søndag den 6. september 2009

NY BY - og Frederikssund Sygehus

Ny By, en hurtig beslutning gavner Frederikssund Sygehus


Læserbrev uge 6, 2008.


I Frederikssund Avis skal man læse om planerne for den Ny By ved St. Rørbæk og kun når der sker noget fra anden side end kommunen.


Uge 09 en artikel om investorers interesse i Ny By projektet, og en kommentar fra formand for plan- og udviklingsudvalget Knud Christoffersen, som maner til besindighed: "Ting tager den tid, ting skal tage. Og vi er nødt til at gå med både livrem og seler i den her sag."

Besynderligt virker det dog, at planerne for et butikscenter kan fremskyndes så hastigt, at man allerede planlægger borgermøder om dette. Tilbage i 2003, hvor de første planer for ny by blev fremlagt var der også turbo på gennemførelsen af disse fordi man ønskede, citat: "den ambitiøse plan er med andre ord, at bygge en modelby eller mønsterby for fremtidige byer og erhvervsbyggeri." Disse planer er så blevet sat på citat: "stand by", idet man ikke, som forventet, kunne skaffe kapital til at ekspropriere det over 300 ha store landområde. Samtidig afspejler planerne, at der forventedes en kolossal fortjeneste til Kommunen ved, at kunne benytte muligheden for ekspropriation og efterfølgende, videresalg til almindelige markedspriser.


Der "tog ting ikke den tid, ting skal tage." Tju hej, hvor det gik stærkt. Da det så viste sig, at man ikke engang kunne fremskaffe til udbetalingen til lånefinansieringen af ekspropriationsplanen, drosledes tempoet gevaldigt ned. Hvorfor mon? Skulle "ting tage den tid, ting skal tage" indtil man, enten havde gjort alle de berørte lodsejere i området møre, ved at holde dem hen i uvished om deres fremtid i området, eller ventede man blot på bedre tider økonomisk så man kunne skride til handling som oprindelig skitseret? Da finansieringsplanen skred fremkom udtalelse fra ansvarlig for området "at så blev det måske heller ikke til noget." Borgerne i området formastede sig nemlig at gå til modargumentation og Stationsvænget og Solbakken fik da også fjernet 'truslen' om ekspropriation. Deres livrem og seler blev slækket, og de var 'frie' eller er de? Var det fordi, man anstændigvis ikke kunne, eller var presset fra byrådsmedlemmer, der er imod ekspropriation, og tak til dem, så massivt, at det var det eneste at gøre? Beboernes ufrivillige pålagte 'benlås' blev løsnet og flere udtrykte taknemmelighed. Hvorfor dog takke sin plageånd, når denne blot løsner grebet?


Stadig uafklarethed kan give økonomiske og udviklingslammende konsekvenser.


Tilbage er alle de øvrige beboere i området, og deres situation er stadig uafklaret og uvis. Er det en værdig behandling af borgerne, ikke at give klar og utvetydig besked om deres fremtidige erhvervsmuligheder og fremtid.


Borgerne i det store område er sat i en "standby" situation og må underlægge sig en politisk dagsorden, som de ikke har kendskab til, eller kan få entydige udsagn om, men i bedste fald må ræsonnere sig frem til. Det er en "standby" de ikke selv kan bringe sig ud af. De er afhængige af, at andre trykker på 'power'-knappen. Det er ikke værdigt for nogen parter. Det er ikke værdigt, dersom Frederikssund skal udvikle sig efter det potentiale der ligger i beliggenheden og mulighederne.


Besynderligt er det, at denne 'mønsterby', man har ofret så mange ressourcer på at planlægge og detaljeret beskrive, lige pludselig forekommer knap så spændende for kommunens fremtidige udvikling, som der var lagt op til ved planernes introduktion, hvorimod planer for et storcenter i Frederikssund By med en bemærkelsesværdig hast snart kan præsenteres.


Privat initiativ gavner Sygehuset.


Hvorfor lader man ikke det private initiativ folde sig ud? Er private investorer farlige 'udbyttere'? Er det den politiske ideologi bag? Er det en frygt for ikke at kunne styre udviklingen eller er man bange for at 'mønsterbyen' falder, hvis kommunen ikke bestemmer suverænt? I andre tilfælde benytter man flittigt de redskaber Loven giver for detailplanlægning i lokalområder. Så det kan ikke være det! Er det fordi man er bange for, at andre skal løbe med en del af den fortjeneste, gennem risikovillig kapital, man selv havde sat næsen op efter ved den nu, for øjeblikket, skrinlagte ekspropriationsprocedure? Denne "stand by" er ikke værdigt, dersom Frederikssund skal udvikle sig efter det potentiale der ligger i beliggenheden og kan vise sig at blive til skade for Frederikssund. Perspektiverne for byens udvikling er nemlig spændende, for med 15000 nye borgere i byen, og diverse virksomheder, øges skattegrundlaget massivt. Frederikssund vil stå rigtig stærkt i Regionen og kan lægge et massivt pres på beslutningstagerne når det f.eks. drejer sig om at bevare Frederikssund Sygehus og udbygge det til et moderne fortsat velfungerende hospital.


Adskillige, som udtrykt i debatten, har svære betænkeligheder ved udsigterne til at Frederikssund Sygehus, som planerne lige for tiden tegner sig, måske blot reduceres til et slags ældreplejehjem på bekostning af udbygning af Hillerød. Ved en klar hurtig beslutning i Kommunen, som åbenbart kan tages når det drejer sig om det ny butikscenter, vil en ny by med 15000 nye borgere være et vægtigt argument for de som kæmper for det lokale sygehus. Erhvervsliv vil ønske at slå sig ned i Frederikssund. Arbejdspladser tiltrækkes. Dynamik og velstand vil rigelig opveje den 'gevinst' man åbenbart har stirret sig blind på ved at udskyde og ikke tage stilling nu til et rigtig godt tilbud fra private investorer. Ønsker man virkelig at gøre Frederikssund til det nye kraft- og vækstcenter i Nordsjælland så åbner man døren for et frit privat initiativ som vil kunne trykke på de rigtige knapper i samarbejde med et åbent, fordomsfrit og fremsynet byråd.


Jørgen Olsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails