mandag den 21. oktober 2013

Copycats er velkomne!

Copycats er velkomne!  blogindlæg 21.10.

Jørgen Olsen

Interessen har været stor siden VÆKST-Team Frederikssund, de tre byrådskandidater fra Venstre, Jørgen Olsen, Michael Kock og Jørgen Bech, blev oprettet i juni måned på facebook og på en blog. Målet er at sætte fokus på flere private arbejdspladser i Frederikssund som kilden til fremgang i kommunens økonomi.

Vi har snart 400 faste følgere på facebook. Der har været ca. 20.000 besøgende pr. uge, og antallet af kommentarer og gode ideer er helt overvældende.

Projektet er iværksat af en ægte interesse for Frederikssund, og foregår udelukkende på frivillig basis og for egne midler.

Vi har udarbejdet en drejebog med 30 konkrete punkter til vækst i flere private arbejdspladser i Frederikssund kommune. Der er nu 85 konkrete opslag på blog og facebook.

Frustrationen er markant over, at Frederikssund ligger så lavt i undersøgelser over erhvervsklima og erhvervsvenlighed, som nummer 75 af 98 kommuner. Det må man kunne udlede af de mange besøgende.

Vores store møde i Hillerød om private socio-økonomiske projekter med fokus på at hjælpe mennesker ‘på kanten af arbejdsmarkedet’ ind på arbejdsmarkedet gennem særdeles succesrige projekter var en opmuntring. En video kan ses her: http://gangifrederikssund.blogspot.dk/2013/08/hvad-er-et-privat-sociokonomisk-projekt.html

Glædeligt var det, at man mødte op fra Hillerød, Halsnæs, Furesø og Tårnby.  At sætte gang i en tung maskine er hårdt arbejde.

Derfor er det glædeligt, at vi nu bliver bakket op af lokalpolitikere fra flere partier der har grebet den dagsorden, vi hele tiden har forsøgt at sætte. Det lover godt for Frederikssund kommune, at så mange andre nu også kan se, at ideerne hos VÆKST-Team  er rigtige. Det er opmuntrende og energigivende.

Vi håber, at vælgerne erindrer, hvem der satte det hele i gang – og i rigtig god tid.

Det lange, seje, gennemtænkte træk giver fremdrift. Husk VÆKST-Team’et på valgdagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails