lørdag den 7. november 2009

De Gode Viljers Holdeplads!

"Et frivillighedsted, hvor alle vore mange grupper og patientforeninger, som udfører frivilligt socialt arbejde kan mødes og nyde godt af fællesskabet står højt på min ønskeseddel i 2009. Jeg ser stedet som et levende sted, hvor alle kan søge råd og vejledning, og hvor man kan mødes med andre, som også har et overskud til at hjælpe for sammen at kunne endnu mere.... " Således sagde socialdemokraten Tina Tving Stauning i januar 2009.

Det er nu også skrevet ind i Socialdemokraternes valgprogram her op til kommunevalget. Det lyder rigtig godt. Men hvad er det egentligt. En kaffeklub? En diskussionsklub? En ros hinanden-klub? En ideforening? Hvilke faciliteter skal være tilstede? Hvem skal overordnet lede dette sted. En ansat fra Kommunen? En bestyrelse udpeget af alle foreninger? Hvad med vedtægter? Hvor skal det have hjemsted? Hvad er økonomien bag? For man vil jo også, igen ifølge valgprogrammet, "indføre en økonomisk startpakke til nye foreninger."

Så er der løftet om at "støtte oprettelse af kulturværksteder, hvor det er muligt at få råd og vejledning om det at skabe kunst i bredest mulig forstand." Det løfte blev ikke vist rettidig omhu da man ikke var opmærksom på muligheden af Thorstedlund som et oplagt og fantastisk sted til dette, samt mange andre kulturformål. Citat fra valgprogrammet: "vi vil bevare de eksisterende brugerstyrede kulturhuse, og oprette nye, hvor vi mener der er behov." Hælden vand ud af ørerne som passende kan flyde til Skenkelsø som S giver løfte om at "genoprette i sit historiske omfang," jamen det er jo i fuld gang og derfor et meget letkøbt løfte. Når vi nu er ved vandet gives også løfte om "at Kulhuse-færgen skal bevares og sikres i årene fremover." Det er et modigt løfte. Gælder det, uanset omkostningerne?

Man lover også "mulighed for motion og sund kost på kommunale arbejdspladser....." Endvidere, "Sund kost, koldt drikkevand og oplysning skal være tilgængelig alle steder....samt på kommunale arbejdspladser." Hvad kommer det til at koste og skal det være brugerbetalt?

Jo, de gode viljer er tilstede, hvordan de skal finansieres besvares ikke, men det er vel med skattestigninger som S og SF altid finder er den eneste løsning på alle udfordringer og drømme. Som indianerhøvdingen Røde Sky sagde: "De gav os så mange løfter, flere end jeg kan huske, men de holdt kun det ene; de lovede at tage vor skat, og det gjorde de."

Læserbrev på netavisen:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails