tirsdag den 29. oktober 2019

Tålmodighed er en dyd, men dyd giver ingen afkom

Tålmodighed er en dyd. Men så megen dydighed? 
“Er du nogensinde stoppet op for at tænke, og glemt at starte igen?” Peter Plys.

Har man glemt at starte igen med Vinge? Vi bliver lovet fremdrift, fremskridt hele tiden, ikke meget sker. Nu, må der være tænkt nok.

Samtidig tordner man frem andre steder. Lynetteholmen, København, til 35000 mennesker indledes så småt i 2021.

Kløverparken, Amager, et areal på 285000 kvadratmeter, regner med at havde de første 600 boliger klar i 2022, hvilket betyder man overhaler Vinge i antal beboere. I alt skal der bo 15000, heraf 40% i almene boliger.
Af prospektet fremgår, man er lige så visionær som Vinge, med små vandløb, nærhed, fællesskab osv. Hvor er Vinges ‘salgsargumenter’ snart henne? Overtaget af andre.
I byrådsreferat for 09.10. nævnes; “Tidsplan for udbud af rammeaftale for bygherrerådgivning følges. Resultatet og indgåelse af aftale med bygherrerådgiver forventes fremlagt til politisk efterretning i november 2019.” Den proces skulle man tro for længst var overstået, for en bygherrerådgivers opgaver er at have fokus på - Idéoplæg. Byggeprogram. Projektering. Valg af  entreprenør/er. Udførelse. Processtyring. Og ikke mindst - Overvågning af økonomien.

Der er ‘udfordringer’ med Statens Magasiner i Vinge. Er der solgt eller ej? Det er ikke umiddelbart til at finde ud af. Kan man blive enig? Hvorfor først juble, og så kaste grus i jublen? Man har udskudt til foråret, hvornår gravemaskinerne, måske, skal i gang.
Med hiv, sving og ‘kreativitet’ får vi en S-station i Vinge. Der skal flere borgere i Vinge til at benytte den. Ellers er vi helt til grin.

Der siges tålmodighed er en dyd!  Der må være grænser for dyden - ellers ingen afkom.
Byggeprojekter andre steder i regionen, der er kommet senere i gang end Vinge, er talrige. Hvorfor er Frederikssund så tålmodig? Hvorfor så megen dydighed? Trist for kommunen og økonomien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails