Liberal i Frederikssund

Optimisme, samarbejde, nytænkning, energi og godt humør til Frederikssund Byråd.

lørdag den 21. december 2019

Beslutninger taget på et oplyst grundlag, eller hvad?

Beslutninger taget på et oplyst grundlag, eller hvad?
Byrådets møde den 18. december. 28 punkter på dagsordenen med en hoben bilag,  i alt 1363, hvoraf Thorstedlund alene udgjorde 209, læg dertil yderligere cirka 350 mapper med dokumenter om Thorstedlund. Det er en kæmpeopgave et byrådsmedlem påtager sig ved at skulle sætte sig ind i alle aspekter af en sag. Vel også for voldsomt for en person der har et job ved siden af.
Byrådet kan så støtte sig til det fine forarbejde administrationen udfører. Alt er ‘såre godt!’ Alt afgøres efter bedste forudsætninger og med behørig hensyntagen til borgernes interesse. Eller hvad? Hvad viser eksemplerne. Vi nøjes med eet.

I forbindelse med kuldsejlede Vinge udgjorde kontrakten ca. 1600 sider. Den fuldtidsansatte borgmester  erkendte ærligt, at han ikke havde læst alt igennem, men stolede på sin administration, der efterfølgende blev opmærksom på, at kontrakten kunne betyde enorme udgifter for kommunen. Kontrakten blev ophævet.

Ved en bolighandel for almindelige borgere opstilles et skema over et forventet provenu -  enten minus eller plus. Såre enkelt. Derfor følgende spørgsmål om Thorstedlund handlen..
Skal kommunen erlægge moms af salget, kr. 41 mio, svarende til 8,2 mio? Hvilken garanti for det ikke skal ske?
Hvilke udgifter er der forbundet med at opfylde købsbetingelserne?
Hvor meget har investoren til nu betalt?
Thorstedlund købtes af kommunen for 10 mio, blev renoveret for et tocifret miobeløb. Familieafdelingen, der havde til huse skulle flytte - pris 3.0 mio. Udgifter til opfyldelse af købers krav, vejføring mv.  X? antal mio, samt eventuel betaling af moms kr. 8,2 samt omkostninger til advokatbistand, stempelpenge, tinglysningsgebyr mv., - og vi ender måske i minus.

Så venligst, et estimat over, hvor mange kontanter der kommer til at pryde kommunekassen når alt er gjort op?

Ikke noget med at indregne kommende skatteindtægter fra nye borgere på arealet, for det kan være 'fugle på taget,' ligesom de forjættende 20000 nye borgere i Vinge. Hvis man benytter den ligning kunne man med lige så stor ret også regne på den mistede herlighedsværdi for alle borgerne ved salget til boligbyggeri.
Print
Indsendt af Olsen kl. 19.46 0 kommentarer
Etiketter: læserbrev

tirsdag den 19. november 2019

Så billigt man må undre sig. Salg af kommunal byggejord

Så billigt man må undre sig. Salg af kommunal byggejord
https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-11-19/DEBAT-S%C3%A5-billigt-man-m%C3%A5-undre-sig.-Salg-af-kommunal-byggejord-6564008.html

Punkt på Plan- Miljøudvalgets møde 20. november: ‘Godkendelse af forslag til lokalplan 136 for fællesmagasin Vinge.’
14. december 2016 indgik Byrådet betinget grundkøbsaftale med Slots- Kulturstyrelsen vedrørende areal for udviklingsområde i Vinge. Frederikssund kommune skal tilvejebringe et plangrundlag der kan opfylde Slots- og Kulturstyrelsens ønsker til en fælles magasinbygning.
Aftalen blev bekendtgjort med ‘Trommer og Fanfarer.’ Hurra! Jubel! Nu momentum og interesse for Vinge. Investeringsbeløb svingede mellem 263 til 330 mio. 
April 2018 nævnte Lokalavisen: “Styrelsen har indgået en kontrakt med Frederikssund Kommune om køb af en grund i Vinge på 62000 kvadratmeter for en pris på op til 8,3 millioner kroner.”
Slots- og Kulturstyrelsen ønsker et afstandskrav på 5 meter fra det solide hegn, et areal som skal ligge bart. Der ryger så lige masser af kvadratmeter. Der skal etableres autoværn ind til magasinet.

Bygningernes højde hhv. 12 og 15 meter. Det omtales som et ‘landmark.’ Ja, mon ikke. Det samlede grundareal udgør ca. 58.000 m², bygningsarealet udgør ca. 24.500 m.² Hvilken kolos.

Kommunens udgifter til opfyldelse af betingelser er kr. 2.4 mio. I kassen kan lægges 5 mio for salg af 58000 kvadratmeter. Pr. kvadratmeter - Kr. 86.00.

Det er nærmest forbryderisk lidt for byggejord. Kvadratmeterpris i Deltakvarteret  kr. 2983. Her sælger man for kr. 86. Hvem må føle sig snydt?
Spørgsmål: Kan alle købe jord i Vinge til f.eks. kr. 100, for vi er jo ikke smålige? Så skal der nok komme gang i interessen for at bygge huse.

Det vil være Økonomisk snusfornuft at takke Nej! til Slots-Kulturstyrelsen, og sælge jorden til boliger for en langt højere pris end kr. 86. Vi undgår samtidig en kolos i landskabet. I en privat virksomhed ville en prokurist med en sådan disposition være fortid. Hvorimod Slots-Kulturstyrelsen er professionelle.
 



Print
Indsendt af Olsen kl. 19.56 0 kommentarer
Etiketter: Blogindlæg Lokalavisen, byråd, Ny By

onsdag den 13. november 2019

Smykke sig med lånte fjer

Smykke sig med lånte fjer

https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Nye-normeringer-Varm-luft-eller-at-smykke-sig-med-laante-fjer/artikel/887747


Rettidig omhu er at forberede sig på snarlige udfordringer. Byrådet har vist rettidig omhu ved at forberede sig på det lovkrav om flere pædagoger i dagsinstitutioner som blev fremført i valgkampen af partier som nu har regeringsmagten. Det er derfor umiddelbart på et lidt tyndt grundlag at gøre så megen ståhej, og juble så markant som vi har oplevet lokalpolitikerne gøre over der skal ansættes 14 ekstra pædagoger i kommunen. Der afsættes 5,1 mio i 2020 til de bedre normeringer. Husk så lige den stigning på 1 mio som lægges på forældrebetalingen. 
 
Med i ligningen skal, at i sidste budgetforlig sparede man 24 pædagogstillinger. Nu retter man op med 14. Flot, ikke sandt? Det ville alligevel være tvungent nødvendigt. 

Læg mærke til hvad der står på kommunens hjemmeside: “Med tilførslen på i alt 17,4 mio. kr. (over 4 år) til Børne- og Familieområdet er det forventningen, at serviceniveauet på dette område kan fastholdes.” Andet sted skrives: “ "I Frederikssund Kommune stiger antallet af små børn og +85-årige i de kommende år. Samtidig stiger udgifterne til blandt andet specialundervisning, handicappede og på familieområdet. Derfor er der i budgettet for 2020-23 prioriteret midler til at fastholde serviceniveauet i forhold til børn, ældre, specialundervisnings- og handicapområdet, samt kollektiv transport."  Konklusion: Status quo!

Hvad med SFO, der blev rigtig voldsomt ramt ved sidste besparelsesrunde, vil der være en forbedring? 

Det er nok mig der fuldstændig har misforstået konceptet med anprisninger af egen fortræffelighed, men hvad menes der med når man to gange betoner at man ‘fastholder serviceniveauet,' og samtidig giver indtryk af man forbedrer det?’ Kan man tillade sig at konkludere at det er  - varm luft? Lånte fjer?
Print
Indsendt af Olsen kl. 08.34 0 kommentarer
Etiketter: byråd, sundhed

søndag den 10. november 2019

Som man råber i skoven får man svar! Tilfredshedsundersøgelser

Som man råber i skoven får man svar! Tilfredshedsundersøgelser

https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-11-12/DEBAT-Som-man-r%C3%A5ber-i-skoven-f%C3%A5r-man-svar-Tilfredshedsunders%C3%B8gelser-6473929.html

I læserbrev fra DF henvises til budgetforliget, man nævner: “Det er lykkedes byrådet at blive enige om at bygge videre på den positive tilfredshed, der er blandt forældrene i forhold til deres børns dagligdag. Hele 89% er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.”

I kommunens tilfredshedsundersøgelse har man spurgt børn i alderen 4-6, i samråd med deres forældre, om børnenes tilfredshed med deres institution. Her havner man på 91% positive svar. Et barn vil som regel altid svare som det forventes for ikke at gøre nogen ‘kede af det’ og da slet ikke de pædagoger de holder af.

Dette debatoplæg er ment positivt, og ingen kritik af pædagoger der knokler for at skabe en meningsfuld, værdig dag for børnene. De er hverdagens helte, der arbejder under meget stramme betingelser.
Et vigtigt punkt i spørgeundersøgelser, er hvordan spørgsmålene er udformet. Bestemt ordlyd og  vendinger i spørgsmålsformuleringer kan have stor betydning for respondenternes svaren. Spørgeskemaer består ofte af det, man kalder ”lukkede spørgsmål”, hvor der allerede er defineret en række svarkategorier, som respondenten kan krydse af.

Fordelen ved “lukkede spørgsmål” er, at de genererer kvantitative data. De kan tælles og dermed opsummeres fx i procenter, andele eller gennemsnit, og sættes ind i et skema, - det er ren Excelmagi.

Såkaldt “åbne spørgsmål,” hvor respondenten kan udforme sin opfattelse er langt sværere at føre ind i en statistik, og Excelark. Generelt fraråder man at have åbne spørgsmål i en spørgeskemaundersøgelse, da det er i strid med formålet om at generere data, som kan illustreres i frekvenstabeller.

Tilfredshedsundersøgelsen er i direkte modsætning til læserbreve, og udtalelser fra frustrerede forældre, fra mange pædagogers klagen over elendige arbejdsbetingelser.

“Statistik kan ikke lyve” - sagde manden inden han gik ud i åen, med en gennemsnitsdybde på 60 centimeter, - han druknede i hullet i midten på 3 meter.
Print
Indsendt af Olsen kl. 18.45 0 kommentarer
Etiketter: byråd

tirsdag den 29. oktober 2019

Tålmodighed er en dyd, men dyd giver ingen afkom

Tålmodighed er en dyd. Men så megen dydighed? 
“Er du nogensinde stoppet op for at tænke, og glemt at starte igen?” Peter Plys.

Har man glemt at starte igen med Vinge? Vi bliver lovet fremdrift, fremskridt hele tiden, ikke meget sker. Nu, må der være tænkt nok.

Samtidig tordner man frem andre steder. Lynetteholmen, København, til 35000 mennesker indledes så småt i 2021.

Kløverparken, Amager, et areal på 285000 kvadratmeter, regner med at havde de første 600 boliger klar i 2022, hvilket betyder man overhaler Vinge i antal beboere. I alt skal der bo 15000, heraf 40% i almene boliger.
Af prospektet fremgår, man er lige så visionær som Vinge, med små vandløb, nærhed, fællesskab osv. Hvor er Vinges ‘salgsargumenter’ snart henne? Overtaget af andre.
I byrådsreferat for 09.10. nævnes; “Tidsplan for udbud af rammeaftale for bygherrerådgivning følges. Resultatet og indgåelse af aftale med bygherrerådgiver forventes fremlagt til politisk efterretning i november 2019.” Den proces skulle man tro for længst var overstået, for en bygherrerådgivers opgaver er at have fokus på - Idéoplæg. Byggeprogram. Projektering. Valg af  entreprenør/er. Udførelse. Processtyring. Og ikke mindst - Overvågning af økonomien.

Der er ‘udfordringer’ med Statens Magasiner i Vinge. Er der solgt eller ej? Det er ikke umiddelbart til at finde ud af. Kan man blive enig? Hvorfor først juble, og så kaste grus i jublen? Man har udskudt til foråret, hvornår gravemaskinerne, måske, skal i gang.
Med hiv, sving og ‘kreativitet’ får vi en S-station i Vinge. Der skal flere borgere i Vinge til at benytte den. Ellers er vi helt til grin.

Der siges tålmodighed er en dyd!  Der må være grænser for dyden - ellers ingen afkom.
Byggeprojekter andre steder i regionen, der er kommet senere i gang end Vinge, er talrige. Hvorfor er Frederikssund så tålmodig? Hvorfor så megen dydighed? Trist for kommunen og økonomien.
Print
Indsendt af Olsen kl. 19.35 0 kommentarer
Etiketter: byråd, frederikssund

tirsdag den 22. oktober 2019

Fækalier fra 210000 mennesker til Frederikssund

Fækalier fra 210000 mennesker til Frederikssund?
https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Faekalier-fra-210000-mennesker-hertil/artikel/881605

Renoveringen af rensningsanlægget på Marbækvej - kr. 25 mio i 2016 fremtidssikrede anlægget, det blev et MBNDK renseanlæg. Et af de mest avancerede danske renseanlæg. Super. Anlægget kan behandle spildevand fra op til 43000 borgere. For tiden tilsluttet cirka 18000. Overkapaciteten skyldes, at man regnede med at Vinge ville huse cirka 20000 borgere. Rettidig omhu, dog på et for optimistisk grundlag, med tempoet på bosætningen i Vinge in mente. Er pengene spildt, hvis der skal bygges et nyt megaanlæg der kan behandle spildevand fra 210000 borgere fra fire nabokommuner?  

Det nye kæmpeanlæg skal ifølge info fra de andre kommuner, ikke Frederikssund, (hvorfor denne gedulgthed?)  ligge  “på en bar mark et sted i Frederikssund.” Borgmesteren udtaler mere specifikt; “det har været nævnt at placere et nyt renseanlæg lige nord eller syd for tilkørselsvejen til KPM’s bro ved Frederikssundsvej.” 
Et krav, at “kommende superrensningsanlæg skal ligge mindst 300 meter fra nærmeste bolig. Placeringen må ikke komme i konflikt med, at området allerede er udlagt til andre formål.”

Kilometervis af rørledninger skal nedgraves for at føre de enorme mængder spildevand, fækalier fra 210000 borgere til Frederikssund.
Anlægget på Marbækvej til 33000 frederikssundere fylder cirka 4 hektar. Vil et megaanlæg til 210000 da være på mindst 25 hektar? Plus de 300 meter til nærmeste bolig. Megastort. Man må allerede nu kunne sige, hvor der er plads. For skal borgere se frem til mulig ekspropriation, stor usikkerhed om deres boligforhold i mange år fremover for at vi kan modtage spildevand, fækalier fra andre kommuner? Læg dertil den herskende usikkerhed om grusindvindings områder i kommunen.  Frederikssund ejer masser af hektar jord i Vinge. Det vil være befriende at kunne nævne, at nu er 25 hektar solgt til renseanlæg. Næppe, for  det må ikke “komme i konflikt med at området allerede er udlagt til andre formål.” Hvor så?
Print
Indsendt af Olsen kl. 12.44 0 kommentarer
Etiketter: Blogindlæg Lokalavisen, byråd, læserbrev

torsdag den 17. oktober 2019

Stort - Megastort - er ikke altid godt

Stort - Megastort er ikke altid godt
https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-10-17/DEBAT-Stort-Megastort-er-ikke-altid-godt-6141894.html


Hvis optimisme ikke er baseret på fornemmelser, følelser, formodninger, så Hurra!
Om et nyt kæmperensningsanlæg i Frederikssund bruger Tøgersen buzzord, "billigere, lugtfrit, rationelt, mere miljø- og klimavenligt med mere, og samtidig kan det producere energi," Kun bagstræbere kan være imod en sådan flod af goder. Det bliver endda til en "billigere pris for den enkelte husstand."  "Der er absolut ingen grund til bekymring eller negativitet over denne sag, for det er kun super professionelt af Novafos... " Det hvide overgivelsens flag må hejses.
Kæmpeanlægget skal servicere over 200000 borgere. Spildevand føres i kilometerlange gigantiske rør til "et nybyggeri på bar mark et ukendt sted i Frederikssund Kommune.” Kort angiver pile, syd for eller lige nord for tilkørselsvejen til KPM's bro. Hvorfor er der i Ballerup Kommunes referat af sagen en langt mere fyldig information end hos os?
Plan og Miljøudvalget har 5 byrådsmedlemmer, Tøgersen er en af dem. Tina Tving Stauning (S) er også med. Hun udtaler sig noget mere nuanceret "Jeg er dødskeptisk, om at det er en god ide med et kæmpeanlæg. Store centrale anlæg er ikke altid af det gode. Hvad sker der, hvis det går itu? Skal der være to eller flere? Vi er nødt til at forholde os til det principielle i det."
Ballerups referat nævner Novafos beregner årlig driftsbesparelse ved kæmpeanlægget til cirka 8 mio kroner. Hvis vi forudsætter 220000 (incl. arbejdspladser) ca. kr. 360. Peanuts, mulige ulemper taget i betragtning? Et estimat, som altid til den ‘gode’ side når noget skal sælges.
Da Lynetten i København blev bygget overskred man budgetter og tidsplaner ganske massivt, driftsproblemerne var voldsomme. Det kan vi måske risikere at skulle opleve i Frederikssund!
Fint med optimisme og visioner. Bliv ikke ekstatisk ved smukke ord. Vi har desværre i Frederikssund set, hvordan det går når fantasierne, får den sunde fornuft til at træde i baggrunden.
Det er fortrøstende Tøgersen gør opmærksom på at: "vi har i Plan- og miljøudvalget og i Teknisk Udvalg et HAV af spørgsmål, som vi skal have afklaret."
Der forsvares og tales noget op, der er spækket med usikre punkter  - det undrer. Tøgersen er en velmenende mand, men hvorfor er det nærmest kun  ham der udtaler sig af lokalpolitikerne. Livsfilosofien “Den der lever skjult lever godt,” kan da ikke gælde folkevalgte.  
Print
Indsendt af Olsen kl. 13.30 0 kommentarer
Etiketter: Blogindlæg Lokalavisen, byråd, frederikssund

mandag den 14. oktober 2019

Kæmpe rensningsanlæg til Frederikssund, hvor?

Nyt kæmpe rensningsanlæg i Frederikssund Kommune, men hvor?

https://sn.dk/Debat-Frederikssund/Nyt-kaempe-renseanlaeg-men-hvor/artikel/879640
Frederikssund Rensningsanlæg, nu Novafos, ligger på Marbækvej. Anlægget blev i 2015 renoveret for cirka 25 millioner kroner. Renoveringen og udbygningen fremtidssikrede anlægget så det kan behandle spildevand fra op til 33000 borgere og virksomheder. For tiden er der tilsluttet cirka 18000. Overkapaciteten skyldes, efter forlydender, at man regnede med at Vinge By ville huse cirka 20000 borgere. Man ville være klar med endnu en udvidelse. De 20000 har man erkendt var forkert, det er 10000 der ser ud til at være mere korrekt - om alt går vel. Der gik rigtig lang tid før man nedjusterede tallet for man ville sikre sig at S-stationen kunne retfærdiggøres, dog på et diffust grundlag.  
Når man ikke kan finde info i egen kommune om forhold der berører os kan man glæde sig over man andre steder gerne oplyser. Ballerup Bladet nævner, at man fryder sig over at rensningsanlæggene i Ballerup snart kan nedlægges da Novafos og ejerkommunerne anbefaler - “et nybyggeri på bar mark et ukendt sted i Frederikssund Kommune.” Det planlagte anlæg skal servicere, Furesø, Egedal, Ballerup og Frederikssund Kommuner. Det er godt nok meget l.... der skal modtages og behandles i Frederikssund, nemlig fra cirka 200000 borgere + erhverv. I Ballerup arbejder alene 11000. Spildevandet skal i store rørledninger transporteres over lange afstande, men man bedømmer at det er sund, miljøvenlig (så sluger alle det) økonomi.

Hvor i Frederikssund skal dette enorme anlæg ligge? I Vinge Nord? I så fald bliver noget af kommunens jord anvendt og kan give indtægt. I Frederikssund Syd? Ingen omtale af dette kæmpeprojekt på kommunens hjemmeside eller hos Novafos, hvorfor?
Områder i Frederikssund er udpeget til grusindvinding, hvilket har givet anledning til uro og usikkerhed hos berørte lodsejere. Skal vi nu også belastes af et enormt rensningsanlæg. Lad os høre fra ‘hestens egen mund,’ ikke vrinsk fra andre kommuner.
Print
Indsendt af Olsen kl. 20.04 0 kommentarer
Etiketter: byråd, frederikssund

tirsdag den 8. oktober 2019

Den gode histories to sider

Den gode histories to sider
Debatindlæg lokalavisen: https://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-10-08/DEBAT-Den-gode-histories-to-sider-6009613.html
Fortrædeligheder har vi haft rigeligt af i vor kommune de sidste tre år. Lokalpolitikerne, administration arbejder for at vende udviklingen, rette op på fejlene. På mange områder går det ganske udmærket. ‘Gode historier’ skal nævnes og bliver så sandelig nævnt for at skabe optimisme. Uden optimisme drænes energi og iderigdom.

Den nye bro - trods brugerbetalingen - et plus. S-Stationen i Vinge - et plus. At der er lyst til at bygge mange steder i kommunen - et plus.

Dog bliver man stadig mere forbeholden over for jubelhistorierne. Vinge har været i udbud flere gange, ingen bider på - endnu. Fioma grunden var der ingen der var interesseret i - endnu. I 2017 var det et chok da den underskrevne kontrakt om Vinge centrum blot to måneder senere blev annulleret. Fra dag til dag standsede gravemaskinerne. Var det blålys?

At Nationalmuseets fællesmagasin opføres i Vinge var en god nyhed. Pris kr. 330 millioner blev nævnt. I anden ‘fortælling’ kun 263 mio. Hvad betyder millioner i det spil? Bare vi jubler. Første spadestik i år, færdig i 2021.
Billedresultat for fællesmagasin vinge
I april 2018 fortalte Lokalavisen: “Styrelsen har indgået en kontrakt med Frederikssund Kommune om køb af en grund i Vinge på 62000 kvadratmeter for en pris på op til 8,3 millioner kroner.” Eufori herskede. Så skal man passe på!

I referat af seneste byrådsmøde nævnes nemlig følgende:
“I den betingede købsaftale med Slots- og kulturstyrelsen vil kommunen skulle opfylde en række betingelser før det egentlige grundsalg.
Kommunen er klar til, at opfylde de aftalte salgsvilkår, når Slots- og Kulturstyrelsen endeligt har udpeget ønsket placering og den grundstørrelse de ønsker at købe. Der udestår fortsat en endelig afklaring af grundstørrelse og de endelige planforhold...”
Og videre: “Tidsplan ved den betingede købsaftale for Fællesmagasinet er forskudt, således at salg forventes i foråret 2020 og ikke medio 2019 som tidligere forudsat.”
Har man solgt eller har man ikke? Skal vi endnu engang slå koldt vand i blodet?
Print
Indsendt af Olsen kl. 10.08 0 kommentarer
Etiketter: byråd, frederikssund

onsdag den 2. oktober 2019

Grusindvinding i Hornsherred og retsbevidsthed

Grusindvinding i Hornsherred og retsbevidsthed
Når borgere overholder loven har vi et harmonisk, stabilt samfund. De som udsteder lovene må være først til at overholde disse.

Ikke altid tilfældet, når der er penge på spil. Eksempel: Grusindvinding i Landerslev. Borgerne har levet med støj, støv mv., kunne med rette forvente reglerne følges. Det er ikke sket. Tværtimod. Entreprenøren har gravet 37% mere grus end tilladt. I 2018 blev det til 102729 kubikmeter grus, uden der umiddelbart er blevet grebet ind.

Lever vi i en retsstat? Hvis man har den opfattelse, at profit vægter højere end love og regler, så ikke? I Landerslev, nemlig ingen repressalier.
Billedresultat for grusindvinding kaldred
I følsomme områder i Hornsherred, tæt på bebyggelser, landsbyer er planer om flere grusgrave. Vil det blive en gentagelse af Landerslev? De berørte borgeres ejendomme falder i værdi, skal leve med støj- støvgener i mange år, og måske opleve, der ses gennem fingre med reglerne for, hvor meget der må graves?
I 2012/13 var områder i Vinge på Region Hovedstadens råstofplan - Chokket var massivt blandt lokale politikere der kæmpede for at få fjernet risikoen. Ville det ambitiøse projekt få grus i maskineriet?

Frederikssund kommunes administration og borgmester protesterede voldsomt: “
Administrationen finder at regionen ikke lever op til sit eget udsagn om afvejning på et overordnet niveau, når der foreslås råstofudpegninger, der berører så væsentlige interesser for kommunen....” 
Oversat: En mulig grusgrav må ikke være hindring når der skal bygges på kommunal jord.

Råstofplanen blev ændret til ‘Interesseområder,’ en gummiformulering, der betyder år med ro og stilstand.

Åbenbart noget andet med de udpegede områder til grusindvinding i Hornsherred, hvor borgere i årevis  har været plaget af byggeri af veje mv. til den nye bro. Skal de igen være underlagt entreprenørmaskiners hærgen?

Da der ikke er grebet reelt ind over for ulovlighederne i Landerslev tegner det ikke godt for borgernes retssikkerhed, respekt for politikerne i Hornsherred.

Lokalpolitikerne i Frederikssund bør sige lige så ihærdigt fra som man gjorde i Vinge af hensyn til de berørte, magtesløse borgere i Hornsherred.

At slå ud med armene, beklager ‘ikke vort bord, det er Region Hovedstaden der bestemmer,’ vil være en hån mod nærdemokrati og anstændighed. I Vinge fik de kommunale protester medhold for kommunens investering var i fare. Borgernes ‘investering’ i deres bolig og fremtid må være langt vigtigere. Træd i karakter. 
Print
Indsendt af Olsen kl. 19.54 0 kommentarer
Etiketter: byråd, erhvervspolitik, klima, lokalpolitik

fredag den 13. september 2019

Hvorfor denne udgift?

Oplagt besparelsesforslag! Hvorfor denne udgift?

Frederikssund Kommune sender 5 unge skoleelever til Wuxi, Kina for at lære. Jeg ønsker dem en fantastisk tur.

Dog burde følgende måske tages i betragtning.
Det koster årligt Frederikssund Kommune kr. 270000 om året at være med i Bycirkelsamarbejdet med Egedal, Ballerup om at ‘pleje’ interesser i Wuxi, Kina.
Hvad får vi retur? Er det pengene værd?
Her uddrag fra en rapport 2018, hvor der evalueres.
Formålet er at:
“Introducere (nye) byråds- og Kommunalbestyrelsesmedlemmer til Bycirklens Kina-samarbejde, og ved selvsyn få indsigt i Kinasamarbejdets mange aktiviteter.”


Skal man absolut rejse til Kina for at få indsigt?
- “Besøget cementerede vores gode relation og samarbejde med Wuxi. Vi har samarbejdet i over ti år, og i den periode er det lykkedes os at fremme en række af vores fælles visioner i Bycirklen. Det er blandt andre forbedrede uddannelsesmuligheder og at gøre det attraktivt at drive virksomhed i de tre kommuner, siger John Schmidt Andersen”

Javel så! Hvordan har det så manifesteret sig.
“Målet med aftalen er, at danske undervisere fra NEXT skal efteruddanne de kinesiske lærere samt undervise kinesiske elever i frisørfaget.”

Hvorfor kan de ikke selv finde ud af at klippe hår, har de aldrig kunnet det?
...”skabe rammer for, at den lokale medicinalvirksomhed LEO Pharma og ét af Wuxis største hospitaler kan etablere og udbygge nye samarbejdsaktiviteter. Der er tale om en aftale, der på sigt skal være med til at øge kendskabet til LEO Pharmas produkter i Kina.”

Kinas officielle politik går ud på kun at tillade udenlandske virksomheder i landet, dersom disse går med til gradvist at overdrage teknologividen, der så kopieres og produkter fremstillet i Kina sælges  - danske arbejdspladser forsvinder. Er det en god deal?
Pris årligt: Kr. 270000
Print
Indsendt af Olsen kl. 15.36 0 kommentarer

torsdag den 5. september 2019

Nygammel byggeskik i Vinge kunne give masser af borgere

Nygammel byggeskik i Vinge kunne give masser af borgere
I 1960’erne og 20 år frem oplevede Danmark en folkevandring. Hundredtusinder flyttede fra byerne til forstæderne, og i et selvbygger parcelhus. Kan vi lære af den massive succes, overføre den til Vinge?

Byggereglementet, krav om bæredygtighed er strammet op og kræver eksperthjælp. Dog, ‘hvor der er vilje er der vej.’

Fabriksfremstillede typehuse med færdiglavede byggeelementer var i 60’erne populære, ikke mindst på grund af prisen. Interesserede slog op i kataloger, valgte ud fra mulighederne og hvad prisen ville være.

Der blev råd til en bil, grundet de gode tider. Bilen var nødvendig da ‘forstæderne’ lå ude på landet, Hvilken frihed.

Maj måned 1967: Så er der gravet ud til sokkel. Vi er nygifte og har købt en kommunalt udstykket grund på 1347 m2 i Hornslet på Djursland. (Foto: Privatfoto © Thomas Jacobsen)


Hundredtusinder af børn er vokset op i et parcelhuskvarter og stortrivedes.

Parcelhuset er blevet talt ned til grunden og forhånet af mange 'fællesskabsbesatte' arkitekter og byplanlæggere som har formået at overtale lokalpolitikere om det geniale i deres tanker, småt, lavt, intimt, i forsøg på at presse deres 'lyserøde' visioner ned over markedet. Hvad galt er der i at ønske sig en rimelig grund, hække og plads til en bil? Mulighed for privatliv - uden at skulle sidde lårene af naboen? Påtvungen fællesskab er ikke ‘bæredygtigt.’

Sælger de nye tiders ‘lyserøde/grønne visioner’? Ikke særlig godt, og kun fordi renten nærmest er i minus. Vil de sælge når renten stiger? Tvivler. Tilmed er prisen for boligerne ganske betragtelig.

Sælger parcelhuset? Ja, der sælges masser af kvalitets parcelhuse selvom prisen ofte er høj.

At udvikle et selvbygger/medbygger koncept for Vinge ville måske kunne satte gang i den ‘folkevandring’ vi har brug for til Frederikssund/Vinge. Der er masser af plads. Prisen kan betales uden at sætte købernes fremtidige økonomi i fare. Der kommer masser af liv, og måske også nye små borgere fordi ikke hele økonomien går til en dyr bolig.
Print
Indsendt af Olsen kl. 16.45 0 kommentarer

tirsdag den 3. september 2019

Offentligt friareal bliver til en privat have

Når offentligt friareal bliver til en have

Læserbrev: http://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-09-04/DEBAT-Fra-friareal-til-have-Thorstedlund-5684129.html

En dyreveksel er et spor eller lille sti ad hvilken dyr plejer at gå.Menneske'dyret' benytter også veksler. Vi 'skyder genvej' over græsarealer, fordi de fine flisebelagte stier er en omvej. Vi finder den mest optimale vej for at spare energi.
Når mennesker gennem et stykke tid har nedtrådt vegetationen, og ejeren ikke protesterer over krænkelsen opstår der hævd på 'stien,' ejeren må affinde sig med den nu er en del af hans ejendom. Thorstedlund har været et sted med fri adgang for offentligheden. Hunde luftes, skovture holdes. Der er naturlige menneskeskabte 'veksler.' Ingen har protesteret i alle årene. Der er således vundet Hævd på brug af dele af arealerne.
.
Når der ingen protester har været i 20 år er der ifølge lovgivning vundet Hævd.
Det er slut nu. I kommuneplantillæg er besluttet at det store område, solgt til en byggentreprenør er 'En Have' hvor kun ejeren har adgang.
Offentligheden - Ingen Adgang!
Der er usikre punkter i købsaftalen. Kommunen har ikke fået udbetalt den fulde købesum, og kan måske forvente at skulle betale moms af salget, samt yderligere give kompensation, da forudsætningerne købsaftalen ikke kan opfyldes fuldt ud.I købstilbuddet som Byrådet har accepteret, fremgår at købesummer er 41 millioner kroner og 10 millioner kun kommer til udbetaling, hvis Frederikssund Kommune vedtager en lokalplan for området, der svarer til køberens skitserede projekt.
Alt afhænger af om man får vedtaget en ny Lokalplan. Med tanke på sagen om Meransletten - Jægerspris - hvor Byrådet laver lokalplanen om, selvom Planklagenævnet har dømt den ulovlig, er udsigterne for Thorstedlund måske ikke for gode.
Det drejer sig om 10 millioner.
Første skridt: Offentligheden ingen adgang! Skal området nu hegnes ind og vagter opstilles?
Er det rimeligt?

Er der ikke vundet Hævd på offentlighedens brug af arealerne? 

Bliver der igen set stort på lov og ret?

Print
Indsendt af Olsen kl. 19.21 0 kommentarer
Etiketter: byråd, læserbrev

tirsdag den 27. august 2019

Brandudsalg i vente?

BRANDUDSALG I VENTE?

Der messes - flere indbyggere i Frederikssund - byg overalt, hvor der er en ledig plet, også unikke steder der burde være ‘fredet’ reserveret til fælles glæde er i spil!  -  for at kunne leve op til de udgifter man mener vil komme fremover, især på socialområdet.  Glædeligt der hvert år kommer netto nye borgere hertil.

Der nævnes succes med salg af byggegrunde, og dermed flere borgere. (Blot ikke i Vinge)
Hvor mange borgere skal der til for at opnå en nulstilling af de kontante besparelser, som skal indføres med budgettet for 2020? Yderligere 50 millioner er nævnt for 2020, i 2019 var besparelsen 68 millioner. Samlet 118 millioner på to år.

Lad os se på vore nabokommuner:

Egedal: 2018 øgning i befolkningstallet 337. Primo 2031 forventes 4170 nye borgere +420 om året.
Hillerød: Fra 2019 til 2029 øgning på 7590 borgere. +760 om året.
Lejre: Øgning på 3215 nye borgere i 2030. +320 om året.

Halsnæs: Forventer et fald i befolkningstallet i 2030 på 230. -23 om året.  
Frederikssund: Forventer en stigning på 3.230 på 12 år i forhold til antal indbyggere pr. 1. januar 2018. Cirka 270 nye borgere om året. Ikke mange. I 2019 når man, om alt går vel, mellem 150-200.

Fra politikere, og administration har været nævnt tal på op til 16000-20000 nye borgere i 2030? Altså cirka 1800 om året.

Skal vi stole på, en omhyggelig prognose eller en politiker drømmefantasi?  Kan vi se frem til yderligere kontante besparelser år efter år. Gys!
Alle elsker et godt tilbud! Er det på tide at indlede et brandudsalg af byggeretter i Vinge?  Det kunne sætte skub i lysten til at flytte til Frederikssund? Og det ville i så fald være første gang man i Vinge tog markedet i ed?

Den nye bro, S-stationen i Vinge, færdiggørelse af motorvejen (Hvornår? om 20 år?) vil sætte fart i en positiv udvikling, men der er for mange usikre punkter med de drømme. Stop Drømmeriet - Handling giver Forvandling.  

Print
Indsendt af Olsen kl. 09.19 0 kommentarer
Etiketter: Blogindlæg Lokalavisen, byråd, lokalpolitik, Ny By

torsdag den 25. juli 2019

Sikkerhedsventiler i lokalpolitik

Sikkerhedsventiler
Sikkerhedsventil på vandvarmeren skal lade et uønsket overtryk slippe ud. Den skal aktiveres manuelt een gang om året. En trykkoger til madlavning har også sikkerhedsventil.  I min barndom havde vi en udgave med et lod der stod og hvislede og vibrerede så hyggeligt når trykket var i orden. En dag blev der kogt sagogryn. Pludselig var tavsheden larmende og der blev kommanderet ‘i dækning’ og alle fløj under køkkenbordet. Grynene havde lukket for ventilen. Eksplosion fulgte. Hele køkkenet var dækket af de små sagogryn. Så forestod en større rengøring.  
Billedresultat for gammel trykkoger
Der vil altid være murren, hvislen hos borgerne i en kommune. Det er umuligt at gøre alle tilfredse. Alle kan finde hår i suppen. Mange føler der ikke lyttes - bliver spist af med en sludder for en sladder, så vokser trykket.  
Utilfredsheden, overtrykket slippes ud gennem f.eks. læserbreve, borgermøder. Uanset om man bryder sig om det eller ej er de sociale medier en platform for debat.

En ny side på facebook - Frederikssund under overfladen - er specifikt “oprettet med det formål at debattere de lokalpolitiske forhold samt den lokalpolitiske dagsorden.”

Hvilken debativer. Borgere har lagt ting op de mener bør drøftes og forklares. Ting man ikke forstår og stærkt undrer sig over, i ægte interesse for en endnu bedre udvikling af kommunen. På mindre end en uge er der kommet hele 770 kommentarer om mange emner. Kunne frygte brok og udbredt negativitet - Nej et opslag om udvikling af Hornsherred står alene for 98 gode konstruktive kommentarer.

Vil vove den påstand at dersom administration, byrådsmedlemmer ville følge med ville de erfare en ‘folkelig visdom’ baseret på hverdagens erfaringer der kunne være til gavn for alle.

Og man bliver fri for den store ‘rengøring’ hvis trykkogeren går i luften, fordi man koger det forkerte og ikke er opmærksom på faresignaler.  
Print
Indsendt af Olsen kl. 10.28 0 kommentarer
Etiketter: nytænkning

søndag den 21. juli 2019

Hvad frygter man? Byrådsmøder sendt på nettet

Hvad frygter man? Byrådsmøder sendt på nettet. 
Åbenhed eliminerer misforståelser, giver svar på spørgsmål borgerne tumler med, ikke får konkret svar på, og derfor fortsætter med at undersøge, formode, antage, vurdere. I sidste ende kommer borgeren måske til en konklusion der mere ligner en konspirationsteori. Det er uværdigt for alle parter og giver megen unødig spekulation.

Byrådsmøders første punkt er: ‘Spørgsmål fra borgere.’ Spørgsmål kan stilles og en debat kan indledes. Det kræver styrke at stille sig op og spørge. Mange holder sig tilbage,  ‘Jeg er ikke taler, har svært ved at formulere mig.’ Hvem udover de tilstedeværende ved mødet hører mit spørgsmål? Hvordan offentliggøres et eventuelt svar? Svar kan ofte ikke gives på selve mødet, men man lover at vende tilbage. Gør man altid det? Bliver et svar en ‘sludder for en sladder,’ og så er den sag lukket?
Billedresultat for online affairs cartoon
Mange borgere henvises til Borgerrådgiveren der arbejder under følgende begrænsninger:
Borgerrådgiveren kan ikke behandle klager over:
Indholdet af kommunens afgørelser - borgerrådgiveren kan ikke ændre en afgørelse
Spørgsmål, hvor der er en anden klageinstans
Sager, der er indbragt for det kommunale tilsyn, folketingets ombudsmand eller domstolene
Politiske beslutninger, f.eks. ang. kommunens serviceniveau
Sager om ansættelsesforhold eller privatretlige forhold.
I privat virksomhedsregie ville en sådan opgave kaldes ‘Kundeservice’/ Damage control og vedkommendes ansvarområde er emaskuleret.
Borgerrådgiveren har efter forlydende forrygende travlt. Der er altså et megabehov for mere åbenhed.
Jeg har før skrevet og foreslået at Byrådsmøderne streames eller sendes forskudt på nettet så borgerne kan følge med i debatterne om de sager der behandles. Det er blevet afvist. Jeg tillader mig at formode at det var kommunaldirektøren Ole Jacobsen der fik overbevist skeptiske byrådsmedlemmer om at det skulle Frederikssund ikke. Han er nu fortid. Nogle byrådsmedlemmer er lodret imod. “Det bliver let underholdning, og det koster penge at indføre ordningen.”

Mon de har set byrådsmøder fra nabokommuner med WebTV. Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Ballerup, Roskilde. Kan godt være nogle byrådsmedlemmer med en ikke forløst medielus og et megaego var lidt for kække i begyndelsen, men det ebbede hurtigt ud.
Borgerne kan finde en sag på dagsorden og så klikke på sagsnummeret og se debatten. Hvis det samtidig giver forståelse for sagernes kompleksitet, og svar på spørgsmål er det mere end omkostningen værd.

Kom i gang. “Det er ikke så svært, når man først får det lært.” Hvad frygter man? 
Print
Indsendt af Olsen kl. 09.45 0 kommentarer
Etiketter: byråd, læserbrev, nytænkning

onsdag den 3. juli 2019

Thorstedlund - er det god økonomi?

Thorstedlund solgt - er det god økonomi?
http://frederikssund.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-07-01/Thorstedlund-solgt-er-det-god-%C3%B8konomi-5323875.html
Som borger kan det være vanskeligt at overskue alle detaljer, finde ‘håret i suppen,’ og jeg afslører nok både naivitet og uvidenhed, med følgende overvejelser.
Thorstedlund solgtes til et ejendomsudviklingsselskab. Salgspris: 41 millioner kr. Intentionen er at bevare hovedparten af de eksisterende bygninger på Thorstedlund, ændre dem til boliger og derpå bygge boliger på to, tre etager nord og syd for de eksisterende. Køberen, selskabet Græse Strandvej 22, har skitseret deres planer, og visualiseringen kendetegnes ved legende børn i samdrægtighed med voksne. Den rene appetitlige idyl.
Frederikssund Kommune i 2012 købte Thorstedlund for kr. 12 millioner. Gik straks i gang med en nødvendig renovering. Omkostning cirka kr. 22 millioner. Færdig 2014. Samlet pris kr. 34 millioner. De nyrenoverede kvadratmeter skulle benyttes af Familieafdelingen. De fredelige forhold på Thorstedlund, naturen kunne medvirke til at løsne op for de svære problemer i udsatte familier, være forebyggende med til at nedbringe antallet af meget dyre anbringelser. Rosværdigt, økonomisk fornuftigt. Tilmed kunne andre kommuner ‘købe’ sig ind i faciliteterne.
Der var ikke et øje tørt ved indvielsen i 2014 og optimismen var helt i top. Hvor blev de smukke ord ved indvielsen af? Var det blot et øjebliks eufori, som borgerne betaler? Tragisk er det, at man nu har solgt et enestående rekreativt område og forskertset alle muligheder for at benytte området til noget unikt for alle borgerne i Frederikssund Kommune, og gæster udefra.

F
amilieafdelingen kan ikke længere være på Thorstedlund, og der bruges kr. 3 millioner på indretning af nye lokaler. Vi er nu nået op på kr. 37 millioner. Provenuet ved salg af Thorstedlund er skrumpet ind til sølle kr. 4 millioner. Og så kommer der vel udgifter til veje, kloak? 
Hos naboerne opstod der helt naturligt mange spørgsmål. Disse borgere har købt deres ejendomme i tillid til, at en tidligere vedtagen lokalplan er gældende. 
Adgangsforhold til de mange nye boliger? Hvordan vil den øgede trafikmængde skulle presses ind på veje der i forvejen er normeret til det antal boliger der er pt? Bliver der opført en ny adgangsvej til de nye boliger, og i givet fald hvor?
I Lokalavisens referat af borgermødet citeres mødedeltager Tina Tving Stauning ang. problemet med adgangsvejen, at Frederikssund Kommune på det tidspunkt, hvor det blev besluttet at sælge Thorstedlund “bare havde travlt med at sælge.” Hvorfor dette kissejav?
Hastværk er lastværk.  
Havde man blot beholdt Thorstedlund, udviklet det til kulturformål, alle forudsætningerne var/er tilstede. Et nyt Lousiana i Frederikssund, med masser af gæster som i Humlebæk. Et tiltrængt løft af kulturlivet i kommunen, der nok skulle skabe interesse for vor kommune og dermed nye tilflyttere. Langt flere end boligerne på Thorstedlund giver.  
Print
Indsendt af Olsen kl. 12.52 0 kommentarer
Etiketter: Blogindlæg Lokalavisen, kultur og fritid, læserbrev

onsdag den 29. maj 2019

Kreativitet i lobbyarbejde betaler sig, men kønt er det ikke

Kreativitet i lobbyarbejde betaler sig, men kønt er det ikke
Vinge S-station bliver et trinbræt. Totalt anderledes end den forkromede med center, butikker, kontor og boliger: Planen der entusiastisk blev fremholdt - inden korthuset faldt - november 2017.  
Oppe Sundby Trinbræt nedlagdes i 1989 trods mange folkelige protester. At lytte til ‘folket’ er  langt mere klogt end at lytte til politikere. Folket er snusfornuftigt - dermed sund økonomi.


Stumperne samles op. Lobbyarbejdet med at overbevise Transportudvalget om, at der skulle være en S-station i Vinge indledes. Det var vanskeligt at overbevise udvalget, SF’s Karsten Hønge udtalte:

“- I det øjeblik kommunen kan dokumentere - ikke bare, at de har de gode viljer, ikke bare har penge til at sætte annoncer i aviserne, men rent faktisk også er i gang med at udvikle et nyt, spændende byområde - så er det klart, at så synes jeg også, at staten skal træde til og bygge den nødvendige S-togstation. Men det må vel være rimeligt, at vi også kan se, at der vil være mennesker, der skal betjenes af den her S-togstation, siger SF´s transportordfører.” Enhedslisten var forbeholdne og fik også voldsom kritik lokalt. 

Bemærk - “ikke bare har gode viljer”...”penge til at sætte annoncer i avisen” ..”at vi også kan se der vil være mennesker der skal betjenes af den her S-togstation,”

Masser af gode viljer, annoncepenge, det kneb med ‘mennesker’ der skal benytte faciliteten.
Ved stationsbyggeri tages hensyn til Stationsnærhedslinjen, der i korte træk går ud på, “bebyggelse med høj tæthed og mange besøgende skal placeres i stationsnære kerneområder inden for en radius af 600 m fra en station.”

Vinge kunne ikke opfylde disse krav. Kundeunderlaget var der ikke. 
Vel derfor man stadig ikke har rettet de voldsomt optimistiske tal for beboere i Vinge i 2030 - hele 16-20000. I annoncer, i radiointerview messedes mantraet - 20000 borgere. Trancen indtrådte, øjnene blev glansfulde. Kommunens egne tal på hjemmesiden nævner dog kun 3230 nye indbyggere i     h e l e   Frederikssund Kommune i 2030.
Kalundborg og Esbjerg fik stationer efter ganske kort planlægning og færdig på tre måneder. Her havde man det sande grundlag på plads, ikke nogen kreative lovprisninger som fra en overkåd tæppehandler.

55 millioner til det nye trinbræt. Håb om snarlig forrentning af kommunens mange bundne midler i Vinge. Realistisk optimisme afløse mismodet og forargelsen over at føle sig ført bag lyset, opleve at der bliver solgt ud af ‘arvesølvet,’ nedskæringer på væsentlige områder for at dække  underskuddet der kunne være undgået, om man blot havde bevaret jordforbindelsen, og gjort forarbejdet ordentligt.
Hvem har skylden for fadæsen? Administrationen får opgaver af politikerne, som gerne vil have undersøgt en mulighed. Undertiden kolliderer resultatet med politikernes ambitioner. Politikerne gentager så det de så gerne vil høre og tro, trods advarsler. Er det humlen? Hvad er dit bud?
Print
Indsendt af Olsen kl. 09.30 0 kommentarer
Etiketter: byråd, frederikssund, Ny By
Nyere opslag Ældre opslag Start
Abonner på: Opslag (Atom)
Related Posts with Thumbnails

Hvem er jeg

Bosiddende i Frederikssund siden 1978. Selvstændig virksomhed siden 1976. Aktiv i mange foreninger og i frivilligt arbejde. Uden tilknytning til noget etableret parti. "Vær altid dig selv. Vis hvem du er. Hav tillid til dig selv. lad være med at lede efter en succesrig personlighed for at efterligne den. " Citat af alle Bruce Lee.

Bloggens indhold


Læs mere om mig og min politiske målsætninger : Her

Søg i denne blog

Etiketter

  • Blogindlæg Lokalavisen (46)
  • byråd (101)
  • erhvervspolitik (60)
  • frederikssund (69)
  • humor (7)
  • jørgen olsen (14)
  • klima (19)
  • kultur og fritid (28)
  • liberal (38)
  • lokalpolitik (54)
  • læserbrev (63)
  • natur (19)
  • Ny By (37)
  • nytænkning (56)
  • skibby (2)
  • sundhed (21)
  • Sygehusplaner (8)
  • trafik (14)
  • valgflæsk (27)
  • venstre (16)
  • Venstrevikingen (7)
Vis hele min profil

Blog-arkiv

  • ►  2025 (2)
    • ►  april (1)
    • ►  februar (1)
  • ►  2024 (10)
    • ►  december (1)
    • ►  september (2)
    • ►  august (1)
    • ►  juni (2)
    • ►  maj (1)
    • ►  april (2)
    • ►  januar (1)
  • ►  2023 (4)
    • ►  november (2)
    • ►  oktober (1)
    • ►  maj (1)
  • ►  2022 (14)
    • ►  november (1)
    • ►  oktober (1)
    • ►  august (1)
    • ►  juli (1)
    • ►  maj (4)
    • ►  april (2)
    • ►  marts (2)
    • ►  februar (1)
    • ►  januar (1)
  • ►  2021 (36)
    • ►  november (2)
    • ►  oktober (4)
    • ►  september (4)
    • ►  august (5)
    • ►  juli (4)
    • ►  juni (3)
    • ►  maj (1)
    • ►  april (4)
    • ►  marts (3)
    • ►  februar (4)
    • ►  januar (2)
  • ►  2020 (14)
    • ►  december (1)
    • ►  november (1)
    • ►  oktober (2)
    • ►  september (1)
    • ►  august (2)
    • ►  juni (1)
    • ►  april (2)
    • ►  februar (2)
    • ►  januar (2)
  • ▼  2019 (26)
    • ▼  december (1)
      • Beslutninger taget på et oplyst grundlag, eller hvad?
    • ►  november (3)
      • Så billigt man må undre sig. Salg af kommunal bygg...
      • Smykke sig med lånte fjer
      • Som man råber i skoven får man svar! Tilfredshedsu...
    • ►  oktober (6)
      • Tålmodighed er en dyd, men dyd giver ingen afkom
      • Fækalier fra 210000 mennesker til Frederikssund
      • Stort - Megastort - er ikke altid godt
      • Kæmpe rensningsanlæg til Frederikssund, hvor?
      • Den gode histories to sider
      • Grusindvinding i Hornsherred og retsbevidsthed
    • ►  september (3)
      • Hvorfor denne udgift?
      • Nygammel byggeskik i Vinge kunne give masser af bo...
      • Offentligt friareal bliver til en privat have
    • ►  august (1)
      • Brandudsalg i vente?
    • ►  juli (3)
      • Sikkerhedsventiler i lokalpolitik
      • Hvad frygter man? Byrådsmøder sendt på nettet
      • Thorstedlund - er det god økonomi?
    • ►  maj (3)
      • Kreativitet i lobbyarbejde betaler sig, men kønt e...
    • ►  april (3)
    • ►  marts (1)
    • ►  februar (1)
    • ►  januar (1)
  • ►  2018 (6)
    • ►  december (1)
    • ►  november (1)
    • ►  september (2)
    • ►  juni (1)
    • ►  januar (1)
  • ►  2017 (11)
    • ►  november (3)
    • ►  oktober (2)
    • ►  september (1)
    • ►  august (1)
    • ►  juli (1)
    • ►  maj (1)
    • ►  marts (1)
    • ►  januar (1)
  • ►  2016 (6)
    • ►  oktober (1)
    • ►  september (1)
    • ►  august (1)
    • ►  april (1)
    • ►  marts (1)
    • ►  februar (1)
  • ►  2015 (4)
    • ►  december (1)
    • ►  november (1)
    • ►  august (1)
    • ►  januar (1)
  • ►  2014 (6)
    • ►  december (1)
    • ►  oktober (1)
    • ►  juli (1)
    • ►  maj (1)
    • ►  marts (1)
    • ►  februar (1)
  • ►  2013 (50)
    • ►  november (10)
    • ►  oktober (11)
    • ►  september (5)
    • ►  august (5)
    • ►  juli (2)
    • ►  juni (2)
    • ►  maj (4)
    • ►  april (4)
    • ►  marts (3)
    • ►  februar (3)
    • ►  januar (1)
  • ►  2012 (8)
    • ►  november (1)
    • ►  september (1)
    • ►  august (2)
    • ►  maj (4)
  • ►  2010 (5)
    • ►  juli (1)
    • ►  marts (1)
    • ►  februar (3)
  • ►  2009 (51)
    • ►  november (15)
    • ►  oktober (9)
    • ►  september (27)