lørdag den 29. november 2025

 Lundebjerggård bringes i knæ med voldsomme prisstigninger


Lundebjerggård, Aktivitetscenter for Seniorer i Frederikssund Kommune er mange gange blevet fremhævet som noget enestående i Danmark. Delegationer fra andre kommuner har besøgt stedet for at høre nærmere - for måske at skabe et lignende center i deres kommune. 


De frivillige i Centerrådet, og alle øvrige frivillige i huset,  har været pavestolte over at kunne vise stedet frem og inspirere gæsterne.

Borgmesteren har udtrykt ægte stolthed over  den måde, stedet skaber livskvalitet hos borgerne. Også andre politikere har benyttet imposante ord om stedet. Konklusion: Lundebjerggård har været en gevinst for kommunen. Et flot udstillingsbillede. 


Besøgstallet er ca. 1500 om ugen. Der er åbent 365 dage om året. De cirka 80 frivillige bruger tid og kræfter på at gøre stedet til en succes. Eneste på lønningslisten er køkkenlederen. 


Et trækplaster, og en forudsætning for stedets popularitet er Cafeen, der bliver besøgt flittigt. Den årlige omsætning er ca. kr. 1,2 million. Mange får deres daglige måltid i cafeen, og der knyttes venskaber, der samtales og ensomhed bekæmpes således.

Ved næsten hver eneste budgetforhandling er Lundebjerggård i spil. Sidste gang ville man med et forslag spare en køkkenassistent og skære på Cafeens gode tilbud. Efter en indsamling af protester (over 300) og grundige skriftlige høringssvar blev forslaget lagt i graven.

Eller gjorde det? Nej, for nu skal der skrues op for priserne i Cafeen Man har vedtaget et forslag, hvor der er prisforhøjelser på helt op til 150%. Cafeen skal nemlig omsætte for yderligere kr. 350.000. Mangler der  gæster i Cafeen? Nej, i de to sidste år er det med flid lykkedes at skabe en stor tilstrømning, ved de utroligt mange tilbud, aktiviteter og arrangementer - hvilket betyder, at cafeen er flittigt besøgt og omsætningen stadig vokser. 


Prisstigningerne vil få afgørende betydning for mange af de faste brugere. De skal fremover regne med en ekstra udgift på ca. 450 kroner om måneden. Pensionen stiger med kr. 200.

Mange vil således være nødt til at vælge Lundebjerggård fra. Det er ‘farligt’ og økonomisk kortsigtet, for man kan forudse, at mange vil holde sig hjemme og de mister den livskvalitet og  ‘sundhed’ der er forbundet med det gode fællesskab på Lundebjerggård -  følgen er ensomhed, dårligdom. Udgiften kanaliseres således over på en anden kommunal kasse og bliver sikkert mangefold større end ‘provenuet’ ved de massive prisstigninger.

Naturligvis skal priserne af og til justeres. Det kender alle til, men med op til 150%?

Kunsten at drive forretning er at sætte en skarp pris, ikke en overpris så kunderne bliver væk. Har man ikke føling med ‘markedet’?  



lørdag den 15. november 2025

Valg til Regionen - overses det?

 

VALGET TIL REGIONEN ER FARLIGT AT OVERSE

I den intensive valgkamp. hvor de lokale kandidater så rosværdigt promoverer deres tanker glemmer vi måske valget til Regionen, der i den grad påvirker din dagligdag på mange områder.

Der er 420 kandidater at vælge i mellem. Det virker fuldstændig uoverskueligt. Hvordan ‘sorterer’ man? Her lidt hjælp Efter min måske ikke helt korrekte opgørelse er der 6 navne som kunne repræsentere Frederikssund. Vil de det, i afstemninger om f.eks. råstofgravning?
Socialdemokratiet - ingen fra Frederikssund
Radikale Venstre -Maria Katarina Nielsen
Konservative - Therese Hejnfelt
Socialistisk Folkeparti - ingen fra Frederikssund
Liberal Alliance - ingen fra Frederikssund
Moderaterne -Ingen fra Frederikssund
Dansk Folkeparti - Gert Løfgren
Danmarks Demokraterne - Maibritt Møller Nielsen
Enhedslisten - Rasmus Petersen
Hvorfor er 4 partier (det ene et stort) ikke repræsenteret? Skal man stemme på en som bor i Frederikssund? Ved du hvad de så vil arbejde for?

Socialdemokratiet henviser til Michael Schmidt fra A der bor i Halsnæs kommune. Uden tvivl en 'glimrende' kandidat, Men er han så lokal? Vil han forsvare Frederikssunds interesser helhjertet? - eller måske hvis han presses - "det er ikke mit bord."
Frederikssund har i Regionen haft Kim Rockhill (A) som repræsentant. Hans umiddelbart manglende synlighed er måske årsag til han ikke scorer højt i Hornsherred. Vil Michael Schmidt vide det der skal til for at 'kæmpe' for Frederikssund? 

søndag den 2. november 2025

Stop valgplakat cirkusset

 Valgplakat cirkusset 


For 50 år siden var valgplakaten nødvendig. De kommunikationsmedier vi har i dag fandtes ikke. Informationen kom fra monopolradioen, og lokale aviser der ofte var udvalgte partiers talerør. 

I dag er muligheden for at gøre sig kendt mangedoblet. Sociale medier tordner frem. 

Alle politikere kan oprette en hjemmeside, blog, hvor deres læserbreve, kommentarer mv. kan ses. Det er meget få kandidater,  der benytter denne borgerservice. Avisen skal leve, og kan ikke give gratis plads gratis til alverdens debatindlæg. Hvad med en annonce i avisen med henvisning til hjemmeside/blog? Her kan skriblerierne læses. 


Jeg hadede plakatmareridtet de gange jeg har været opstlllet. Valgte altid det færrest mulige antal plakater. Alle havde plakater, så jeg måtte også have nogen? Perioden med opsætning - præget af en Klondyke indstilling - og villighed til at se stort på regler, gjorde at mange blev dr. Hyde. 


Engang var det masonitplader, tapetklister, halmsnore. Når pladerne blev regnvåde - særdeles tungt og besværligt og  livsfarligt når en tung plade blev blæst ned i dårligt vejr. I dag er det lettere med plastplakater og plaststrips, men også omkostningstungt. 


78 kandidater i Frederikssund Kommune.Minimum 4500 plakater? Pris med strips, kr. 250000 eller mere? Læg dertil kørsel for at finde en ledig plads, og efter valget igen kørsel for at tage ned. Det er Knold & Tot. Vover knap at nævne miljøbelastningen. Læg dertil et ‘vælgerbedrag’ - idet mange fotos i den grad er så voldsomt photoshoppet, at det er falsk anprisning. 

 

Kan til min glæde læse at kandidat for V og en fra SF meget gerne ser at valgplakatcirkusset helt sløjfes - under forudsætning af enighed blandt partierne. Hvorfor blev man ikke enig før valget? 


Related Posts with Thumbnails