Når nærdemokratiet arbejder, trives kunsten!

Kunsten af bevare Thorstedlund!

"Kunst er menneske plus natur." Sådan sagde Vincent van Gogh. Thorstedlund passer forbilledligt på en sådan udtalelse. Den smukke beliggenhed og bygningernes historiske værdi, ånden der hersker på området har været med til at udvikle de mennesker der har været på kursus. Der er blevet skabt kunst og værker der har begejstret, forbavset, forundret og været nyskabende som al kunst bør gøre. En uforbeholden ros til Kunsthøjskolen og dens leder Dan Mølgaard og dets undervisere. Når man var på besøg i værkstederne og talte med eleverne mødte man en ildhu, en venlighed og imødekommenhed og helt anden alternativ tilgang til livets spørgsmål, som disse forsøgte at udtrykke i deres værker. At man måske havde svært ved at forstå værkerne er mindre væsentligt, for elevens begejstring og personlige udvikling er smittende. Hvor vil det være dybt tragisk om Frederikssund ikke længere skal have en kunsthøjskole i disse inspirerende omgivelser, og udvikle kunstnere der kan fortsætte med at give byen et godt ry.

Alene det at nyde en smuk solnedgang over Fjorden fra plænen foran kunsthøjskolen er en lise og helbredelse, og det helt uden omkostning.

Thorstedlund har velvilligt åbnet dørene for Grundlovsmøder, debatmøder og altid været samarbejdsvillig for at være en integreret del at Frederikssunds foreningsliv, ja man har samarbejdet med Elværket og Bibliotekerne. Thorstedlund har virkelig anstrengt sig for at få et godt forhold til Frederikssund Kommune og byens indbyggere. Værdsætter byens politikere ikke dette? Man fristes til at sige, "Næh, åbenbart ikke" for iderigdommen hos politikerne har været ringe. Er der nogen der har fremsat realistiske forslag om tættere samarbejde kulturmæssigt? Hvor også byen ville kunne høste fordele af samarbejdet? Jeg tror det næppe.

Grethe Olsen, SF, som ellers ser sig som byens kulturbannerfører, og velvilligt har ydet kommunale midler til mange kulturformål, har blot udtrykt sine gode hensigter. Det overlever en sulten ikke af. Når de som har mulighed for at vise ansvar undlader dette, må andre, private, træde til. Når det sker er det altid positivt og nyskabende.

Det er derfor med glæde man kan konstatere at det nære samfund trives og har det godt her i Frederikssund. Det kommer til udtryk ved at der er græsrødder, en skolekreds, i området ved Thorstedlund der nu vil bruge mange ressourcer på at bibeholde Kunsthøjskolen og derved sikre at denne skole vil sætte Frederikssund på landkortet som en by der tør satse på kunst selv i trange tider.

Hvornår skal man satse i krisetider? Skal man blot sætte sig ned og afvente bedre tider og håbe det bedste, se tingene forsvinde mellem ens fingre, og derpå lade andre samle stumperne op? Eller skal man være kreativ og visionær på byens vegne? Det er der nogle der er og det er yderst rosværdigt.

Hvis man vil finde byer på Danmarkskortet der har haft fremdrift og tiltrukket nye borgere er det de byer der har turdet satse på et rigt kulturliv. Frederikssund er desværre ikke med i denne kategori.

Vi er nu en stor kommune, og nogle kunne måske hævde at Frederikssund by vil blive tilgodeset, hvis man satser på Thorstedlund som et kulturmidtpunkt. Tværtimod. Det vil gavne hele kommunen. Der er vel heller ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken.

Debatten har hos nogle fået en drejning om for og imod en efterskole med tyrkisk baggrund. Den skal være så hjertelig velkommen, hvis det tiltag som nu er i gang ikke lykkes, eller viser sig at være juridisk uigennemførligt Til gengæld skal det for Frederikssunds udviklings skyld ikke være uforsøgt at få Kunsthøjskolen tilbage i landskabet og kulturlivet som netop kunsthøjskole.