lørdag den 26. november 2022

Giver digitalisering bedre kommunikation?

Giver digitalisering bedre kommunikation? 

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-maaske-frederikssund-skulle-overveje-en-medmenneskelig-spraekke/

At tale med et menneske i de digitale ‘systemer er umuligt. I bedste fald møder vi 'chatrobot' som man ‘kælent’ giver et navn. Som hankøn ‘møder’ du Anna, hvis hunkøn Robert! Skat - kun digitale henvendelser. Lægen - meget gerne digitale henvendelser. Din bank - Hold dig væk!  Forældre bombarderes med beskeder gennem Aula - husk at svare ellers interesserer du dig jo ikke for dit barn. Kommunen - Elektronisk tidsbestilling eller hæng længe i telefonkøen. 

 

Borgerservice og tumulten med MitId har givet endnu flere grå hår til de som ikke allerede har dem. Det har betydet unødig belastning af medarbejderne i Borgerservice, lange ventetider, utilfredshed over hele linjen.

 

Du skal have din telefon på dig døgnet rundt klar til at reagere ved mindste bip. Hvis du ikke reagerer får du endnu et bip med en påmindelse. Vi ved hvor du er, og hvor du er på vej hen. Er det frihed? Vi gør os ekstrem sårbare ved den megen digitalisering, hvor nedbrud sker.

 

Mange borgere opdager ikke indbydelserne på de kommunale elektroniske infokanaler til diverse høringer mv. Det ringe fremmøde viser det tydeligt. Er det fordi de 'drukner' i malstrømmen af elektronisk info?

 

En kommune har, udover de elektroniske infokanaler, en lavpraktisk løsning der aldrig må glemmes. Et Borgermagasin. Udkommer 6 gange om året. Uddeles til alle husstande. 

 

Magasinet trykt på godt papir og i smukt layout, indeholder orientering om emner, der kommer til behandling i Byrådet. Aktuelle høringer for borgerne. Orientering om nye anlægsarbejder. En datoliste. En inspirerende dobbeltside om kommunens kulturtilbud indtil næste borgerblad. En lille fortælling om livet i kommunen i gamle dage. Spændende. Et magasin man får lyst til at læse, gemme, benytte som opslagsværk.

 

Fremragende kommunikation med borgerne. Mulighed for kommunens dygtige medarbejdere til at fortælle om deres arbejdsområder, og dermed få respekt og forståelse for deres job. 

 

Det koster, jovist. Fordelen ved denne ‘sprække af medmenneskelighed i systemet’ opvejer dog omkostningen for alle er med, den ældre analoge medborger der kæmper med alt det nye. Den psykisk sårbare. De der ikke har tid, kræfter, lyst  efter en lang arbejdsdag, til at sidde foran en skærm.

Sammenholdet, tilfredsheden - der er brug for for at opnå en sammenhængende kommune i sund udvikling øges med et borgermagasin. Vi vil føle vi er ‘Frederikssundere’ ikke blot en upersonlig algoritme i systemet. Det er det værd.


 Giver digitalisering bedre kommunikation?Giver digitalisering bedre kommunikation? 

fredag den 14. oktober 2022

Kommer der gebyr, hvis affald er sorteret forkert?

 Gebyr, hvis affald er sorteret forkert? 


At håndtere sit affald kræver sin mand/kvinde. Vi sorterer endnu mere, bedre, men bruger vi  den rigtige beholder?. Vi har 4 beholdere med 7 rum, 7 muligheder for at begå fejl. Vi kan tilmed ‘glæde’ os over at vores ekstra arbejdsindsats ‘belønnes’ med en fordyrelse af affaldshåndteringen på Kr. 661 om året. Hvis der sorteres forkert benytter nogle kommuner muligheden af at opkræve et gebyr.

Ikke kun er det blevet dyrere at få sit affald hentet, mere kompliceret at sortere, mere arbejdskrævende, nu også med en frygt for, hvis man fejler, at få pålagt et gebyr.

 

Frederiksberg kommune kræver kr. 500, hvis der efter påtale stadig sker fejl. Gebyret stiger til kr. 2000 efter tre måneder med fejl. Så kan I lære det - I dumme borgere.

Frederikssund Kommune har en langt mere imødekommende venlig tilgang. Hjertelig tak. Således svarer kommunen:

“Nej vi har aldrig givet bøder for forkert sortering, men det betyder ikke, at vi ikke tager fejlsortering alvorligt. Skraldemanden lægger seddel ved forkert sortering, og hvis affaldet ikke er sorteret ved næste tømning, bliver affaldsspanden ikke tømt. Det resulterer i næsten alle tilfælde at borger henvender sig til kundeservice/kommunen, og får dermed snakket sortering igennem. Borger får besked på at rette fejlen, hvad næsten alle gør. Borgeren kan få afhentet en fejlsorteret spand en gang uden ekstra omkostninger.”

Man bliver glad for en sådan hensynsfuld tilgang. Håber den kan fortsætte når nu der kan forudses rigtig mange fejl ved den nuværende sorteringsordning. Kundeservice kan risikere at få virkelig travlt, bruge masser af tid på at forklare. Og husk telefontiden er sølle 3 timer - 4 dage om ugen. Der bliver endnu længere kø.

Kan vi så alligevel risikere at man vil benytte gebyr muligheden p.g.a. af det øgede tidsforbrug hos personalet?

torsdag den 25. august 2022

 Flere grusgrave i Hornsherred? 

 

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-flere-grusgrave-truer-nu-med-at-skamfere-hornsherred/

Politiske beslutninger kan med et snuptag ændre borgernes livsbetingelser. F. eks. hvor man bor. Har en lokalplan nogen mening, dersom den kan ændres efter hvordan ‘vinden’ nu blæser? Har vi en frihed der sikrer at man kan planlægge sin fremtid med rimelig forvisning om at forholdene er stabile? Det burde vi have ellers er vi ikke frie borgere og retsstaten er blot en illusion. Hvad kan man stole på? 

 

Almenvellet, ‘det fælles gode’ det der gavner flere end en selv bruges som en umiddelbar begrundelse for at indskrænke individets grundlæggende rettigheder. Myndighederne har f.eks. ret til at udpege områder til råstofindvinding. Ses i ekspropriationssager ved større infrastrukturprojekter.

 

Regionerne har fået opgaven pålagt og skal undersøge mulighederne. Det gør man med nidkær grundighed. Resultaterne af disse undersøgelser kommer ofte som en overraskelse for borgere der kan blive berørt. Pludselig erfarer du at du er nabo til en mulig grusgrav. Du  klager. Oftest er det formålsløst. I alt for få tilfælde får klagerne medhold. Almenvellet, og den lodsejer der stiller sin jord til rådighed, høster goderne og de tilbageværende borgere skal nu leve med ulemperne, værdiforringelsen af deres ejendom, en usikker fremtid. Kan vi være det bekendt?

 

Region Hovedstaden har udgivet en diger rapport med titlen REVURDERING OG UDPEGNING AF FOKUSOMRÅDER TIL FREMTIDIG RÅSTOFKORTLÆGNING.

Fra side 53-188, nævnes de steder i Frederikssund Kommune man har revurderet, udpeget som mulige råstofindvindingsområder.

 

Man skal for at få det fulde udbytte af rapporten have et GIS program. Hvilken almindelig borger har det? Er rapporten således kun for ‘eksperter’? Du som almindelig borger er i 2. kategori. Overser den.

 

Ikke overraskende er Hornsherred, igen, igen ‘hærget’ af nye muligheder. Eks. Onsved, hvor man vest for den bevaringsværdige landsby har planer om en grusgrav, og hvor borgerne stritter voldsomt imod. Minsandten om man ikke for at ‘gnide salt i såret’ også har ‘forelsket’ sig i området øst for landsbyen så denne kan ligge som en Ø omgivet af store grimme huller. 


 

Prestigeprojekterne i København der kræver så enormt mange råstoffer, betyder at Hornsherreds natur skamferes, arres og det er borgerne i områderne der kommer til at lide. Det ligner totalitarisme som enhver frihedselskende borger ikke bør finde sig i. Der må kræves andre løsninger. Politisk lokalt mod til at sige Stop! Hvem har det? 


tirsdag den 5. juli 2022

Ingen anledning til bemærkninger. Javel så!

 Ingen anledning til bemærkninger. Javel så!


https://www.frederikssund.dk/Politik/inddragelse/Offentliggoerelser/vedtagelse-af-lokalplan-152-og-kommuneplantillaeg-001-for-boligomraade-ved-mekongvej-i-vinge

Dejligt der er positiv udvikling, fremgang i Vinge. Det har været en dyr proces, hvor meget ikke gik efter planerne.Hvis man ser på det oprindelige oplæg, fra Henning Larsen Tegnestuen og i landskabsarkitekterne er det pauvert hvad man har opfyldt. Se blot trinbrættet Vinge. 


Hvis du køber en vare, der i brochuren anprises som noget af det mest fantastiske, bliver du fælt skuffet dersom de anpriste ‘kvaliteter’ enten, ikke er til stede eller i en reduceret form. Vælger du at klage eller sige ‘det var ærgerligt’?  


Talte med nogle borgere i Snostrup der gav udtryk for skuffelse over at alt det ‘fantastiske’ de var blevet lovet, med grønne kiler, god afstand til nye boliger nu ser det ud til være kuldkastet. En borgergruppe i St. Rørbæk blev for mange år siden nedsat for at komme med forslag til sammenhængende byudvikling. Gruppen må være meget skuffet. Ingen af deres gode forslag er blevet til noget. “Det var ærgerligt!” Og så til grin,


Senest kan man se høringssvar fra Deltakvarteret Vinge til planerne om en 4-5 etagers boligkarre ved Dalvejen. (mod lovet 2) De føler sig ikke lyttet til, påpeger fysiske udfordringer med vind, hæmmet udsigt mv. Mener der begås løftebrud.

Uddrag fra et høringssvar:

Vi har om nogen i Vinge, været en fast del af medie cirkusset, da der var modvind omkring forholdene i udviklingen. Vi har ALTID været loyale og udtalt os i positive vendinger.


Vi kan dog IKKE blive ved med at bevare den gode tone overfor div. medier såfremt kommunen tilsidesætter vores høringssvar. Tværtimod vil vi tage kontakt til vores forbindelser i medierne og informere dem om at der nu kommer nye ændringer i forhold til højdeplanerne på udstykningstidspunktet, og for os på købstidspunktet, hvilket vi som beboere i deltakvarteret er dybt utilfredse med og ikke vil finde os i. Håber på forståelse og derved at vi fortsat kan have vores positive tro på projekt Vinge..."

Svar: 

"Forholdet om medier bliver ikke håndteret i forbindelse med lokalplanforslaget, da det ikke er relevant for den fysiske planlægning som lokalplanen forholder sig til, jf. intentionerne i Planloven. Bemærkningen medfører ingen ændringer.  


Er det et rimeligt svar? Vi trænger til en anden kultur i tilgangen til borgernes indvendinger. 


Fjordlandslisten vil nedsætte et udvalg, i vores kreds, der vil arbejde og barsle med gode ideer. Vi indbyder alle til at komme med deres løsningsforslag på grundlag af erfaringer, gode som dårlige. Fornuft og respekt skal være i højsædet fremover.


mandag den 30. maj 2022

Ægte vækst er at værne om naturen

 Ægte vækst er at værne om naturen


https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-vaekst-er-ogsaa-at-vaerne-om-naturen/


Grøn bevidsthed er nødvendigt dersom vi ønsker at beskytte naturen, vor fremtid. I kommunens budget blev i oktober 21 afsat kr. 300000 i ‘Biodiversitetspuljen’ til fordeling blandt ansøgere med gode ideer. Staten stiller 1 million i udsigt til den kommune der gennemfører det bedste projekt. Rart at konstatere, at alle partier op til KV21 forsøgte at overgå hinanden med at ville skabe ‘vild natur.’ Små poser med vilde blomster blev uddelt. Naturen giver nemlig stemmer. 


Puljemidlerne kunne søges på kommunens hjemmeside. 10 felter udfyldes og begrundes udførligt. Projektplan med økonomisk oversigt, endda to tilbud, medfølge.13 støttekriterier opfyldes. F.eks. “der er indhentet de nødvendige tilladelser fra myndigheder til at gennemføre aktiviteten,” Og; “projektet ikke er i strid med lovgivning, Frederikssund Kommunes planer og strategier eller lokale interesser knyttet til arealet.” Allerede her har mange måske trukket sig.

Rigide bureaukratiske krav til realisering af en god ide kan virke afvisende. 20 projekter har været under overvejelse. 6 projekter støttes med samlet kr. 238711,50. 
På byrådsmøde 02.06. var punktet til behandling. Der skulle tages stilling til yderligere betingelser for at opnå et tilskud.

  

Den britiske professor i økologi og økonomi Tim Jackson udtaler: »Mere er kun godt, når der ikke er nok. Når der allerede er rigeligt, gør det kun tingene værre,« Møntet på åndløs stræben efter materiel vækst for enhver pris. Bureaukrati har vi rigeligt af. Alt kan gøres kompliceret, dermed værre. Tiden er til at forenkle for at ‘vækste’ vor fælles arv - vor natur. 


Frederikssund Kommune har ansat to naturvejledere som skal bidrage til at udvikle en naturvidenskabelig forståelse blandt børn og unge så naturen får gode ambassadører.


Har naturvejlederne været inde over projektet, hvor børn/skoleelever var med til at plante træer i den nye skov ved Hørup? 3. klasse på Ådalsskolen var med til rydde en græsmark for at så forskellige frøblandinger. I omtalen af projekterne er naturvejlederne ikke omtalt. Er de stadig ansat?

Fjordlandslisten støtter vi skaber kommende ‘naturingeniører’ medvirkende til at Danmark er i førersædet på naturens vegne. Det er gavnlig bæredygtig vækst, og sund fornuft.

torsdag den 19. maj 2022

Digital borgerinddragelse - et Columbusæg?

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-det-ser-godt-ud-men-digital-borgerinddragelse-virker-som-ren-pseudo/

Frederikssund Kommune har købt licens til platformen CitizenLab, der skal gøre det muligt digitalt at komme med forslag til udfordringer i lokalområder og politik generelt.


CitizenLab er udviklet i Belgien. Af hjemmesiden fremgår, at medarbejderne er belgiere, hollændere, canadiere og et par danskere.. Helt OK, at selskabet gerne vil tjene penge på sine services. Her kommuner, der sjældent løber tør for midler. Men hvorfor har Frederikssund Kommune ikke selv udviklet en lokal platform? Ikke mindst hvad koster licensen kommunens borgere?  


Når der indkaldes til fysiske borgermøder er der undertiden få der dukker op. Den digitale mulighed kunne være et stort skridt i den rigtige retning. Fjordlandslisten bakker naturligvis  op om en digital borgerinddragelse, som supplement til de fysiske møder og den personlige samtale.

Hvordan er det gået i Frederikssund med brug af CitizenLab?

Efter forlydende har kun 387 borgere fundet platformen. Skriver ‘fundet’ for hvem kender egentlig til den? Hvorfor har kommunens hjemmeside ikke en henvisning, et link til platformen? Er det en hemmelighed?

Måske skyldes borgernes tilbageholdenhed, udover de ikke aner den eksisterer, at man minsandten skal registrere sig, have en konto, med navn - password, hele moletjavsen. Er vi ved at få nok af al den omfattende registrering? Hvorfor så kompliceret?

Er borgerne nervøse for at private informationer ‘sælges,’ som det er tilfældet ved mange ‘gratis’ apps der som betingelse skal have adgang til en masse info om dig, som sådan set intet har med brug af appen at gøre?

Ved besøg hos andre kommuner med hos CitizenLab kan observeres,  at ikke mange bruger den, få kommenterer. Mange forslag går således umiddelbart over til den ‘evige hvile.’ Ringen er sluttet, illusionen sejrer - vi tror vi har ægte borgerinddragelse, men det er ren pseudo.

Borgerne kan sagtens engagere sig. Jeg erindrer adskillige udfordringer, hvor borgerne kom på barrikaderne og viste deres store demokratiske engagement, fordi de følte ‘bægeret var fyldt.

Viljen er der hvis blot ikke alt skal gøres bureaukratisk, kompliceret.


tirsdag den 10. maj 2022

 Sammen om at løse udfordringer - vejen til større succes


Borgernes vidensbank, erfaringer, ideer, dristige forslag skal udnyttes. Dermed skabes sammenhængskraft, dynamik, der vil føre vores  kommune helt forrest i førerfeltet blandt attraktive bosætningskommuner. Skattegrundlaget øges og velfærden bevares. Stoltheden over at være Frederikssunder bliver ikke til at skyde igennem.

Hvordan?

En kommune har oprettet Opgaveudvalg. Politikere og borgere skaber sammen nye politikker eller anbefalinger til en bedre kommune. 34 udvalg indtil nu, og med konkrete resultater til følge. Cirka 4000 borgere har deltaget i Opgaveudvalgene på forskellig vis. Ægte Borgerinddragelse.

53% af politikerne mener de får et godt udbytte af samarbejdet. Dog vigtigst - hele 92% af borgerne udtrykker tilfredshed over at være med.

Fjordlandslisten ser gerne en sådan ordning i Frederikssund. Der er forsøg i gang, de skal ‘forkæles,’ forbedres.

En kommune praktiserer en mere enkel ordning. Borgere sender et forslag til kommunen. Får forslaget 200 stemmer/likes inden for 90 dage, vender kommunen vender tilbage til dig og gruppen. Lige pt. har kommunen 6 borgerforslag til afstemning.

Muligheden er på Fjordlandslistens ønskeliste.

En tredje kommune inviterede skoleelever til at være politikere for en dag. 80000 kr. til rådighed for de unge mennesker og deres forslag. Med liv og sjæl gav, og fik de, en lektion i mulighedernes kunst - politik. Begejstringen enorm. Frø bliver sået til fremtidige gode, ansvarsbevidste borgere med forståelse for demokrati og værdien af engagement i fællesskabet.

Kendetegnet for forslagene er minimum af bureaukrati. Lige til at gå til. Glædeligt at kommunen på mange felter allerede inddrager borgerne bedre end førhen. Men det skal være enkelt. Kommunen har købt licens til Citizen Lab (digital borgerinddragelse) - hvor mange borgere har hørt om det, bruger det? Hvad koster det kommunen?.  


Lad os ikke tøve med at komme i gang med de enkle midler. Der er så meget at vinde.Mon ikke alle vil være med?


Det er jo sund fornuft.   


mandag den 2. maj 2022

Solcelleparker, vindmøller kontra grusgrave

 Solcelleparker, vindmøller kontra grusgrave


Onsved/Krogstrup har dannet borgergruppe mod de mulige grusgrave tæt på deres bevaringsværdige landsby. Man har ofret kræfter, penge for at indhente ekspertudtalelser i udfordringen af   Region Hovedstadens indstilling til placering og deres 'spinkle' argumenter. 


Samfundet gør en indsats for at få rent drikkevand. Det kommer i fare. Det planlagte grusindvindingsområde leverer vand til Skuldelev Vandværk og ca. 1800 brugere. Det bliver berørt af evt. grusindvinding.

 

Hvorfor skal Hornsherred levere materialer til f.eks. Lynetteholmen i København, efterladende enorme ar i det lokale landskab? Læg dertil miljøbelastende lokal massiv trafik af lastvognstræk.

 

Nogle borgere kan se frem til grusindvinding blot 25 meter fra deres bopæl. I Landerslev er afstanden til eksisterende erhvervsbygning bestemt til at være 100 meter. Er det ikke vigtigere at tage hensyn til borgernes ve og vel? 


Alle ønsker samfundet skal satse mere på den grønne omstilling - frigøre os af afhængighed af russisk gas og fossile energikilder. Samfundet bør satse på flere solcelleparker og vindmøller - også på land. Området i Onsved/Krogstrup er præget af en nærmest konstant vestenvind der ved grusindvinding vil føre skadeligt støv  over borgerne. Vindmøller dér vil altid være i omdrejninger.

 

Danmarks natur ligner mange steder ørkenlandskaber med enorme hvedemarker eller andre monokulturer. Ingen variation i dyre- insekt- plantelivet. Biodiversiteten halter. Sprøjtning minimeres når der er variation i afgrøderne.

 

Hvor solcelleparker sættes op bliver der beplantet rundt om og i parken, dyre-   insekt- fugleliv trives. Biodiversiteten i en solcellepark er langt rigere end i f.eks. en  monokultur.

 

At rejse en solcellepark, opstille vindmøller på arealer der ellers ville blive ‘udhulet’ af grusindvinding,  er langt mere gavnligt for natur, menneskene, miljøet, vor energiafhængighed og meget mere. 


I Ringsted er der planer om at leje jord og opføre en solcellepark der kan levere energi til knap 40000 husstande. Var det ikke en ide i Frederikssund? Sæt i gang inden gravemaskinerne larmer, støver og ødelægger.  Det er sund fornuft, borgervenligt.

onsdag den 27. april 2022

Hvordan skabes interesse for borgermøder?

 Er borgerne ikke interesseret? Hvorfor så få til borgermødet?

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-kommune-fik-ikke-kommunikeret-godt-nok-om-borgermoede/?fbclid=IwAR3D0i_ApzRzFXbPWRzpKXHWa6Md0MKMCihHnimLAvQZ-HwZ25hLmNxqYp8



Borgermødet om tryghed i kommunen mønstrede kun 10 borgere, som ikke var politikere eller fremholdere af programmet.


En voldsom kontrast til de ca. 2500 der mødte frem for at vise deres medfølelse, da en 52 årig blev dræbt på stationen, og samtidig betone man står sammen mod vold.

På facebook blev der i adskillige grupper orienteret om at man kunne mødes. Var det en af grundene til det imponerende fremmøde?

Var orienteringen om kommunens borgermøde om tryghed, med de ganske få deltagere, kommunikeret ordentligt ud? Kommunens facebookside har ca. 7700 følgere. Den 13. april omtale af borgermødet. En reminder tæt på dagen ville have været passende. Jeg har meldt mig til at modtage info fra kommunen på mail, men erindrer ikke at have modtaget en indbydelse til det slet besøgte borgermøde. 

Et nyt byrådsmedlem i anden kommune udtaler: ”Jeg er overrasket over, at der er så mange ting, som borgerne ikke ved – på alle områder. Det hele står jo på kommunens hjemmeside, men ikke mange kigger på den side. Vi skal derfor blive bedre til at inddrage borgerne på mange områder.”

Er det løsningen? Ja, det mener Fjordlandslisten. At satse på solid kommunikation er lig succes. Nogle kommuner har flere ansatte i kommunikationsafdelingen. Det har betydet tilfredshed hos borgerne. Hvor mange har Frederikssund? Har spurgt, men får ikke svar.

Fjordlandslisten afholdt op til valget 10 etaper, af ‘Tour de Frederikssund.’ Vi uddelte flyers i 10 områder. ‘Slog på tromme’ på facebook. Annoncer i lokalpressen har vi som nyetableret liste ikke midler. Det var slidsomt, og ved nogle møder var fremmødet skuffende. Ved andre en god succes.

Fjordlandslisten fik et katalog over problemstillinger der kan arbejdes ud fra.
Vi holder regelmæssigt Åbne Møder, næste gang 16.05. i Rejsestalden, Jægerspris, for at blive holdt op på vores valgløfter og få nye input fra den vigtigste gruppe af alle - Borgerne. 


torsdag den 21. april 2022

 100 dages erfaringer

https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/debat-100-dages-erfaringer/


Udtrykket ‘Første 100 dage’ stammer fra USA. Præsident Roosevelt fik i sine første 100 dage i embedet gennemført 15 love for at knække nedturen. Senere blev meget igen - ‘som det plejer.’

Det nye byråd i Frederikssund har siddet 100 dage. Kan man gøre status?
Lidt uretfærdigt da alt kommunalt i dagens Danmark tager masser af tid, grundet det omfattende lovgrundlag der skal overholdes.

Et nyt byrådsmedlem (anden kommune) udtaler: ”Det har overrasket mig, hvor bureaukratisk det hele er. Hvor mange arbejdsgange, man skal igennem, før man reelt kan gøre noget. Der brænder jo en ild hos os alle, og måske især hos os, der er nye. Vi har et vildt ønske om, at der skal ske noget rigtig hurtigt, og det er svært. Det er frustrerende, at der er langt fra tanke til handling.


En anden nævner: “Jeg er overrasket over, at der er så mange ting, som borgerne ikke ved ....Vi skal derfor blive bedre til at inddrage borgerne på mange områder.”


Fjordlandslisten har netop ‘Bedre Borgerinddragelse’ som valgløfte, da der ved borgernes engagement og idekatalog kan rykkes positivt og hurtigere. Vi indbyder til Åbne Møder, hvor borgere kan fremlægge deres ideer og problemer. Et grundlag skabes for at vide, hvor ‘skoen trykker.’ Vi indledte dette projekt under valgkampen med vores 10 runder af Tour de Frederikssund - forskellige steder i kommunen.

Vores byrådsmedlem, Kirsten Weiland, har et katalog over borgernes udfordringer. Vi er stolte over, at hun har taget fat på disse og sætter sit præg på politiske beslutninger. Ros til de byrådsmedlemmer, der kan se det fornuftige og vil samarbejde. Der kan rykkes på 100 dage.

Faren er, at ‘det bureaukratiske’ kunne kvæle de mange gode takter og alt ender i søvngængertempo igen, - ‘som det plejer.’ Fjordlandslisten ønsker at blive knebet i armen, for ikke at blive selvtilfredse, og, holdes op på vore valgløfter. Det skylder vi de mange vælgere der støttede og som 4. største parti. Det er motiverende, ordentlighed og sund fornuft.

lørdag den 5. marts 2022

Fra kondemnering til fornyet brug

Fra kondemnering  til fornyet brug   Støberihallerne i Præstø

Hvis borgerne skal føle sig inddraget i en politisk beslutningsproces skal der naturligvis først være en høring, en mulighed for at fremkomme med ideer og forslag. Hvis man først lytter når en politisk beslutning er taget virker det mere som en hån. Det bør selvfølgelig undgås, for sammenhængskraften svækkes, utilfredsheden øges. Aldrig godt. 

 
Vi har i nogle tilfælde oplevet at såkaldte ‘borgerhøringer’ og forslag har fået det nogle opfatter som et gummistempel: “Giver ingen anledning til ændringer.”

Rigtig mange borgere gik ind for at der skulle være Bibliotek- Musik, Kulturhus i den gamle erhvervsbygning på Fioma. Lyttede man? Kun på skrømt.  ‘Løbet er kørt’ det hele revet ned. Forklaringen på  det skulle fjernes var at det var noget ‘gammelt forurenet l.... ’ o.s.v. Korrekt - det var misligholdt, men det var under kommunens ejerskab. Til gengæld får vi at vide “Glæd dig over det gamle skidt er væk, der er ryddet op.” Tja. .

Et sted hvor et bygningskompleks var om muligt endnu meret forsømt er Støberihallerne i Præstø, Vordingborg kommune. Her besluttede kommunen alligevel at lade borgere, foreninger indsende forslag, ønsker om hvordan bygningerne kunne udnyttes. En ægte høring, for man lyttede og rettede ind. Nu skal der bygges om.

”Med renoveringen af Støberihallerne får vi et nyt, tidssvarende bibliotek, der skal fungere som et moderne demokrati- og kulturhus, og som skal danne ramme om aktiviteter, begivenheder og kulturelle oplevelser for borgere fra nær og fjern.”

Et stort plus er man dermed bevarer de gamle bygninger og dermed hædrer tiden der lå forud, de mange ‘mænd i blåt’ der knoklede for det gode samfund vi har i dag.





onsdag den 2. marts 2022

 “Kunst består af at lave noget ud af ingenting - og så ’sælge’ det.”


Sagt af Frank Zappa. Forudsætningen for at Frederikssund Kommune kan gøre sig ‘lækker’ som bosætningskommune, udover vores natur, er gode kulturtilbud. Hvis ‘alt’ findes hos os på kulturområdet, hvorfor så tage til Hovedstaden, hvorfor ikke bo her?

Kommunen skal bruge 42 millioner, fonde lægger yderligere 27 til, på renovering af Willumsens Museum, der havde cirka 17500 besøgende, 55 om dagen i 2019. Det må blive godt. Altid en oplevelse at besøge museet.

For langt færre midler er der er områder, hvor man kan optimere kendskabet til alle kulturtilbud i kommunen. Lokale forsamlingshuse og foredragsforeninger forsøger, ofte uden tilskud, men har svært ved at få økonomien i kulturtilbud til at hænge sammen. Viljen, energien er der helt klart.

Park Teater har fået status som Egnsteater. Slangerup Bio, Skibby Bio drives af frivillige. Flot og godt.

En enestående mulighed for et tidssvarende Bibliotek- Kultur- Musikhus blev smadret med salget af Fioma, og den nu nedrevne erhvervsbygning. Den ‘katastrofe’ skal der rettes op på. Derfor bør der ubetinget satses mere på brede tilbud.

Frederikssund Bibliotekerne har gode tilbud og er altid klar til at forsøge sig med nye ideer fra borgerne. Her følger en oplagt ide.

Kalundborg Kommune har gratis Biblioteksklub. Hvorfor ikke hos os? Hvad giver et gratis medlemskab?

• Rabat på entré til foredrag, forfatteraftener, debatarrangementer, koncerter og andre events under Kalundborg Biblioteker.

• Nyhedsbreve direkte i din mailboks med tilbud, tips og inspiration.

• Mulighed for at mødes med andre og danne netværk.

• Invitation til eksklusive arrangementer - KUN for klubbens medlemmer.

• En lille gave ved indmeldelsen.

• En kop gratis kaffe, når der betalt entré på Kalundborg Museum, ved fremvisning af klubkort. (Det kunne snildt overføres til Willumsens Museum - vupti måske flere besøgende).

Med en omskrivning af Nietzsche - “Kunst er stort set et Ja til tilværelsen.” Sig Ja! til en rig tilværelse i Frederikssund, - Lad kulturen blomstre - med endnu bedre betingelser - i alle hjørner af kommunen.

torsdag den 24. februar 2022

Om måske for grundig oprydning! Fioma



Fioma kan kun blive flot,  men mangler der ikke noget? 


Så er der ryddet op, revet ned på Fiomagrunden. En yderst grundig oprydning. En byggetomt står snart klar til udførelse af de planer som er godkendt i lokalplanen.

Citat: “Lokalplanen fastlægger, at erhvervsbygningens facadeudtryk og materialevalg skal bevares (eller videreføres) i en beskyttet facadelinje.”

Nogle der undrer sig over oprydningens ‘grundighed’ for den del af den gamle erhvervsbygning som ifølge lokalplanen skulle bevares er borte - kørt væk. Kom maskinerne for tæt på og væltede det der skulle bevares ved et uheld?  Vil man genbruge de gamle materialer, rense murstenene renovere vinduesfagene og genopføre den del der skulle bevares? Eller har man vurderet det er mere rentabelt med helt nye materialer? Bliver det en Potemkin kulisse?. Altså ligne noget det ikke er

Bygherre ønskede ændring til lokalplanen og ville gerne sløjfe nogle fag i erhvervsbygningen. På Byrådsmødet 19.01.22 blev givet afslag. Primo  januar indledtes nedrivningen. Nu er der intet tilbage.

Store maskiner kan være vanskelige at styre. Det erfarede naboer til et gammelt bevaringsværdigt landhus i Næstved by. Entreprenørmaskinen der skulle hjælpe til med at renovere taget kom til at vælte hele huset, der så hastigt blev fjernet. De maskiner er ‘effektive’. Bødestraffen for sådanne, ‘hændelser’ er nærmest symbolske
.






mandag den 24. januar 2022

 

Storbyggeri i Vinge! - en god, men dyrekøbt glædelig nyhed

Ikano Byg vil opføre 1000 boliger, i Vinge Nord. I Vinge Syd, St. Rørbæk, er der robuste planer om nybyggerier. Frederikssund kommune har afhændet et kommunalt ejet areal til almennyttigt byggeri.


At de to helt store projekter realiseres på privatejet jord, giver anledning til eftertanke. Arealer med kommunal ejet jord sker der ikke så meget ved. Borgernes investering venter således stadig på et solidt afkast. Hvordan kan det være?

November 20 blev Vinge Nord, som Ikano overtager, lanceret. En af frontfigurerne, tidligere Vinge projektchef i Frederikssund Kommune er Søren Smidt-Jensen. Han har naturligvis ikke glemt de gode muligheder. Hvorfor stoppede han? Løb han panden mod en mur ved for voldsom, urealistisk, politisk indblanding til hans forslag?

Næste projektchef, Thomas Sickelkow, blev pludselig 'gået' som projektchef. Måtte han heller ikke levere ‘varen’ i den forstand, at hans realistiske tanker om byudviklingen blev hæmmet, igen, af politiske visioner, særdeles smukke, men urealistiske?

Sickelkow blev afløst af Susanne Unn Weihe, der holdt 18 måneder. Hun udtalte: "Det har hele tiden været min plan at få udviklingen af Vinge på rette spor, men med de beslutninger, der blev truffet i september, kunne jeg ikke længere se mig selv i projektet."

Efterfølgende var der meget ringe interesse fra investorer til de store parceller kommunen udbød.


At der sker noget nu er glædeligt, og således kun ved privates initiativ. Det var vejen man burde være slået ind på for snart mange år siden. Hvorfor lod man ikke området få ‘vinger’ ved at udvikle de steder der var lige til at gå til i stedet for at være så fokuseret på et ikke særlig velegnet sumpet ‘Deltakvarter’

Læren er at en kommune ikke skal ‘lege’ byudvikler. Lad professionelle, og risikovillig kapital være hovedaktører. Det er en dyrekøbt erfaring, vi borgere med lethed kunne være forskånet for, og undgået mange års uheldig kaos, usikkerhed, utilfredshed. 


https://ejendomswatch.dk/Ejendomsnyt/Projektudvikling/article13662114.ece


Related Posts with Thumbnails