NY BY - hvad skal ske og hvornår?

NY BY. Hvad skal der ske og hvornår???

Bragt i Beboerbladet for Snostrup, St. Rørbæk 2007.

Det hele begyndte for alvor at tage fart i 2003. Med flotte forchromede planer gjordes klart, at vores område var udset til noget helt specielt og spændende. NY BY. Der blev informeret og afholdt møder, byplangruppe blev inviteret, seminar afholdt og tidsplaner blev opstillet med budgetter osv. Alle områdets ejendomme blev inspiceret af ejendomsmæglere med henblik på vurdering. Der blev virkelig vævet en smuk smuk kjortel, af de fineste materialer og planer. Hvad gik så galt? Hvordan kunne det vise sig, at det hele var et illusionsnummer.

’Jamen, de har jo ikke noget tøj på.’

I sommeren 2006 måtte Ny Frederikssund Kommunes kommende borgmester udsætte opkøbet af jord, gennem ekspropriation, i den planlagte Ny By ved Store Rørbæk, idet man måtte erkende, at man ikke havde en krone at købe for. Byrådet, som et hele, ville ellers med en beundringsværdig nidkærhed ekspropriere jorde, gårde, parcelhuse i stor og ’visionær’ stil, men ikke engang de 15%, alle ved man skal have, til udbetaling kunne der præsenteres. Det forventede nødvendige lånebehov fik man heller ikke tilsagn om. I stedet beslutter man, at lade projektet gå på ’stand by’. Som i eventyret om Kejserens Nye Klæder var der nogle der måtte gøre opmærksom på: ’jamen de har jo ikke noget tøj på’. Den ’storslåede og visionære plan’ realiserbar gennem ekspropriation af borgeres ejendom, og med videresalg til markedspriser af de eksproprierede arealer med et enormt overskud til byudvikleren, nemlig Ny Frederikssund Kommune, er tilsyneladende nu slået fejl.

Menneskelige konsekvenser.

’Det værste er, at de der har magt, men ikke kundskab, ikke vil vide af det, de ikke har magt over. De skærer igennem, som man skærer i kød med en kniv’ (Villy Sørensen).

Borgerne, familierne, erhvervene, der befinder sig i dette område var, og er, naturligvis dybt berørt af planerne, og de for dem livsbetingelsesmæssigt omvæltende fremtidige tiltag, som de blev sat uden for indflydelse på. Frustrationer, vrede, juridiske initiativer, ængstelse, usikkerhed, mistænksomhed, mismod osv. osv. har hele den afdækkede tryllekunst medført. Borgere er blevet som skåret i ’kødet’, med en kniv ført af en ukyndig administration, og føler sig krænkede og sårede.

Solbakken og Stationsvænget fik så endelig lægt en del af deres smertefulde sår ved, at den borgerlige del af byrådet, belært af protesterne fra borgere og deres gode argumenter, lagde et massivt pres og formåede at få disse områder ’fredet’. Taknemmeligheden blev udtrykt i læserbreve. Men er ’arret’ der stadig ikke? Kan de føle sig helt trygge ovenpå den omgang magtudøvelse?

Planerne er som nævnt på ’stand by’, det vil sige, at der arbejdes i kulisserne med realiseringen. Lader man blot tiden gå for at skaffe de nødvendige lånemuligheder for at fortsætte i ekspropriationstanken? Lader man beboerne være i usikkerhed for, med køligt overlæg, at gøre dem møre, og dermed forbedre sin forhandlingsposition?

Nogle i området har taget konsekvensen af usikkerheden, er oppe i årene og ønsker en afklaring så de, mens de endnu har kræfterne, kan etablere sig et andet sted, og har valgt at afhænde deres ejendom til en privat investor. Nogle er usikre på, om det er umagen værd at ofre økonomi på nødvendige forbedringer af deres ejendom, med tanke på, at de én gang er blevet konfronteret med udtalelser om, ”at det hele bliver revet ned ved ekspropriation” for at deres ejendom kunne udgøre grundlaget for citat: ”den ambitiøse plan er med andre ord, at bygge en modelby eller mønsterby for fremtidige byer og erhvervsbyggeri.”

Der blev udarbejdet 4 planer af forskellige arkitektfirmaer som så kunne studeres af alle, og vel især de der bor i området. Her er der på forunderlig vis pludselig blevet plads til en hel del af de ejendomme, som var blevet mundtligt dømt til nedrivning, nogle skal benyttes til institutioner, kulturfor-mål mv.

Endnu engang er forvirringen i informationsstrømmen blevet tydeliggjort og endnu et argument for en voldsom forbeholdenhed overfor løfter, ’trusler’ og tidshorisonter, givet af byplanlæggerne i kommunen er blevet føjet til de berørtes ræsonnements-grundlag.

Kan man tillade sig at konkludere, at det tilsyneladende ser ud til, at de der har magt ikke er fuldt ud kompetente til deres opgave? At man, endnu engang, ikke lader hensynet til borgerne komme i første række, men handler taktisk og beregnende?

Frederikssund har en mulighed for, som ingen anden region i Nordsjælland, at trække nye skatteborgere og erhvervsvirksomheder til med den Ny By og det vil uden tvivl komme alle borgere i kommunen til gavns, hvis dette får lov at udvikle sig frit. Imidlertid skal det ske på en ordentlig måde, hvor respekten for andres værdier og erhverv honoreres på de vilkår som er almindelige i fri handel fremfor denne laden gå på ’stand by’ med usikkerhed og mistænksomhed til følge.

I lokalavisen læste vi så, om private investorers interesse i Ny By. Med en tilsyneladende rigelig, risikovillig, kapital til at komme i gang med byudviklingen, er de konkrete og handlekraftige. Hvorfor lader man så ikke det private initiativ folde sig ud? Er private investorer farlige ’udbyttere’? Er det en frygt for ikke at kunne styre udviklingen eller er man bange for, at ’mønsterbyen’ falder, hvis kommunen ikke bestemmer suverænt? I masser af andre tilfælde benytter man flittigt de redskaber Loven giver for detailplanlægning i lokalplaner. Så det kan ikke være det! Er det fordi man er bange for, at andre skal løbe med en del af den fortjeneste man selv havde beregnet sig ved den nu, for øjeblikket, henlagte ekspropriationsprocedure? Man burde være interesseret i, at få det helt rigtige økonomiske grundlag for en kommune, nemlig gennem et skattegrundlag baseret på borgernes flid og opfindsomhed, fremfor at ’beregne’ sig fortjenester ved ’køb’ af billig jord og derpå videresalg til fuld pris.

Ønsker man virkelig, at gøre Frederikssund til det nye kraft og vækstcenter så åbner man døren for et frit privat initiativ, som vil kunne trykke på de rigtige knapper og bringe den uholdbare ’standby’ til en ende og give ’power’ til fælles gavn.

Risikoen er, at andre kommuner i Regionen overhaler Frederikssund og tager den del af vækstpotentialet der naturligt tilhører vores område, hvis man lader sig underlægge en uhensigtsmæssig kommunal langsommelighed.

Jørgen Olsen