mandag den 1. marts 2021

Skolerne åbner op. Alt bliver såre godt. Men var det hele kun skidt?

 Skolerne åbner op. Alt bliver bare så godt igen. Men var det hele kun skidt?


Ingen tvivl om at skolernes nedlukning under corona har givet mistrivsel for elever. Der er imidlertid en anden virkelighed. Nogle elever længes ikke efter en genåbning, og det peger på skolens problemer med uro, inklusion og for lidt tid til den enkelte. Det er ikke lærernes skyld, men de betingelser de skal arbejde under.


Som bedsteforældre har vi haft mulighed for at følge internet undervisningen af vores barnebarn. Meget imponeret over lærernes engagement, den disciplin der blev indgydt. God inspirerende undervisning præget af ægte interesse, omsorg for den enkelte elev, og med befriende humor. Eleverne opførte sig eksemplarisk, ‘rakte hånden op,’ ingen larm, svarede når de blev spurgt og timerne gik hurtigt. På visse punkter fornemmedes kvantespring i forståelsen af opgaverne. Hjertelig tak til lærerne. Andre har nok en anden oplevelse, dog ....

I ‘hjemmeskolen’ er der mere ro. Ingen konflikter. Det sociale samvær i skolen er ikke ubetinget let for alle børn. Her skal kæmpes og værnes om sin plads i klassen. Hvis der tilmed er børn i klassen der ikke kan begå sig i det sociale samspil, opfører sig voldsomt og grænseoverskridende gør det ikke hverdagen nemmere, men direkte belastende. Måske derfor antallet af skolevægringer/fravær er i øgning.

Hjemmeskoling over nettet har kunnet give flere elever lige præcis den undervisning og træning de har brug for. De bliver intellektuelt udfordret. Får mere hjælp til specifikke opgaver. Målrettet træning i præcis det der volder dem kvaler. Og der er ro.



At andet socialt samvær hos vore unge, og også vore ældre medborgere, er blevet kvast i denne tid er et helt andet uheldigt aspekt af coronanedlukningen.  

Alle parter omkring skolen - kommunalpolitikere, skoleledere, skolebestyrelser, forældre, elever, lærere - bør benytte denne tid til at analysere hvad coronasituationen har lært os om undervisning i skolen. Dette aspekt bør også være med i overvejelser om en ny skolepolitik her op til KV 21 til november. Hvilket parti, eller hvilken liste har den mest gennemarbejdede skolepolitik? Det er da vist kun Fjordlandslisten som har lagt sig positivt i spidsen på dette vigtige felt, modigt og rosværdigt meldt ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails