Lektien fra amerikansk politik

Hvad kan vi lære af amerikansk politik?

Mike Huckabee, en af de republikanske kandidater som præsident i 2008 sagde under en tale i Iowa følgende:

”Vi er tvunget til, at have et retfærdigt skattesystem, så enkelt, at selv en 7 årig, som har en limona-debod ved vejkanten kan forstå det.”

Enkel politik er ikke lig med uklog politik.

Politikere i USA er berømte, nogle siger berygtede, for deres evner til ’one liners,’ et kort præcist principprogram. Opgaverne bliver ikke gjort mere indviklede og intellektuelle end de behøver at være. I citatet af Huckabee udtrykkes essensen af amerikansk demokrati og politik. Det personlige initiativ, forretningssans, virkelyst, pionerånd, selvstyre, enkel administration og at værdien af egen arbejdsindsats selvfølgelig tilhører skaberen af denne indsats. Ganske smukt. Udtrykker danske po-litikere sig lige så enkelt? Som oftest ikke. Hvis de gjorde ville de blive beskyldt for at være over-fladiske, uintelligente, populistiske, urealistiske og for at fremme egocentricitet af ’bedrevidende’ journalister og såkaldte eksperter. Uha, uha.

Vi kan være stolte af, at have en statsminister, og andre ledende politikere i Venstre, som forstår, at holde en tale med tydelig argumentation og en oprigtig anstrengelse for at leve op til de personlige frihedsidealer som Venstre står for, med gyldig hensyntagen til den muligt gennemførlige politik.

En stadig strøm af afstemninger og valg giver lyst til større personlig virkelyst.

USA befinder sig konstant i en valgkamp. Præsidenten hvert 4. år. Nomineringen til næste præsidentkandidat starter i god tid. Medlemmer i Repræsentanternes Hus er på valg hvert 2. år. Senatorerne hvert 6 år, dog på forskellige tidspunkter, 1/3 del af gangen. Der er guvernørvalg og valg af lovgivere i de enkelte stater. En række kommunale afstemninger, ikke kun som politikere, men også som embedsmænd, f.eks. dommere, sheriffer, skole- kirkefolk, brandkorpset, vandforsyningen og så videre.

For os kan det måske forekomme noget voldsomt med alt den stillingtagen og stemmeafgivelse. Dette må siges at være nærdemokrati i ordets bedste betydning. Nogen har måske lidt svært ved at se dette i nutidens Venstre politik grundet centraliseringer og store enheder. Et af de positive udbytter af de mange muligheder for at gøre sin demokratiske indflydelse gældende i USA er, at alle der vil kan få indflydelse, og stille sig til rådighed for sit lokalområde. Et andet er, at politikere og embedsmænd konstant mindes om deres ’tjenerrolle’, valgt som de er til gavn for den enkelte borger. Ydermere tjener det som en beskyttelse mod eventuelle politiske ’overgreb’ fra øvrighedens side. Som en sikkerhedsventil kan en gruppe borgere nemlig selv stille forslag til lov og kræve det afprøvet af vælgerne. Det er vidst ikke set i Danmark, hvor alt skal kanaliseres gennem partiapparater. I mange tilfælde især i sager, hvor f.eks. ekspropriation, og øvrige indgreb i privat ejendomsret, har været forsøgt gennemført, har borgere benyttet sig af denne mulighed i forfatningen.

Dette betyder, at den amerikaner, som virkelig ønsker at udfolde sig i personligt initiativ og virkelyst, er grundigt oplært og som en selvfølge er frisk på nye udfordringer og karrieremuligheder. I Danmark er vi vel nok mere bundet af vores personlige fagområde og traditionen med at søge ’tryghed’, ’velfærd’ frem for det måske mere usikre selvstændige. ”Uha er det nu ikke farligt, vi ved hvad vi har, og får af Staten!”

Selvstyretanken i Danmark har svære vilkår under en sådan ’kærlig’ statslig omfavnelse. Her kan mindes om et berømt citat af henholdsvis Barry Goldwater, republikansk præsidentkandidat i 1964, og den senere præsident Gerald Ford, ”Den regering der er stærk nok til at give dig alt du har behov for er også stærk nok til at tage alt fra dig igen.”

At overlade sit liv, ejendom og virkelyst til en regeringskontrolleret administration er et skrækscenarie for amerikanere. Det ser vi da heldigvis ikke tendenser til i Danmark?! Det er også grunden til at så utroligt mange amerikanere er dybt involverede i frivilligt hjælpearbejde. De behøver ikke en lovmæssig bundet dagsorden for at gøre en indsats for de svageste i samfundet. Som en del af deres historie fra pionertiden ligger det i dem, at selvfølgelig skal man hjælpe sin nabo som er i behov. Dette er fra hjertet og ikke dikteret ved et lovmønster, som bureaukratisk skematiserer hjælpen i detaljer, intervaller og minutter, men lader hjælpen udspringe af måske kristen næstekærlighed. Det er vel ikke så tosset endda.

Partier, partiapparater og offentlig støtte.

Nu skulle man tro, at med alle disse afstemninger ville partiapparaterne i USA være i totalt ’overophedning’ med en gennemorganiseret struktur, strømliniet propaganda og et stort korps af partibureaukrater. Så langt fra. Der er ganske vist partier i USA, men vel kun 2 af betydning, Demokraterne og Republikanerne. Disse partiers partiapparater er kun i omdrejninger op til store valg, og opløses på det nærmeste så igen.

Borgere slutter sig sammen og præsenterer og arbejder for forskellige kandidater når tiden er inde til det. Disse kandidater er så godt som altid selvfinansierende, de fører valgkamp for egne midler, og gennem donationer fra sympatisører. Den kandidat der kan tilveje-bringe den største kampagnepengekasse har også en større chance for at opnå valg. Det kan forekomme ’ulækkert’ set med danske øjne, hvor alle jo skal have lige vilkår, som så ofte betyder offentlig støtte. I USA, hvor det frie initiativ og kapitalistisk ihærdighed, flid og dygtighed altid bliver beundret, ’The American Dream’, er deres fremgangsmåde naturlig og selvfølgelig.

Mange af disse kandidater er altså villige til at ofre store dele af deres formuer for at opnå valg, ikke støttet af en statslig valgpuljeordning, som vi ser i Danmark. Ingen offentlige foderkrybber til rådighed for organisationsbureaukrater, pampere og ideologiske frasemagere. Frivillighed og en beundringsværdig entusiasme og ildhu præger tilhængerne af en kandidat. Er det så usundt? Selv den fattigste amerikaner opfatter det som ganske naturligt, beundrer og tror selv på deres mulighed for at opnå ’The Dream’. Det betyder at partiklasser, næsten ikke eksisterer. Det kan undertiden være svært at se forskel på Demokrater og Republikaner, man kæmper altså ikke om, vedtagne ufravigelige ideologier, men om vælgerne.

Ideologier kan betragtes som menneskefjendske begreber, der tværer det enkelte individs personlighed ud og nemt gør mennesker til magthavernes, chefideologens, bytte. Det har ofte været Europas svøbe, og var en af grundene til den massive udvandring fra Europa. Principperne for den enkeltes frihed går forud for ideologi i USA, og derved er amerikansk politik altid omstillingsparat. I Danmark kan den modsatte tendens tydeligt ses hos partier især på venstrefløjen. Venstre har en stadig forpligtelse til at kæmpe mod alt, der går selvstyretanken og fundamentalistiske dogmer imod.

Demokratiets begrænsninger. Hvorfor?

Demokratiet kan blive til flertallets tyranni. Thomas Jefferson, en af USA forfatnings tænkere, ville helt bevidst undgå et rent demokrati, for at beskytte det enkelte individs personlige frihed. Hans berømte sætning ”Den regering er bedst, som regerer mindst.” afspejler dette. Ved det absolut gennemførte demokrati åbnes der for mulighed for at stemme sig til borgernes penge og ejendom. Ved at give efter for, og lade sin politik bestemme af det populære, det der er oppe i tiden, det der lige nu giver stemmer, det ’meningsmålingerne’ indikerer, bliver frugten der høstes et flertals-tyranni. Der vil skabes en tendens til at ende i velfærdsstater, flere krav til det offentlige og dermed stadigt højere skatter, noget som igen vil svække borgerens frihed.

En offentlig fordelingspolitik og tilskuds- og planøkonomi, med omfattende kontrol og papirvælde i et stadigt voksende ufrugtbart erhverv vil uundgåeligt blive resultatet. Ingen bliver tilfredse, for nye krav bliver ’opfundet’ og skal honoreres. Men det er jo heldigvis ikke noget vi ser i Danmark eller EU?! Vores offentlige administration er jo ikke voksende?! Vel!

Det er derfor The Bill of Rights, i den amerikanske forfatning, der fastslår den enkeltes rettigheder mod demokratiets flertalstyranni stadig er efterlignelsværdige for ethvert demokrati. Despoters hovedfjende er privatejendommen, og ytringsfriheden ’My home is my castle.’ Trænger vores Grundlov ikke til at blive strammet op på visse lidt uklare områder? Mangler vi måske ikke nogle af de berømte ’Amendments’?

Hent inspiration i USA, frem for skrækbilleder.

Amerikansk politik er utroligt fascinerende, der er hele tiden overraskelser. En uudtømmelig guldgrube for frihedsorienterede mennesker i såvel historiske som nutidige begivenheder. Vi kan lære meget af amerikansk politik og historie og vel også vice versa, men ofte er vi særdeles kritiske overfor vore venner og påvirkes måske negativt af alt det, som er svært at forstå med danske øjne, fordi vi ikke altid er bevidste om, hvor udstrakt geografisk USA er, om den demografiske sammensætning, om kultur og så videre. Men ville Danmark være det vi er i dag uden USA og de ofre i menneskeliv som landet har ofret, og ofrer, gennem blodige krige for også vores frihed?

De kommende måneder vil oprulle et betagende drama, med nomineringen af de kandidater der skal kæmpe om præsidentposten i 2008. For de af os, der er gamle nok, vil visse valgkampe altid stå som noget ligeså nervepirrende som en afgørende fodboldkamp om mesterskabet. Vil den undertipede eller favoritten være nærmest målet? Overraskelser er ofte set.

Den mest ’foragtede’, i Danmark, ’2. rangs et eller andet’, har vist sig at være en af de mest positivt resultatskabende. Den mest beundrede og feterede, og måske Nobelprismodtager, har vist sig, på længere sigt, at være en katastrofe for den frie verdens sag. Hele showet med nomineringerne er folkefester og selv med en dansk ’kølig overbærende distance’, bedreviden og arrogance, må det gibbe i selv den mest USA kritiske tilskuer over disse eksplosioner af fest og glæde over et demokratisk system vi kan lære af og skylder meget.

Indlæg i Venstrevikingen september 07.

Jørgen Olsen