Kommentar til et læserbrev i lokalavisen med generel kritik af manglende resultater af sundhedsindsatsen i Frederikssund.
Som svar på dine mange spørgsmål følger her det korteste. Forbyd, rygning, forbyd alkohol, forbyd usund kost. Så er problemet klaret sådan ret administrativt. Alle der går udover de lovmæssige bestemmelser skal derfor straffes efter den sanktion som de vedtagne love udstikker.
Alt for ofte ser man, at en sådan løsning gribes. Det er vist det der kaldes "så gik der politik i den." Alt for ofte ser vi at politikere foretager indgreb udfra hvad et medie har bragt frem på forsiden eller på skærmen. Og det kan for så vidt være et hvilket som helst emne, der kan vække den store forargelse. Denne forargelsen så intensiveret og sanktionerne og jagten på vælgernes stemme gør, at man er bliver forhippet på at foreslå en lov, et regulativ eller påbud uden først at have tænkt sig grundigt om. Man vil jo så gerne fremstå dynamisk og omsorgsfuld.
I et demokratisk samfund er et menneske i princippet til for sin egen skyld. Borgeren kan sætte egne mål og søge sin egen lykke. Derfor er borgeren ikke til for Statens skyld. Hvis et menneske derfor selv vælger at ville fortsætte med at ryge, drikke, spise usundt skal andre rent principielt ikke blande sig i det, især ikke hvis der er blevet givet praktisk hjælp, og oplysning om farerne ved et fortsat overforbrug, og uhensigsmæssig levevis.
Man kan så undre sig over, trods de intense oplysningskampagner, at så mange stadig ryger, drikker, spiser usundt. Er det fordi danskerne er spadedumme? Er det fordi de ikke tror på de mange farescenarier der oprulles, og som er grundigt videnskabeligt bevist? Næppe. Hvad kan det da være?
Danskernes rygevaner har ændret sig markant. Stadig færre ryger, men flere og flere dør af det, fordi de tilbageværende ryger mere end førhen. De mest rygende finder vi blandt førtidspensionister og arbejdsledige. Fedme var ikke noget problem i Danmark for blot 50 år siden. Kun en ud af hver 1000 på session var decideret fede. I dag er det dette tal steget lodret i vejret. Andelen af svært overvægtige er størst blandt de offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder. I gruppen af behandlingskrævende alkoholmisbrugere er 57% enten arbejdsløse eller udenfor arbejdsmarkedet. Dette er statistiske opgørelser, for selvfølgelig kan problemerne findes i alle samfundslag.
En effektiv behandling af disse mennesker må altså være at føre dem ind på arbejdsmarkedet, lade dem få selvværd, være fysisk og mentalt aktive. Vi kan lave nok så mange sundhedsforebyggende foranstaltninger, ofre nok så mange ressourcer på hjælpekurser og løsninger, men hvis ikke der er så meget at miste ved at fortsætte sine dårlige vaner og det samtidig er rimeligt nemt gennem sociale ydelser at fortsætte et uhensigtsmæssigt mønster, ja så er menneskets natur ofte, at så gør man det.
Velfærdsstatens behandlingstilbud er rigtig gode og rigelige, hvis man rækker ud efter dem, og professionel hjælp tilbydes da også for at blive ført ud af de dårlige vaner.
En sådan professionel hjælp kan gives gennem en sundhedsklinik (fysiske såvel som psykiske lidelser), en klinik der har åbent udover normale arbejdstider, og som er bemandet i weekender og om aftenen. I kombination med et ambitiøst lægehus, som samtidig vil kunne betjene borgerne på skæve tidspunkter, burde det kunne lade sig gøre. Skabe bedre mulighed for idræts og motionsaktiviteter mv. Penge koster det selvfølgelig, men ved også at inddrage de mange frivillige organisationer der brænder for at hjælpe mennesker i 'nød,' og vi har masser af nødlidende mennesker omkring os i nærområdet, vil det kunne lade sig gøre. Det behøver ikke altid kun at være formidlet gennem kommunale eller statslige midler.
Er målet så at jagte 'de sidste' der ikke kan se behovet for hjælpen og tvinge dem til behandling? Det er en svær problemstilling. Men med tanke på, at mennesket er til for sin egen skyld, bør man måske, selvom det er svært, udfra et kærligt medmenneskeligt livssyn, erkende at der er nogle der med fuldt overlæg har valgt en livsvej vi andre ikke helt kan forstå, og synes er destruktiv.
Som svar på dine mange spørgsmål følger her det korteste. Forbyd, rygning, forbyd alkohol, forbyd usund kost. Så er problemet klaret sådan ret administrativt. Alle der går udover de lovmæssige bestemmelser skal derfor straffes efter den sanktion som de vedtagne love udstikker.
Alt for ofte ser man, at en sådan løsning gribes. Det er vist det der kaldes "så gik der politik i den." Alt for ofte ser vi at politikere foretager indgreb udfra hvad et medie har bragt frem på forsiden eller på skærmen. Og det kan for så vidt være et hvilket som helst emne, der kan vække den store forargelse. Denne forargelsen så intensiveret og sanktionerne og jagten på vælgernes stemme gør, at man er bliver forhippet på at foreslå en lov, et regulativ eller påbud uden først at have tænkt sig grundigt om. Man vil jo så gerne fremstå dynamisk og omsorgsfuld.
I et demokratisk samfund er et menneske i princippet til for sin egen skyld. Borgeren kan sætte egne mål og søge sin egen lykke. Derfor er borgeren ikke til for Statens skyld. Hvis et menneske derfor selv vælger at ville fortsætte med at ryge, drikke, spise usundt skal andre rent principielt ikke blande sig i det, især ikke hvis der er blevet givet praktisk hjælp, og oplysning om farerne ved et fortsat overforbrug, og uhensigsmæssig levevis.
Man kan så undre sig over, trods de intense oplysningskampagner, at så mange stadig ryger, drikker, spiser usundt. Er det fordi danskerne er spadedumme? Er det fordi de ikke tror på de mange farescenarier der oprulles, og som er grundigt videnskabeligt bevist? Næppe. Hvad kan det da være?
Danskernes rygevaner har ændret sig markant. Stadig færre ryger, men flere og flere dør af det, fordi de tilbageværende ryger mere end førhen. De mest rygende finder vi blandt førtidspensionister og arbejdsledige. Fedme var ikke noget problem i Danmark for blot 50 år siden. Kun en ud af hver 1000 på session var decideret fede. I dag er det dette tal steget lodret i vejret. Andelen af svært overvægtige er størst blandt de offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder. I gruppen af behandlingskrævende alkoholmisbrugere er 57% enten arbejdsløse eller udenfor arbejdsmarkedet. Dette er statistiske opgørelser, for selvfølgelig kan problemerne findes i alle samfundslag.
En effektiv behandling af disse mennesker må altså være at føre dem ind på arbejdsmarkedet, lade dem få selvværd, være fysisk og mentalt aktive. Vi kan lave nok så mange sundhedsforebyggende foranstaltninger, ofre nok så mange ressourcer på hjælpekurser og løsninger, men hvis ikke der er så meget at miste ved at fortsætte sine dårlige vaner og det samtidig er rimeligt nemt gennem sociale ydelser at fortsætte et uhensigtsmæssigt mønster, ja så er menneskets natur ofte, at så gør man det.
Velfærdsstatens behandlingstilbud er rigtig gode og rigelige, hvis man rækker ud efter dem, og professionel hjælp tilbydes da også for at blive ført ud af de dårlige vaner.
En sådan professionel hjælp kan gives gennem en sundhedsklinik (fysiske såvel som psykiske lidelser), en klinik der har åbent udover normale arbejdstider, og som er bemandet i weekender og om aftenen. I kombination med et ambitiøst lægehus, som samtidig vil kunne betjene borgerne på skæve tidspunkter, burde det kunne lade sig gøre. Skabe bedre mulighed for idræts og motionsaktiviteter mv. Penge koster det selvfølgelig, men ved også at inddrage de mange frivillige organisationer der brænder for at hjælpe mennesker i 'nød,' og vi har masser af nødlidende mennesker omkring os i nærområdet, vil det kunne lade sig gøre. Det behøver ikke altid kun at være formidlet gennem kommunale eller statslige midler.
Er målet så at jagte 'de sidste' der ikke kan se behovet for hjælpen og tvinge dem til behandling? Det er en svær problemstilling. Men med tanke på, at mennesket er til for sin egen skyld, bør man måske, selvom det er svært, udfra et kærligt medmenneskeligt livssyn, erkende at der er nogle der med fuldt overlæg har valgt en livsvej vi andre ikke helt kan forstå, og synes er destruktiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar