onsdag den 23. september 2009

NY BY - på et hængende hår!

Pyh ha, de nåede det lige akkurat!

Bragt i lokalavisen uge 34, 2009.

Bedre sent end aldrig. Frederikssund Kommune var ved at forspilde muligheden for at blive Nordsjælland mest attraktive område, erhvervs- og boligmæssigt, men de klarede i sidste øjeblik skærene. Den kunstneriske udførelse kunne dog have været meget smukkere og mere værdig. Men glædeligt, at der nu endelig kommer gang i udviklingen af Ny By ved Store. Rørbæk. Et enigt Byråd besluttede dagen før lovens krav, om lokalplan for områder der eksproprieres, trådte i kraft, at 'købe' 70 hektar jord til bolig og erhvervsformål. Nu skal man igang med lokalplaner. En sådan er ellers tidligere indleveret at den storinvestor der stod som ejer af det meste af den 'købte' jord. Så vidt jeg ved er den blevet ignoreret, med kommentaren fra Knud Christoffersen om at, "en sådan jo altid kan laves om" og "At ting tager den tid ting skal tage. Og vi er nødt til at gå med livrem og seler i den her sag."

Der er nu faldet ro, hos nogle borgere, over en meget usikker situation, der tog sin begyndelse i 2003, og kulminerede i november 2005 ved det katastrofale borgermøde, hvor lodsejerne i området blev 'truet' med ekspropriation, og et eventuelt samarbejde med kommunen, som de fleste ellers var indstillet på, derved gik fuldstændig i stå. Beboerne i parcelhusområderne Solbakken og Stationsvænget var med rette oprørte. Alle borgerne fik besøg af ansat konsulent, som skulle give orientering om, hvad ekspropriation betød og, hvad der kunne forventes at skulle ske med deres hjem. Nedrivning for at få plads til "den ambitiøse plan er med andre ord, at bygge en modelby eller mønsterby for fremtidige byer og erhvervsbyggeri," intet mindre end det. Kan det undre at modstanden var massiv? Her kunne ses et overgreb, med loven som trussel, mod den private ejendomsret, og med argumentet frit efter hukommelsen "at alle burde jo tænke på det fælles gode for kommunen." Med kommunens 'hårdhændede' taktik blev skabt en atmosfære af trods, som jo aldrig er med til at fremme et fælles gode. Ved en samlet indsats fra de borgerlige partier, især Venstre, i byrådet blev beboerne i villa området dog skånet og fritaget for ekspropriationstruslen.

En investor opkøbte nogle ejendomme da beboerne på disse gerne ville have en afklaring af deres situation. Investor udarbejde planer for Ny By, der blev givet tilsagn om at bygge en S-station uden udgift for kommunen, men forhalingstaktikken var igang. Tænk, om nogen ville kunne tjene penge på at ville løbe en risiko og dermed også have 'risikoen' for at få et gunstigt afkast af arbejdsindsatsen. Det ville jo stride mod al socialdemokratisk tænkning, og blev derfor obstrueret rent bureaukratisk. Omtalte investor pressede på og bad om møder med kommunen, men hørte som oftest intet. Detaljeret lokalplan blev indleveret og 'glemt.'

Krisen kommer, investorerne falder fra en efter en og nu er muligheden tilstede for at gøre en god handel. Taktikken lykkedes. Dygtigt 'købmandsskab' af en offentlig myndighed! Jorden er grundigt pløjet, harvet, tilsået og nu skal der høstes, og jorden erhverves til ren ekspropriationspris. Det lovmæssige helt i orden som det jo bør være. Jo, kommunen fik sin vilje. Men smukt har det ikke været. Som Bismarck (mener nogle) engang sagde "Love er som pølser, det er bedst ikke at se dem blive fremstillet."

Nuvel, ovenpå den erfaring så lad os da endelig glædes ved, at der nu kommer gang i et område der vil kunne gøre Frederikssund til en magnet for liberale erhverv og nye borgere. Når kriser kradser er det de initiativrige, flittige og modige der overlever ikke dem der mister modet og graver sig ned i selvmedlidenhed. Nu har kommunen så mulighed for at planlægge som de ønsker det, og få del i de skatteindtægter som de nye virksomheder og borgere i området vil lægge i kommunekassen. For hvor der er frirum og høj himmel kommer de kreative virksomheder og borgere til. Det er i det mindste glædeligt. Og stort tillykke til byrådet og borgmester Ole Find Jensen. Flot arbejde!

Jørgen Olsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails