søndag den 7. februar 2010

Sundhed i Frederikssund


SUNDHED I FREDERIKSSUND

Læserbrev bragt 28.11. i Lokalavisen

I læserbrev her i avisen umiddelbart før valget blev stillet en del relevante spørgsmål til den elendige sundhedstilstand i Frederikssund. Massevis af rygere, massevis af usund kost og for megen alkohol. Kritik var rettet mod kommunens forskellige tiltag for at komme problemerne til livs. Således kan problemerne løses:

Forbyd rygning, forbyd alkohol, forbyd usund kost. Sådan rent administrativt er den klaret. Alle der går udover de lovmæssige bestemmelser skal straffes efter den sanktion som de vedtagne love angiver.

Alt for ofte ser man, at en sådan løsning gribes. Det er vist det der kaldes "så gik der politik i den." Man vil jo så gerne fremstå dynamisk og omsorgsfuld.

I et demokratisk samfund er et menneske i princippet til for sin egen skyld. Borgeren kan sætte egne mål og søge sin egen lykke. Derfor er borgeren ikke til for Statens skyld. Hvis et menneske derfor selv vælger at ville fortsætte med at ryge, drikke, spise usundt skal andre rent principielt ikke blande sig i det, især ikke hvis der er blevet givet tilbud om praktisk hjælp, og oplysning om farerne ved et fortsat overforbrug, og den uhensigsmæssige levevis.

Man kan så undre sig over, trods de intense oplysningskampagner, at så mange stadig ryger, drikker, spiser usundt. Er det fordi danskerne er spadedumme? Er det fordi de ikke tror på de mange skrækscenarier der oprulles, og som er grundigt videnskabeligt bevist? Næppe. Hvad kan det da være?

Danskernes rygevaner har ændret sig markant. Stadig færre ryger, men flere og flere dør af det, fordi de tilbageværende ryger mere end førhen. De mest rygende finder vi blandt førtidspensionister og arbejdsledige. Fedme var ikke noget problem i Danmark for blot 50 år siden. Kun en ud af hver 1000 på session var decideret fede. I dag er det dette tal steget lodret i vejret. Andelen af svært overvægtige er størst blandt de offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder. I gruppen af behandlingskrævende alkoholmisbrugere er 57% enten arbejdsløse eller udenfor arbejdsmarkedet. Dette er statistiske opgørelser, for selvfølgelig kan problemerne findes i alle samfundslag.
En effektiv behandling af disse mennesker må altså være at føre dem ind på arbejdsmarkedet, lade dem få selvværd, være fysisk og mentalt aktive. Vi kan lave nok så mange sundhedsforebyggende foranstaltninger, ofre nok så mange ressourcer på hjælpekurser, rygestopkurser mv., men hvis ikke der er så meget at miste ved at fortsætte sine dårlige vaner, og det samtidig er rimeligt nemt, gennem sociale ydelser, at fortsætte et uhensigtsmæssigt mønster, ja så er menneskets natur ofte, at så gør man det.

Velfærdsstatens behandlingstilbud er rigtig gode og rigelige, hvis man rækker ud efter dem.

En sådan professionel hjælp kan gives gennem en sundhedsklinik (fysiske såvel som psykiske lidelser), en klinik der har åbent udover normale arbejdstider, og som er bemandet i weekender og om aftenen. I kombination med et ambitiøst lægehus, som samtidig vil kunne betjene borgerne på skæve tidspunkter, burde det kunne være en løftestang. Skab bedre mulighed for idræts- og motionsaktiviteter mv. Penge koster det selvfølgelig, men ved også at inddrage de mange frivillige organisationer der brænder for at hjælpe mennesker i 'nød,' og vi har masser af nødlidende mennesker omkring os i nærområdet, vil det være muligt. Det behøver ikke altid kun at være formidlet gennem kommunale eller statslige midler.

Er målet så at jagte 'de sidste' der ikke kan se behovet for hjælpen og tvinge dem til behandling? Det er en svær problemstilling. Men med tanke på, at mennesket er til for sin egen skyld, bør man måske, selvom det er svært, udfra et kærligt medmenneskeligt livssyn, erkende at der er nogle der med fuldt overlæg har valgt en livsvej vi andre ikke helt kan forstå, og synes er destruktiv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails