søndag den 6. september 2009

"Spar penge - de kan blive noget værd."

"Spar penge- det kan være de bliver noget værd"


Læserbrev uge 15, 2008


Et godt råd med visdom af den store amerikanske komiker, Bob Hope. Humor var der virkelig behov for efter mødet i Hillerød om hospitalsplanerne for Nordsjælland. Galgenhumor. Vibeke Storm Rasmussen indleder med at sige, at hendes svar vil være noget vævende, da man jo ikke har besluttet sig for noget endnu, derfor var borgerne indkaldt til disse borgermøder. Smukt og demokratisk. Gennem aftenens spørgerunde, hvor svarene virkelig blev vævet til et klæde af ingenting, kom det dog frem, at VSRs holdning er tydelig.


Hillerød Hospital skal udbygges, moderniseres. Frederikssund-borgernes perfekte oplæg til den helt naturlige udvidelse af Frederikssund Sygehus gjorde umiddelbart ikke på nogen måde indtryk. Selv ikke da der blev gjort opmærksom på, at 73% af borgerne i Egedal bor i Stenløse og Ølstykke og derfor ville være oplagte 'kunder' på Frederikssund Sygehus, fremfor som planlagt Herlev, var der positiv respons, højst lidt forundring over denne oplysning, men den har man vel kalkuleret med? Rent skrivebordsarbejde med lineal og sort tusch? Der var i hvert fald ingen svar.


Vi får ofte at vide, at sognerådspolitik ikke er tidssvarende, men at det store overblik giver bedre kvalitet for færre omkostninger. Hvad hjælper det, når der hos beslutningstagerne, tilsyneladende, ikke tages hensyn til helt igennem fornuftige, realistiske forslag som vil betyde, at markant færre af de hundreder af millioner, der er sat af til reform af sygehusvæsenet i Regionen ofres på nødløsninger som ikke fremmer kvaliteten, men blot er overgangsløsninger indtil noget helt nyt bliver bygget et centralt sted i Regionen? Hvem fører så sognerådspolitik?


Sammensætningen af Regionsrådet viser tydeligt en overrepræsensation for det største 'sogn' - Hovedstaden. Her er sognerådspolitik så det klodser. Derfor kan det virke skræmmende at millionerne så villigt ofres på gamle nedslidte sygehuse fremfor en ligetil, økonomisk fordelagtig udbygning af det langt nyere og bedre Frederikssund Sygehus med de store udvidelsesmuligheder. Det er borgernes skattepenge der nu skal forvaltes på dette alter for politisk miskmask og særinteresser.


Tillad at minde om byggeriet af Herlev Sygehus, det skulle være verdens mest avancerede hospital. Budget 263 millioner kroner. Slutfacit 1.3 milliarder og tidsfristen overskredet med 2 år 7 mdr. Metro'en. De store broforbindelser. DR byen. Sporene skræmmer, især fordi andre skal betale. Borgerne. Benjamin Franklin sagde 'Erfaringens skole er dyr, men tåber vil ikke i lære i nogen anden'. Ganske vidst har den ansvarlige for budgetplanlægningen, kaldet 'Koncerndirektør' i Regionen et ry for altid at overholde budgetterne, men et er at være dygtig administrativ, noget andet på det rent forretningsmæssige. Når stillingsbetegnelsen 'Koncerndirektør' anvendes tænker man straks på en privat virksomhed, hvor afkastet gerne skulle være i forhold til investeringen og med størst hensyntagen til aktieejerne (borgerne). Hvorfor ikke undgå risikoen for en eklatant fejltagelse ved seriøst at overveje det fornemme forslag for udbygning af Frederikssund Sygehus og derved 'Spar penge - det kan være de bliver noget værd.'


Jørgen Olsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails