fredag den 6. november 2009

Fællesskab og individualitet!

Lokalavisen har haft en afstemning på nettet, hvor S får 42,8% af stemmerne, men den borgerlige fløj har flertal.

Tina Tving Stauning siger så flot om de næste fire års byrådsarbejde: "Det betyder, at vi skal ned i materien, og her vil det blive synligt, om man er borgerlig eller socialdemokrat i den forstand, at vi står for at sikre fællesskabet plads først og fremmest, mens den borgerlige fløj står for at sikre individets rettigheder først og fremmest."

Hvis man læser Socialdemokraternes program og iøvrigt, hvad S-toppen fremfører er et ofte benyttet ord, næsten som et mantra, ordet Fællesskabet. Hvad er dog det?

Fælleskab, kan have mange definitioner. En ordbog siger: "Fællesskab er en samling af mennesker, som bindes sammen af noget de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f.eks. en interesse de deler med hinanden." Folkelighed kan opfattes som synonym for fællesskab.

Venstre som Socialdemokrater har et fælles mål, en fælles interesse, noget de er enige om, et fællesskab. Frederikssund skal på landkortet som en vinderkommune på alle områder. Hurtigst muligt. Her er vi i fælleskab!

I dyrenes verden er der også fællesskab, for ellers ville arten ikke kunne overleve. En gammel talemåde lyder, "Den ene ravn hakker ikke øjet ud på den anden." Ravne er kendt for at samarbejde og derved skaffe sig et egoistisk udkomme som ravnemakkeren også stræber efter og opnår, fordi der arbejdes sammen. Der kan være lidt kamp ravnene imellem, men altid kun støj og markering, for ravnen ved instinktivt at den ikke kan klare sig alene.

Hvad er så forskellen på at sikre "fællesskabet plads først og fremmest" og det at "sikre individets rettigheder først og fremmest?"

Ikke den store. For alle parter vil få udbytte af et fællesskab der beskytter og giver frihed til livsudfoldelse, under personligt ansvar. Forskellen kan opstå ved, at man med alle midler vil påtvinge et u d v i d e t fællesskab der trods de bedste hensigter og kærlige favntag til gengæld vil kunne hæmme opdagelsestrang, personlig udvikling og hurtig vækst.

Tænk på en kattemor der lader sine killinger gå på opdagelse, falde ned fra træer, få smæk af lidt større fjender mv. Hvis hun hele tiden var over killingerne, og ikke lod dem gå på opdagelse og skaffe sig erfaringer ville de gå til hurtigt i voksenlivet.

Venstreorienterede politikere er som en overbeskyttende kattemor der altid vil sætte grænser for udfoldelsen, beskyttelseshensyn først, hvilket uundgåeligt kan gøre mennesker til en form for slave og afhængig af støtte. Som en lille pudsighed, og sidebemærkning, kan nævnes at pædagoger i Norge, har stillet forslag om, at drenge skal sætte sig på toilettet når de tisser, for at undgå sprøjt på gulv og toiletbræt! Se det er fællesskab, ført ud i sin yderste konsekvens. Kønsløshed.

Legepladser der gennem en omfattende regulativordning og sikkerhedstiltag nærmest er blevet kedelige for børnene, som hæmmer dem i deres motorik fordi de ikke får lov til at klatre, slå sig, og udfordre kræfter og evner. De bliver beskyttet mod alle farer ,og lærer derved ikke at imødegå udfordringer med det gåpåmod der udspringer af lyst til at afprøve sig selv, og som, hvis man får lov, giver optimisme og selvtillid som den naturlige leg vil give.

Beskyttelsen fortsætter i alle andre af livets forhold, der er sikkerhedsnet under alt for at undgå at skader opstår, hvilket også medfører at erfaringer ikke indlæres og videreudvikles så selvstændige, selvbevidste individer kan opstå. En klasse af forkælede, personer der får alt serveret er frembragt, en klasse som ikke tåler kritik, men snerrer og river når noget går dem imod., og som vil opfinde nye krav for at være i centrum. Et oprør vokser frem som kan give sig udslag i selvdestruktive livsmønstre, fordi man ikke som 'killing' fik lov til at være netop - killing.

Borgerlige liberale afviser demoraliseringens fælde og den støtte, der giver afhængighed, men lader det enkelte individ udfolde sig efter evner og talent og i et fællesskab der giver personligt udbytte til alle parter og binder sammen som en stor familie med al den ballade der kan være i en sådan, men som man ikke kan leve foruden.

Så i bund og grund er det et spørgsmål om livsindstilling. Fri som fuglen, eller som katten, der jo er sin egen, eller lade sig fastbinde i et overdimensioneret fællesskab der kun kan medføre alle mulige nuancer af gråt.

Med en borgerlig ledet Frederikssund Kommune kan der løsnes op for fri udfoldelse, under ansvar, for såvel borgeren og erhvervsliv og en dynamisk udvikling vil kunne igangsættes hurtigt, hvor Frederikssund vil få fuld 'valuta' for sin beliggenhed og fantastiske livsudfoldelsemuligheder. At der så skal samarbejdes på tværs er en selvfølgelighed.

http://frederikssund.lokalavisen.dk/s-st%C3%B8rst---men-udsigt-til-valggyser/20091105/valg/711059842/1025

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails