onsdag den 8. maj 2013

Venstres bidrag til Vækstpakken

Svar på blogindlæg af Tom Lysgaard S om vækstpakken V og løfter.


Ydmygheden er stor herfra over de vægtige argumenter.

Tak for belæringen og tak for at S er villig til nu virkelig at gøre noget ved problemerne. Det haltede gevaldigt da man var i opposition. Dog er det i direkte kontrast til det man gik til valg på.

Måske lidt hjælp til erindringen ville hjælpe de herrer Bloch og Lysgaard.

Da S var i opposition var der altid kritik af, at der ikke blev brugt flere penge på den offentlige sektor. Ifølge hr. Lysgaards argumentation pt. ville det så betyde endnu mere sejlen af den offentlige sektor. Ikke sandt?

Hvem var det der altid obstruerede for enhver reform af diverse ordninger, som sagde man ville lave enhver reform om der gik S-ideologien imod? Hvad er så siden sket? Man lod Løkkes store reformpakke glide gennem Tinget, selvom man nu havde magt til at forhindre den!!

Hvem var det der gik til valg på 29 velfærdsrettigheder, nogle af dem så omfattende i grundsubstansen, at det ville betyde en yderligere eksplosion i de offentlige udgifter?

Og forresten, hvorfor ophævede man jobpakken per 1.1.13 for blot, gennem V pres at få den indført igen? En jobpakke der jo gav arbejdspladser.

Jovist begik V masser af fejl i de år man stod for butikken, ingen tvivl om det.

Man må dog højlydt forundre sig over, (og til dels glæde sig) at vi nu har en regering der i forhold til valgløfterne er vendt rundt som på en tallerken og det så mange gange at den er totalt rundtosset, og at den har erkendt, at de ting man var så meget imod i opposition, og som man blokerede for hver gang, og derfor lod DF få stor indflydelse, nu er absolut nødvendige.

Under normale omstændigheder ville man kalde det Hykleri. Det vil jeg undlade i den alvorlige situation DK står i.

Debatten går videre med diverse indlæg, Socialdemokraten Kai Bloch kommenterer: 

Her følger mit svar til Kai Bloch:

Kai Bloch er en vanskelig herre at argumentere med.

“Du ved ligeså godt som mig…..” NEJ, det gør jeg ikke. Det er et fattigt, og manipulerende argument. Jeg ved blot at S i opposition førte en overbudspolitik som jeg redegjorde for i min første kommentar.

Nej, befolkningen er ikke dum, den kan se hvem der har svigtet på mange, mange løfter.

Så den evindelige påstand om et efterladt økonomisk morads. Fordi en påstand fremsættes gang på gang bliver den ikke sandhed. Store dele af Vestens økonomi blev ramt af krisen og et efterfølgende økonomisk morads, også Danmark, som dog er sluppet mere nådigt.

I min kærlighed til Danmark glæder det mig usigeligt, at S regeringen ikke længere holder fast ved dogmer, men er blevet klogere, erkender virkelighedens verden og har kopieret en borgerlig nødvendig reformpolitik.

Tak for dit alfaderlige råd. “Sandheden er nemmere at huske end løgnen, og løgnen kommer altid frem i lyset.” Og????

Igen en kommentar fra Kai Bloch og en Jan Kristensen: 

Dette bliver så mit sidste svar i denne debat hvis ikke niveauet højnes gevaldigt. Personlige angreb er ved at være fremtrædende. Jeg ønsker ikke at lade mig provokere, hvor underholdende det end kan være.

Kai Bloch


Jeg beklager, hvis du har den formodning at jeg  forsøger at ‘manipulere’ med dig som du skriver. Hvordan jeg har søgt at manipulere er jeg dog ikke klar over. Det siger måske mest om min naivitet. Den går jo ikke med en autoritet og “underviser i politiske ideologier” som jeg i anden kommentar har læst du beskæftiger dig med. Glæder mig til at følge dine visdomsord fremover,  - og tage ved lære.


Jan Kristensen!


Du mener vor lille meningsudveksling er for at hævde os ‘skolegårdsagtigt.’ Nuvel, netop ved at debattere er “man inde i kampen” det burde du om nogen vide. Du er den suverænt mest kommenterende deltager her på Lokalavisen,  og man deltager vel også for at dæmme op for forvanskede ‘sandheder’ og misforståelser, ikke for kun “at ævle bævle” og lukke “pis” ud. Det kan borgerne nok gennemskue og bedømme. Desuden har man friheden til ikke at orke at læse kommentarerne, ikke sandt? Eller alternativt more sig over dem.


Jeg ville langt hellere debattere ‘det nære,’ vor dejlige kommunes udfordringer, og hvordan vi gennem samarbejde kan gøre den bedre og udvikle den til gavn for vore nuværende borgere, og for de som gennem rygter om en fremsynet veldrevet, skatteydervenlig kommune kunne have lyst til at bosætte sig her.


Lad os få ført Frederikssund længere op på ‘Hitlisten’ med de parametre, hvorpå man måler en kommune, for på mange felter halter vi desværre slemt bagefter de bedste. Desuden er det jo dejligt med udfordringer.


Så må større autoriteter forsøge at ‘frelse verden.’

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails