onsdag den 2. marts 2022

 “Kunst består af at lave noget ud af ingenting - og så ’sælge’ det.”


Sagt af Frank Zappa. Forudsætningen for at Frederikssund Kommune kan gøre sig ‘lækker’ som bosætningskommune, udover vores natur, er gode kulturtilbud. Hvis ‘alt’ findes hos os på kulturområdet, hvorfor så tage til Hovedstaden, hvorfor ikke bo her?

Kommunen skal bruge 42 millioner, fonde lægger yderligere 27 til, på renovering af Willumsens Museum, der havde cirka 17500 besøgende, 55 om dagen i 2019. Det må blive godt. Altid en oplevelse at besøge museet.

For langt færre midler er der er områder, hvor man kan optimere kendskabet til alle kulturtilbud i kommunen. Lokale forsamlingshuse og foredragsforeninger forsøger, ofte uden tilskud, men har svært ved at få økonomien i kulturtilbud til at hænge sammen. Viljen, energien er der helt klart.

Park Teater har fået status som Egnsteater. Slangerup Bio, Skibby Bio drives af frivillige. Flot og godt.

En enestående mulighed for et tidssvarende Bibliotek- Kultur- Musikhus blev smadret med salget af Fioma, og den nu nedrevne erhvervsbygning. Den ‘katastrofe’ skal der rettes op på. Derfor bør der ubetinget satses mere på brede tilbud.

Frederikssund Bibliotekerne har gode tilbud og er altid klar til at forsøge sig med nye ideer fra borgerne. Her følger en oplagt ide.

Kalundborg Kommune har gratis Biblioteksklub. Hvorfor ikke hos os? Hvad giver et gratis medlemskab?

• Rabat på entré til foredrag, forfatteraftener, debatarrangementer, koncerter og andre events under Kalundborg Biblioteker.

• Nyhedsbreve direkte i din mailboks med tilbud, tips og inspiration.

• Mulighed for at mødes med andre og danne netværk.

• Invitation til eksklusive arrangementer - KUN for klubbens medlemmer.

• En lille gave ved indmeldelsen.

• En kop gratis kaffe, når der betalt entré på Kalundborg Museum, ved fremvisning af klubkort. (Det kunne snildt overføres til Willumsens Museum - vupti måske flere besøgende).

Med en omskrivning af Nietzsche - “Kunst er stort set et Ja til tilværelsen.” Sig Ja! til en rig tilværelse i Frederikssund, - Lad kulturen blomstre - med endnu bedre betingelser - i alle hjørner af kommunen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails