Integration!

“Når en haj æder en sild er det også integration”

Som blogindlæg på Lokalvisens borgerblog. 

Sagde den franske humorist Henri Tisot! Hvem der får mest ud af denne form for integration kan der vist ikke være nogen tvivl om. Nu er vi mennesker hverken sild eller hajer, selvom disse dyrearter rent sprogligt undertiden benyttes som billeder på os mennesker. Om en kvinde - “En god sild,” “Han er en haj til dette eller hint.” Endog en “Bolighaj!”
Når vi hører ordet integration i dag knytter vi det ofte sammen med udgifter for samfundet og dermed os alle,  - og så ringer alarmklokkerne. Der er tilmed et Social-og Integrationsministerium, så ordet integration er ladet med værdier, også rent kontante, ladet med holdninger,  og dermed måske også en del modstand og mangel på forståelse.
Synonymer for ordet integration kunne være - sammenblanding, sammensmeltning, forening, alliance, syntese, homogenisering, tilpasning m.fl.

Når to metaller skal sammensmeltes kræver det ofte megen varme, og at metallerne som sådan kan indgå forbindelser med hinanden. Det er altså ingen let opgave. Under en undertiden kraftig opvarmning udskilles urenheder i metallerne, de lutres og de renere produkter giver et bedre slutresultat, smelter bedre sammen. Legeringen er nu bomstærk, formålstjenlig og ofte meget smuk, noget som de enkelte bestanddele i blandingen hver for sig muligvis ikke er.
Forudsætningen er altså stærk varme, og metaller der passer til hinanden. Når vi taler om integration blandt mennesker skal de samme regler overholdes. Mennesker er uanset hudfarve, religion, kultur fuldt integrerbare, også rent fysisk, blot viljen og lysten er til stede. Så den del af problemstillingen er altså overstået. Så er der det med varmen! Kan vi tåle så voldsom varme, at vi er villige til at lade urenheder blive skummet af eller vælger vi at brænde op i had?
Der er blevet talt meget om ‘varme hænder’ som mirakelmidlet for mange dårligdomme og sociale udfordringer. Menneskelig varme er da også mere ‘intens’ end selv en skærebrænderflamme, og desuden langt mere skånsom og behagelig. Man kan nemlig tåle den i ubegrænsede mængder,  og i ubegrænset tid. Tilmed skader den ikke miljøet med udslip af skadelige gasser, og alle kan udvise den.
At menneskelig varme tilmed sparer på de kommunale omkostninger, og giver større motivation er et kæmpeplus. I kommunens budget er der sat penge af til foreninger der vil gøre noget for “Flygtninge og indvandrere,” på frivillig basis. Alt sammen meget rosværdigt. Frivilliges indsats i lokalsamfundet kan ikke værdiansættes, den er nemlig ‘uberegnelig’ og uvurderlig.
Her forleden oplevede jeg denne vidunderlige menneskelige varme og imødekommenhed ved at deltage i en støttemiddag, på Restaurant Regnbuen, til gavn for flygtninge for konflikten i Syrien, arrangeret af Dansk Kurdisk Forening, hvis formand Ayhan Sütcü jeg har lært at kende gennem Venstres EU-udvalg for Nordsjælland. Aftenens tema var et citat af Ayhans mor som har sagt ”Må despoterne en dag drukne i ofrenes tårer!”
Vi har sikkert alle mødt indvandrere, flygtninge i vort arbejdsliv og i vor hverdag. Vi køber måske deres eksotiske varer, deres pizzaer, besøger deres restauranter, benytter deres tjenesteydelser og glæder os over deres flid. Men hvor godt kender vi dem, hvor meget ved vi om de forhold de forlod, hvorfor deres holdninger forekommer os fremmedartede? Måske trækker vi os af ren refleks for det vi ikke umiddelbart kan rumme, og samtidig frarøver vi os muligheden for venskaber og erfaringer vi kan høste gavn af. Og så er der lige det med sproget. “Tal dog ordentligt dansk!”
Det blev en gribende aften, med et varieret program. Den klassiske guitarist, Jens Overbye, tidligere musikskolelærer i Frederikssund, underholdt med smuk guitarmusik på klassiske instrumenter.
Vi hørte om kurdernes kultur og historie og om de lidelser dette folkefærd har været udsat for ved en skolelærer af kurdisk oprindelse fra Falkenborgskolen. Indlægget gav en klump i halsen på alle tilstedeværende, for ordene kom dybt fra hjertet. Digteren Niels Hav læste nogle af sine smukke tankevækkende, humorfyldte digte op om at være åben, tilgivende og forstående. Indlæg om ”Forsoning/dialog mellem tyrkere og kurdere” v/ skoleleder, forfatter Hüseyin Duygu der har siddet i tyrkisk fængsel, er tyrker,  har været udsat for tortur som politisk flygtning og som blev ven med en kurder i fængslet. Smukke klassiske kurdiske sange ved den unge. blinde Osman Sari, og en fremragende tale om frihed, og om hvor let man kan miste den, og derfor aldrig må opfatte den som noget selvfølgeligt ved Venstre Folketingskandidat Klaus Markussen, Hillerød.  Alle deltagere i sammenkomsten, det være sig etniske danskere, tyrkere og kurdere fik en aften, hvor venskaber blev knyttet, forståelsen for hinanden blev bedre, og hvor håbet om fred, fordragelighed og harmoni var det væsentligste.  Integration til gavn for alle, hvor eventuelle forskelle i politiske holdninger var sat til side.
Sådanne frivillige tiltag, i dette tilfælde uden kommunale støttekroner,  er vejen frem for et bedre samfund med stærke borgere og en naturlig integration, hvor ingen æder hinanden som hajen silden, men hvor de menneskelige ‘metaller’ kan smelte sammen til bomstærke menneskelegeringer, der kan modstå angreb på den frihed vi som etniske danskere tager for givet, men som mange flygtninge først kan opnå gennem ubegribelige lidelser og kampe.