tirsdag den 3. november 2009

Ned med valgretsalderen??

Med risiko for at få rigtig mange verbale tæsk, måske især fra unge mennesker, vover jeg alligevel denne kommentar.

Af artiklen (se link forneden) fremgår at de kandidater der fremførte deres politik mest 'underholdende' direkte og præcist, også fik de største klapsalver.

Det er rigtig flot at så mange var forsamlet på Frederikssund Gymnasium for at lytte til lokalpolitikernes visioner. Jeg går ud fra de heller ikke havde andet valg, da det jo foregik i skoletiden. Det kan give gode løfter for fremtiden, hvis interessen for politik fastholdes udover hvad der ligger i skemaet. Stort tillykke til SF med det massive flertal blandt eleverne, 35,7% og Socialdemokraterne 18.8%.

Det kan ikke undre at det netop er fra disse partier, at der er blevet fremsat ønske om at nedsætte valgretsalderen, for tilsyneladende har de et godt greb i de unge.

Hvad vil ske, hvis valgretsalderen nedsættes til 15 år som nogle har anbefalet? Jeg vil vove den påstand, at de mange nye vælgere ikke har den ringeste ide om, hvilken politik eller parti de er bedst tjent med i det lange løb. Undersøgelser viser, at langt flere ved, hvem en f.eks. populær sanger er, end de kender de tre grene af folkestyret. Denne udvidelse af retten til at stemme til alle og enhver vil føre til en enorm blok af mennesker, der stemmer med følelserne, og kun for deres egen øjeblikkelige fordel, i modsætning til, hvad der ville gavne landet bedst, og derved dem selv, set over et længere forløb. Disse vælgere vil være som landmænd der spiser såsæden nu, og derfor ikke er i stand til at så om foråret.

Den førende opfattelse i dag er, at jo flere der stemmer des stærkere vil vort demokrati blive, ved at alle føler de har en rolle i beslutningsprocessen. Vigtigere for politisk stabilitet er dog landets, kommunens, økonomiske velbefindende. Langsigtet økonomisk ansvarlighed ville have langt bedre kår i et system, der benyttede kvalificerede vælgere - de med i det mindste blot en rudimentær forståelse af, hvordan vort regeringssystem og kommune fungerer.

Dette er ikke nogen ny eller radikal opfattelse - vi kræver at førere af motorkøretøjer skal bestå en prøve før de får lov til at sætte sig bag rattet. Da vort lands, kommunens velstand og levedygtighed er på spil bør vi så acceptere mindre krav på disse områder?

I Hillerød f.eks. opstiller SF en ung , 18 år, som nummer 3 på deres liste. Hvor megen politisk- erhvervs- og livserfaring har vedkommende? Er det endnu et, køligt populistisk udtryk for, at man med alle midler forsøger at kapre stemmer fra unge vælgere? Er der mon ikke en risiko for, at så ungt et menneske ikke vil kunne stå distancen, og vil kunne blive manipuleret af de mere erfarne politikere så deres dagsorden bliver fremherskende?

Er det fair forandring, eller er det farlig forandring? Det er ikke kønt det er kynisme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails