mandag den 2. oktober 2017

Dækningafgiftens forbandelser og velsignelser

Dækningsafgiftens velsignelser og forbandelser

En stærk forkortet udgave af læserbrevet kan læses i lokalavisen
http://frederikssund.lokalavisen.dk/daekningsafgiften-forbandelser-og-velsignelser-/20171013/valglaeserbrev/710129845/2440



Venstre har i et samarbejde med andre udviklingsorienterede partier besluttet.at fjerne dækningsafgiften for at lette skattebyrden. Det har så igen, sammen med andre erhvervsvenlige tiltag,  betydet at kommunen nu er endnu mere attraktiv at slå sig ned i. Det har givet det ønskede resultat. Den manko, den ikke opkrævede dækningsafgift har betydet for skatteudskrivningen, er så rigeligt kommet ind igen i form af nye virksomheder, arbejdspladser der igen betaler skat i kommunen.

Hvad er dækningsafgift? Som med så meget andet i skattelovgivningen er det nærmest en jungle af finde ud af. Der er en hoben undtagelser og fradragsmuligheder som kun kan fryde revisorer og advokater, som i deres tolkning af reglerne kan glæde sig over at kunne udskrive regninger til de virksomheder der søger assistance.


Det korte af det lange er, at “Dækningsafgiften skal bidrage til dækning af kommunens udgifter til gader og veje, parkeringspladser og brandvæsen, som ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted 'og lignende øjemed' medfører.”


'Lignende øjemed' ligner i den grad metermål i elastikform. Alt kan tolkes under den formulering. Dog betaler virksomhederne i forvejen for renovation, kloak, vandaflednig og grundskyld af deres ejendom, så dækningsafgiften er i bund og grund en ekstra skat på erhverv som en kommune kan udskrive.


Det er altid skønt for en kommune at have nogle muligheder for skatteudskrivning for så er det noget nemmere at få penge i kassen frem for at være lidt mere imødekommende over for borgerne og virksomhederne ved i stedet at skabe incitamenter for at slå sig ned i en given kommune.


Forbandelsen ved dækningsbidraget er således, at det er en ekstra skat der kan hæmme lysten til at bosætte sig i en kommune, dermed færre lokale arbejdspladser. Kommunens borgere skal udenbys for at komme på job til skade for både miljø og kvalitetstids med familie.  


Velsignelsen’ er, hvis man kan kalde den det? - en nem skatteskrue for de uopfindsomme, som der kan drejes på efter forgodtbefindende. Vi mangler penge i kassen, og hvornår gør der ikke det? Ergo - vi drejer da bare på knappen og  - vupti der kom lige nogle millioner.


Hvad er fremtidsudsigterne? Vil et nyt rødt flertal i Byrådet vælge den nemme løsning og genindføre den skadelige dækningsafgift? Det er der noget der kunne tyde på. Det ville være oplagt at spørge konkret ind til det!


Frederikssund har været helt fremme i skoene de sidste snart fire år. Ligger højt i placering over erhvervsvenlighed og er attraktiv på mange felter. Det går altså godt.  


Hvordan ser det ud i andre kommuner? Ja, de kommuner der har fjernet dækningsafgiften har oplevet omtrent det samme som hos os. Der er så kommuner, især i hovedstadsområdet, der fastholder afgiften, hvilket igen betyder at mange virksomheder når der skal udvides, eller leder efter et nyt domicil,  søger andre steder hen. Ergo de vil med stor interesse kunne se til Frederikssund.


En genindførelse af dækningsafgiften ville være til skade for vor kommunes positive udvikling. Et tilbageskridt.


Det kræver mod at tænke nyt og gøre op med kryptisk, indviklet lovgivning, sætte sig fri, men hvor det dog giver lys og luft og optimisme når det lykkes som hos os i Frederikssund. Vi skal ikke tilbage til fordums snærende bånd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails