torsdag den 28. september 2017

Børnepasning ved borgermøder - en god ide

Børnepasning ved borgermøder - en rigtig god ide



Nu er det tid til valgmøder der kommer i en lind strøm. Ofte er det ‘de frelste’ eller partisoldaterne der møder frem. Holdninger bekræftes, og det er så det.

Hvor ville det være opmuntrende om mange flere (altså ikke partimedlemmer) mødte op og fik syn for sagn om hvilken retning kommunen skal tage de næste fire år. Skal fremgangen under borgmester John Schmidt Andersens ledelse få lov at fortsætte? Den fremgang der har betydet at virksomheder og nye borgere kan se potentialet i Frederikssund. At den kurs der er lagt, i samarbejdets ånd, vil skabe større skatteunderlag til gavn for alle. Eller skal vi opleve en opbremsning og dermed en måske uoprettelig skade på de gode resultater der er opnået?   

Ved mange møderne er det ofte ‘det modne publikum’ der møder op, lytter og stiller spørgsmål. Fint nok.

Jeg er rimelig sikker på mange børnefamilier gerne vil overvære vælgermøder og ikke mindst de øvrige informationsmøder som kommunen afholder når der er store lokale beslutninger på bedding.
Hvorfor kommer ‘de yngre og unge’ så ikke i større antal? Der kan være mange årsager. Den med manglende interesse vil jeg naturligvis afvise! For lokalpolitik har virkelig betydning for også de unge familier. Det må skyldes en travl hverdag, måske sidde i kø i trafikken på vej hjem fra arbejde, hente børnene, lave aftensmad, sengetid for de mindre osv. Slut for idag.

Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan lære af andre kommuner. Roskilde Kommune arrangerer børnepasning ved borgermøder. Betingelserne: “Der vil være pædagoger fra en kommunal daginstitution til stede, som kan se efter børnene, mens I deltager i borgermødet. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding..... Har du børn med, der skal passes, skal du også oplyse deres alder.”
Billedresultat for børnepasning
Hvorfor ikke forsøge med dette i Frederikssund? Nu er der nogen der vil fremhæve ‘det koster lønkroner og bliver svært at styre,’ jo, såmænd. Overvej dog om ikke omkostningen ved denne service kommer mangefold retur ved at lokaldemokratiet får et løft og glæden, stoltheden ved at være med i det fælles projekt Frederikssund, og med fryd kunne sige 'jeg er Frederikssunder' bliver endnu større? Det er ikke så ringe endda.
Related Posts with Thumbnails