Hvor blev arvesølvet af?

HVOR BLEV ARVESØLVET AF?

Bragt i Venstrevikingen 2006.

I Nudansk Ordbog 17. Udgave 2001 står der under – Arvesølv:

1. Sølvbestik og andre sølvgenstande der er gået i arv i en familie.

2. – sælge ud af arvesølvet - ¤ kommunen sælger ud af arvesølvet for at skaffe

penge.

¤ partiet sælger ud af arvesølvet ved at slække på principperne.

Hvad har denne definition med Frederikssund Kommune at gøre?

Frederikssund Kommune har gennem de seneste 30 år forvandlet sig ganske dramatisk. Fra en noget apatisk Kommune med en provinsiel karakter og særpræg er omskabelsen til en aktiv, attraktiv, dynamisk, moderne, i bedste betydning, og spændende Kommune tydelig for enhver der har kendt Frederikssund førhen.

Lad os begynde med bykernen.

Tænk på forandringen af Bløden, fra på det nærmeste skrammelplads til et ryddeligt grønt område og et behageligt boligområde. Erhvervshavnen og dets tilknyttede virksomheder er borte og erstattet af nye boligkarreer med den skønneste udsigt. Området ved det gamle sygehus, et eksempel på et godt ’kvartersløft’. Falkenborggårdbebyggelsen erstattede den skammeligt udseende busterminal.

Gågaden er etableret og Havnegade og Torvet med Rådhuset har fået et langt mere borger- og erhvervsvenligt udtryk. Arealerne omkring den gamle togstation! Se hvilken smuk forandring dette område har fået! Talrige forskønnende detaljer er blevet fuldført i hele bykernen til en stadig, fuldendelse af en tiltrækkende by.

Lad os nu bevæge os bort fra selve bykernen.

Langs de nye omfartsveje er skudt nye boligområder op, som gode integrerede enheder, eller forbedrede podninger, på i forvejen eksisterende lokalsamfund. Græse Bakkeby, Sydbyen. St. Rørbæk.

Trafikmæssigt er Frederikssund blevet tilgodeset. Omfartsvejene, den nye 2 sporede S-bane, de forbedrede veje og rundkørslerne har forbedret trafiksikkerheden. Disse tiltag var også absolut påkrævet idet befokningstilvæksten, efter en stilstand på mange år, nu stiger betragteligt. Desværre er et meget stort antal af Frederikssunds borgere nødt til at hente deres indkomst uden for byen. Dette har betydet at vejene stadig er overbelastede og nogle af de værste trafikknudepunkter i Hovedstadsregionen. Megen uproduktiv tid og energi brændes af på dette pendleralter.

En af årsagerne til dette alvorlige samfundsproblem skyldes som nævnt det store antal borgere der har job udenfor Kommunen. Frederikssund har ikke i takt med ambitionerne om at udvikle sig til en ’stor by’ formået at udarbejde en erhvervsvenlig politik. Virksomheder har i påfaldende grad fundet andre nabokommuner mere erhvervsvenlige og valgt at etablere sig der.

En forfatter har sagt: ”Smukt er egentlig alt, som man betragter med kærlighed. Jo mere man elsker verden, desto skønnere finder man den”.

Jo, når man elsker Frederikssund, desto skønnere finder man den. Frederikssund er ret beset en ganske flot by. Den elskede har sideløbende gjort sit til at gøre sig stadig mere smuk. Nærmest uanset omkostningerne. Skønhed har sin pris og den kan være dyr. Et italiensk ordsprog siger: ’Skønheden og tåbeligheden går ofte sammen’.

På hvilke måder har Frederikssund betalt en tåbelig høj pris for den ydre skønhed?

Den skønne har haft tilbedere og bejlere og har forstået at benytte sig af gavmildheden og suttet til sig af den omsætning hele udviklingen og de gode tiders gunst har afstedkommet. Efterhånden er bunden ved at være nået. Tanken er nu sat på de sidste reserver. Hvad mere er der at sutte på? Kassen er gabende tom. Hvad er der tilbage til børnene/borgerne? Hvad skulle man have gjort i tide for at holde udviklingen i gang?

Tilbage i 1970-80’erne købte forudseende byråd jord op, i og omkring byen, når jorder og arealer blev sat til salg. Ved at handle på almindelige markedsvilkår var der ingen der kunne pege fingre af byrådet, alle accepterede dette, og det gode forhold til omgivelserne blev bevaret. Godt nok krævedes det, af de involverede byråd, at der blev kørt en stram økonomi, men den stigende velstand og det stigende befolkningstal gav stadig flere skattekroner og lånemulighederne øgedes i takt hermed. Man var sig markedsmæssigt bevidst, at der med tiden uundgåeligt ville komme en udvikling, hvor de opkøbte arealer skulle bruges. Siden 1973, hvor Hovedstadens første regionsplan ’Regionsplan 1973’ blev udarbejdet arbejdede ansvarlige byråd med disse langsigtede planer og handlede efter markedets principper langsigtet og klogt.

Det er påfaldende, hvor svært det har været at få virksomheder af den rigtige slags til byen. Det har været svært at få velhavende tilflyttere til byen. Ølstykke og Stenløse har i mindst samme, og endog større grad, formået at gøre deres tilbud langt mere attraktive, hvor Frederikssund ved sin beliggenhed ved Fjorden, ved S-Banen, ved omfartsvejene burde have haft langt større fremdrev og moment. Den franske præsident Georges Pompidou sagde, her dog lettere omskrevet: ’En fallit kan have tre årsager: ledelse (oprindelig kvinder), væddemål og råd fra fagfolk’. Vælg selv.

Fakta er, at da udviklingen skulle sættes i gang udeblev den helt store købelyst, især hvis arealerne til byudvikling skulle sættes til den markedspris de vitterligt skulle koste. De dyreste og bedste grunde, i Kommunens besiddelse, med fjordudsigt både ved Græse Bakkeby og ved Havnefronten og i Sydbyen, burde efter almindelige logiske markedsbetingelser have givet et 100 millioner kroners overskud til kommunen efter byggemodning. I stedet har valgte man at give tilladelse til at lade et Føtex supermarked opføre med den bedste havneudsigt, man fristes til at sige, til en discountpris. I Græse området vil man lade en skole bygge på vestvendt skråning med en kanonudsigt på arealer, der ville kunne indbringe et solidt tilskud til den slunkne kommunekasse. I desperation, grundet suget i pengekassen, sætter man nu grunde til salg i Sydbyen til nærmest usælgelige overmarkedspriser.

Når krybben er tom bides hestene. De måske 100 millioner i overskud er forvandlet gennem masser af strid, ævl, kævl, bideri, snerren og beskyldninger til et elendigt ukonstruktivt samarbejde i Byrådet

Findes der en løsning på dette misregimente, på denne fallit? Hvad har Kommunen overladt til børnene/borgerne andet end en tom kasse? Hvor er arvesølvet? Kan noget nyt skaffes og hvordan?

De midler man forventer at få ind gennem salg af det sidste, ’arvesølv’, jord i Kommunens besiddelse skal bruges på at dække det akkumulerede underskud den dårlige ledelse/væddemål/rådgivning har på bundlinjen. Man kan med rette spørge. Hvem har fået gavn af de forudseende Byråds opkøb af jord i 70’erne og 80’erne? Ingen.

Man har dog lært af disse Byråds klogskab og erkendt at kun gennem jordopkøb kan man rette op på denne dadelværdige situation. Man skrider til handling!

Gennem ’Regionsplan 1973’ var man klar over, at et større landzoneområde ved Store Rørbæk var udpeget som fremtidigt byvækstområde. I de seneste 15 år har adskillige ejendomme i det berørte område skiftet ejere og er blevet solgt på almindelige markedsvilkår. Enkelte har endda tilbudt jord til Kommunen til en særdeles gunstig lav pris. Dersom Byrådene havde handlet professionelt, og lært af de ansvarsbevidste Byråd før dem, havde de med tanke på den kommende byudvikling kunnet kontinuerligt erhverve sig byggearealer på markedsvilkår, og i et enkelt tilfælde bedre end dette. Men det har man ikke haft kapacitet eller mod til. Om det skyldes dårlig ledelse, væddemål eller elendig rådgivning kan man kun gisne om.

Man er sig dog pinligt bevidst at man her har en mulighed for at bringe Kommunen hel og velhavende på fode igen gennem jordspekulation. I 2003 blev strategien fremlagt til offentlig debat, og der blev afholdt flere borgermøder. Siden er holdt adskillige borgermøder, mange ressourcer er bekostet på strategiens gennemførelse.

Daværende borgmester og embedsmænd stillede sig i spidsen for en ’helt ny og visonær by’ Ambitionsniveauet og planlægningen af den nye by er højt. Rådgivning. Projektudvikling. Landskabsarkitekter og byggekonsortier og arkitekttegnestuer har udarbejdet detaljerede planer for det endog meget store område. En tidsplan for etaperne blev offentliggjort. Alt så lyst og positiv ud fra Kommunens side. Alle regler tilsyneladende overholdt. Hvad gik så galt?

I sommeren 2006 måtte Ny Frederikssund Kommunes kommende borgmester udsætte opkøbet af jord i den planlagte Ny By ved Store Rørbæk, idet man måtte erkende, at man ikke havde en krone at købe for. Byrådet, som et hele, ville ellers med en beundringsværdig nidkærhed ekspropriere jorde, gårde, parcelhuse i stor og ’visionær’ stil, men ikke engang de 15%, alle ved man skal have, til udbetaling kunne der præsenteres. Det forventede lånebehov fik man heller ikke tilsagn om. I stedet beslutter man at lade projektet gå på ’stand by’. Som i eventyret om Kejserens Nye Klæder var der nogle der måtte gøre opmærksom på: ’jamen de har jo ikke noget tøj på’.

Den ’storslåede og visionære plan’ realiserbar gennem ekspropriation af borgeres ejendom, og med salg til markedspriser af de eksproprierede arealer med et enormt overskud til byudvikleren, nemlig Ny Frederikssund Kommune, er tilsyneladende nu slået fejl.

Borgerne, familierne, erhvervene, der befinder sig i dette område var, og er, naturligvis dybt berørt af planerne og de for dem livsbetingelsesmæssigt omvæltende fremtidige tiltag.

For alle borgerne i Frederikssund må det være forargeligt at opleve, at et enigt Byråd, embedsmænd samt eksterne rådgivere ikke var klædt bedre på. Meget pinligt.

Tiden er nu inde til at byde en ny Borgmester, et nyt Byråd og en ny række embedsmænd hjertelig velkommen til arbejdet som kan vise sig at blive et langt sejt træk for nogen har altså taget arvesølvet og andre skal betale. Rådet er; tag ved lære at de Byråd førhen som har handlet ansvarligt og købmandsmæssigt korrekt, indgå i et frugtbart samarbejde med borgerne om udviklingen og undgå fremtidig strid og nyttesløse diskussioner, hvor økonomien og borgerlige rettigheder falder som første offer for personlige visioner og drømme.

Jørgen Olsen december 2006.