fredag den 19. april 2024

 Det er vigtigt med nuancer

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/banen-er-kridtet-skarpt-op-det-er-vigtigt-med-nuancer/


Februar 2018 indgik regeringen aftale om indkøb af minimum 90 nye el-tog, som erstatning for de dieseldrevne IC3 og IC4-tog. Ikke mindst miljøhensyn og ‘den grønne omstilling’ var begrundelsen for beslutningen. Leverancen af de nye tog er begyndt, nogle er indsat i driften. Det betyder der skal bygges serviceværksteder til el-togene og til S-togene i Københavns nærtrafik. 


Byrådet i Aarhus sagde ja til et værksted i Brabrand. Værkstedet giver 100 arbejdspladser.  I Aarhus var kun en i byrådet imod. Opførelsen er i gang.


Alle kan følge planerne på nettet. Kender vores lokalpolitikere til det?


Der orienteres om, at "belysning skal være nedadrettet og afskærmet så den ikke er til gene for naboer. Solceller opsættes på tagflader. som vil dække 40% af energibehovet. Regnvand opsamles og genbruges i toiletter. Bygningerne vil have ‘grønne sedumtage.’ De enorme mængder jord ved etableringen anvendes som støjvolde og naturforskønnelse.  Det hele af hensyn til miljøet, og så kan det næppe blive mere appetitligt. Er lokalpolitikerne i Aarhus mere naive, uansvarlige overfor deres borgere? 


Lokalpolitikere i Frederikssund er derimod dybt bekymrede for placeringen i kommunen, som i grove træk ligner værkstedsplaceringen i Brabrand. Man stiller sig rosværdigt på berørte borgeres side og gør det med argumenter der umiddelbart virker særdeles valide, empatiske. Talrige debatindlæg i avisen.  


En politiker forlanger en VVM undersøgelse. Ja, naturligvis det sker nemlig hver gang med statslige projekter af den størrelse. 

 
En anden skriver: “Oser af en borgmester som vil ofre borgernes boligværdier samt enhver troværdighed til kommunal planlægning...” Banen er kridtet skarpt op.  


Et par andre skriver: “ et gigantisk overgreb i deres forhaver (berørte naboer) .. have et 10 meter højt stort støjende værksted i forhaven.” Passer det? DSB oplyser i projektbeskrivelsen at “Afstanden til de nærmeste naboer skønnes med de nuværende skitser at blive ca. 250 meter. En afstand der forventes at blive visuelt bearbejdet med etableringen af nye landskabskiler, forhøjninger og støjvolde, som med ny skov og naturbeplantning skal danne en grøn væg mod det indhegnede værkstedsareal." De ca. 450000-500000 kubikmeter jord der flyttes skal benyttes til denne landskabsforandring - til forskønnelse. Man vil ‘trykke værkstedbygninger ned’ og med de høje støjvolde, den nedadrettede belysning der etableres vil man næppe se, høre dem - på 250 meters afstand. 


Borgerne skal ‘ikke ‘miste deres kære hjem.’ mener endnu en politiker. Forargelsen over at DSB har haft kontakt med de få berørte lodsejere om køb er stor. DSB har beklaget forløbet. Det måtte Frederikssund Kommune også gøre for år tilbage da kommunen sendte en konsulent, der i området straks blev omdøbt ‘Gedebukken’ grundet det enorme overskæg der skulle give ham ‘pondus,’  ud til Stationsvænget, Solbakken og andre lodsejere i Vinge. Konsulenten gjorde i utvetydige vendinger opmærksom på ‘flyt for I bliver eksproprieret.’


I Aarhus 100 nye arbejdspladser. I Frederikssund mellem 150-200. Plus følgevirkninger for lokale virksomheder.


Måske skulle lokalpolitikere ofre en studietur til Aarhus, for at se projektet der, hvis de ikke vil nøjes med det andre kan se, finde frem til på nettet ved få klik. Så kan de også komme med bedre argumenter baseret på fakta, og mindre følelsesladede, umiddelbart populistiske påstande end dem vi præsenteres for i pressen.

Flere beder om ordentlighed. Ja tak!


lørdag den 6. april 2024

Kast ikke med sten....

 Kast ikke med sten ....

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-kast-ikke-med-sten/


Byrådsmedlem Bech er aggressiv, i artikel med overskriften “Rørende forklaringer....”

kastes med ‘sten,’ hvilket ikke er velovervejet når man bor i et ‘glashus’ 

Der skrives i Artiklen "oser af en borgmester, som vil ofre borgernes boligværdier samt enhver troværdighed til kommunal planlægning til fordel for nogle statslige arbejdspladser, fra et ”firma”, som ikke betaler skat i kommunen! Er det et prestigeprojekt eller er der stillet andet i udsigt?"

Korrekt at lov nævner: 'Ved jernbaneanlæg forstås arealer anvendt til selve banelegemet (herunder rangerterræner mv.) samt de stationsbygninger, administrationsbygninger, værkstedsbygninger, remiser og lign., der befinder sig i umiddelbar tilknytning til sådanne arealer.' Disse anlæg er fritaget for skat.


Argumentet er et ‘selvkast,’ for vend argumentationen om. Ofrede man ikke troværdighed til kommunal planlægning ved at 'sælge' til Staten, med et pænt tab, arealet i Vinge, hvor Fællesmagasinet nu pynter? Her betales heller ‘ikke skat til kommunen.’ Var det ikke et 'prestigeprojekt' som en politiker forsøgte at tale op som et kommende Washington Monument? Blev der ‘stillet andet i udsigt’ så man føjede sig ønsket om placeringen - og tabet af skatteindtægter i al fremtid?

Jo, nogle mener, vi fik da Vinge Station. Et knæfald var det under alle omstændigheder.  

Arealet dette monstrum, Fællesmagasinet, optager kunne være bebygget med minimum 50 parcelhuse med borgere der ville betale indkomstskat, grundskyld mv i årene fremover. Grundene kunne tilmed være solgt med et ganske solidt provenu til kommunen, frem for underskuddet. Der er vist 8 ansatte hos Fællesmagasinet, der næppe i væsentlig omfang bidrager til kommunekassen, hvis de i det hele taget bor i kommunen.


Således er det trist at læse dette argument fra debatindlægget: "Vi skal ikke ofre hverken troværdighed eller borgernes boligværdier i leflen for et statsligt projekt, som kommunens borgere reelt ikke får nogen gavn af." Det var netop det man gjorde. KLIR.


lørdag den 20. januar 2024

Navnet Frederikssund er sødt som en rose

 


Navnet Frederikssund er sødt som en rose

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-navnet-frederikssund-er-soedt-som-en-rose/


Skal Frederikssund Kommune have navneforandring?. Flere debatindlæg om det. Alle et udtryk for stor kærlighed til kommunen, ønske om større dynamik, mere lidenskab for  kommunens herligheder, som der er rigtig mange af.

 “At drive virksomhed (kommune) uden at reklamere svarer til at vinke til en pige i totalt mørke. Du ved du vinker, men ingen andre ser det.” Umiddelbart virker det til at der vinkes i mørke. 

Hvad betyder et navn? I Shakespeares Romeo og Julie er der denne sandhed: “Hvad er et navn? Det vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes. Og Romeo ville, var han uden navn, beholde den fuldkommenhed han ejer.”

Da Ny By (Vinge) skulle have et mere mundret navn lavede man en 'forslagskasse.' Der kom rigtig mange gode. Vinderforslaget -"Vinge" - blev belønnet med kr. 5000, så vidt jeg husker.

Det behøver således  ikke koste kassen at tænke modigt, at vinke.

Man kunne begynde med at føje et slogan til Frederikssund. Mange kommuner har et sådant, og det fungerer, er positivt. 

Eksempler: Frederiksberg; "Hovedstaden grønne hjerte."   Holstebro; "Kulturen til forskel." Ringkøbing-Skjern; "Naturens Rige." Slogans der passer storartet til disse kommuner. 


På disse kommunernes hjemmeside, står deres slogan under kommunens navn. Ingen dyre omkostninger til nyt layout og ændring af skilte mv. En praktisk nærmest omkostningsfri løsning - kun få klik.


Lad Frederikssund beholde sit ‘søde’ navn, men føj et slogan til. Lad borgernes fantasi blomstre.. Udskriv en konkurrence, alene den vil give masser af omtale og vupti med et fælles slogan bindes alle dele af kommunen sammen.


Related Posts with Thumbnails