Kommunitarismen. Det er en 'trosretning' eller politisk filosofi der går imod såvel selvstyreformen som individualismen for i stedet at fremme en social organisering, ved at pålægge begrænsninger på individuel frihed, under dække af at det er til samfundets, 'almenvellets,' gavn.
Den er blevet beskrevet af Bill Clinton og Tony Blair som "Den Tredje Vej." Anders Fogh Rasmussen har hyppigt givet udtryk for, at han beundrer den britiske premierminister, Tony Blair, dybt: "Jeg føler et meget tæt slægtskab med en række af de holdninger, som Tony Blair giver udtryk for," har Anders Fogh f.eks. udtalt. Venstres valgslogan i 2001 'Tid til forandring' var ligeledes en blot og bar oversættelse af New Labours 'Time for a Change' fra 1997. Fogh sagde godt nok i den nu skrottede bog 'Fra socialstat til minimalstat' at "Den Tredje Vej er en illusion. Der findes ikke nogen mellemvej mellem socialisme og liberalisme" Man kan med rette spørge om ikke også den holdning er skrottet. Kommunitarismens forholdvise nye filosofi har faktisk givet såvel omridset som strukturen til den "bæredygtige udviklingsbevægelse" (og hvis ordet grøn, og klimaet samtidig indarbejdes er alle parate til at overgive sig) som nævnes i tide og utide for at retfærdiggøre indgreb i fundamentale rettigheder, alt sammen under dække af 'almenvellets' behov. Problemerne opstår ved metoderne der benyttes for at nå disse målsætninger.
Ved første øjekast er der ved fastlæggelsen af målet den forudsætning, at nogen skal beslutte hvad der er 'almenvellets,' behov. En eller anden skal bestemme om disse mål så indfries. En eller anden skal bestemme, hvordan disse behov skal indfries, og en eller anden skal bestemme, hvorledes ressourcerne til at imødekomme disse behov skal etableres.
I snart 200 år er disse spørgsmål blevet overdraget til valgte repræsentanter fra lokalsamfundet. Individuelle medlemmer af samfundet har altid haft frihed til at foreslå projekter og planer, der skulle gavne endnu ikke løste behov i samfundet. Valgte, der ikke levede op til ansvaret for samfundet kunne altid erstattes ved det næste valg.
I 1980'erne og 1990'erne blev den grønne miljøbevægelse, i samarbejde med fortalerne for begrebet "social retfærdighed," utålmodige over tempoet i forandringen, under denne traditionelle måde at føre politik på. "Vi har behov for en ny beslutningsproces..." hørte man fra mange. Denne nye beslutningsproces er skabt på den Kommunitaristiske filosofi.
Næsten ethvert samfund har oplevet skabelsen af en slags "Vision 2020 Råd", hvis opgave det er, at identificere samfundets endnu ikke indfriede behov og udarbejde en plan der skal ændre samfundet til et "bæredygtigt" grønt fremtidssamfund.
Meget typisk er disse råd blevet påbegyndt, og støttet økonomisk, af særlige interessegrupper eller af regeringen - ikke af folkevalgte fra det lokale samfund. Disse udarbejder planer der er med til at begrænse den individuelle frihed og påtvinger den enkelte ansvaret, og byrden for, at skabe et samfund som disse 'visionsråd', har besluttet er det bedste i 'almenvellets' interese.
Her følger nogle eksempler godt nok fra USA, men tendensen ses tydeligt også i Danmark, og den skal nok blive forstærket.
King County, Washington, planen, for eksempel, begrænser ejendomsretten hos lodsejere således at de kun må bruge 35% af deres landbesiddelser samtidig med at der kræves af 65% af deres land skal være overladt udyrket til naturen. I Houston County, Wisconsin, begrænser planen individets frihed til at bygge mere end et hjem på en 16 hektar stor parcel. Lignende restriktioner på den individuelle frihed er blevet indført af såkaldte 'visionsråd' over hele landet for at bringe "balance i individets rettigheder stillet overfor 'almenvellets', interesser" -- som det er besluttet af den ikke folkevalgte gruppe af kommunitarister.
Hele filosofien og gennemførelsesproceduren er fjender af friheden. Hvorfor skulle nogen have ret til at påbyde en anden at han ikke må benytte 65% af det land han ejer? Filosofien kræver selvfølgelig, at regeringen ved lov gennemtvinger 'visionen' der pålægges samfundet, hvilket ikke plejer at være nogen hindring - det er jo i 'almenvellets' interesse, og gerne nævnes miljøets, og hvis klimaet samtidig kan nævnes, er sagen så godt som vedtaget.
Jamen kunne man indvende der skal vel være reguleringer så tingene ikke blot bliver et virvar? Det er der også. I et frit samfund søger enkeltindividet at opnå egen lykke og velstand som de finder er godt for dem. Men hvis deres bestræbelser krænker andres friheder er der lovlige midler til at lægge en dæmper på. I et frit samfund er individuelt initiativ tæmmet af konkurrencen, og tæmmet af retsvæsenet, og derved er samfundet i balance, og der kan hele tiden arbejdes hen imod højere udbytte og velstand.
I et kommunitaristisk (Den Tredje Vej) samfund forfølger individet sin egen lykke så godt som muligt indenfor grænserne af en omfattende plan der er skrevet af andre. Det enkelte individs initiativ og virkekraft bliver afkølet; konkurrence er erstattet af offentlig/privat partnerskab; og velstand bliver behørigt beskattet for at sikre at ansvaret overfor samfundet imødekommes.
Kommunitarismen er blevet benævnt som "kommunisme-let." Andre benævner den "den sofistikerede socialisme." I grundsubstansen forekommer den at være en akademisk retfærdiggørelse for at transformere måden at føre politik på, idet man fjerner autoriteten fra de lokale folkevalgte og giver ikke-lokalvalgte repræsentanter og særinteressegrupper magten.
Målet for kommunitarismen, og "bæredygtig udvikling" kan meget vil være velmente og nødvendige, men ikke på bekostning af friheden og den mest enkle form for demokratisk proces.
Den helt store udfordring er at give oplysning til befolkningen om, at den metode der benyttes for at skabe "bæredygtige samfund" faktisk forandres vor styreform fra en der går ind for den individuelle frihed til et system der begrænser samme frihed. Har vi behov for endnu en fjende af frihed?
Bragt i Venstrevikingen november 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar