Engelsk bilindustri og lokalpolitik sammenlignes!
I min video, her på bloggen, (se sidebjælken) taler jeg om Venstres ideologi som jeg tillader mig at sammenligne med klassiske engelske biler, idet jeg siger, at "disse køretøjer har sjæl fordi de har præg af selvstændig tænkning, og en anderledes tilgang til at ordne problemer, lidt ligesom Venstres ideologi."
Jeg har nu fået at vide, af tidligere ejer af engelsk bil, at grundet den ualmindelig ringe kvalitet og holdbarhed så passer sammenligningen fint på Venstres ideologi. Den havde jeg ikke lige regnet med!
Nuvel, jeg ved godt at kommentaren skal opfattes godmodigt humoristisk, og mit modsvar er forhåbentlig også humoristisk. Og så dog!
Jeg er fuldstændig enig med ejere af engelske biler. De få der er tilbage. Samlekvaliteten og holdbarheden er ikke i samme klasse som f.eks. tyske, svenske og japanske køretøjer. Lad mig dog minde om, at de første japanske biler der kom til Danmark bar præg af, at de havde meget at lære, deres kopiering var ikke helt på toppen. Det er til gengæld blevet rigtigt godt sidenhen.
Så til forsvaret. Briterne har konstrueret køretøjer i mange, mange år. Deres tekniske løsninger har umiddelbart været besynderlige, meget traditionsbundent, og ofte gammeldags. Men briterne var dog blandt de første med ny affjedringsteknik, overdrive og andre ting. Hvor de klassiske køretøjer dog udstråler personlighed og charme. En smuk klassisk engelsk bil, hvis design er helt sin egen vil altid være en fryd for øjet.
Netop det, at man ikke valgte at følge hovedstrømmen fra kontinentet eller Amerika, men fortsatte trofast med gode afprøvede teknologier, indtil andet viste sig at være bedre, opfatter jeg som noget positivt. Selvstændig tænkning og iderigdom, når der er behov for det, er en sund ideologi. Her ligner det Venstre.
Jeg har nu fået at vide, af tidligere ejer af engelsk bil, at grundet den ualmindelig ringe kvalitet og holdbarhed så passer sammenligningen fint på Venstres ideologi. Den havde jeg ikke lige regnet med!
Nuvel, jeg ved godt at kommentaren skal opfattes godmodigt humoristisk, og mit modsvar er forhåbentlig også humoristisk. Og så dog!
Jeg er fuldstændig enig med ejere af engelske biler. De få der er tilbage. Samlekvaliteten og holdbarheden er ikke i samme klasse som f.eks. tyske, svenske og japanske køretøjer. Lad mig dog minde om, at de første japanske biler der kom til Danmark bar præg af, at de havde meget at lære, deres kopiering var ikke helt på toppen. Det er til gengæld blevet rigtigt godt sidenhen.
Så til forsvaret. Briterne har konstrueret køretøjer i mange, mange år. Deres tekniske løsninger har umiddelbart været besynderlige, meget traditionsbundent, og ofte gammeldags. Men briterne var dog blandt de første med ny affjedringsteknik, overdrive og andre ting. Hvor de klassiske køretøjer dog udstråler personlighed og charme. En smuk klassisk engelsk bil, hvis design er helt sin egen vil altid være en fryd for øjet.
Netop det, at man ikke valgte at følge hovedstrømmen fra kontinentet eller Amerika, men fortsatte trofast med gode afprøvede teknologier, indtil andet viste sig at være bedre, opfatter jeg som noget positivt. Selvstændig tænkning og iderigdom, når der er behov for det, er en sund ideologi. Her ligner det Venstre.
Humber front. Hvilken sjæl og design. Loewy designede også Studebaker biler, lokomotiver og andet.
Hvorfor fik de så det elendige ry? Konstruktørerne på fabrikkerne var meget kompetente og dygtige. Husk, de trods alt skabte de redskaber der var med til at afgøre 2. Verdenskrig i De Allieredes favør.
Der, hvor det gik helt galt var i selve produktionsleddet. Man opbyggede en mængde fabrikker, som hver havde forskellige specialer, derpå samledes køretøjerne på samlebånd med op til flere modeller kørende i samme proces. Det gav masser af fejl. Udover det var arbejdsstyrken konstant plaget af arbejdsnedlæggelser, husk der skal jo drikkes te flere gange om dagen! Fagforeningerne handlede mod deres medlemmers interesser ved hele tiden at stille nye krav, inden de gamle var fuldt indfriet. Det betød et enormt pres på bilfabrikkernes ledelser, som kunne se, hvordan indtjeningen stille og roligt blev udhulet af de mange fagforeningskrav og arbejdsnedlæggelser. Når indtjeningen svinder er der ikke råd til forbedringer af produktionsapparatet, derved opstår yderligere utilfredshed hos de ansatte og den onde cirkel er i omdrejninger.
Rootes koncernens skæbne, den koncern som har min veneration, symboliseret ved min egen smukke Humber Hawk, fik dødstødet gennem fagforeningspres. Det betød så, at massearbejdsløshed i stedet blev konsekvensen. Var det smart af fagforeningerne? Selv den mest indædte socialist må indrømme, Nej!, hvis man da ikke er håbløst fortabt i betontænkning.
Fagforeningsledernes dagsorden var, grundlagt på had til alt privat foretagsomhed, og til det konservative England, og 'sejrens' omkostning var de fuldstændig ligeglade med i deres indoktrinerede tankegang, det var kun nationalisering der var endemålet for dem.
Det betød at regeringerne i England igennem mange år havde givet enorme midler i statstøtte til britisk bilindustri, og hvert år sagde man fra fabrikkerne: "I år bliver det bedre, nu vender det!"
Margaret Thatcher, jernladyen, sagde hver gang hun så en bil fra British Leyland, "Konkurs ville medføre nogle forfærdelige konsekvenser. Men vi må aldrig give et indtryk af, at det er utænkeligt. Hvis hvert selskab og dets arbejdsstyrke får den overbevisning, er der ingen ende på deres krav til den offentlige kasse." Hun forsøgte dog i et stykke tid da den nye ledelse hos British leyland var indstillet på at stille hårdt mod hårdt mod fagforeningerne, men skaden var sket.
Fra at have været førende i teknologiudvikling, med Minien, Marinaen, Triumph 1300 og andre yderst velkørende og epokebrydende køretøjer, var iderigdomme og overskuddet til at fortsætte ud af den vej borte, og man fremstillede derpå ualmindeligt kedelige biler, uden karakter, i dårlig samlekvalitet og ingen gad købe dem længere.
Thatcher tog konsekvensen som den tilhænger af det frie marked hun var. "Udfra enhver fornuftig forretningsmæssig bedømmelse, var der ingen grund til at fortsætte med at understøtte British Leyland," sagde hun.
Derefter styrtede korthuset sammen. Årsagen: For megen offentlig understøttelse, for megen statslig indblanding. For megen, 'tedrikning' hos arbejdsstyrken, for dårlig motivation til at skabe et godt produkt, staten hjælper os jo alligevel. En forbryderisk ledelse hos fagforeningerne! Bliv selv ved.
Derfor ser vi ingen nye Morris, Austin, MG, Triumph, Wolseley, Riley, Rover, Humber, Hillman, Sunbeam, Singer og så videre i dag. Læg mærke til jeg ikke nævner prestigemærker som Jaguar, Jensen, Aston Martin, Rolls Royce og Bentley som i denne sammenhæng er uden for sammenligning.
Tør jeg overføre det på kommunal drift? Jeg vover tæskene. Hvis man stivner i gammeldags tænkning som "sådan har vi altid gjort," hvis man blot mener man kan klare driftsproblemer ved at lade skatten stige, hvis man ikke tør give forslag om forbedringer og rationaliseringer af frygt for arbejdsstyrkens reaktion, hvis man ikke kan overbevise samme arbejdsstyrke om, at det vil gavne dem selv, og være med til at give større arbejdsglæde og sikkerhed i ansættelsen, hvis man ikke orker at tænke i nye baner, hvis alt altid skal kontrolleres og derpå skal kontrollen kontrolleres, da dræbes alt privat initiativ, og hele kommunen, som jo består af borgerne, havner i en apatisk 'tedrikningstilstand' hvor tingene får lov at sejle - indtil kassen er helt tom og der ingen kære 'Moder' Stat er, til at samle stumperne op.
Løsningen på kommunale driftsproblemer er en ansvarlig ledelse der tør sige det der skal siges, som kan tage imod de smæk ledelsen vil blive udsat for, fordi deres argumenter er logiske og bevisligt rigtige, som tør løsrive sig fra politisk betontænkning, som tør vise dynamik fremfor vattethed, for "det skal jo nok gå altsammen." Det gør det bare ikke, man skal selv gøre noget, og når det sker opbygger man selvværd og selvstyre som giver sunde og frie mennesker, og en positiv udvikling.
Har vi så den ledelse i Frederikssund Kommune? Ikke med det nuværende flertal. Den socialistiske blok har i mange, mange tilfælde vist at man er fastlåst i en ideologi, der hæmmer udviklingen af Frederikssund. Derfor er et systemskifte, hvor selvstændighed, iderigdom, mod, og påpasselighed absolut nødvendigt, det som de ægte klassiske engelske biler udstråler.
Så derfor tillader jeg at hævde at jeg har ret med udtalelsen om, at Venstres liberale ideologi ligner ægte klassiske engelske biler. Altså tilbage til skønheden og charmen, ordentligheden!
Der, hvor det gik helt galt var i selve produktionsleddet. Man opbyggede en mængde fabrikker, som hver havde forskellige specialer, derpå samledes køretøjerne på samlebånd med op til flere modeller kørende i samme proces. Det gav masser af fejl. Udover det var arbejdsstyrken konstant plaget af arbejdsnedlæggelser, husk der skal jo drikkes te flere gange om dagen! Fagforeningerne handlede mod deres medlemmers interesser ved hele tiden at stille nye krav, inden de gamle var fuldt indfriet. Det betød et enormt pres på bilfabrikkernes ledelser, som kunne se, hvordan indtjeningen stille og roligt blev udhulet af de mange fagforeningskrav og arbejdsnedlæggelser. Når indtjeningen svinder er der ikke råd til forbedringer af produktionsapparatet, derved opstår yderligere utilfredshed hos de ansatte og den onde cirkel er i omdrejninger.
Rootes koncernens skæbne, den koncern som har min veneration, symboliseret ved min egen smukke Humber Hawk, fik dødstødet gennem fagforeningspres. Det betød så, at massearbejdsløshed i stedet blev konsekvensen. Var det smart af fagforeningerne? Selv den mest indædte socialist må indrømme, Nej!, hvis man da ikke er håbløst fortabt i betontænkning.
Fagforeningsledernes dagsorden var, grundlagt på had til alt privat foretagsomhed, og til det konservative England, og 'sejrens' omkostning var de fuldstændig ligeglade med i deres indoktrinerede tankegang, det var kun nationalisering der var endemålet for dem.
Det betød at regeringerne i England igennem mange år havde givet enorme midler i statstøtte til britisk bilindustri, og hvert år sagde man fra fabrikkerne: "I år bliver det bedre, nu vender det!"
Margaret Thatcher, jernladyen, sagde hver gang hun så en bil fra British Leyland, "Konkurs ville medføre nogle forfærdelige konsekvenser. Men vi må aldrig give et indtryk af, at det er utænkeligt. Hvis hvert selskab og dets arbejdsstyrke får den overbevisning, er der ingen ende på deres krav til den offentlige kasse." Hun forsøgte dog i et stykke tid da den nye ledelse hos British leyland var indstillet på at stille hårdt mod hårdt mod fagforeningerne, men skaden var sket.
Fra at have været førende i teknologiudvikling, med Minien, Marinaen, Triumph 1300 og andre yderst velkørende og epokebrydende køretøjer, var iderigdomme og overskuddet til at fortsætte ud af den vej borte, og man fremstillede derpå ualmindeligt kedelige biler, uden karakter, i dårlig samlekvalitet og ingen gad købe dem længere.
Thatcher tog konsekvensen som den tilhænger af det frie marked hun var. "Udfra enhver fornuftig forretningsmæssig bedømmelse, var der ingen grund til at fortsætte med at understøtte British Leyland," sagde hun.
Derefter styrtede korthuset sammen. Årsagen: For megen offentlig understøttelse, for megen statslig indblanding. For megen, 'tedrikning' hos arbejdsstyrken, for dårlig motivation til at skabe et godt produkt, staten hjælper os jo alligevel. En forbryderisk ledelse hos fagforeningerne! Bliv selv ved.
Derfor ser vi ingen nye Morris, Austin, MG, Triumph, Wolseley, Riley, Rover, Humber, Hillman, Sunbeam, Singer og så videre i dag. Læg mærke til jeg ikke nævner prestigemærker som Jaguar, Jensen, Aston Martin, Rolls Royce og Bentley som i denne sammenhæng er uden for sammenligning.
Tør jeg overføre det på kommunal drift? Jeg vover tæskene. Hvis man stivner i gammeldags tænkning som "sådan har vi altid gjort," hvis man blot mener man kan klare driftsproblemer ved at lade skatten stige, hvis man ikke tør give forslag om forbedringer og rationaliseringer af frygt for arbejdsstyrkens reaktion, hvis man ikke kan overbevise samme arbejdsstyrke om, at det vil gavne dem selv, og være med til at give større arbejdsglæde og sikkerhed i ansættelsen, hvis man ikke orker at tænke i nye baner, hvis alt altid skal kontrolleres og derpå skal kontrollen kontrolleres, da dræbes alt privat initiativ, og hele kommunen, som jo består af borgerne, havner i en apatisk 'tedrikningstilstand' hvor tingene får lov at sejle - indtil kassen er helt tom og der ingen kære 'Moder' Stat er, til at samle stumperne op.
Løsningen på kommunale driftsproblemer er en ansvarlig ledelse der tør sige det der skal siges, som kan tage imod de smæk ledelsen vil blive udsat for, fordi deres argumenter er logiske og bevisligt rigtige, som tør løsrive sig fra politisk betontænkning, som tør vise dynamik fremfor vattethed, for "det skal jo nok gå altsammen." Det gør det bare ikke, man skal selv gøre noget, og når det sker opbygger man selvværd og selvstyre som giver sunde og frie mennesker, og en positiv udvikling.
Har vi så den ledelse i Frederikssund Kommune? Ikke med det nuværende flertal. Den socialistiske blok har i mange, mange tilfælde vist at man er fastlåst i en ideologi, der hæmmer udviklingen af Frederikssund. Derfor er et systemskifte, hvor selvstændighed, iderigdom, mod, og påpasselighed absolut nødvendigt, det som de ægte klassiske engelske biler udstråler.
Så derfor tillader jeg at hævde at jeg har ret med udtalelsen om, at Venstres liberale ideologi ligner ægte klassiske engelske biler. Altså tilbage til skønheden og charmen, ordentligheden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar