onsdag den 3. juni 2020

Til anbefaling: Et Land Rush i Vinge


Engang ejede Kongen og Kirken al jorden. Med lidt god vilje kan man godt betegne Frederikssund Kommune som vore dages lokale pendant til Kongen. Frederikssund kommune har investeret knap 400 millioner kroner i Vinge i 3.700.000 kvadratmeter jord. Nu vil man gerne have nogle til at bygge på jorden, og dermed få nye borgere, og skatteindtægter. Det er det mantra der messes af lokalpolitikerne. Det har virkelig været svært. 7 fede år andre steder har hos Vinge været 7 magre år. Noget må således være grebet helt forkert an.


Prisen på en 300 kvadratmeter byggegrund i Deltakvarteret i Vinge er kr. 900.000. Læg dertil omkostningerne til et husbyggeri på den ‘enorme’ grund. Set til salg: Hus i Vinge på 168 kvadratmeter på en grund på 200 kvadratmeter  - pris kr. 3.8 million. Har børnefamilier råd til det?
Her et forslag, nogle nok vil mene er uladsiggørligt, tilmed kugleskørt. Dog er det ofte netop det umiddelbart uladsiggørlige, det kugleskøre der sætter skub i en nødvendig udvikling. Historien er vidne om det.  
I det som vi kender som Frederiksstaden i København, med de unikke og smukke palæer lokkede kongen nye indbyggere til at bygge. De fik 30 års fritagelse for grundskat og adelsmændene fik jord foræret af kongen. Resultatet blev en superb Rokokoby,  født af overskud. En professor i arkitektur udtaler om Frederiksstaden: “Bygninger af højeste arkitektoniske kvalitet, unikt byplansarbejde.” Fagfolk placerer bydelen på fuld kunstnerisk højde med monumentalbygninger i Wien, Dresden, Paris. Ikke så ringe!

Vinge kan endnu nå at leve op til de flotte tanker om miljøbevidst, bæredygtigt byliv i tæt harmoni med naturen. Det kræver dog, at der ikke kommer flere hovsaløsninger som jeg vil kalde Fællesmagasinet. Det fordrer der kommer gang i privat boligbyggeri. Det kan hjælpe at stille byggejord ‘gratis’ til rådighed på betingelse af der opføres en bolig efter de smukke, gode  forudsætninger Vinge blev markedsført på. Så vil der komme gang i Vinge og skatteindtægterne fra de nye borgere være med at at gøre den enorme investering rentabel til glæde for alle borgere i Frederikssund der har været med til at opleve og føle nedturen.

Metoden med ‘gratis’ byggejord benyttes stadig i nogle lande, hvor bysamfund er gået i stå Det er mange steder lykkedes med stor succes at få nye borgere til.


Tænk hvis vi kunne opleve et Vinge Land Rush! Læg saddel på hesten og gør klar til en galop.
Related Posts with Thumbnails