torsdag den 14. november 2013

Kursen skal justeres og følges under kompetent ledelse

Blogindlæg 14.11. Lokalavisen Jørgen Olsen

At vende en supertanker, som en kommune kan sammenlignes med, tager tid. Supertankeren Frederikssund er på en uheldig kurs når vi er faldet til en 75. plads i erhvervsvenlighed fra nr. 59  i 2011. Også på andre områder ligger vi på en uheldig sat kurs.

Tankeren skal på et tidspunkt – måske – nok nå sit mål,  men at sejle denne mastodont, der repræsenterer en værdi på hundreder af millioner kroner kræver en masse brændstof, og derfor stor påpasselighed. Desuden skal skibet forrentes. Derfor forventer ejerne (borgerne) at den rigtige kurs sættes, og den følges.  Der er imidlertid  en fremdrift i ‘skuden’ som ikke umiddelbart kan standses uden det hele falder fra hinanden. Et pludseligt stop ville være som et voldsomt bilsammenstød. Det er selvfølgeligt ikke ønskværdigt.


Kursændringen skal ske med den største omtanke. Derfor skal arbejdet udføres med en ansvarlig kaptajn på kommandobroen, der kan give maskinmesteren besked om, hvor meget maskinen skal slå bak, rorgængeren få rigtig pejling, hvor mange grader der skal tørnes til styrbord eller bagbord. Kursen rettes til efter de nyeste koordinater – så igen fuld fart frem mod målet.

En kaptajn, eller borgmester, skal have et kompetent mandskab der kan læse et søkort, pleje maskinen, og med rette forvente at møde en ‘skipper’ der lytter og tager ved lære. Så bliver skibet nemlig en samarbejdende enhed der når sikkert i havn, med den dyrebare last – borgernes betroede skatter. Husk at en supertanker kræver 16-18 kilometer for at standse. Det kræver overblik, fremsyn og ansvarlighed.

Venstres borgmesterkandidat John Schmidt Andersen har vist sig at være lyttende, imødekommende og samarbejdsvillig. Bag sig har han et kompetent hold af kandidater der har fremlagt masser af ideer til at gøre kommunen målrettet hen mod flere private arbejdspladser, som netop er forudsætningen for at velfærden kan bevares og udbygges.

Et eksempel på dette er f.eks. VÆKST-Team Frederikssund, de tre kandidater Jørgen Olsen, Michael Kock og Jørgen Bech, der har sat vækst på dagsordenen her i valgkampen. Få et bevis her http://vækst-team.dk 

Jeg stiller mig loyalt, og fuldt ud bag vores ‘skipper,’ ved han lytter til gode forslag for hurtigere at lægge den rigtige kurs, sejle mest økonomisk så vi kan nå sikkert i havn.

Gennem arbejdet i VÆKST-Team Frederikssund har jeg lært så meget om ‘godt sømandskab,’ lært af de dygtige kommuner i Danmark der har vist den rette kurs. Lad os dog tage ved lære af dem i Frederikssund. Derfor ville det  være ærgerligt, om ikke nogle af tankerne VÆKST-Team har fremført kan få lov til at vise deres holdbarhed. Det kan ske med langt større gennemslagskraft ved at vælgerne sætter deres kryds på nummer 7 på Venstre liste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails