mandag den 12. oktober 2009

Offentlig transport hvorfor?

I Portland Oregon, USA, privatbilismens højborg, hvor der i nogle byer ikke engang er fortove, er andelen af brugere af den offentlige transport 12,6%. Et meget, meget højt tal i forhold til andre byer af lignende størrelse og beliggenhed som Portland.

Hvad har man gjort i byen, kommunen, hvis område og indbyggertal er ti gange så højt som Frederikssund? Man har gjort transport i den indre bykerne gratis. Alle kan hoppe på og af, det har betydet en kraftig reduktion af andre køretøjer i bykernen, Til yderdistrikterne har man oprettet hypermoderne, godt nok dieselsdrevne, togsæt der med stor hyppighed og komfort transporterer borgerne rundt i regionen.


Udover det er Portland kendt som cyklernes by, man har altså tilgodeset cyklisterne gennem omfattende stisystemer og andre løsninger der gør det nemt og tilskyndende for borgerne at benytte cyklen som transportmiddel.

Manden som for en stor dels vedkommende stod bag denne succeshistorie var byens borgmester. Jeg ved godt man ikke umiddelbart kan overføre amerikanske forhold på Danmark, men her blev vist politisk mod og det er vel aldrig forbudt? At stivne i betontænkning og gamle vaner er dræbende for enhver økonomi, også den kommunale.

Hvad kan Frederikssund så lære af det. Jo, omklamringen af en overordnet strategi for offentlig transport er blevet gjort mindre stram og kommunerne har nu råderum og lov til at komme med forslag til en forbedring, selvfølgelig mod betaling for hvad man nu finder på af tiltag. Man kunne tænke i alternativ offentlig transport med en form for pendulfart, med mindre enheder, mellem yderområderne og kørsel til et centralt opsamlingsted for almindelig busdrift. Hvis man indbød privat foretagender, vognmænd, til at komme med forslag og ikke straks begynder, som det så ofte ses, at beregne, hvor meget en sådan privat virksomhed må tjene, men lader virksomheden få en fair chance for at skaffe sig et forretningsgrundlag ville der være mulighed for en langt bedre transportmæssig dækning af vor store kommune. En overgangsordning med en garanti for investeringerne,som så kunne tilbagebetales når forretningsgrundlaget er opbygget og tilstede, dersom garantien benyttes. Det bør kunne konstrueres enkelt og ubureaukratisk.

I planerne for NY BY indeholdt et af forslagene netop en form for 'ringtransport' i byen, så det bør også kunne indarbejdes for hele kommunen.

Under alle omstændigheder vil det kunne aflaste vejtrafikken og give langt bedre sammenhæng i vor store kommune, og mange som arbejder i København vil kunne benytte S-toget fremfor altid at fortsætte i egen bil på vej til arbejde netop fordi muligheden for at benytte offentlig transport fra de mange yderkanter er alt for ringe og besværlig.

Så oveni der vil kunne spares en masse uproduktiv tid, i transport i egen bil og vort miljø vil også kunne høste gavn af en sådan ordning. Det bør forsøges.

Jørgen Olsen, byrådskandidat Venstre http://j-olsen-blogspot.com

Jeg vil tillade mig at reklamere for denne artikel her på bloggen
'Hvad vi kan lære af amerikansk politik.'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails