Blogindlæg lokalavisen 17.09.
Sesam Luk dig Op – men til hvad?
Ordet demokrati er blevet et slags “Sesam luk dig op!” (fra
‘1000 og en nat’ eventyret om Ali Baba og de fyrretyve røvere) mantra
for løsningen på verdens fortrædeligheder.
Sandt er det at folkets røst skal høres. Problemet opstår
når ‘folkets røst’ ikke stemmer overens med magthavernes forestilling om
‘kløgt.’ Der tales om et demokratisk underskud i EU, hvor kommissionen i
sin store ‘visdom’ ikke er interesseret i folkeafstemninger om
traktater den har skruet sammen, og skøjter et projekt igennem, der
umiddelbart er imod folkets ønsker. Det kan ses i Mellemøsten med det
såkaldte “Arabiske Forår,” hvor Vesten fryder sig over at demokratiet nu
er kommet dertil, men hvor afstemningerne måske ikke lige passer med
vor opfattelse af et sundt demokrati.
Det kan også ses på helt lokalt plan. Noget af en grov
påstand, ikke sandt? Dog føler mange borgere sig tilsidesat. Man kan
høre ytringer som “jeg bliver alligevel ikke hørt,” “jeg forstår det
bare ikke,” “hvorfor har man (Byrådet) ikke tænkt på ….” og så videre.
Se blot på den store folkelige undren over projektet Borgernes Hus.
Hvad skyldes problemet?
Mangel på ordentlig information. Mangel på
‘gæstfri borgerinddragelse’ for små midler! Forklaring: Først nu efter
man fornemmer en massiv modstand, er diverse lokalpolitikere begyndt at
informere om Borgernes Hus, om forudsætningerne, økonomien, fremtiden
mv. Men hvor helt specifikt på Bløden skal det ligge? Det kan man ikke
se nogen officielle steder. Det er ellers ret væsentligt. Igen mangel på
information. Nuvel man har haft borgermøder, men de var nærmest kun om
det ‘vidunderlige’ ved projektet, som på kommunens hjemmeside blev
beskrevet – lettere omskrevet - “det kommer, er det ikke bare dejligt.”
Nu har man endelig lyttet til ‘Folkets røst’ og forsøger at udskyde
projektet med en noget tyndbenet forklaring med at man kan forudse stor
øgning i behovet for plejehjemsplader og rehabiliteringspladser. Det kom
godt nok mistænkeligt belejligt, ikke sandt?
Frederikssund Kommune er ikke særlig god til at ‘markedsføre’ sig selv.
Det er der talrige eksempler på. Selv ved de mest oplagte lejligheder.
Tænk f.eks. EU Festivalen i 2012. I dag er det ellers ikke særlig
vanskeligt og dyrt med de moderne medier. Hvorfor i alverden udnytter
man ikke de oplagte muligheder? Vækstkommuner i Jylland er helt
i top i promoveringen af fortræffelighederne hos dem, måske derfor
mange virksomheder slår sig ned der. Vejle kommune udgav et
tillæg til Jyllandsposten for et år siden i 80000 eksemplarer med
lovprisninger af kommunens herligheder og fremtidsplaner. Wow! Udgiften
til dette er uden tvivl kommet mangefold retur ved den positive
opfattelse – hele landet har fået af Vejle. Noget så simpelt som
af være på facebook er Frederikssund Kommune ikke. Forresten heller
ikke Turistbureauet eller Frederikssund Erhverv. Hallo vi skriver altså
2013!! (se PS. forneden)
Nu har jeg efterhånden overværet mange byrådsmøder som
tilhører og almindelig borger. De er ikke underholdende/ophidsende,
hvilket de heller ikke behøver at være. Samdrægtigheden, og hastigheden,
hvormed åbne byrådsmøder afvikles er et studium i effektivitet. Cirka 1
time alt efter, hvor mange punkter der skal behandles. Jeg er udmærket
klar over at forarbejdet er gjort i partiernes grupper og i udvalgene,
og der derfor kun kommer spredte kommentarer fra medlemmer af Byrådet,
ofte er det om “jeg slutter mig til for det er vel nok godt….”
Dette er ingen kritik af Byråd eller borgmester, som har
gjort det aldeles udmærket, også under nogle svære år. Borgmesteren har
forstået at skabe konsensus, og et gnidningsløst samarbejde. (På fire år
har der vist kun været to eller tre sager der har givet presseomtale)
Og kommunens kasseoverskud er nydeligt. Mange tak for ansvarligheden.
Den nye Borgerliste er åbenbart træt af alle disse
‘harmoniske byrådsmøder’ og ønsker mere debat og ‘gang i den.’ Det skal
nok lykkes med deres debativrige kandidater. En god åben debat, hvor
alle punkter vendes og lægges frem til bedømmelse er aldrig at foragte.
Dog er samarbejde langt, langt vigtigere. Det kan sagtens opnås når alle
ting er gennemdrøftet og den helt rigtige løsning er på bordet. Det er
jeg sikker på Borgernes Liste også går ind for. Uro, ballade, splid i
en virksomhed, et parti, et byråd, koster på bundlinjen og i
tilslutningen. ‘Virksomheden’ Frederikssund Kommunes bundlinje skal være
med sort skrift, og et langt bedre informationsniveau kan eliminere
misforståelser, uro, ballade og splid og tilmed fastholde overskuddet og
effektiviteten.
Noget der undrer mig er, hvorfor der ikke er livestream på
nettet fra Byrådsmøderne. En billig løsning som kan være med til at give
mere opmærksomhed - bedre information. De borgere der er tilmeldt
kommunens nyhedsbrev kan så se et møde direkte eller senere, hvis ikke
tidspunktet lige passede. Det kræver som med alt andet nyt – tilvænning.
I begyndelsen måske kun lidt interesse, men med tiden vil det kunne
blive en succes. Borgerne vil have større forståelse for Byrådets
arbejdsbetingelser, komme med langt flere kreative forslag til
forbedringer og problemløsninger. Jeg erkender nemlig, at helt
‘almindelige’ borgere, der har udfordringerne/problemerne helt inde på
dagliglivet ofte har de bedste, mest logiske løsninger, frem for et
stort bureaukrati der skal ‘tilfredsstilles,’ ‘fodres’ med diverse
omkostningstunge undersøgelser inden man kommer frem til den løsning der
er forhåbentligt den bedste.
I betragtning af at interessen for lokalpolitik er
forholdsvis beskeden, hvilket kan ses i valgdeltagelsen, og som
bekræftes ved at der kun er sølle 5 valgsteder, i vor store kommune,
ville det være et lille plaster på et ellers betændt sår.
At begrebet demokrati dermed får vist sin helt rigtige enkle
betydning er da et ekstra særdeles vigtigt plus. Så hvorfor dog vente?
PS: Vedr. mangel på brug af f.eks. facebook af Kommunen,
Turistbureauet og Frederikssund Erhverv. Til inspiration og helt gratis.
Se på denne succeshistorie:
De tre byrådskandidater fra Venstre, Jørgen Olsen, Jørgen
Bech og Michael Kock har oprettet facebooksiden
https://www.facebook.com/GangIFrederikssund?ref=hl&bookmark_t=page
Denne side har haft, siden oprettelsen 19. juni, og til dato cirka
30000 besøg. Hvor svært kan det dog være at skabe info til borgerne.
Behovet er der, men det kræver arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar