lørdag den 20. april 2013

Optimisme, pessimisme og vækst i Frederikssund


“Optimisten erklærer vi lever i den bedste af alle mulige verdener, og pessimisten frygter det er sandt.”

Meget skarpsindig observation af en livsklog person.

Lederen af en stor nation, berømt for sin besindighed og kølige overvejelse, og som aldrig lod sig gribe af øjeblikkets panik (Forresten oplevede hans nation en enorm velstandsstigning under ham) havde en leveregel:

“Hvis du har fokus på 10 problemer du mener vil kunne ramme dig på vejen foran dig, så kan du være sikker på de ni af dem lander i grøften før du møder dem.”

i kølvandet på reaktionerne på at vi i Frederikssund kan se frem til en ekstra, dog brugerbetalt, ny forbindelse over Roskilde Fjord kan disse betragtninger være på sin plads.  Optimisterne ser nye muligheder, sortseerne frygter det værste, og lader sig gribe af panik over mulige problemer der måske vil kunne ramme.

Lysseerne: Bedre infrastruktur, sparet tid, vækstmuligheder i Hornsherred. Hurtigere udvikling af Vinge. (og meget andet godt)

Sortseerne: Tvangsauktioner, butiksdød, larm, forurening, stilstand, øgede omkostninger for transport der knuser væksten. (og meget andet slemt)


Hvem får så ret. Historien har det jo med at gentage sig så her et eksempel.


Tilbage i 1909 kom Winston Churchill i en tale i Parlamentet ind på følgerne af brugerbetaling og markedspriser. Han sagde:

“For nogle år siden var der i London en afgift på en bro over Themsen, og alle arbejdere, som boede syd for floden måtte dagligt betale en afgift på 1 penny for at tage frem og tilbage på arbejde. Synet af disse fattige mennesker, der på denne måde blev frataget en så stor del af deres indkomst, forargede den offentlige opinion. Propagandaen gik i gang, de kommunale myndigheder blev vækket, og for skatteborgernes regning blev broen frigjort og afgiften fjernet. Alle de mennesker, der brugte broen, sparede en sixpence om ugen, men inden længe viste det sig, at huslejerne syd for floden var steget 6 pence om ugen, eller samme beløb som den broafgift, der blev afskaffet.”

Samfundet dengang indrettede sig på den nye situation. Vil det samme ske i Frederikssund? Ja, selvfølgelig.

I 2006, vurderede man at huspriserne ville stige minimum 25% med en ny bro. Nu blev det så en brugerbetalt løsning så de 25% kan nok skrottes, men dog vurderes højere priser, nemmere og hurtigere salg, fordi det bliver mere attraktivt at bosætte sig i Hornsherred.

På TV Lorry 28.03. var der et indslag med en lokal ejendomsmægler, der forudså hurtigere salg og større udvikling i Hornsherred til en noget højere pris, end nu for tiden. Jovist, markedet indretter sig altid på en ny situation og finder sit leje. Det er styrken ved markedet.

Nogen der husker eventyret om Lille Kylling, der fik et agern i hovedet, og straks spredte rygtet om at Himlen var ved at falde ned, hvilket skabte kaos og ængstelse blandt dyrene på gården?

Vi i Frederikssund har fået et ‘gok’ i nøden med den ikke optimale løsning med en betalingsforbindelse i kombination med den ‘gratis’ gamle bro. Men Himlen falder altså ikke ned.

Optimister er langt sjovere at være sammen med, fordi de ikke er bekymrede det meste af tiden over, hvad der kan gå galt, i stedet har de fokus på det som går, og kan gå godt. Glade mennesker skaber mere glæde, og med glæden energi, som giver fremgang og vækst.

Frederikssund bør være et sted med optimisme og glæde. Det har vi nemlig rigtig mange gode grunde til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails