søndag den 5. august 2012

Vi kune godt bruge nogle flere 'idioter' i Frederikssund

Det første indlæg i min 'karriere' som blogskribent på Lokalavisen kan læses her:
http://borgerblogs.lokalavisen.dk/frederikssund_joergenolsen/2012/08/05/vi-kunne-godt-bruge-nogle-flere-idioter-i-frederikssund/

Håber jeg kan ramme plet med blot nogle af de mange skud!
Her er det i sin helhed:



Vi kunne godt bruge nogle flere idioter i Frederikssund!

Det er kun sportsmænd og idioter der springer over hvor gærdet er højest.”  sagt af humoristen Jesper Klein.

Sandheden i denne udtalelse har vi været vidner til i denne sommer, med EM i fodbold, Tour de France, og ikke mindst De Olympiske Lege i London, med imponerende anstrengelser af danskere.

Mange stunder med enestående, forbløffende præstationer har vi været vidner til. Ofte så nervepirrende spændende, at det næsten ikke har været til at holde ud. Zap-tommelfingeren har været i flittig brug, og man har håbet, som strudsen der stikker hovedet i busken for at undgå en ubehagelig situation, at det er gået godt når man vover sig til se på igen.

Sportsudøverne har i årevis knoklet og brugt tusindvis af timer og energi indenfor deres idræt, og det at se skuffelsen mejslet i deres ansigter når en altafgørende detalje glippede, når en konkurrent buldrede forbi må simpelthen være knusende. Alt er spildt, Afsavnene, smerterne - til ingen nytte. Det kan med sikkerhed udløse en klump i halsen og tårer i øjnene. Det samme gælder selvfølgelig når alt går op i en højere enhed og en medalje høstes.

Konkurrence er sundt - også for en Kommune?

Konkurrence kan da ikke være sundt? Er det ikke synd for taberne? Kunne vinderne ikke holde lidt igen på deres glæde af hensyn til taberne? Al denne målen sig med andre? Det er jo sårende for de som ikke kan følge med. Er kappestrid sundt med al denne idiotiske “springen over, hvor gærdet er højest.”

En lærebog i pædagogik, hvor der citeres fra Montessori siger :

Når et barn arbejder, gør han det ikke for at nå et ydre mål. Der roses og opmuntres, når barnet skønnes at have behov for det. Konkurrence undgås - medens kappestrid mellem jævnbyrdige
kan finde sted. Vinderen favoriseres aldrig.”

Javel så. Meget vel kan denne pædagogik være aldeles udmærket over for børn. Men hvis denne indstilling gennemsyrer et helt samfund kan det ikke være fremmende for en positiv udvikling.

Er vi ved at være ved et punkt med vort samfund,  hvor vi stiller os tilfreds med at vi lader som om alle er vindere, at alle skal roses når der skønnes der er behov for det, ingen favoriseres og kappestrid kun skal foregå mellem jævnbyrdige?

Det vil godt nok være et kedeligt samfund uden dynamik og uden kvantespring i udvikling! På samme måde med en Kommune, uden konkurrenceånd, uden ønske om fornyelse blot en tilfredshed med status quo - “På det jævne.På det jævne, ikke i det himmelblå der har livet sat dig stævne”  Lav om på det!

Rangplaceringer og statistikker er spændende som en god kappestrid

Ligesom i sport findes der tabeller, hvor samfundets indsatser kan sættes ind, og man kan lave rangeringer, og dermed motivere lavere placerede til at gøre en ekstra indsats for at komme op i tabellen, vinde mesterskabet og score ‘kassen.’ Der kan høstes gavn af erfaringerne fra vinderne, og man kan sætte gærdet højere og højere.

Sådanne tabeller findes også for danske kommuners indsatser. Straks ville man som borger i Frederikssund se på, hvor i tabellen vi mon ligger. Scorer vi 1. pladser i Frederikssund eller måske bundplaceringer?  Bliver vore betroede skattepenge forvaltet på bedste vis? Kan vi lære noget af andre, til fælles gavn?

Da denne statistik er meget omfattende vil jeg i denne omgang blot berøre et par placeringer.

Husk vi i Danmark har 98 kommuner. Placeringerne gælder for 2011.

Infrastruktur.

Selvom vi har S-bane ligger vi på en 88. plads. Ikke imponerende. Vi mangler motorvej til Frederikssund, en S-station ved St. Rørbæk for at få gang i udviklingen i Vinge,  og ikke mindst en ny forbindelse over Roskilde Fjord, før kan vi rykke langt op i tabellen. Disse ting har vi til dels ikke selv nogen reel indflydelse på,  og det er jo altid belejligt med med en god forklaring.  Byrådets modige beslutning, trods voldsomme protester, om at anbefale en ny bro med brugerbetaling,  hvor den gamle bro skal forblive ‘gratis’ er modig, og det eneste realistiske i disse tider. Uanset, hvor uretfærdigt det kan forekomme så favoriseres ingen -  pædagogikken passer, ikke sandt?
For den gode ordens skyld skal nævnes at Frederiksberg Kommune ligger som nummer et. Så Frederikssund Kommunes placering er selvom den er ringe ikke helt fair i sammenligning med en fuldt udbygget kommune som Frederiksberg.

Erhvervsvenlighed

Det som kan give en kommune fremdrift er at finde de rette vinde og rigge sejlene til så man kan få medvind og fart i skuden. Erhvervsvenlighed er en kategori for sig selv, og her ligger Frederikssund som nummer 59. I laveste halvdel. Ikast-Brande kommune, Venstre ledet,  vinder guldet. Borgmesteren i Ikast-Brande siger “Vi har fighterånden og kæmper videre og synes faktisk det er rigtig, rigtig sjovt.” Kære Frederikssund kommune, tag til Ikast-Brande, der er ikke langt, kopierer deres ‘træningsprogram’ og kom i gang. Her burde virkelig satses massivt, gør arbejdsgange lettere, hurtigere og mere smidige, vis en ægte imødekommenhed over for nye virksomheder, gør det langt lettere at have domicil i Frederikssund. Her et eksempel til efterlevelse:
Et par uger – det er den tid, der går fra virksomhederne i Ballerup henvender sig med en byggesag i kommunen til de står med en afgørelse i hånden. Hvor lang tid går der i Frederikssund?

Det kan bare ikke gå for langsomt, for nye arbejdspladser, nye borgere skaber dynamik, forbrug til gavn for vort handelsliv der har rigeligt med problemer at kæmpe med. Giv dem en hjælpende hånd. Når det rygtes at i Frederikssund er der de bedste betingelser for erhvervslivet kommer ‘kunderne,’ flere næringsdrivende, for sådan virker et frit marked.

I 9 ud af 11 kategorier ligger Frederikssund i den laveste halvdel af feltet.

Tal kan være kedelige så jeg stopper her for denne gang. Men statistikker og tal  er ikke desto mindre indikatorer for en god forvaltning af vore fælles midler, og her kunne man absolut godt ønske sig flere sportsmindede  ‘idioter’ i Frederikssund der absolut insisterer på at ville springe over, hvor gærdet er højest og stræbe efter flottere og højere placeringer. Det ville nemlig komme alle borgere til gavn.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails