet og dermed os alle,  - og så ringer alarmklokkerne. Der er tilmed et Social-og Integrationsministerium, så ordet integration er ladet med værdier, også rent kontante, ladet med holdninger,  og dermed måske også en del modstand og mangel på forståelse.
Synonymer for ordet integration kunne være - sammenblanding, sammensmeltning, forening, alliance, syntese, homogenisering, tilpasning m.fl.

Når to metaller skal sammensmeltes kræver det ofte megen varme, og at metallerne som sådan kan indgå forbindelser med hinanden. Det er altså ingen let opgave. Under en undertiden kraftig opvarmning udskilles urenheder i metallerne, de lutres og de renere produkter giver et bedre slutresultat, smelter bedre sammen. Legeringen er nu bomstærk, formålstjenlig og ofte meget smuk, noget som de enkelte bestanddele i blandingen hver for sig muligvis ikke er.
Forudsætningen er altså stærk varme, og metaller der passer til hinanden. Når vi taler om integration blandt mennesker skal de samme regler overholdes. Mennesker er uanset hudfarve, religion, kultur fuldt integrerbare, også rent fysisk, blot viljen og lysten er til stede. Så den del af problemstillingen er altså overstået. Så er der det med varmen! Kan vi tåle så voldsom varme, at vi er villige til at lade urenheder blive skummet af eller vælger vi at brænde op i had?
Der er blevet talt meget om ‘varme hænder’ som mirakelmidlet for mange dårligdomme og sociale udfordringer. Menneskelig varme er da også mere ‘intens’ end selv en skærebrænderflamme, og desuden langt mere skånsom og behagelig. Man kan nemlig tåle den i ubegrænsede mængder,  og i ubegrænset tid. Tilmed skader den ikke miljøet med udslip af skadelige gasser, og alle kan udvise den.
At menneskelig varme tilmed sparer på de kommunale omkostninger, og giver større motivation er et kæmpeplus. I kommunens budget er der sat penge af til foreninger der vil gøre noget for “Flygtninge og indvandrere,” på frivillig basis. Alt sammen meget rosværdigt. Frivilliges indsats i lokalsamfundet kan ikke værdiansættes, den er nemlig ‘uberegnelig’ og uvurderlig.
Her forleden oplevede jeg denne vidunderlige menneskelige varme og imødekommenhed ved at deltage i en støttemiddag, på Restaurant Regnbuen, til gavn for flygtninge for konflikten i Syrien, arrangeret af Dansk Kurdisk Forening, hvis formand Ayhan Sütcü jeg har lært at kende gennem Venstres EU-udvalg for Nordsjælland. Aftenens tema var et citat af Ayhans mor som har sagt ”Må despoterne en dag drukne i ofrenes tårer!”
Vi har sikkert alle mødt indvandrere, flygtninge i vort arbejdsliv og i vor hverdag. Vi køber måske deres eksotiske varer, deres pizzaer, besøger deres restauranter, benytter deres tjenesteydelser og glæder os over deres flid. Men hvor godt kender vi dem, hvor meget ved vi om de forhold de forlod, hvorfor deres holdninger forekommer os fremmedartede? Måske trækker vi os af ren refleks for det vi ikke umiddelbart kan rumme, og samtidig frarøver vi os muligheden for venskaber og erfaringer vi kan høste gavn af. Og så er der lige det med sproget. “Tal dog ordentligt dansk!”
Det blev en gribende aften, med et varieret program. Den klassiske guitarist, Jens Overbye, tidligere musikskolelærer i Frederikssund, underholdt med smuk guitarmusik på klassiske instrumenter.
Vi hørte om kurdernes kultur og historie og om de lidelser dette folkefærd har været udsat for ved en skolelærer af kurdisk oprindelse fra Falkenborgskolen. Indlægget gav en klump i halsen på alle tilstedeværende, for ordene kom dybt fra hjertet. Digteren Niels Hav læste nogle af sine smukke tankevækkende, humorfyldte digte op om at være åben, tilgivende og forstående. Indlæg om ”Forsoning/dialog mellem tyrkere og kurdere” v/ skoleleder, forfatter Hüseyin Duygu der har siddet i tyrkisk fængsel, er tyrker,  har været udsat for tortur som politisk flygtning og som blev ven med en kurder i fængslet. Smukke klassiske kurdiske sange ved den unge. blinde Osman Sari, og en fremragende tale om frihed, og om hvor let man kan miste den, og derfor aldrig må opfatte den som noget selvfølgeligt ved Venstre Folketingskandidat Klaus Markussen, Hillerød.  Alle deltagere i sammenkomsten, det være sig etniske danskere, tyrkere og kurdere fik en aften, hvor venskaber blev knyttet, forståelsen for hinanden blev bedre, og hvor håbet om fred, fordragelighed og harmoni var det væsentligste.  Integration til gavn for alle, hvor eventuelle forskelle i politiske holdninger var sat til side.
Sådanne frivillige tiltag, i dette tilfælde uden kommunale støttekroner,  er vejen frem for et bedre samfund med stærke borgere og en naturlig integration, hvor ingen æder hinanden som hajen silden, men hvor de menneskelige ‘metaller’ kan smelte sammen til bomstærke menneskelegeringer, der kan modstå angreb på den frihed vi som etniske danskere tager for givet, men som mange flygtninge først kan opnå gennem ubegribelige lidelser og kampe.

onsdag den 5. september 2012

Kultur og meget mere - og til at betale

Kultur og meget mere for enhver – og til at betale!

 Overskriften udgør også link til borgerblog på Lokalavisen   
Jørgen Olsen
   
Solnedgang over Roskilde Fjord med den skrånende smukke herregårdslignende park med de gamle træer. Den stråtækte ejendom er beliggende på en meget stor grund, ejendommen har en cafe, stort køkken og mødelokaler for virksomheder og kursister, som også kan overnatte i de mange nydelige værelser. En del værksteder, hvor kun fantasien kan sætte grænser for udfoldelsen og et kreativt liv. Lokaler med muligheder for klinikker til terapeutisk behandling. Mulighed for udøvelse af sportslige aktiviteter. En smuk rummelig nyere bygning som skabt til koncerter og teater, konferencer. Yderligere 2 gode boliger til f.eks. administrator og vicevært. Alt sammen i den smukkeste natur. Jeg har uden tvivl glemt nogle af herlighederne.

Der må være stor interesse for en sådan ejendom, ikke sandt? Der har da også været tale om en alternativ skole, et bofællesskab og et behandlingssted for hjemvendte soldater. Men projekterne løber ind i det problem, at køberne ikke kan få statsstøtte, eller låne pengene i banken.

Tilstanden af ejendommen: Varierende. Nogle bygninger er moderne og andre igen af ældre dato. Da intet har godt af ikke at blive brugt skal der vel nu ofres penge på at føre bygningerne helt op til en energirigtig moderne standard, og således at de kan benyttes som skitseret, dog er de absolut ikke det rene forfald. Hele ejendommens ‘ånd’ er inspirerende, ja direkte idyllisk, og det parameter har også værdi.

Ulemper: Muligvis beliggenheden da den ligger lidt uden for bycentrum, men på den anden side, hvad betyder det, hvis der f.eks. var gratis minibus i fast sløjfefart til denne perle fra bycentrum. Så skal kunderne nok komme. Længere ude ligger den heller ikke. Kunderne vil blive der et stykke tid da omgivelserne bare er så imødekommende, og der foregår så meget, så man bare har lyst til at komme igen, og igen. Det minder lidt om Lousianna i Humlebæk, der heller ikke lige præcis ligger i en bys centrum, og som har titusindvis af betalende besøgende hvert år. Der har ligget hårdt arbejde, engagerede medarbejdere og masser af kreativitet bag. Et mini Louisanna i Frederikssund, nej nu rabler det for Olsen – “’Nihil temptatum, nihil adeptum.’ Hvo intet vover, intet vinder.“ Hvorfor ikke være ambitiøs?

Hvem kunne have interesse i ejendommen. Hvilken virksomhed ville kunne få et godt afkast af at investere i ejendommen? Hvem kunne kunderne være? Jo, en større koncern, med et meget stort kundeunderlag, en koncern med en årlig omsætning på ca. 2,4 milliarder, der mangler plads til kulturelle aktiviteter, som har ønske om at få et stort besøgstal hver eneste dag i bygningerne da der jo tilbydes så meget forskelligt, både kulturelt, undervisningsmæssigt, konferencemæssigt, mv.

En koncern der gerne vil på ‘landkortet’ som et sted der er attraktiv for borgere og erhvervsvirksomheder og deres medarbejdere, som ved, at for at nå det mål skal der satse på idræts- kultur- og foreningsliv. Som mangler mødelokaler, øvelokaler, kursusfaciliteter, også for koncernens egne seminarer der ofte lægges uden for koncernens egne lokaler med en betragtelig udgift til følge. Som kunne bruge en skovbørnehave, mange har efterlyst en sådan. Et sted hvor børn, unge og ældre kan mødes og samles om de aktiviteter der har deres interesse, lære hinanden at kende og knytte venskaber, og alt sammen i smukke omgivelser. En musikskole kunne have sit domicil her med de perfekte lokaler til afholdelse af koncerter. Det kunne være en koncern som i forvejen har planer om at opføre et kulturhus til sådan cirka anslået små 80 millioner kroner, plus det løse!

Hvad koster en sådan perle da? Tja, da den blev solgt på tvangsauktion i juni 2011 var prisen 5.156.927,35 kroner. Den offentlige ejendomsvurdering lød i efteråret 2010 på 14 millioner. Allerede i 2009 luftede jeg tanken, men den blev politisk afvist. Sikken en handel man ellers kunne have gjort sig.

Nuvel det koster penge, både at erhverve og renovere herlighederne, men de vil komme igen ved at koncernen vil fremstå som en magnet for erhvervs- og kulturliv. Professionelt drevne koncerner har nemlig erfaret andre steder fra, at hvor man har satset på de nævnte tiltag da har man haft en gevaldig positiv udvikling. Hvorfor så ikke også i koncernen Frederikssund? Og hvis man samtidig så kan sælge den utidssvarende bygning man førhen havde benyttet til nogle få af de aktiviteter der kan være i det ‘nye’ domicil så ser regnskabet slet ikke tosset ud. I disse tider vil der måske endda være en del penge ‘tilovers’ i forhold til at bygge helt nyt. (80 millioner) Det er da ikke så ringe endda. Det er rettidig omhu overfor koncernens aktionærer (borgerne).

Kan det lade sig gøre? Ja, hvorfor ikke for: “Hvor der er vilje er der en (ud)vej!”

Hvornår skal man satse i krisetider? Skal man blot sætte sig ned og afvente bedre tider og håbe det bedste, se tingene forsvinde mellem ens fingre, og derpå lade andre samle stumperne op? Eller skal man være kreativ og visionær på byens vegne?

Hvis man vil finde byer på Danmarkskortet der har haft fremdrift og tiltrukket nye borgere er det de byer der har turdet satse på et rigt kulturliv. Frederikssund er desværre ikke med i denne kategori.
Vi er nu en stor kommune, og nogle kunne måske hævde at Frederikssund by vil blive tilgodeset, hvis man satser på denne perle som kulturmidtpunkt. Tværtimod. Det vil gavne hele kommunen. Der er vel heller ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken.

Hvis man ikke har regnet det ud endnu:

Koncernen: Frederikssund Kommune. Ejendommen: Thorstedlund gl. Kunsthøjskole. Aktionærerne: Borgerne. Vinderne: Koncernens image og brugerne. Taberne: ??? Ja, hvem? Forslag udbedes!

Hvilken dejlig nyhed: Kommunen har nu erhvervet Thorstedlund:
http://frederikssund.lokalavisen.dk/kommune-koeber-kunsthoejskole-/Lokale-nyheder/20120926/artikler/120929293/1024

Mon mit indlæg har været medvirkende på en eller anden måde. Det ville være dejligt.

søndag den 19. august 2012

Stik Piben Ind Ryg eller lad være

Blogindlæg i Lokalavisen:
http://borgerblogs.lokalavisen.dk/frederikssund_joergenolsen/2012/08/19/stik-piben-ind-ryg-eller-lad-v%C3%A6re-du-bestemmer-2/
Stik piben ind! Ryg eller lad være. Du bestemmer selv!


At stikke piben ind er en gammel talemåde for at 'skrue ned for blusset.' 'holde inde med en handling.' Oprindeligt stammer det fra gademusikanternes turen rundt i byen med deres instrumenter i rygsækken. Når så borgerne fandt, at nu var hurlumhejen for meget råbte man ”Stik piben ind!” altså tilbage i rygsækken med det larmende instrument.

I Frederikssund Kommune ryger 21% af voksne (over 16 år) ifølge ”Sundhedsprofil 2010” og hele 52% ønsker hjælp til at stoppe med at ryge.”Der må da gøres noget!” Et behov er tilstede, det behov skal dækkes – koste hvad det skal. Musikken spiller - mod rygning! Den spiller højt. Tilmed er den 'gratis.'

Hvor er det vidunderligt når noget er 'gratis.' Hvor er det dog kærligt og velgørende når det som er 'gratis' ”gavner såvel borgerens helbred og livskvalitet som samfundets ressourcer til behandling af disse tilstande på langt sigt.” (citat fra Kommunens beskrivelse af tilbudet om rygestopkurser) Hvem kan dog være forbeholden, uden at blive betragtet som en kold fisk?

Hold da op, hvor er der så meget der kan tages fat på kommunalt. Der er vel ingen grænser for, hvad forskere, godhedsapostle, tidens trend  kan bedømme som skadeligt for individet, og som derfor skal 'behandles' af 'fællesskabet' - Kommunen. 
 
Fællesskabet - Kommunen

Fællesskabet er blevet et mantra for venstrefløjen. Blot man messer, gentager det ofte nok – så ender man i Nirvana! Fællesskabet redder velfærdsstaten, helbredet,økonomien – verden. Fællesskabet er åbenbart også Kommunen som altså skal påtage sig et ansvar med at vænne voksne mennesker af med at ryge. Er det virkelig en kommunal opgave? Er fællesskabet blevet den nye familie, som ellers ofte førhen kunne give den hjælp, der var brug for? Hvis det er tilfældet er vi ilde stedt, så ender det med vi overlader mere og mere til 'fælleskabet' (Kommunen) som vi førhen selv klarede, det er ikke gavnligt for selvværdet, og den personlige ansvarsfølelse. Ej heller for udsigterne til en nedsættelse af skatterne.  

På Frederikssund Kommunes hjemmeside og i annoncer i lokalpressen giver Kommunen info om 'gratis' rygestopkurser til borgerne.  Jovist, rygning er lægevidenskabeligt bevist særdeles usundt, direkte livsfarligt. Det må høre op!  Kommunen, vores nye 'Fader,' fremstår således dynamisk og næstekærlig. Har du problemer, så henvend dig trygt til Kommunen. Det minder mig om en sketch med gruppen Det Brune Punktum, hvor man lavede en parodi på disse  radioprogrammer, hvor man kan spørge eksperter om alt muligt og få et godt råd. Uanset hvad lytterens problem var lød svaret. ”Ved du hvad jeg synes, jeg synes du skal henvende dig til din arbejdsgiver, og så skal det nok gå alt sammen.”Skift blot arbejdsgiver ud med Kommunen, så skal det nok gå alt sammen. Intet under at de kommunale budgetter har en tendens til at skride, hvis borgeren således får 'gratis' tilbud om det og det andet. 
 
De Herrer! 
Mon ikke denne kendsgerning kunne være motivation til at holde inde med at ryge? "Rygning øger risikoen for impotens med 50 procent for mænd i 30-50-årsalderen."
Rapport fra British Medical Association, London, 1999.

De Damer! Her er fakta:
"Rygning nedsætter kvinders evne til at blive gravide. Rygning er forklaringen på ca. 1/6 af de årlige tilfælde af ufrivillig barnløshed i Danmark." (her ydes forresten også tilskud til behandling)
Rapport om Kvinder og Rygning. Tobaksskaderådet, 1999.

I et frit demokratisk samfund er et menneske i princippet til for sin egen skyld. Borgeren kan sætte egne mål og søge sin egen lykke. Borgeren er ikke til for Statens, Kommunens skyld. Hvis et menneske derfor selv vælger at ville fortsætte med at ryge, drikke, spise usundt skal andre rent principielt ikke blande sig i det, især ikke, hvis der er blevet givet  oplysning om farerne ved et fortsat overforbrug, og en uhensigtsmæssig levevis. Er vi på vej mod et ufrit, udemokratisk samfund dersom Staten, Kommunen skal blande sig i alverdens ellers personlige valg?  Som talemåden lyder: ”Vejen til Helvedet er belagt med gode hensigter.” 
 
Hvorfor ryger nogle stadig?

Man kan så undre sig over, trods de intense oplysningskampagner, at så mange stadig ryger, drikker, spiser usundt. Er det fordi borgerne er spadedumme? Er det fordi de ikke tror på de mange skrækscenarier der oprulles, og som er grundigt videnskabeligt bevist? Næppe.

Danskernes rygevaner har nemlig ændret sig markant. Stadig færre ryger, men flere og flere dør af det, fordi de tilbageværende ryger mere end førhen. De mest rygende finder vi blandt førtidspensionister og arbejdsledige. 

En effektiv behandling af disse mennesker må altså være at føre dem ind på arbejdsmarkedet, lade dem få selvværd, være fysisk og mentalt aktive. Vi kan lave nok så mange sundhedsforebyggende foranstaltninger, ofre nok så mange ressourcer på hjælpekurser, rygestopkurser mv., men hvis ikke der er så meget at miste ved at fortsætte sine dårlige vaner, og det samtidig er rimeligt nemt, gennem sociale ydelser, at fortsætte et uhensigtsmæssigt mønster, ja så er menneskets natur ofte, at så gør man det.

Velfærdsstatens behandlingstilbud kan være gode, hvis man rækker ud efter dem. Men gratis er de ikke, alle andre er med til at betale. 
 
Hjælper rygestopkurser, hvad siger forskningen?
 
Overalt i verden er der oprettet f.eks. telefonhjælpelinjer, der kan hjælpe rygerne med at få bugt med vanen. Også forsøg med gratis nikotinplastre og andet. Men gavner de i det hele taget, udover at give et antal mennesker beskæftigelse (som dog ikke bør undervurderes i disse svære økonomiske tider)?
En afhandling i British Medical Journal 28. april 2012 foreslår et svar, og der er ingen belønning for at gætte hvad det er. Svaret er med et ord, NEJ!
Det er en fejltagelse af behandle en frivillig opførsel som var det en sygdom, og derpå forsøge at “behandle” den. Lederartiklen der fulgte med forskningsdokumentet, skrevet af en australsk professor i sundhed, og leder af et center for “forskning i opførsel,” var ret nedslået over resultatet. Skønt motivationen til selv at ville holde op ofte også ikke er tilstrækkelig, så synes de fleste eks-rygere at holde op uden professionel eller lægemedicinsk assistance.

Menneskets formåen er langt mere sofistikeret end selv de mest 'nidkære' tilpassere kan forstille sig. Der behøves ikke altid hjælp udefra.

Skal Kommunen så være helt ligeglad med at dens borgere tæres bort af røg, og druk og mad? Noget må der gøres, ikke sandt?

Skab bedre mulighed for idræts- og motionsaktiviteter mv. Penge koster det selvfølgelig, men ved også at inddrage de mange frivillige organisationer der brænder for at hjælpe mennesker i 'nød,' vil det være muligt. Det behøver ikke at være formidlet gennem kommunale eller statslige midler.

Er målet at jagte 'de sidste' der ikke kan se behovet for hjælpen, og tvinge dem til behandling? Det er en svær problemstilling. Men med tanke på, at mennesket er til for sin egen skyld, bør man måske, selvom det er svært, ud fra et næstekærligt livssyn, erkende at der er nogle der med fuldt overlæg har valgt en livsvej vi andre ikke helt kan forstå, og synes er destruktiv.  Lad dem være i fred! Det får vi det alle bedre af.

Kære Kommune koncentrer Jer langt hellere om at gøre administration og utidig indblanding så lille så mulig. At være så lille som mulig er det smukkeste udtryk for tillid til borgerne. Vi kan godt - gå selv.



Jørgen Olsen

søndag den 5. august 2012

Vi kune godt bruge nogle flere 'idioter' i Frederikssund

Det første indlæg i min 'karriere' som blogskribent på Lokalavisen kan læses her:
http://borgerblogs.lokalavisen.dk/frederikssund_joergenolsen/2012/08/05/vi-kunne-godt-bruge-nogle-flere-idioter-i-frederikssund/

Håber jeg kan ramme plet med blot nogle af de mange skud!
Her er det i sin helhed:



Vi kunne godt bruge nogle flere idioter i Frederikssund!

Det er kun sportsmænd og idioter der springer over hvor gærdet er højest.”  sagt af humoristen Jesper Klein.

Sandheden i denne udtalelse har vi været vidner til i denne sommer, med EM i fodbold, Tour de France, og ikke mindst De Olympiske Lege i London, med imponerende anstrengelser af danskere.

Mange stunder med enestående, forbløffende præstationer har vi været vidner til. Ofte så nervepirrende spændende, at det næsten ikke har været til at holde ud. Zap-tommelfingeren har været i flittig brug, og man har håbet, som strudsen der stikker hovedet i busken for at undgå en ubehagelig situation, at det er gået godt når man vover sig til se på igen.

Sportsudøverne har i årevis knoklet og brugt tusindvis af timer og energi indenfor deres idræt, og det at se skuffelsen mejslet i deres ansigter når en altafgørende detalje glippede, når en konkurrent buldrede forbi må simpelthen være knusende. Alt er spildt, Afsavnene, smerterne - til ingen nytte. Det kan med sikkerhed udløse en klump i halsen og tårer i øjnene. Det samme gælder selvfølgelig når alt går op i en højere enhed og en medalje høstes.

Konkurrence er sundt - også for en Kommune?

Konkurrence kan da ikke være sundt? Er det ikke synd for taberne? Kunne vinderne ikke holde lidt igen på deres glæde af hensyn til taberne? Al denne målen sig med andre? Det er jo sårende for de som ikke kan følge med. Er kappestrid sundt med al denne idiotiske “springen over, hvor gærdet er højest.”

En lærebog i pædagogik, hvor der citeres fra Montessori siger :

Når et barn arbejder, gør han det ikke for at nå et ydre mål. Der roses og opmuntres, når barnet skønnes at have behov for det. Konkurrence undgås - medens kappestrid mellem jævnbyrdige
kan finde sted. Vinderen favoriseres aldrig.”

Javel så. Meget vel kan denne pædagogik være aldeles udmærket over for børn. Men hvis denne indstilling gennemsyrer et helt samfund kan det ikke være fremmende for en positiv udvikling.

Er vi ved at være ved et punkt med vort samfund,  hvor vi stiller os tilfreds med at vi lader som om alle er vindere, at alle skal roses når der skønnes der er behov for det, ingen favoriseres og kappestrid kun skal foregå mellem jævnbyrdige?

Det vil godt nok være et kedeligt samfund uden dynamik og uden kvantespring i udvikling! På samme måde med en Kommune, uden konkurrenceånd, uden ønske om fornyelse blot en tilfredshed med status quo - “På det jævne.På det jævne, ikke i det himmelblå der har livet sat dig stævne”  Lav om på det!

Rangplaceringer og statistikker er spændende som en god kappestrid

Ligesom i sport findes der tabeller, hvor samfundets indsatser kan sættes ind, og man kan lave rangeringer, og dermed motivere lavere placerede til at gøre en ekstra indsats for at komme op i tabellen, vinde mesterskabet og score ‘kassen.’ Der kan høstes gavn af erfaringerne fra vinderne, og man kan sætte gærdet højere og højere.

Sådanne tabeller findes også for danske kommuners indsatser. Straks ville man som borger i Frederikssund se på, hvor i tabellen vi mon ligger. Scorer vi 1. pladser i Frederikssund eller måske bundplaceringer?  Bliver vore betroede skattepenge forvaltet på bedste vis? Kan vi lære noget af andre, til fælles gavn?

Da denne statistik er meget omfattende vil jeg i denne omgang blot berøre et par placeringer.

Husk vi i Danmark har 98 kommuner. Placeringerne gælder for 2011.

Infrastruktur.

Selvom vi har S-bane ligger vi på en 88. plads. Ikke imponerende. Vi mangler motorvej til Frederikssund, en S-station ved St. Rørbæk for at få gang i udviklingen i Vinge,  og ikke mindst en ny forbindelse over Roskilde Fjord, før kan vi rykke langt op i tabellen. Disse ting har vi til dels ikke selv nogen reel indflydelse på,  og det er jo altid belejligt med med en god forklaring.  Byrådets modige beslutning, trods voldsomme protester, om at anbefale en ny bro med brugerbetaling,  hvor den gamle bro skal forblive ‘gratis’ er modig, og det eneste realistiske i disse tider. Uanset, hvor uretfærdigt det kan forekomme så favoriseres ingen -  pædagogikken passer, ikke sandt?
For den gode ordens skyld skal nævnes at Frederiksberg Kommune ligger som nummer et. Så Frederikssund Kommunes placering er selvom den er ringe ikke helt fair i sammenligning med en fuldt udbygget kommune som Frederiksberg.

Erhvervsvenlighed

Det som kan give en kommune fremdrift er at finde de rette vinde og rigge sejlene til så man kan få medvind og fart i skuden. Erhvervsvenlighed er en kategori for sig selv, og her ligger Frederikssund som nummer 59. I laveste halvdel. Ikast-Brande kommune, Venstre ledet,  vinder guldet. Borgmesteren i Ikast-Brande siger “Vi har fighterånden og kæmper videre og synes faktisk det er rigtig, rigtig sjovt.” Kære Frederikssund kommune, tag til Ikast-Brande, der er ikke langt, kopierer deres ‘træningsprogram’ og kom i gang. Her burde virkelig satses massivt, gør arbejdsgange lettere, hurtigere og mere smidige, vis en ægte imødekommenhed over for nye virksomheder, gør det langt lettere at have domicil i Frederikssund. Her et eksempel til efterlevelse:
Et par uger – det er den tid, der går fra virksomhederne i Ballerup henvender sig med en byggesag i kommunen til de står med en afgørelse i hånden. Hvor lang tid går der i Frederikssund?

Det kan bare ikke gå for langsomt, for nye arbejdspladser, nye borgere skaber dynamik, forbrug til gavn for vort handelsliv der har rigeligt med problemer at kæmpe med. Giv dem en hjælpende hånd. Når det rygtes at i Frederikssund er der de bedste betingelser for erhvervslivet kommer ‘kunderne,’ flere næringsdrivende, for sådan virker et frit marked.

I 9 ud af 11 kategorier ligger Frederikssund i den laveste halvdel af feltet.

Tal kan være kedelige så jeg stopper her for denne gang. Men statistikker og tal  er ikke desto mindre indikatorer for en god forvaltning af vore fælles midler, og her kunne man absolut godt ønske sig flere sportsmindede  ‘idioter’ i Frederikssund der absolut insisterer på at ville springe over, hvor gærdet er højest og stræbe efter flottere og højere placeringer. Det ville nemlig komme alle borgere til gavn.



fredag den 18. maj 2012

Læserbreve og kommentarer til aktuelle sager

Svar på John Jørgensens læserbrev 
Europafestivalen - hvem har fejlet?  Sendt til Lokalavisen 05.08. I avisen 10.08.
http://frederikssund.lokalavisen.dk/hvem-har-fejlet-/20120810/laeserbreve/708109862/1255


Som svar til John Jørgensen må jeg lige præcisere hvad min ‘kritik’ går ud på. Det er ikke en kritik af European Peoples Festival og alle de mange frivilliges værdsatte kæmpearbejde. Jeg er også sikker på der er vist stor ansvarlighed med det offentlige tilskud. Og selvfølgelig skal der gives tilskud til sådanne arrangementer. Det var nogle dejlige aftener på Kalvøen, (var der 2) med god underholdning og stemning.

Det som falder mange borgere for brystet er, at Kommunen ikke, som vi kan vurdere, har haft mere hånd i hanke, og påtaget sig et ansvar som hovedsponsor, med at udnytte en uvurderlig mulighed for at få omtalt Frederikssund Kommunes ‘herligheder’ gennem en massiv medieomtale, og det ikke kun lokalt. Det er jo ikke hver dag en kommune får besøg af 600 gæster fra 13 lande.  

Enhver leder af en virksomhed, og kommunen kan med rette betragtes som borgernes virksomhed, ville med udsigten til at skulle stå til regnskab for bestyrelsen (borgerne) ikke lade en sådan mulighed gå sig af hænde. Nu vel, festivalen fandt sted i sommerferietiden, og det har jeg hørt skulle delvis være en forklaring på den manglende udsmykning af byen, men festivalen har været programsat i langt over et år, så den ‘detalje’  burde have været på plads og planlagt.

Kommununen indgår i et tæt samarbejde med FETC, og det ville være naturligt at man overlod en sådan opgave til denne professionelle organisation.  Således lyder nemlig en passus i samarbejdsaftalen:

“FETC skal bidrage til markedsføring af Frederikssund kommune, således at kommunen i den lokale, regionale og internationale bevidsthed kommer til at fremstå som en interessant lokalitet og turistdestination i Danmark og i Hovedstadsområdet.”

Hvem har fejlet? 


Svar på nedenstående læserbrev fra en John Jørgensen kan læses her

Europafestivalen og Frederikssund Kommunes rolle
Læserbrev i Lokalavisen 02.08.12

Den netop overståede European Peoples Festival i det bedste sommervejr, har givet anledning til artikel og læserbrev i Lokalavisen. Borgere har været skeptiske over den manglende ‘markedsføring’ af det store kommunalt støttede arrangement.

Det er et sundhedstegn, at borgere ikke lader sig imponere over ting som kunne være markedsført langt bedre så der virkelig var kommet spotlys på Frederikssund som et godt “produkt” - bo, drive erhverv, handle, købe hus.

På Frederikssund Kommunes hjemmeside er der en fyldig omtale af festivalens store succes. Det er yderst belejligt man har et medie, hvor man kan rose sig selv. Dermed kan man svare på de spørgsmål man kan forudse vil blive stillet om detaljer i arrangementet, og udføre en flot damage control, over en flov kommunal indsats - tilskuddet dog undtaget.

På hjemmesiden fremgår, at festivalen var “rigtig godt besøgt af byens borgere flere af aftenerne  - både af ældre og yngre.” Hvad er rigtig godt besøgt? Er det når Kalvøens græsskråninger må tages i brug for at give plads til  de mange fremmødte, eller er det når der er rimeligt med plads mellem boderne og på festområdet? Læg mærke til, at der alene var 600 festivaldeltagere. Heldigt at vejret var så godt. Det var nogle dejlige aftener, for de som var tilstede.

Kunne Kommunen have nået at opsætte et banner ved indkørslen til Kalvøen allerede mandag, så turister, borgere kunne se her sker der noget spændende? Tilsyneladende ikke.

Snake City Festival Slangerup har allerede opsat bannere ved indkørsler til Slangerup. Den finder sted ultimo august. I god tid.  Frederikssund Festival har opsat  bannere - i god tid. Er det, fordi de to nævnte festivaler ikke har noget tilskud fra Kommunen at støtte sig til, og dermed er tvunget til at sælge sig, på bedste professionelle vis?

Nedenstående læserbrev er blevet benyttet som inspiration hos journalisten til denne artikel i Lokalavisen

http://frederikssund.lokalavisen.dk/europafestival-for-daarligt-markedsfoert-/20120724/artikler/707249254/1024

Der var festivitas ved åbningen af Europafestivalen. Men den er blevet markedsført for dårligt, og der kunne godt være mere liv i resten af byen mener flere. Foto: David Foli.

Der var festivitas ved åbningen af Europafestivalen. Men den er blevet markedsført for dårligt, og der kunne godt være mere liv i resten af byen mener flere. Foto: David Foli.









Muligt læserbrev sendt 22.07. 

Europa-festival -  og Frederikssund Kommune

Alt det bedste ønskes for den 20. European People’s Festival i Frederikssund i uge 30.
Hvilken festlig mulighed for at knytte venskaber på tværs af grænserne i Europa.
Tak til de mange ildsjæle som har knoklet med de praktiske gøremål, som et sådant stort arrangement indbefatter. Deres uvurderlige frivillige indsats er med til at sætte spotlyset på Frederikssund til mulig gavn for borgerne, erhvervslivet, handelslivet.

Ved søndagens parade faldt jeg i snak med et ungt par fra Valby, som havde læst om arrangementet, at der var søndagsåbent i butikkerne, fruen var i shoppinghumør, derfor gik turen til Frederikssund som de havde overvejet som deres næste bosted. Familien Kindsby var nærmest i chok over manglen på information, manglen på flag og udsmykning, manglen på cafémuligheder, at mange butikker slet ikke havde åbent. Umiddelbart blev tanken om at flytte til Frederikssund droppet, - i ren skuffelse. Det ville have været et plus, om et sådant par slog sig ned her.  

Andre jeg talte med udtrykte samme forundring over at der ikke er blevet slået mere på tromme for denne festival. Hvor foregår hvad, og hvornår? Lød det igen og igen.  Festivalens hjemmeside har godt nok et program, på engelsk, det kan ikke udskrives. Er festivalen da udelukkende for deltagernes skyld og ikke orienteret mod borgerne? Næppe! På Frederikssund Kommunes hjemmeside nævnes at festivalen er for alle borgerne, og der er da også en omtale af programmet, men kun til og med tirsdag.

Frederikssund Kommune har som sponsor for festivalen givet et tilskud på KR. 765000 ifølge byrådsreferat nr. 33. Et budget findes ikke på kommunens hjemmeside!  Besynderligt.

Hvis man som privat virksomhed skulle være sponsor for en kulturbegivenhed med et så stort beløb ville det være naturligt at spørge, hvad får min virksomhed ud af sponsoratet? Aktionærerne, bestyrelsen ville med god ret kunne stille det spørgsmål. Borgerne i Frederikssund Kommune er at betragte som ‘aktionærer,’ ved at kommunen er blevet betroet en god forvaltning af vore indskud i form af skattekroner. Med god ret kan man altså tillade sig at spørge Frederikssund Kommune om det samme?

Jovist, der var et par taler, på engelsk, af Grethe Olsen, SF, og borgmester Ole Find Jensen på festivalens åbningsdag.

En virksomhed ville slå på tromme, og blæse i trompet for deres sponsorat, søge at fremme kendskabet til virksomheden gennem massiv information og medieomtale. Dermed ville der være en begrundet mulighed for at sponsoratet kunne give et positivt afkast, måske ikke nu og her, men så på længere sigt. Men det gælder åbenbart ikke for en kommune. Er det rettidig omhu af skattekronerne?

Hvorfor har man ikke ofret noget mere på information til alle borgerne i kommunen. Man kunne have lagt et løst program ind i f.eks. Lokalavisen med udførlig omtale af alle aspekter af Frederikssund som et handelscentrum, og nu også et internationalt mødested. Hvorfor er Erhvervsforeningen ikke mere i spil i dette? En enestående mulighed er det dog. Som det er nu er alt  et stort spørgsmålstegn!

Jeg forsøgte efter bedste evne at overbevise det unge par fra Valby om Frederikssund Kommunes fortræffeligheder, men måtte umiddelbart bøje mig for argumentet i denne sag - “hvilken gang amatører,” og kan for egen regning tilføje - og så til den pris!  


Læserbrev forsøgt optaget uge 27. Forgæves.

Er der kun een Viis i Byrådet?

Efter et nærmest samlet Byråd sagde Ja til til den løsningsmodel Transportministeren fremlagde,  er der opstået en følelse af, at den eneste ansvarlige lokalpolitiker er den, som ikke stemte for forslaget. Det er fremgået af flere læserbreve, kommentarer til læserbreve og blogindlæg.

Byrådets beslutning er blevet tillagt diverse motiver, der i al væsentlighed giver indtryk af,  at Byrådet handler borgerfjendsk, nærmest inkompetent. En af påstandene er, at man bevidst vil skabe så mange trafikhindringer på den ‘gratis’ Kronprins Frederiks Bro, at alle tvinges til at benytte den nye ‘betalingsbro,’ - når den kommer.

Mange ønsker den nye forbindelse skal være ‘gratis.’ Hvorfor skal Frederikssund Kommune være foregangskommune med betaling for kørsel indenfor egen Kommune? Rimeligt spørgsmål!  Kan nogen fremvise noget der er ‘gratis’ udover solskin og luft? (så længe det nu varer m. den nuværende regering.) Det som opfattes som gratis ydelser af samfundet har andre været med til at betale. Fordi samfundet består af mange individer opfattes den enkeltes ydelse som værende ‘gratis.’ Denne indstilling har medført, at alle stiller flere og flere krav til velfærdssamfundet om dette og hint, således at det som før var småpenge nu bliver til massevis af ekstra skattekroner. En byrde som fællesskabet ikke længere har råd til.

Som argument for at stemme for Byrådets indstilling sagde SF på Byrådsmødet, at vi i årene fremover kunne se frem til indførelse af roadpricing-systemet i Danmark. Udviklingen går  den vej. Således er det i andre lande. I Danmark er vi meget klogere, så hvorfor dog lytte og lære af dem.

Frederikssund kan vise vi er en kommune med interesse i udvikling, vækst og med den skelsættende beslutning få henledt opmærksomheden på, at vi mener det dybt alvorligt med vore ønsker om gunstige forhold for erhvervsliv, og dermed jobs til området. En kommune i udvikling har mulighed for at sætte skatten ned grundet de mange der ønsker at bosætte sig her. Det er da et smukt motiv.

Ros til de realistiske byrådspolitikere der viste vilje og mod.



Læser brev i lokalavisen om Byrådets svar til Trafikministeren. 

En selvskabt kattepine - løst på bedste vis!    16.05.2012

Den nye Røde regering har set stort på alle løfter om en ny fjordforbindelse, som den forrige regering havde givet tilsagn om, sidst ved det store borgermøde med trafikminister Hans Christian Schmidt, V, i Frederikssund.

Byrådets uenighed (specifikt Socialdemokraters urealistiske særstandpunkter/krav om lang gravet tunnel mv.) har forsinket processen unødvendigt. Hvis Byrådet under den forrige regering havde stået med en samlet front, om den eneste realistiske løsning, var projektet løbet i gang. S kan takke egne byrådsmedlemmer for, at der nu er blevet 'påtvunget' Byrådet en løsning som ikke er optimal.

Alle der stemte for afgørelsen der nu sendes til Trafikministeren skal dog have ros. De har vist sig som ansvarlige politikere der sætter H E L E kommunens interesse som første prioritet i en vanskelig situation.

Man kan sagtens, som Kenneth Jensen, S, opstille en masse skrækscenarier, som giver applaus, men samtidig skaber en usikkerhed og frygt som absolut ikke er befordrende for optimismen. Ofte viser skrækken' sig nemlig at være helt ubegrundet.

Jens Ross Andersen, V, der om nogen har kæmpet for en ny fjordforbindelse i adskillige år, støtter indstillingen fra Byrådet. Det må være garanti for, at det er den bedste løsning man er nået frem til med det ultimatum som blev stillet, og som S var med til at skabe grundlaget for.

Lad os nu lægge yderligere pres på regeringen, der anstændigvis må belønne den samarbejdets ånd de ansvarlige byrådspolitikere har vist, så der hurtigt kan træffes en endelig afgørelse. Hvis ikke vil det være endnu et kæmpe løftebrud. Desværre skræmmer sporene!

19.05. Kommentar på debat om Byrådets svar: Lokalavisen 

"Gratispartiet! Skræk og Rædsel"

Godt borgmester Ole Find Jensen maner til besindighed over for alle skrækscenarierne som hans egen partifælle i Byrådet har rullet op. Hvem husker ikke også 'skrækkampagnen,' af samme partifælle, med lydkanoner der havde til formål at ‘bevise’ et støjhelvede for beboerne i Sydbyen ved en højbro? Kun, og intet andet,  en lang gravet ‘gratis’ tunnel ville kunne tilfredsstille alles ønsker. Alt eller intet! Og fuldstændig urealistisk! Og meget forsinkende for afgørelsen! Og med til at fremtvinge den afgørelse Byrådet måtte tage.

Som en vis mand har sagt: "Du kan vinde over næsten enhver frygt, hvis du er besluttet på det. Huske at frygt er ikke eksisterende - kun i sindet."

Ved hvert eneste større brobyggeri i Danmark er oprullet skrækscenarier der mere eller mindre begrundet har betydet store forsinkelser og ekstra omkostninger.
Øresundsbroen ville betyde fiskedød, ændrede strømforhold, en gold havbund osv. Det modsatte har været tilfældet. Nye arter, nye planter.
Erfaring fra andre byggerier vil selvfølgelig blive benyttet ved den nye bro, således at denne afstedkommer mindst mulig gene for natur og beboere.

Luk øjnene!  Forestil dig en gudesmuk bro over Fjorden, smukt belyst om natten. Ved adgangsvejene til broen er der spisesteder og udsigtspunkter. Og sikken en dejlig golfbane der er kommet! Hvor er det smukt med de mange både der kan lægge til ved de nye anlæg der er etableret ved broen. Sikken et leben der er kommet. Hvor er det nemt at komme over, hvilken oplevelse hver gang jeg benytter den i sammenligning med tiden med trængslen på den gamle bro.
Jovist, den vil jeg gerne betale for at benytte, desuden sparer den mig for kilometer og tid. Mon ikke mange ville ræsonnere således, hvis en betalingsløsning sælges med de bedste argumenter? Samtidig er den et symbol på en kommune der har ment det alvorligt med at den ønsker erhvervsudvikling og vækst og nye arbejdspladser.

Mange ønsker den nye forbindelse skal være gratis. Kan nogen vise mig noget der er gratis udover solskin og luft? (sålænge det nu varer, m. den nuværende regering i sadlen) Det som alle opfatter som gratis ydelser af samfundet har andre været med til at betale. Fordi samfundet består af mange individer opfattes den enkeltes ydelse som værende ‘gratis.’ Denne indstilling har medført at alle stiller flere og flere krav til velfærdssamfundet om dette og hint, således at det som før var småpenge nu bliver til massevis af ekstra skattekroner. Og en byrde som fællesskabet ikke længere har råd til.

Som argument for at stemme for Byrådets indstilling sagde SF på Byrådsmødet, at vi i årene fremover kunne se frem til indførelse af roadpricing-systemet i Danmark, hvilket også var fremme ved debatten om ‘Betalingsringen’ om København. Udviklingen går uden tvivl den vej. Frederikssund kan vise vi er en kommune der er interesseret i udvikling, vækst og med den skelsættende beslutning få henledt opmærksomheden på, at vi mener det alvorligt med vore ønsker om gunstige forhold for erhvervsliv, og dermed jobs til området.

Men lav da blot et borgerprotestparti det kunne jo passende hedde: “Gratispartiet! Skræk og Rædsel”

Medarrangør af EU møde 15.03.

Offentligt møde om EU

Det var et større arbejde end jeg umiddelbart havde forestillet mig at få dette møde op at stå. At finde den dato der passede de fleste er som at løse en svær matematikopgave. Da en dato endelig var fastlagt viste det sig at mange byrådsmedlemmer som havde til tilsagn om at komme alligevel ikke kunne grundet KL møde i Aalborg.  

EU- Ven eller Fjende? En aften om udviklingen af Frederikssund. Torsdag den 15. marts kl.18.00.

Tak for kampen efter en Pyrrhus-sejr!

http://frederikssund.lokalavisen.dk/tak-for-kampen-efter-en-pyrrhussejr/20110919/laeserbreve/110919163/1024

Enhver god sportsmand siger tak for kampen, det er 'fair' opførsel. Som gode sportsudøvere siger Venstre lokalt tak for en god valgkamp.

Tak for mødet med mange engagerede modspillere, der alle går ind for fair play, trods der bliver gået til 'stålet.' Dejligt at møde venlige smil og kun meget få tvære.

Tak til Lokalavisen for mødet på Frederikssund Gymnasium og en fair dækning af valgkampen.

Kong Pyrrhus vandt et par slag mod romerne i oldtiden, men sejren kostede ham størstedelen af hans hær og han sagde: "Sådan en sejr til over romerne, og jeg er fortabt."Venstre fik et enestående godt valg, i vore gadekampagner masser af positive tilkendegivelser, opmuntringer, nye medlemmer. Lokalt stemte 31,9% af vælgerne for en ansvarlig økonomisk politik. Imponerende opbakning. Men vi tabte regeringsmagten.

S mistede mange vælgere, SF endnu flere. Det blev en dyrekøbt "sejr."Med det flotte valgresultat for Venstre, de mange borgere der stemte blåt kan vi skaffe nye rekrutter som romerne kunne, og tage en ny fair kamp op. Ja, hvornår?

En opfordring til at melde sig ind i et parti der tager hånd om deres medlemmer og giver dem gejst og kampvilje til det næste kamp skal lyde her. Vi er klar til hver en tid.Det har været en stor oplevelse at se demokratiet i arbejde, og mærke hvor godt krop og sind har af engagementet for, at en sund økonomisk fremtid for Danmark kan sikres.

Læserbrev og diverse kommentarer i debat om fjordforbindelsen

http://frederikssund.lokalavisen.dk/hvad-skal-avisen-leve-af/20111227/laeserbreve/712279366

Hvad skal avisen leve af?
Hvad "sælger" i dagens medier? Skandaler, sex, druk, hor? Besynderlige artikler om småfornærmede der ikke kan få rabat i en butik? Og så på forsiden! Er Lokalavisen blevet helt desperat i de senere uger siden sådanne ting smækkes på forsiden?
Jeg er udmærket klar over at avisen er en forretning der skal, i det mindste ikke give underskud, men du godeste, hvor er det ved at være latterligt med disse stunts! Skaffer de læsere, flere kliks på hjemmesiden, og dermed bevis på, at avisen er værd at ofre reklamekroner på? Så er desperationen for åbenbar, - og for trist.
Ordentlig journalistik vil altid kunne tiltrække læsere og annoncører.
Er der virkelig ikke noget mere relevant at beskæftige sig med i en stor kommune, med kæmpe udfordringer og udviklingsmuligheder?
Hvem vil være med på at lave en ægte infoavis til kommunens borgere, de har fortjent det?

SVAR:

Kære Jørgen Olsen
Tak for dit indspark i debatten.
Det korte svar er “Nej, vi er bestemt ikke desperate.”
Vi måler et par gange om året på, hvad det er, vore læsere gerne vil have mere eller mindre af i avisen, og hvad de synes om konkrete artikler både på nettet og på tryk.
Det er tydeligt, at selvom vi har mange ”dobbeltlæsere” er der tale om to forskellige læsergrupper.
Man kan altid diskutere om det lykkes at ramme rigtigt, og nogle gange kan man også ramme lige i plet for en del af læserne – og helt uden for skiven med samme artikel for andre.
For som husstands-omdelt gratisavis lever vi selvfølgelig af, at annoncørerne har vished for, at produktet bliver læst.
Og disse tal indikerer, at vi de fleste gange rammer skiven.
Vi har ifølge Gallup opretholdt et læsertal på 79 pct. I Region Hovedstaden er det tilsvarende tal 62 pct. – og i landet som helhed 70 pct.
Dette læsertal er opnået, samtidig med, at vi har haft en massiv tilgang af læsere på nettet.
I den forgangne måned har 39.000 unikke brugere således læst en eller flere historier på vores hjemmeside; i alt 215.000 sidevisninger er det blevet til.
De tilsvarende tal var sidste år på denne tid henholdsvis 20.000 og 135.000.
Vi bilder os ind, at vi ikke havde så høje læsertal, hvis ikke der både på hjemmesiden og i den trykte avis var noget for enhver smag, både det tunge, ”kedelige” stof om bl.a. fjordforbindelse, udvikling af en ny by - og så det noget mere letfordøjelige.
Men uanset hvad er vi – som du giver her – nødt til at have tilbagemeldinger fra læserne, hvis vi rykker for meget i den ene eller den anden retning.
Mvh
Henrik Gregersen, Lokalavisen Frederikssund


Lille uddrag af facebookdebat om betaling for Ny Fjordforbindelse
08.02.12
Et liberalt drømmebillede:

Luk øjnene og forstil dig en gudesmuk bro over Fjorden, smukt belyst om natten. Ved adgangsvejene til broen er der spisesteder og udsigtspunkter. Og sikken en dejlig golfbane der er kommet! Hvor er det smukt med de mange både der kan lægge til ved de nye anlæg der er etableret ved broen. Sikken et leben der er kommet. Hvor er det nemt at komme over, hvilken oplevelse hver gang jeg benytter den i sammenligning med tiden med trængslen på den gamle bro.

Jovist, den vil jeg gerne betale for at benytte, desuden sparer den mig for kilometer og tid. Mon ikke mange ville ræsonnere således hvis en betalingsløsning sælges med de bedste argumenter? Mon ikke investorer vil vise deres interesse i et godt afkast af deres risikokapital? Det kan der da ikke være noget galt i. Det er jo sådan et samfund får en sund udvikling – gennem privat foretagsomhed og mod, ikke gennem en antikveret holdning til at alt skal være 'gratis!' Intet, absolut intet er gratis. Få så bygget den forbindelse!


På på kommentar til Tom Lysgaard (S) på læserbrev om fjordforbindelsen.
http://frederikssund.lokalavisen.dk/godt-raad-til-byraad-/20120208/laeserbreve/702089758/1255

Kære Tom!
Jeg tror såmænd heller ikke Socialdemokraterne har forholdt sig passiv til Fjordforbindelsen, jeg erindrer det store borgermøde i Frederikssundhallen, hvor man også fra Jeres side havde den helt rigtige holdning. "Vi skal i Frederikssund vise sammenhold og komme med en fælles erklæring" altså ikke udstille eventuelle uenigheder om tunnel, kort eller lang, højbro, lavbro mv., men kort sagt en Fjordforbindelse.
Men du må da indrømme at det er Jer der er fremkommet med forslag som fik lang præsentationstid på borgermødet, og hvor mange i forsamlingen tænkte, hvordan hænger det nu sammen er de ikke enige indbyrdes? Hvorfor dette nye input så sent i beslutningsprocessen? Her tænker jeg specifikt på det lange præsentationsindlæg m. power point og diverse lydfiler, om den lange borede tunnel som Kenneth Jensen kom med. Det virkede tumpet. Var i virkelig ikke enige inden mødet? Daværende trafikminister Hans Christian Schmidt gav da også det råd, at vi i Frederikssund skulle stå i samlet trop, om eet forslag for det virker mest seriøst, og kan forkorte beslutningsprocessen væsentligt. I har da et ansvar!

I Venstre er der en intern livlig debat om Fjordforbindelsen, der er mange holdninger og en masse skriveri og meningsudvekslinger, det er ganske enkelt pragtfuldt. For så virker nærdemokratiet og medlemmerne føler der bliver lyttet og måske rykkes på nogle holdninger medlemmerne indbyrdes. Uden at skulle tages til indtægt for andres mening, er det min fornemmelse at alle mener "En Fjordforbindelse hurtigst muligt!"

Jeg antyder, med god ret, at det, som jeg skriver, "umiddelbart" ikke virker som om Rød Blok i Byrådet er særlig aktive med at lægge pres på den regering i repræsenterer. Det gælder både konsekvenserne for pendlerne fra Frederikssund med "Betalingsringen" og en samlet front (een løsning, og ikke flere hovsaforslag i sidste øjeblik, som ved borgermødet) med Fjordforbindelsen

Hvis du lægger mærke til det er det mange V-medlemmer der er aktive i underskriftsindsamlinger, skriver læserbreve mv. Sådan er det i Venstre alle kan komme til orde og opfordres til det, vi har ikke kun een talsperson som det nærmest synes at være tilfældet med Socialdemokraterne. Derfor omtalen af "den larmende tavshed". Men vi glæder os da til at høre nærmere.

EU-arrangementet den 15.03. på Frederikssund Gymnasium er nu færdigplanlagt og du er velkommen til at høre nærmere, som jeg lovede.

Med venlig hilsn
Related Posts with Thumbnails