En Venstreviking fortæller Amtsborger Jørgen Christiansen, St. Rørbæk

En Venstreviking fortæller: Tidligere amtsborgmester Jørgen Christiansen, St. Rørbæk.

Fortalt til Jørgen Olsen og udgivet som føljeton i Venstrevikingen 2007, 2008. 

Jørgen og Else Christiansen ved venstre 100 års jubilæum 2007

I den lille landsby Borsholm ved Helsingør, med sølle ca. 50 indbyggere, var der hos familien Christiansen på gården ’Pilely’, intens aktivitet og forventningsfuld glæde. Fruen i huset var højgravid. En ny indbygger skulle, om alt gik vel, føjes til det lille lokalsamfund. Det blev en vellykket fødsel. En dreng, som skulle vise sig, at være af en særlig støbning, skulle nu sætte præg på den lille landbrugsbedrift hvor han fødtes, på skolen, i foreningslivet og de mennesker han kom i kontakt med. Borsholm er en ældgammel landsby, som kan dateres tilbage til år 1100, hvor den hørte under Esrom Koster, senere overtog Kronborg Len området og Frederik den 2. foretog mange jagter i det smukke varierede landskab. Et lokalsamfund, hvor godt naboskab, hjælpsomhed, nøjsomhed og flid var nogle af de ting der kendetegnede indbyggerne.

Hårde tider, strenge krav, store udfordringer!

Den lille drengs familie bestod af i alt 6 personer, far, mor, 3 søskende og en farmor på aftægt. En efternøler blev født nogle år senere. I 1928, som er udgangsåret for vor beretning, var det hårde tider. Mellemkrigsårene var præget af politisk opbrud med skiftende regeringer, og deraf følgende ustabilitet. Højre og socialister kæmpede om at få flertal i enten Folketing eller Landsting og det gik frem og tilbage. Landmandsbankens krak havde rystet samfundsøkonomien og arbejdsløsheden og nøden eksploderede i 30’erne. At brødføde familien og skaffe fornødenheder for at passe gården og dyrene krævede en ihærdig arbejdsindsats fra hele familien. De 12 hektar jord skulle opdyrkes påpasseligt. Dersom man ville være sikker på, at kunne klare sig selv, og ikke ligge nogen til byrde, måtte man være sig sit personlige ansvar bevidst. At andre samtidig var afhængig af den indsats man præsterede var noget der blev taget alvorligt, at styre sig selv og sit, var noget man satte en ære i.

Døgnets timer var fuldt ud besat med arbejde. Alle hjalp til, børn når de var store nok til at få et ansvar betroet. Denne opdragelse i personligt ansvar og selvværd, som man vidste var livsnødvendigt, og bar lønnen i sig selv, var det der skete under arbejdets tyngde. Det var ikke nødvendigt at blive rost og forkælet for man var klar over, at andre var afhængige af den energi og flid, man lagde i arbejdet, og når tingene fungerede var det den bedste belønning. Hvis tingene kunne gøres bedre skulle man nok få det at vide.

Alt arbejde foregik med håndkraft, til høstarbejdet havde man dog en hestetrukken selvbinder. 8-10 køer skulle malkes 2 gange dagligt med håndkraft. Pasning af svin og høns. Urtenytttehaven. Pløjning, såning, hø-arbejde, kartoffeldyrkning, gentagne radrensninger i roemarker, høst, konservering og så videre og så videre, alt var med håndredskaber og håndkraft. Dog indgik 2 Frederiksborg heste i arbejdsstyrken. Kort sagt, ingen luksus som vi kender i dag. Travlhed fra morgen til aften, og året rundt.

Oplæring i selvstændighed og selvværd.

En bytte- og naturaløkonomi, baseret på gensidig hjælp i travle perioder, bandt lokalsamfundet mere sammen som en enhed. Andelsbevægelsens forskellige grene, et rigt foreningsliv indenfor såvel idræt som kultur, gav sammenhold og aftenerne brugtes ofte indenfor disse foreningers virke. Husk, der var ikke TV. En sådan opvækst præmierer ikke ladhed. At nyde sit daglige brød, fordi man havde gjort sig fortjent dertil var helt naturligt. Trods det hårde slids mærker og ømhed, var det med til at give selvbevidsthed og en rank holdning, for man vidste man havde præsteret, produceret noget der var til at føle på, noget nyttigt. Derfor var det også en selvfølge, at man ikke lod sig kue og frivilligt ville finde sig i uretfærdighed.

Man var en fri mand, som med stolthed ville kæmpe for sig og sin familie. Man kunne styre sig selv. Under sådanne vilkår voksede jeg op.

Skolen for livet, eller med livet som indsats?

Da min søster kom i Realskolen, var der kun Mellemskolen til mig, idet kun et barn i familien skulle have en bedre uddannelse. I Mellemskolen var mine foretrukne fag, idræt, regning, historie og geografi. Min skoletid var undertiden en plage for mig, idet jeg langt hellere ville i marken eller arbejde med dyrene.

Vores nabo havde et par skikkelige heste som jeg fik lov at øve mig med i vognkørsel og pløjearbejde, og jeg tilbragte mange timer i deres herlige selskab. Her lærte jeg også at bruge en plejl, idet tærskning hos naboen foregik på denne ’bibelske’ måde, det kræver et samarbejde og hensyntagen mellem de plejlende så de slår i takt på stråene der ligger på logulvet, og ikke rammer hinanden. Samvær med dyr er tillige en god skole for børn, idet de lærer respekt for naturen og at tage hensyn til svagere væsener.

Jørgens store lidenskab har været Frederiksborgheste

Langt senere i mit liv, er jeg blevet klar over, at jeg har lidt af ordblindhed, som vel også har gjort sit til, at skolen ikke var det foretrukne. Dengang gjorde man intet ved ordblindhed, mange der ikke orkede at kæmpe blev stemplet som tåber og overladt til sig selv. Da jeg, mange år senere, fik politisk indflydelse, var jeg derfor også engageret med til at oprette specialundervisning for ordblinde i Ordblindeskolen.

De første 3-4 år gik jeg på en ægte landsbyskole, med få elever. Det store chok kom i 1938 da man nedlagde 3 små skoler i området og oprettede en stor Centralskole, jo historien gentager sig. Skolevejen blev nu 5 km lang, hvor den før havde været sølle 500 meter, og der var nogle frygtelig lange, strenge frostfyldte vintre. I samme år blev en gård i Borsholm ramt af mund og klovsyge så hele vores eksistensgrundlag var på spil, hvis ikke epidemien blev standset. Den sociale sikkerhed var sparsom.

Politisk bevidsthed vækkes og styrkes gennem udfordringer!

Gennem min interesse for historie var politik begyndt at få min særlige bevågenhed, udover at min far var Venstremand, som så mange bønder var, og min mor af en Konservativ familie. Ved at læse om undertrykkelse, ufrihed, forfølgelser gennem historien skærpedes min kamp mod al påtvungen autoritet.

Jeg havde mange sammenstød og diskussioner med min historielærer, som var erklæret nazist, og udbredte sig om Tysklands store fremtid, men undlod at fortælle om den totalitære undertrykkelse og jødeforfølgelserne. En god og åben debat er altid sund, man får afprøvet sine argumenters holdbarhed. Disse diskussioner har hjulpet mig til at holde fast i det som jeg opfatter som sandt, nemlig personlig frihed, ret til styre sig selv, ytringsfrihed og de andre smukke principper Venstre står for.

I 4. Mellem, 1942, var jeg den eneste dreng i klassen, højst usædvanligt. Da idræt var noget jeg holdt meget af, og jeg var ganske god til atletik, blev jeg en dag bedt om at springe min egen højde både forlæns som baglæns, da nogle lærere åbenbart havde et væddemål indbyrdes. De havde vist lige læst Njals saga, hvor hovedpersonen jo kunne denne kunst. Jeg blev dog alene bedt om at springe forlæns. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at underlaget kun var en rimelig hård kokosmåtte, ikke disse skumpuder man benytter i dag, så det var noget der kunne mærkes.

I forbindelse med indvielsen af Nygård Skole blev jeg bedt om at bære fanen og holde en indvielsestale, jeg var blevet valgt dertil af mine kammerater. Jeg var endnu ikke konfirmeret, men fik, af mine forældre, lov til at benytte mit blå konfirmationstøj ved denne ærefulde opgave. Jeg kæmpede længe med talen og skrev den om mange gange. For at afprøve mine evner, og for at få øvelse, gik jeg ofte ud i kostalden, hvor et lydhørt og venligt ’publikum’ ventede. Jeg har aldrig fået tomater og rådne æg i hovedet under taler, men her fik jeg dog serveret en varm duftende kokasse og en gevaldig stråle urin, og et par muuh, men forhåbentligt kun fordi de følte sig godt tilpas, og var enige. På den store dag gik det åbenbart udmærket for alle var helt overbevist om, at min far havde skrevet talen.

I den strenge tid, under krigen, hvor fornødenhederne var yderst små og opfindsomheden for at klare dagen og vejen var så meget desto større, i modgang styrkes menneskets karakter, hvorimod velstand kan give svaghed, fik jeg andre udfordringer i politisk henseende. Jeg var på tørvearbejde, altså grave tørv ud af den fugtige tørvemosejord, stakke tørvene til tørring og derpå anvendes som brændsel. Her kom jeg i karambolage med mennesker, som ønskede at påtvinge andre et medlemskab af en fagforening, og min overbevisning om det enkelte menneskes ret til selv at bestemme kom under angreb. Det var en udfordring som var mere voldsom end jeg havde forestillet mig.

Blandt ’tørvebisser’ og individualister, 1944-45.!

Arbejdet i tørvemosen var et hårdt slid. Jorden fugtig og tung. Ingen begrænsninger i, hvor meget en arbejder måtte slæbe i kilo på en arbejdsdag, og tempoet skulle være intenst for at kunne opretholde en dagsløn i forhold til sliddet. Akkordarbejdet betød, at man for at tjene 60 øre skulle håndtere 1000 tørv. Tørvene var stakket på brædder som var forsynet med et hul til en finger så det kunne trækkes, flyttes og vippes af på tørrepladsen. Hvert bræt vejede 30 kg. På en arbejdsdag var det normalt at der skulle flyttes 6000. Altså ca. 180000 kg.

Intet under at ens fingre blev krogede og jeg har da også i dag en buet finger fra den gang. Det var hårdt arbejde som krævede bomstærke mænd, med markante meninger og som ikke lod sig kue af arbejdsgiverens mærkværdige lunefuldheder. Da jeg var ung, og i god form, overtog jeg denne tjans da 3 af de som oprindelig havde stået for denne del af arbejdet var bukket under for sliddet.

Akkorden ville falde, dersom der ikke blev fundet en afløser. Husk der var familier at forsørge, og tørveværket måtte ikke gå i stå. Det gik meget godt, jeg kunne holde tempoet og blev værdsat af mine kolleger. Det eneste problem var, at jeg ikke ville i fagforening. ’Tørvebisserne’ var ofte værftsarbejdere fra Helsingør Skibsværft og skovarbejdere, hårde ’negle’ i positiv forstand, og ganske rigtigt kom der en fagforeningsformand fra Helsingør for at have en kammeratlig samtale med mig og nærmest truede mig til at være i fagforening. Han ville stoppe arbejde i tørvemosen fordi der var uorganiseret arbejdskraft, altså mig. Han ville også foranstalte en blokade på arbejdspladsen. Jeg tog ham på ordet og sagde ”Jamen, så stopper jeg!”

I frokostpausen blev sagen drøftet blandt kollegerne og her fik jeg fuld støtte. Sjakbajsen forsvarede mig og gav et kammeratlig råd til fagforeningsformanden om, at hans skulle køre hjem til sit kontor og glemme alt om tørvemosen ellers havde han 10 udmeldelser. Kollegerne værdsatte min kollegiale indstilling, og da de selv var principfaste forstod de vel også at respektere min overbevisning. Jeg havde også altid bestræbt mig på at vise forståelse og flid for ikke at ødelægge den akkord de havde arbejdet så hårdt for at opnå. Ingen bureaukrat skulle blande sig i deres interne forhold med stive regler og direkte påbud. Mange år senere, da jeg blev amtsborgmester fik jeg en personlig lykønskning af ejeren af tørvemoseværket fra dengang.

Ung ’storentreprenør’ og arbejdsgiver. Konflikter - kunder og konkurrent!

Da jeg altid har hyldet det frie initiativ og foretagsomhed fik jeg under tørvearbejdet en god ide. En Otenius, ja det hed han, Petersen havde ofte pralet med, at han tjente mange penge ved at tage kartofler op for bønderne ved at hyre arbejdskraft og så i sæsonen få kartoflerne i hus. Da jeg jo kendte mange bønder var det en oplagt indtægtskilde. Jeg satte annonce i avisen og søgte arbejdskraft. Jeg kontaktede bønder og fik kunder. Inden jeg havde set mig om, havde jeg aftale med såvel bønder som arbejdere til at kunne beskæftige 30-35.

Tingene var langt enklere dengang, det var mundtlige aftaler arbejdere som kunder imellem. Løn blev udbetalt kontant, der var ikke så megen bureaukrati som vi oplever i dag. Problemet var blot at min konkurrent blev noget knotten over at jeg, en så ung knægt, tillod mig at gå ind på hans arbejdsfelt. Men markedet var frit, og der burde være plads til os begge. Han fik sat lus i skindpelsen hos mine ansatte og overbeviste dem om, at jeg betalte for lidt. En kunde, som havde udsigt til en rigtig god høst, var usikker på, om jeg kunne klare opgaven og lovede mine ansatte mere i løn udenfor aftale og uden, at ville kompensere mig. Dette betød, at jeg pludselig var i alvorlige problemer. Næsten ingen medarbejdere, en masse aftaler, som jeg ville overholde.

Et løfte er jo et løfte. Gode råd var dyre. På Hellebæk Klædefabriks arbejderboliger gik jeg nu fra hus til hus og tilbød de hjemmegående husmødre arbejde i kartoffelmarkerne. Mange kunne godt bruge en skilling til den forestående vinter og gav deres samtykke. Problemet var, at de aldrig havde prøvet det før og kom i deres små sko til de våde kartoffelmarker. Det gik ikke videre godt. Imidlertid havde jeg den glæde, at 5-6 af de som havde valgt at stoppe grundet Otenius’s kampagne valgte at komme tilbage, og jeg selv og andre venner kæmpede og arbejdede heroisk for at opfylde det jeg havde lovet. Det frie marked kan været ubarmhjertigt, men samtidig tvinger det til opfindsomhed, personlig udvikling og ’overlevelsesstrategi’.

Opbrud fra Helsingør og langt vestpå til ’Det Vilde Vesten.’

På det tidspunkt var jeg allerede involveret i Venstre Ungdom og var blevet valgt ind i Tikøb afdeling med hele 342 VU’ere, var kasserer og derpå næstformand. I Frederikssund var der ligeledes nogle hundreder VU’ere. Til et landsstævne i Frederikshavn var der over 2000 VU’ere tilstede, og vi blev indkvarteret på forskellige gårde. VU dengang var meget aktive, der blev holdt mange arrangementer af såvel politisk som mere underholdende art. Således var VU’s baller og fester meget populære og var altid stuvende 100% besøgt. Gennem arbejde i VU blev bekendtskabskredsen udvidet og venskaber for hele livet grundlagt.

Mange ægteskaber er oprindet i VU. Jeg mødte første gang Else ved et arrangement i Tikøb, hvor hun var underviser i gymnastikhold. Hun var særdeles aktiv gymnast og havde fået uddannelse som gymnastiklærer. Senere mødtes vi igen ved en privat fest og så igen ved andre VU arrangementer. Noget i Frederikssund området må åbenbart have trukket i mig, for jeg søgte vestpå, plads, i 1946 på en gård i Sundbylille som fodermester. Alt var snakket igennem med gårdejeren også lønnen, som hans hustru dog mente var for høj for en ung mand som mig. Elses far mødte jeg senere samme dag og vi havde en god snak, han spurgte til mit nye arbejde og jeg forklarede ham omstændighederne.

Da også han manglede en fodermester, og var villig til at give mig den forlangte løn, slog jeg til og Frederikssund var nu min nye hjemsted. Bekvemt, vidunderligt og dejlig tæt på Else. 1950 blev vi gift. Men inden skulle jeg først tjene en anden ’herre’.

 

Et smukt nygift par.

I luften For Konge og Fædreland i Forsvarets tjeneste i uniform.

1947 var året, hvor jeg blev indkaldt til militærtjeneste. Min udstationering blev hos Flyvevåbenet på Flyvestation Værløse. Et spændende sted med materiel overtaget fra RAF, blandt materiellet de berømte Spitfires, Oxford-maskiner og en Flyvende Fæstning.

Der var kun få piloter i Danmark, mange havde kæmpet med RAF under krigen og var frygtløse. Således var der væddemål om, der kunne flyves mellem hangarerne og en lang række piletræer? Afstanden var ikke engang bredden mellem vingespidserne, alligevel kunne den bedste vride maskinen og flyve ganske tæt på jorden mellem træer og hangarer. Det var vovehalse som ofte havde set døden i øjnene. Vi meniges opgave var at passe maskinerne. Vi skulle varme dem op inden flyvning. Så ofte var jeg i cockpittet på en Spitfire, fik startet den kraftfulde Rolls Royce motor og lod den varme op med mindst 3000 omdrejninger i minuttet, og så kunne man ikke lade være med at ’lege’ eller varme flaps og øvrigt bevægeligt op.

Startbanerne var for nogle vedkommende ujævne græsbaner og da Spitfiren var næsetung skulle vi, når de skulle taxies i hangar hoppe op på haleroret for at yde modvægt så maskinen ikke pludseligt tippede på næsen. Vi sad 2 mand med vores meget tunge militærfrakker på haleroret og suset og larmen fra propellen var så voldsomt så frakkerne næmest blev suget af over vores hoveder samtidig med, at vores bagdele og rygge fik nogle gevaldige stød af den megen hoppen over det ujævne græstæppe.

Ved en såkaldt hemmelig mission skulle et par frivillige udvælges. Jeg ville med. Først 3. gang blev det min lod. Når de andre kom tilbage fra missionen måtte de intet sige, så spændingen var intens.

Vi blev kørt til Kastrup Lufthavn og der udstyret med kost og spande og sat til at vaske og rense hele fuselagen og vingerne på en Flyvende Fæstning. Selv dengang var den en stor maskine. Det var den hemmelige mission. Megen spænding var der ikke. Jeg skulle have ventet til 4. gang med at blive valgt, for her blev de udvalgte taget med ombord på Fæstningen til Grønland. Mit nummer var 742 og en af mine gode kammerater fra dengang som jeg ofte stadig mødes med var 744.

 

Spitfire

Min foresatte var en Kaptajn Sæby, en yderst disciplineret og principfast officer, som aldrig nåede videre end kaptajn, hvilket var lidt besynderligt, da han både havde alderen, erfaringen og ekspertisen til større grader. Dette undrede mig. Senere skulle jeg få forklaringen af ham selv. Jeg var Amtsborgmester og så i avisen af Kaptajn Sæby fyldte 80 år og besluttede at aflægge ham et besøg i dagens anledning. Jeg tror jeg var den eneste besøgende, i hvert fald om formiddagen, og her fortalte han, hvordan han var blevet desaouveret i sin karriere, da han 9. april, mod Regeringens ordre, havde nægte at indstille kampen mod Tyskland, men tværtimod havde bragt sin deling ombord på Sverigesfærgen og fortsat ’kampen’ derfra. Ak ja, ofte bliver principfasthed overfor personlige normer ikke belønnet.

Etablering i Frederikssund, Oppe Sundby, Snostrup.

Mens vi var forlovede besøgte vi ofte mine forældre i Borsholm en tur på i alt 96 km. Ud og hjem samme dag. Det meste foregik dengang på cykel. Altid på cykel. Vi må have været i rigtig god form. Det forekommer mig, at man havde et mere omfattende udeliv end i dag. Der var altid nogle arrangementer man kunne melde sig til. Det være sig i Forsamlingshuset, Gymnastikforeninger, foredragsforeninger, vælgerforeninger og så videre. Arrangementerne var ofte godt besøgt, folk kom af huse og det gav debat og sammenhold. Efterhånden som TV blev mere almindeligt så det ud til at disse folkelige tiltag gradvist blev valgt fra, hvilket er en skam og en, måske, åndelig fattiggørelse. Heldigvis forekommer det mig, at foreningsliv og tiltag er ved at være mere populært og i fremgang.

Når vi var af huse var det som oftest altid cykeltransport. En tur på 20 km var jo blot opvarmning og betød intet. På vores tur som forlovede til Borsholm punkterede Else på tilbagevejen i Fredensborg og det blev et frygteligt uvejr. Lappegrejer var dårlige dengang og grundet regnen var det svært at få lappegrejet helt tør, selvom vi søgte ly i en carport. I storm og regn måtte vi for hver 4. kilometer standse og pumpe cyklen. Kl. 01.00 var vi endelig hjemme, og op og malke kl. 4.00. Hvis nu turen var gået problemløst og i bil, ville vi intet have husket fra denne aften, men grundet omstændighederne vil vi altid huske tilbage med et smil på læben. Så genvordigheder huskes, hvorimod luksus forvænner og glemmes. CO2 problematikken ville være væsentlig mindre, hvis alle cyklede som vi gjorde dengang.

Else og jeg blev som nævnt gift i 1950 og fik vores søn. Tiden var vel nu kommet til at melde sig ind i ’voksen’ Venstre. Elses forældre var medlemmer af Venstre, ligesom mine. Man kunne dengang blive i VU til man var 35 år. Valgretsalderen var jo 25 til Folketing og 35 til Landsting. Forskellige omstændigheder gjorde, at vi valgte dette tidspunkt til at skifte.

Jeg havde lært en masse mennesker at kende i Oppe Sundby, Snostrup og fulgte ivrigt med i udviklingen i det lille samfund. F. eks. den lokale stationsforstander på Oppe Sundby Station, der var både posthus og kiosk, havde åbenbart overskud og tid til at pleje sine interesser som ejendomshandler, hans reklameslogan var ’Fredagens stjerneskud’ så han blev altid kaldt Stjerneskuddet. Han stod for salg af grunde i Solvænget og Stationsvænget. Den lokale præst, som gik ligesom Charlie Chaplin, var ofte i København og gik til stationen med sin karakteristiske ’Olsenbandejordemodertaske’ med papirer til dette centrale knudepunkt som stationen var. Nu ser det ud til, at stationen skal reetableres. Ja, tingene gentager sig.

Der gik ikke lang tid før jeg blev opfordret til at komme i bestyrelsen i vælgerforeningen og igen tilskyndet til valg til sognerådet og min indsats for liberale aftryk i lokalpolitik kunne nu begynde. Der kom mange spændende og pudsige, og forhåbentlig lærerige erfaringer ud af disse år inden den første store kommunalreform. Men herom i næste nummer.

Sognerådspolitik på godt og ondt … mest godt!

Jeg kom i bestyrelsen i vælgerforeningen i Snostrup i 1951. Det var en meget stærk forening med et højt engagement og aktivitetsniveau. Vi var ca. 500 indbyggere i området og de 100 var medlem af Venstre, det betød, at alle kendte alle. Det var ikke ualmindeligt, at vi var omkring 100 deltagere i møder. Vi var derfor ikke bange for at arrangere store sammenkomster for vi var forholdsvis sikre på, at der ville komme mange deltagere. Desuden var fjernsyn jo ikke så udbredt, hvilket betød, at lokalsamfundet ofte samledes om foredrag, sang, kultur, politik, idræt frem for at holde sig for sig selv inden døre med TV.

Vi arrangerede havemøder, hvor vi inviterede kendte politikere til at holde indlæg og foredrag, jeg kan nævne, at vi havde besøg af statsminister Knud Kristensen, statsminister Erik Eriksen, landbrugsminister Henry Kristensen og var ved disse arrangementer nogle gange mere end 400 deltagere. Ved en lejlighed var vi 135 til spisning i Forsamlingshuset.

Vi var 7 i vælgerforeningens bestyrelse. Vi havde fordelt medlemmerne mellem os så vi hver havde et antal at sørge for personligt. Når vi havde arrangementer enten ringede vi til medlemmerne eller besøgte dem og inviterede. Fordelen var, at sammenholdet voksede, interessen i politik blev bevaret og deltagerantallet var som nævnt meget højt. Én gang undlod vi at invitere, på omtalte måde, og der kom 17, skriver sytten.

Samme fremgangsmåde når medlemskab skulle fornyes. Så var det ud at besøge medlemmerne med opkrævningen, og her fik man ofte ryddet nogle misforståelser af vejen, som, uforløst, ville have betydet, at vi havde mistet vores medlem. Det eneste tidspunkt vi mistede medlemmer på var ved dødsfald.

Da vi senere gik over til mere ’moderne’ opkrævning med girokort og post var det noget sværere at bevare medlemsantallet ligeså imponerende. Så selvom de moderne hjælpemidler på mange måder er fremragende og tidsbesparende må man ikke glemme at den personlige interesse og besøg imødegår og fanger megen utilfredshed og kan jævne vejen for et gnidningsløst samarbejde.

Mini-kommunalreform nødvendig – fordele – ulemper. 1966.

Grundet forskellige konstellationer blev jeg formand for vælgerforeningen for Snostrup i 1960 og arbejdet forsatte. At beskrive sognerådsarbejdet i det lille sogn er et helt kapitel for sig, for alle kendte jo alle og der blev taget hensyn til evner og muligheder hos alle borgerne når sager behandledes, men det kan en anden måske fortælle om ved anden anledning således har Martin Dreier mange ’sjove’ beretninger.

I 1966, altså 4 år før den store kommunalreform i 1970, besluttede Snostrup og Oppe Sundby kommuner at slå sig sammen. Sognerådsformanden ville også stoppe da sygdom var ved at slå ham ud, og den nye ’storkommune’ krævede for mange personlige ressourcer også for familien som tog sin tørn i arbejdet. Trods alt var 500 indbyggere ikke mange i et sogn og med Oppe Sundby ville antallet komme op på ca. 1800.

 

Kommunekontor ca. 1960

De 2 Venstre vælgerforeninger slog sig også sammen. Ved et nyt valg skulle de interne pladser i den nye kommune her i 1966 afklares, og da Venstre Oppe Sundby var størst følte de det var mest naturligt, at de fik formandsposten, jeg fik dog rigtig mange personlige stemmer og kom ind som 3. i minikommunen.Sammensætningen af valgte sognerådsmedlemmer var 4 Venstre, 3 Socialdemokrater og 2 Konservative. Det betød, med solidt borgerligt flertal, at der var et godt samarbejde i sognerådet.

Internt i partiet kunne tingene dog godt ulme og personlige interesser være på spil. Således var der en episode, hvor nogle løb fra deres tilsagn og kun ved en hårfin manøvre lykkedes det at bevare en borgerlig dominans i kommunen. Jeg blev anklaget for at pleje egne interesser, men da afstemningen var skriftlig og jeg havde stemt blankt kunne jeg afvise denne anklage og have god samvittighed. Imidlertid gav det nogen uro og lidt modarbejde i sognerådet. Så selvom den borgerlige fløj var i solid overvægt behøver det ikke betyde gnidningsløst arbejde og selvfølgelig også omvendt.

Udviklingen gik meget stærk i Snostrup/Oppe Sundby. Fra ved sammenlægningens 1800 indbyggere voksede kommunen på få år til 4000. Udvikling er altid positivt. Derfor er det hul retorik, når nogle byrådsmedlemmer stiller sig negativ overfor byudvikling og mener det er for omkostningskrævende. Vi havde på få år råd til at bygge såvel skole som plejehjem og lave kloakker og veje grundet det større skattegrundlag.

Den første store kommunalreform – 1970. Fordele – ulemper.

At Snostrup/Oppe Sundby kommune var yderst veldrevet og med sund økonomi blev tydeligt da den helt store kommunalreform skulle iværksættes i 1970. 3 kommuner skulle slås sammen. Græse-Sigerslevvester, Snostrup/Oppe Sundby og Frederikssund By. Oppe Sundby havde en kassebeholdning på 9 millioner, Græse, også Venstre domineret, ligeledes en positiv kassebeholdning, hvorimod Frederikssund, socialdemokratisk kommune, havde en gæld på 73 millioner.

Man skulle så tro Venstre stod stærkt i den nye storkommune, men ved valget fik vi kun 3 byrådsmedlemmer og kunne have risikeret slet ikke at få nogen hvis vi havde haft sidestillet opstilling. A fik 7, K fik 4, Venstre fik 3 og SF 1.

Som valget stod var der lagt op til et meget svært samarbejde, hvor vi ville komme i undertal i de fleste sager. Således satte Socialdemokratiet sig, uden at skamme sig, på alle formandsposter i udvalgene. Vi måtte altså sno os som ålen, være snilde som slanger og blide som duer for at få det bedste ud af situationen.

Som i dag var der en indkøringsperiode – sammenlægningsperiode – i den nye kommune, hvor mange detaljer om økonomi og beskatning skulle harmoneres. I spørgsmålet om ejendomsbeskatning, hvor vi i Oppe Sundby og Græse havde meget lav beskatning og Frederikssund en meget høj kæmpede vi for vores sag mod et forslag om en gennemsnitlig ejendomsbeskatning i hele den nye kommune, hvilket ville betyde en væsentlig skattestigning i vores områder Ved en ihærdig indsats og snilde lykkedes det os 3 Venstrefolk at få ført til protokols et acceptabelt beskatningsniveau og derved være tro mod vore vælgere.

Vi måtte kæmpe om hver en post i politisk betydende foreninger. For også i Skolekommisionen og Fritidskommissionen ville Socialdemokratiet have formandsposterne. Her lykkedes det os dog at forlange skriftlig afstemning og da de mange ikke politiske medlemmer i disse kommissioner havde et andet ønske end de politiske lykkedes det os at få formandsposten i disse kommissioner. I Folkeoplys ningsudvalget fik vi Henning Juellund valgt som formand ved at kræve skriftlig afstemning.

 

Frederikssund byvåben på platte 1970

Konklusionen kan være, at hvor der, i det noget mindre sogneråd, var et godt samarbejde, hvor uoverensstemmelser blev klaret mere gnidningsløst, brød mange konflikter og samarbejdsvanskeligheder ud i lys lue i den nye storkommune, hvilket krævede megen ekstra energi og opfindsomhed, hvis Venstres holdninger skulle markeres. Gad vide om det også er tilfældet i dag! Jeg har en stærk formodning.

Navneforvirring og forveksling giver store tilbud og udgifter.

Min navnebroder Jørgen Christiansen fra Socialdemokratiet var borgmester og han udførte et godt og dygtigt stykke arbejde for Frederikssund, vores samarbejde var fortrinligt. Jeg fik posten som viceborgmester så vi var 2 Jørgen Kristiansen’er. Det gav undertiden anledning til mærkværdigheder.

Ved et møde i Kommunernes Landsforening i Ålborg, hvor vi begge deltog var der korrekt bestilt værelse til Jørgen Christiansen og Jørgen Christiansen, men i receptionen var der kun et, idet de blot regnede med at det var en fejl med de ens navne. Da borgmesteren mente han skulle have det reserverede værelse, blev jeg tilbudt et ’kosteskab’, men hotellet fandt efter et stykke tid da et bedre, nemlig ’brudesuiten.’ Det blev dog bekosteligt for mig fordi alle deltagerne ville se ’suiten’ og ’bruden’ og det kostede mig mange drikkevarer fra baren i suiten.

I Kommunernes Landsforening blev jeg medlem af Kultur og Fritid indtil 1978. Den navnkundige borgmester Kjeld Rasmussen fra Brøndby sagde ved en lejlighed at Frederikssund Kommune måtte være god for, ”I har 2 Jørgen Christiansen, den ene borgmester, den anden bestemmer.”

En anden gang fik jeg et brev fra den socialdemokratiske indenrigsminister Henning Rasmussen, hvor han tilbød mig en ærestilkendegivelse, han skrev ”Kære Jørgen, vil du gøre mig den tjeneste at være formand for Sygehusudvalget” Den tyggede jeg lidt på, brevet var sendt til min privatadresse, navnet var korrekt, men jeg var godt klar over at det måtte være den anden Jørgen han havde i tankerne, som tak for tro tjeneste for Socialdemokratiet da han var afløst på borgmesterposten i Frederikssund af Hans

Weirum. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg forelagde problematikken for mine kolleger, og alle morede sig og sagde, ”slå dog til han kan ikke gøre dig noget” Ministersekretæren havde selvfølgelig lavet en eklatant fejl, og jeg henvendte mig til ham og forelagde ham problematikken. Han erkendte, at ministeren havde skrevet under og jeg kunne med fuld ret sige ja tak til stillingen og han måtte så udrede sin fejl for ministeren. Jeg forbarmede mig dog over ham og han var yderst taknemmelig, jeg krævede dog, at han var villig til at give Gammelt Dansk til alle involverede personer, som nu var blevet til ganske mange. Så denne navneforveksling blev dyr for ham.Når jeg siden siden mødte Henning Rasmussen, veg han altid udenom og undlod at hilse.

Jeg har allerede nu berørt noget om mit arbejde i Amtet, men mere følger næste gang.

Der var mange såvel menneskelig som politisk berigende oplevelser i den periode.

AMTET et mini-Folketing

Tiden til mit arbejde i Amtet var inde. I 1978 fik Venstre 4 medlemmer i Amtsrådet. Man kan vel sige, at Amtet var en form for mini-Folketing. Når et valg er overstået skal der indgås konstitueringsaftaler og opgaver skal fordeles i forskellige udvalg. Det foregår som regel ved at det største parti får Amtsborgemesterposten og måske sidder som formænd i de vigtigste udvalg.

Det er undertiden en ren junglelov der hersker, hvor aftaler, der måske er indgået i forvejen, og formodninger om muligt samarbejde med andre partier har stor betydning. De signaler der udsendes fra partierne analyseres, fortolkes og afprøves og der gisnes om; er det nu ren taktik eller er det konkrete holdninger? Ved hvert valg, jeg har deltaget i, har der været store overraskelser og det som man måske opfattede som rent demokrati har vist sig at være mere baseret på personlige relationer, venskabelige som fjendtlige og andre uoverensstemmelser frem for det grundlag som vælgerne måske havde peget på.

Ofte viste det sig, at de største problemer opstod med partier, som man ideologisk burde være enige med og ikke med de politiske modstandere. Den borgerlige fløj havde oftest de mest nedrige opgør med hinanden. Når magtbegær kommer ind i billedet, taburetkløe, eller hvad man nu vil kalde det, fremmanes de mørke sider af politik og menneskesindet.

 

Frederiksborg Amts skjold

1978 Et valgresultat skal udmøntes i samarbejde og praksis.

Mange konstitueringsmøder foregik på Slotskroen i Hillerød, der betragtedes som neutralt område. I 1978 var det også tilfældet, der blev indgået aftaler, aftaler blev brudt igen. Frem og tilbage adskillige gange. Ufravigelige krav stillet, som bagefter måtte ændres Under alle disse omstændigheder blev jeg viceborgmester og formand for teknisk udvalg De Konservative havde som krav, at Sygehuset i Frederiksværk og andre små sygehuse skulle nedlægges. Venstre havde i deres valgoplæg haft det modsatte synspunkt. En Venstrepolitiker ændrede holdning og var tilbøjelig til at støtte de Konservative, hvorimod jeg kæmpede hårdt imod denne strategi. Der er yderst vigtigt, at man er tro mod sit valgoplæg, det har vist sig , at politikere, også i Amtet, som ændrede holdning til et princip bagefter har måttet betale en høj pris for deres skifte, ikke alene vælgermæssigt, men også kollegialt. Sådanne ting huskes.

Man kan måske mene, at rent pragmatiske forhold kan retfærdiggøre et holdningsskifte, men det vil altid blive husket og straffet på et senere tidspunkt. Også på den store gymnasiereform, som jeg fik indflydelse på, havde vi en uoverensstemmelse med de Konservative, som helst så meget store enheder, hvor vi i Venstre havde stået for det nære samfund og derfor ville have gymnasier ligeligt fordelt i Amtet. Ved et kompromis med Socialdemokraterne lykkedes det for os at holde vort valgløfte.

1982 var der valg igen. Konservative og Venstre ville forsøge et samarbejde uden Socialdemokratiet, og havde på forhånd fordelt opgaverne og posterne i Amtet sammen med Fremskridtspartiets medlem. Konservative løb dog pludseligt fra aftalen med Fremskridtspartiet og problemer opstod igen. Jeg blev nu viceborgmester og formand for Socialudvalget, noget mod min vilje, da det var et område jeg aldrig havde beskæftiget mig med. Men nye opgaver er nye udfordringer og de blev de bedste fra min tid i politik.

Opgør med faglige organisationer om nødvendige forandringer.

Svaneparken i Birkerød, for det man dengang kaldte åndssvage, var en meget stor institution i Amtet, der hørte under Statens Særforsorg. Der herskede forfærdelige forhold på Svaneparken. Hvis man kan huske billeder fra f.eks. Rumænien og institutionerne dernede, ja sådan fristes man til at sammenligne Svaneparken med sådanne forhold. Det var skandaløst som de syge blev behandlet og personalets arbejdsbetingelser var håbløst gammeldags og meget lidt fagligt inspirerende, hvilket kom til udtryk i faglige konflikter og strejker. Efter et besøg med gennemgang af forholdene mistede jeg helt appetitten af ren frustration og chok. Her måtte der gøres noget og det skulle være drastisk og hurtigt.

Min holdning var at Svaneparken skulle opdeles i mindre enheder, 36, frem for de ’koncentrationslejr’ store enheder som fandtes. Den holdning betød, at den politiske uro blev større. Man mente, at det ville blive meget dyrt for der skulle jo være forstandere på hver mindre enhed. De Konservative var direkte imod, idet de stod for store enheder, hvor Venstres politik er det nære samfund. For at komme i gang med arbejdet indkaldtes til et stormøde med socialpædagogerne, mellem 300-400 var tilstede, hvor sagen skulle fremlægges. Stemningen var ret kaotisk, bannere og protestudbrud kom fra salen, der blev råbt og de mest aktive stod på bordene. Så blev foreslået, om jeg dog ikke kunne få 5 minutters ro til at fremlægge planerne.

Det lykkedes og stemningen faldt til ro, for man kunne åbenbart fornemme, at det var gennemtænkte og fornuftige forslag som også ville gavne personalet, som havde haft utallige strejker og arbejdskonflikter, der også gik ud over patienterne. Ca 90% støttede de nye tanker

Jeg fik nogle travle måneder, for jeg besluttede jeg ville have en personlig samtale med hver enkelt medarbejder og høre deres holdning til jobskifte og omlægninger. 118 medarbejderes ville grundet reformen blive fritstillet. Gennem disse samtaler udjævnedes mange misforståelser og samarbejdet og arbejdsglæden fik første prioritet. Det kom til udtryk i, at i de næste 4 år var der ikke en eneste arbejdsnedlæggelse. Så god kommunikation og gensidig respekt er en forudsætning for et gnidningsfrit samarbejde. Jeg blev på et senere tidspunkt kontaktet af Fælles Kurs som havde anbefalet at deres medlemmer stemte personligt på mig i respekt for den måde personalet var blevet behandlet på, men ikke på Venstre som parti.

Valget 1986. Respekt for andre belønnes.

Det har altid vist sig, at politikere som ikke behandler deres kolleger såvel som modstandere med respekt eller udviser overdreven arrogance altid senere må betale en høj pris for deres fejl. Det viste sig ved valget i 1986. Venstre holdt sit antal medlemmer i Amtsrådet, de Konservative gik een tilbage. Den Konservative borgmesterkandidat var selvsikker, og havde ved flere lejligheder optrådt meget arrogant overfor De Grønnes medlem. Det skulle komme Venstre til gode.

Ved konstitueringsforhandlingerne, hvor Socialdemokratiet naturligt stod for at overtage Amtsborgmesterposten gjaldt det om at høste udbytte af den respekt man altid skal vise sin modstander. De Grønnes medlem kunne afgøre, hvem der skulle være borgmester. Hun havde aftalt at mødes med Socialdemokratiet, men jeg nåede at aftale med hende, at vi også skulle have en samtale og det respekterede hun. Hun kunne under ingen omstændigheder stemme for den konservative kandidat, men som hun sagde ”Jeg vil ikke udelukke, at jeg kan stemme på dig.” Vi havde aftalt at mødes kl.13.00 og hun skulle mødes med Socialdemokratiet. og SF. Kl. 9.00. Jeg var meget spændt for intet skete, ingen telefon ringede. TV var også interesserede i mødet og havde fulgt efter mødedeltagerne på deres vej til mit hjem, men bommen i jernbaneoverskæringen i St. Rørbæk havde givet mødedeltagerne et forspring, så journalisterne måtte samles i vores køkken og afvente, hvorledes forhandlingerne spandt af. De konservative gik så langt som at tilbyde Socialdemokratiet borgmesterposten, mod vigtige udvalgsformandsposter, men De grønnes medlem sagde fra og jeg blev så Amtsborgmester. De Grønne fik meget naturligt miljøudvalget. Jeg havde et fortrinligt samarbejde med mine Venstrekolleger, Ingrid Christensen, Ølstykke, og Oskar Jensen, Allerød.

Valget i 1990. Politik når det er ’værst.’

1990 blev Venstre belønnet. Vi fik et kanonvalg Det borgerlige flertal var igen intakt. Alt stod skrevet til at vi kunne fortsætte det gode arbejde vi havde realiseret de sidste fire år. Kampen om de attraktive udvalgsposter blev hård, der blev ’handlet’ på tværs af principper og løfter og det endte med, at Venstre ingen indflydelse fik, trods den store valgsejr, men at de Konservative, gennem skal vi kalde det på en pæn måde ’dygtig forhandlingsstrategi’ fik Amtsborgmesterposten. Politik er undertiden uretfærdigt. I det mindste kunne vi glæde os over, at i de 4 år med Venstre, 1986 -90 havde vi formået at vende Frederiksborg Amt fra at være det 3. dyreste amt i landet til at blive det billigste.

Når Venstrepolitik gennemføres i sin grundtanke, er det altså muligt at nedsætte skatten og de administrative systemers pengeforbrug. Det havde vist sig, at de enkelte udvalg nærmest virkede som stat i staten, i den forstand, at man selvfølgelig søgte mest mulig overført til sit eget resortområde. Det måtte der gøres noget ved. Ved et fortrinligt samarbejde med en modig økonomichef lykkedes en sparerunde Vi havde det første år en sparerunde som gav 90 millioner kroner. Når en sådan besparelse overføres fra år til år giver efter fire år rigtig mange penge så skatten i Amtet kunne nedsættes.

Valget i 1994 og oplevelser af mere festlig karakter gennem årene i Amtet

Ved valget i 1994 var Venstre igen størst i Amtet, jeg blev viceborgmester og fik forskellige bestyrelsesposter som jeg varetog til min afgang i 1998.

Mine mange år i Amtet har givet oplevelser som har været varme og berigende, og morsomme. Da Frederiksborg Amt jo er Den Kongelige Families sommerresidens betød det samtidig, at Amtet var inviteret som gæster ved festlige lejligheder på Fredensborg Slot. Else og jeg har været gæster ved Kronprinsens 18. års fødselsdagsfest. Gæster ved utallige statsbesøg. Fra Tyskland, Thailand, Luxembourg, Israel, Taiwan, med flere.

Lad mig nævne en pudsig episode ved besøget fra Taiwan. Da Danmark jo ikke officielt anerkender Taiwan, var Amtet blevet bedt om at være vært for de 5 besøgende ministre. Vi behandlede dem efter alle kunstens regler, viste dem rundt i Amtet, på virksomhedsbesøg, gav dem middage og frokost på Amtsgården. Her smagte de for første gang jordbær og var begejstrede. Da vi jo dyrkede jordbær på Tokkehøjgård, ringede jeg til Else og bad hende om, at komme med et par store skålfulde af de flotteste jordbær fra marken. Taiwanernes begejstring og overraskelse over, at Amtsborgmesterens hustru kom med egne jordbær til dem var ægte, og på forbavsende kort tid var frugten fortæret, selvom der burde have været rigeligt. I nogle år derefter fik vi hvert år en indbydelse til reception på Taiwans repræsentationskontor på landets Nationaldag.

 

Friske jordbær til alverden

Den gallamiddag der har gjort størst indtryk er Israels. Sikkerhedopbudet var enormt. Ned i de mindste detaljer var alt tilrettelagt og kontrolleret af frygt for terror. I vores taxa til Fredensborg, som skulle cleares blev vi 3 gange standset og kontrolleret, fik nye kodeord, hver gang før vi slap gennem nåleøjet. Ved indgangen ser vi en person iklædt det helt store udstyr i ordener og ’sildesalat’, Else mente det måtte være Jørgen Reenberg (Admiralens Vise), hun kunne i hvert fald genkende ham. Det var imidlertid chefen for Udenrigstjensten. Jeg gik hen til ham og kunne pludselig kende ham som en god kunde til vores kartofler og æg fra gården. Han var først forbeholden, men da jeg forklarede ham, at han havde fortæret mine grønsager tøede han op. Ja klæder skaber folk. Han var ikke vant til at se mig i andet end arbejdstøj og jeg var ikke vant til at se ham i gallaskrud og ordener. Men indeni var vi trods alt os selv.

Besøget fra Israel var som nævnt sikkerhedsmæssigt imponerende, men samtidig et sørgeligt eksempel på, hvorledes uforsonligt had kan afstedkomme groteske forhold. Israels præsident ville gerne besøge Gilleleje og se kirken der havde huset så mange jøder på flugt til Sverige under krigen. Gilleleje blev undersøgt, som byen vel aldrig er blevet det før. Dykkere sendt i havnebassinet, skarpskytter på hustagene, politi og kontrol alle vegne.

Israels ambassadør var med til et lille arrangement på Fyrkroen, hvor kontrollen også var i højeste gear. Servitricen var meget nervøs over de fine gæster, og i sin nervøsitet tabte hun en bakke med kopper og bestik lige bag gæsterne, larmen var høj og hun brød grædende sammen. Hun fik dog forsikringer om, at alt var i orden og at hun skulle glæde sig over en begivenhed hun altid ville huske. Det er jeg sikker på hun gør. Det hjalp.

Samtidig med mit arbejde i Amtsrådet var der arbejdet i Frederikssund Byråd. På et tidspunkt opnåede Martin Dreier og jeg lige mange stemmer og jeg fik mandatet ved lodtrækning. Jeg aftalte med Martin, at jeg ville holde efter et stykke tid, og han ville så kunne overtage mit hverv, det viste sig så ikke at være muligt, desværre for Martin. Arbejdet i Amtet slugte rigtig mange kræfter, det var meget lange arbejdsdage, men samtidig var jeg glad for at kunne beholde mit erhverv på gården idet jeg betragter det som en fordel, at ens liv ikke kun er politik, hvis det kun er politikken der giver levebrødet, kan man nemt miste overblikket over, hvor midlerne kommer fra.

Her kan nævnes en lille episode med en arrogant konservativ politiker som aldrig undlod at nedgøre sin Venste modstander, der kaldte sig selv for Smeden fra Tikøb, da han havde en smedeforretning som sit udkomme, hvorimod den konservative kun havde politik. På et afsluttende vælgermøde havde den konservative været noget hånlig og Smeden sagde i sin afslutning, at han ville opfordre alle til at stemme på politikeren for det var jo det eneste han havde af leve af, hvorimod smeden havde sit erhverv. Det vakte jubel. Så at være levebrødspolitiker er farligt og kan ikke være i harmoni med demokratiets grundide.

Mit baglands loyale støtte.

Hele mit lange liv har jeg haft opbakning fra Else, som har støttet mig loyalt og kærligt, som har båret mange byrder, som har lidt afsavn og slidt og slæbt og oveni altid vist gæstfrihed og velvilje for at støtte mig i min politiske overbevisning. Uden Else ville intet have været muligt. Når jeg tænker tilbage på, hvad hun har præsteret og tålt kan jeg kun forundres over denne trofaste kvindes styrke og tålmodighed.

Efter mit aktive liv i politik fra 1998 blev vor familie i de følgende år ramt af sorger og sygdom. Sygdommen har jeg stadig har mèn af og man kunne måske forestille sig, at jeg savnede de aktive år i politik. Det er imidlertid ikke tilfældet, jeg kan se tilbage på utallige oplevelser som mest har været gode og positive. Jeg har fået mange venner i mange partier. Jeg mener ikke jeg har fået fjender, men derimod modstandere der dog har respekteret mig, fordi jeg har respekteret dem.

Min interesse for politik er selvfølgelig intakt. Jeg giver gerne kommentarer og råd baseret på mine erfaringer med menneskesindet som jo er så foranderligt, når magt kan opnås og personlige ambitioner efterstræbes, men som samtidig kan være så glædesbringende.

Fortalt til Jørgen Olsen