søndag den 6. september 2009

Erhvervsområder til 'grønne virksomheder'

Erhvervsområdet til 'grønne virksomheder


Læserbrev bragt i Frederikssund Avis 10.06.08


Man må gå ud fra, at alle i Frederikssund er interesseret i en ren og miljøvenlig by. Det var derfor med stor interesse 40 medlemmer af Venstre i Frederikssund tog på virksomhedsbesøg på Topsøe. Gennem årene har der været mange, enten indbildte eller reelle, forestillinger om miljøproblemer med fabrikationsvirksomheder. Da Topsøe er Frederikssunds største virksomhed, 630 ansatte alene i Frederikssund, med en betydelig eksportsucces kunne man have den formodning, at der så også ville være problemer med overholdelse af miljølovgivningen. Eyvind Vesselbo, Venstre's miljøordfører havde givet tilsagn om at komme og give en orientering om regeringens forskellige tiltag op til FN's Klimakonference i København 2009, men også af professionel interesse for Topsøe's banebrydende produkter.

Ved en gennemgang af fabriksanlægget og en orientering om processerne og sikkerhedsforanstaltningerne blev det klart, at Topsøe gør sig meget store bestræbelser for at sikre miljøet og rense udledningerne fra fabrikationen til et niveau der ligger en hel del under lovgivningens krav. Man kan ofte vurdere en virksomhed ud fra den orden der hersker i og på lokaliteterne. Her kunne der ikke peges fingre. Vi i Frederikssund har grund til at være stolte over, at Topsøe har deres hovedsæde i byen og måske har planer om at udvide såvel lager som administration og produktion i vor kommune. Topsøe's produkter har en helt afgørende positiv virkning på rensning af forurenende stoffer i forbindelse med kraftværker og motorer og er samtidig en af de helt store på verdensplan. Produkterne og katalysatorerne, der anvendes til fremstilling af gødning for at forøge udbyttet af landbrugsjorder til gavn for en voksende befolkning i verden, og til lempelse af de stigende fødevarepriser, er ligeledes en væsentlig del af virksomhedens interesseområde. Uden deres produkter ville miljøproblemerne, og sulten, i verden være mere massive.

Frederikssund har mulighed for med erhvervsområdet nord for St. Rørbæk at kunne tiltrække ansvarlige 'grønne' virksomheder og dermed skabe sig en attraktiv position for at trække virksomheder af lignende art til. En slags 'Green Valley.' Det kræver dog, at der ikke sættes administrative hindringer i vejen for en rimelig, hurtig behandling af ansøgninger om etablering.

Eyvind Vesselbo svarede på mange spørgsmål fra deltagerne. Ikke alle spørgsmål var regeringens miljøpolitik venlig stemt, men der blev givet en forklaring på forhold som kunne virke besynderlige. Mon ikke også Vesselbo fik nogle overvejelser til brug for sit virke i miljøudvalget? Der kom under alle omstændigheder en god dialog i gang, og en kontakt mellem Frederikssund Erhvervsråd og Vesselbo blev skabt.

Frederikssund hverken kan eller skal alene tiltrække administrationsvirksomheder. Vi skal også være positive over for produktionsvirksomheder, der giver beskæftigelse til mange, og en dynamik som vil kunne smitte af på kommunens øvrige virksomheder. Når en virksomhed som Topsøe overvejer at give kommunen et sådant tilbud burde beslutningstagerne være villige til at stille sig positivt an, hvis vi ønsker en dynamisk fremskridtsvenlig byudvikling. De 40 deltagere fik under alle omstændigheder en god oplevelse og betryggende information.

Jørgen Olsen
3600 Frederikssund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails